Erdogan, Trump og Chamberlain

Den tyrkiske lira befinder sig for øjeblikket i frit fald. Det er der en del medier, der har observeret, deriblandt det engelske magasin The Economist, se her. Og det er lidt mærkeligt, at jeg skal behandle en lederartikel i netop det blad på samme måde, som jeg behandler så mange andre medier, nemlig ved at være opmærksom på det, der ikke siges, for det blad plejer jeg da nogenlunde at kunne stole på.

Og lederen har da også store kvaliteter, når det drejer sig om at beskrive det økonomiske uføre, Erdogan har ført Tyrkiet ud i. Og den gør det også klart, at Trumps forsøg på at få frigivet den amerikanske præst, som Erdogan har beskyldt for politisk indblanding og derfor fængslet, har medvirket betragteligt til Tyrkiets vanskelige økonomiske situation. Trump har som reaktion på Tyrkiets nej til at frigive præsten indført told på metal fra Tyrkiet. Men den føjer til, at Tyrkiet også før Trumps straf var i en penibel økonomisk situation.

Alt dette læser jeg med stor interesse, for det kan nok gøre mig klogere. Det er ikke dèr, min indvending ligger. Den ligger andre steder, for at være nøjagtig: to andre steder.

Det første sted skal jeg ikke behandle så meget her, ja, jeg skal måske slet ikke bebrejde The Economist noget i den anledning. Man skriver om de europæiske regeringer, at de ikke kommer med støtteerklæringer til den fængslede præst, fordi de er bange for at fornærme Erdogan; man risikerer, at han igen åbner portene for den flod af syriske flygtninge, som vi har betalt ham i dyre domme for at beholde i Tyrkiet.

Det gælder alle medier – og politikere med, for den sags skyld – at de ikke kan se det bagvendte i denne tankegang. EU’s stædige fastholden ved asylretten – det, jeg har kaldt ”fodjordsreglen” – har bevirket, at EU synes, det vil være uetisk at forhindre mennesker i illegalt at krydse vores grænse. Derfor må man have nabolandene til at holde folk borte fra EU’s grænser. Det er åbenbart ikke uetisk. Ligesom EU heller ikke regner det for uetisk at forhindre flyselskaber i at tage mennesker med til Europa, som ikke har gyldigt visum. De ægte flygtninge, der måtte være blandt de mange migranter, tvinges derved til at lade menneskesmuglere føre dem frem til europæisk jord.

Derudover har The Economist som alle andre medier også ”glemt”, at Grækenland faktisk med held beskyttede deres søgrænse mod Tyrkiet, før Syriza kom til. Man tvang skibe belæsset med migranter tilbage til Tyrkiet. Men da Syriza drevet af sin fornemme etik opgav denne politik, fik vi i det øvrige EU den store migranttsunami at smage.

Og det er da meget sørgeligt, at The Economist ikke har mod eller vilje til at huske på disse to ting. Men hvad, ingen andre medier tænker øjensynlig på den måde, så det er ikke så stor en skuffelse, at The Economist heller ikke gør det.

Min anden indvending, derimod, er lidt anderledes. Jeg hører ikke til dem, der ser noget stort i præsident Trump. Men man kan altså også gøre skarn uret. Og når så mange medier, deriblandt altså The Economist, betragter Trumps uforudsigelighed som et forhold, der kan være farligt for den internationale politik, så kan det være rigtigt nok. Men når The Economist i sin leder uden videre kører videre i det spor, så er det, man skal være opmærksom på det, der ikke siges.

Besynderligt nok står det, der her ikke siges, men burde siges, i to artikler fra CNN, se her og her. Det har også været fremme i andre medier. Det kom frem i slutningen af juli, og jeg genfandt oplysningen disse to steder. Der er tale om, at nogle amerikanske embedsmænd har røbet, at en slags ”gidseludveksling” var forhandlet på plads mellem USA og Tyrkiet. USA skulle have pastor Brunson frigivet mod, at Tyrkiet fik frigivet en tyrkisk kvinde, Ebru Ozkan, som sad fængslet i Israel for terrorrelaterede forbrydelser. Det skulle være aftalt i en telefonsamtale mellem Erdogan og Trump den 14. juli. Ozkan fløj tilbage til Tyrkiet allerede i juli.

Den aftale nævner The Economist intet om i sin leder. Men det forekommer mig, at man er nødt til at have denne aftale – eller altså: teorien om denne aftale – med i sine tanker, når man skal bedømme Trumps reaktion. Men når man i stedet for skriver (i lederen), at ”Trump har ret i at presse Erdogan til at løslade Brunson, men at man ikke bør bruge toldvåbnet til dette formål”, så forekommer det mig, at bladet udviser meget ringe storpolitisk forståelse.

Storpolitik har af og til temmelig meget med tillid at gøre. Det er derfor, et personligt møde mellem to ledere bliver vendt og drejet af medierne: ”Har de to nu en kemi, der passer sammen? Kan de nu tænkes at komme til at stole på hinanden?” osv. Og hvis Trump har fået den opfattelse, at Erdogan vil snyde ham ved at springe fra en aftale, som måske kun var udtrykt mundtligt i telefonen, men dog efter Trumps mening var lige gyldig for det, så forstår man godt, at han reagerer voldsomt.

Man mindes Neville Chamberlain, den engelske premierminister, der i september 1938 indgik en aftale med Hitler om indlemmelse af dele af Tjekkiet i Tyskland. Som bekendt kom han tilbage til Storbritanien, viftende med et stykke papir med Hitlers underskrift på, og udtalte, at med denne aftale var der sikret fred i vor tid.

Vi plejer at standse vor beretning om Chamberlain dèr. Men vi må ikke glemme, (1) at han, da Hitler i marts 1939 indtog rest-Tjekkiet, angreb ham voldsomt (i ord) for det, (2) at han i september 1939, da Hitler angreb Polen, erklærede Hitler krig og udtalte, at denne krig ikke ville standse, før Hitler var sat fra styret i Tyskland, (3) og at han i juni 1940, da den engelske udenrigsminister, Halifax, foreslog, at man søgte at få en fredsaftale i stand med Hitler, og alle i sikkerhedsudvalget så hen på ham, rystede på hovedet: den mand mente han ikke, man kunne slutte nogen aftale med.

Jeg skal ikke hævde, at islam er lig med nazisme. Men begge har en forestilling om, at deres religion eller deres folk er bedre end andre og derfor udset til at herske.

Jeg skal ikke hævde, at Erdogan er lig med Hitler. Slet ikke. Men hvis Erdogan har bare en flig af den opfattelse af Vesten, som Hitler havde: at der er tale om en dekadent kultur, som ikke har vilje til at gøre modstand, så er det med at få bragt ham ud af den vildfarelse hurtigst muligt. Og til det brug er en trumpsk hurtighed på aftrækkeren meget bedre end en EU’sk angst for nye flygtningestrømme.

Og noget kunne tyde på, at det er en sådan opfattelse, han har. Det er ikke nogen helt umulig tanke, at han, grebet af den lethed, hvormed han fik Ozkan løsladt, besluttede at gå videre med afpresningen og forlange Gülen udleveret af USA, den mand, som Erdogan ser som bagmanden for kupforsøget for et par år siden.

Men nu står han altså med den erfaring, at sådan leger man ikke med præsident Trump. Og alle Trumps mærkværdigheder ufortalt kan vi europæere vel egentlig godt være tilfredse med, at den erfaring er blevet ham påført.

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Erdogan, Trump og Chamberlain

  1. Pingback: To tyranners overmod | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.