Incitamentsstruktur

Dette er et meget fint ord, som jeg har lært af Mikkel Andersson, blogger på Berlingske. Han brugte det for at forklare, hvorfor der bliver ved med at strømme flygtninge og migranter over Middelhavet. Det skyldes, sagde han, at vi europæere har skabt en struktur, der giver de mennesker, der lever i arbejdsløshed og fattigdom i Afrika og Mellemøsten, en tilskyndelse (et incitament) til at forbedre deres udsigtsløse situation. Ved at betale en menneskesmugler for at komme med en båd ud til de ventende NGO-skibe kan de komme til Europa og skabe sig en bedre tilværelse dèr, enten som godkendt asylansøger eller som illegal arbejdskraft. Og når tilstrækkelig mange af deres landsmænd har ringet hjem og fortalt, hvordan man gør, så bevirker det, at flere vil prøve. De får et incitament til også at prøve lykken.

Og det, der skaber incitamentet, er asylretten, eller mere korrekt: EU’s håndtéring af asylretten. EU har tolket asylretten på den måde, at enhver, der sætter sin fod på europæisk jord og beder om asyl, har ret til at få sin asylsag behandlet. Det er muligt, at denne tolkning er juridisk korrekt – eller som det hedder: menneskerettighedsmedholdelig korrekt – men tolkningen har i hvert fald ganske overbebyrdet det europæiske system. Og det har været almindelig kotyme, at ville man ikke vente på sin sagsbehandling i Italien eller Grækenland, så rejste man bare videre til Frankrig eller Tyskland, og så var det disse landes hovedpine at meddele afslag eller asyl.

Det har længe undret mig, at alle politikere og journalister i EU og omegn har undladt at stille spørgsmål til dette system eller til denne mangel på system. Man skulle synes, at det skulle være muligt for enhver nogenlunde begavet journalist at få øje på den incitamentsstruktur, som denne mangel på system har skabt, men man har formentlig undladt at stille spørgsmål angående det rodede i systemet, fordi man mener, at EU handler etisk korrekt med sin tolkning af asylretten, og denne fine etik vil man ikke undergrave med frække spørgsmål.

Men én ting er det, der sker på havet. Her har EU og konsorter hidtil kunnet hævde, at det drejer sig om at redde liv. Den påstand har gjort det vanskeligt at trænge igennem med indvendinger. Dog er der, som man nok har opdaget, i kraft af regeringsskiftet i Italien, ved at ske ændringer på det punkt. Italienerne nægter at lade NGO-skibene aflevere deres last af pseudoskibbrudne i italiensk havn. Så nu er man ved at nedbryde den incitamentsstruktur, der hidtil har eksisteret på Middelhavet, selv om Spanien – efter et regeringsskifte i modsat retning – er ved at overtage Italiens rolle som modtagerland for migranterne.

Noget andet er, hvad der sker ved EU’s grænse til Marokko. Der er to små spanske enklaver på afrikansk jord, Melilla og Ceuta, begge omgivet af pigtråd og begge bevogtet af veludrustede politistyrker. Alligevel lykkedes det ved en velorganiseret aktion fra migrant-side i slutningen af juli for omkring 800 migranter at forcére hegnet til Ceuta og slå politistyrken tilbage, så de kunne komme ind i Ceuta og sætte deres fod på europæisk jord, fuldstændig overbevist om, at så snart de var kommet indenfor hegnet, var de i sikkerhed; så ville asylretten gælde, og de kunne ikke sendes tilbage.

Dengang kom det også til at passe. Dette fuldstændig absurde skuespil endte med, at alle 800 som ”belønning” for at have udsat politistyrken for fare fra Ceuta kom videre til Spanien og formentlig derfra videre til det øvrige Europa, enten som legale eller illegale migranter.

Man græmmes.

Men minsandten, netop i dag erfarer man så, at en ny portion grænsebrydere, 116 ialt, nok kom indenfor i Ceuta, men derefter blev indfanget og sendt tilbage til Marokko. Der er en beretning om det fra Ritzau i Jyllands-Posten her, og en lidt mere udførlig fortælling i Berlingske her.

Berlingske skriver:

Migranterne lagde ikke skjul på deres begejstring, da det onsdag formiddag lykkedes en gruppe på godt 100 at forcere grænsehegnet ved Spaniens nordafrikanske enklave Ceuta.

Mens de spurtede af sted gennem gaderne for at nå frem til det lokale modtagecenter, blev der gestikuleret og lavet grimasser til ære for udsendte fotografer.

Og billederne virkede så meget desto mere provokerende, fordi syv spanske civilgardister samtidig måtte behandles efter at være blevet bombarderet med bl.a. læsket kalk, syre og ekskrementer.

Lidt senere hedder det:

Men konservative politikere og meningsdannere havde knap nået at give den nye socialistiske regering skylden for optrapningen, før nyheden torsdag eftermiddag landede som en bombe i Spaniens stadig mere betændte debat om migration:

Stort set alle migranterne, i alt 116, var blevet udvist til Marokko efter en lynhurtig sagsbehandling.

En beslutning, der udgør en kovending i forhold til premierminister Pedro Sánchez’ hidtidige linje og Spaniens modtagelse af op til flere skibe med migranter reddet i farvandet mellem Italien og Libyen.

Dog. Er der tale om en kovending?

I hvert fald har man i dette tilfælde brugt nogle paragraffer, som man ikke vil kunne bruge ved migranter, der kommer via havet.

Udvisningen er sket i overensstemmelse med en bilateral aftale, som Spanien og Marokko indgik i 1992. Myndighederne i det nordafrikanske land vægrer sig normalt ved at overholde den, men i dette tilfælde har de accepteret det.

Brugen af vold og farligt kasteskyts i forbindelse med de udviste migranters stormløb mod grænsen udgør en særlig omstændighed, og »juridisk er situationen en helt anden end den, der gælder for migranter reddet til havs«.

Migranterne er ikke blevet masseudvist. Deres sager er faktisk blevet behandlet en for en. Det er blot foregået en hel del hurtigere end normalt. I øvrigt søgte ingen af udviste om politisk asyl.

Vil det så sige, at incitamentsstrukturen er blevet brudt?

Ja, se, det er jo ikke til at vide. For det kan meget vel være, at der stadig vil gives adgang for asylansøgere, der kommer over hegnet uden brug af vold mod civilgarden. For så er man jo ikke voldelig, og så kan man vel siges at ligne de migranter, der ankommer via havet.

Så det er nok for tidligt at begynde at håbe på nogen kovending fra myndighedernes side.

Og diverse ”Gutmenschen” har da heller ikke afholdt sig fra kritik. Berlingske skriver:

Spanien er tidligere blevet dømt ved den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg for overgreb i forbindelse med såkaldt »varme« tilbagesendelser ved grænsen til Ceuta og den anden nordafrikanske enklave, Melilla.

Og selv om den spanske regering hævder, at situationen i dette tilfælde er helt anderledes, tvivler menneskeretsorganisationer på, at fremgangsmåden holder i retten.

»Når sagsbehandlingen foregår så hurtigt, er det meget vanskeligt at identificere migranter med ret til asyl så som mindreårige eller personer, som tilhører forfulgte befolkningsgrupper,« siger lederen af Amnesty Internationals spanske afdeling, Esteban Beltrán, til webavisen El Diario.es.

Det er en utrolig naivitet, denne leder kan lægge for dagen. Det er jo ikke blot ved en hurtig sagsbehandling, at det er svært at identificere migranter med ret til asyl, det er noget, der gælder ved enhver sagsbehandling, selv den langsomste. Alle ankommende migranter, der har haft store udgifter for at komme til Ceuta, vil naturligvis på enhver måde gøre sig til for at få tilkendt asyl, inklusive den måde, der hedder at lyve så stærkt, som en hest kan rende. Og alle europæiske myndigheder står med en umulig opgave, når de skal skille flygtninge fra migranter. Hidtil har man vel i langt de fleste tilfælde ladet tvivlen komme migranterne til gode, så man hellere godkender 10, der ikke er flygtninge, fremfor at afvise én, der er det.

Men jeg kan ikke lade være med at spørge, om tiden ikke er inde til helt at lukke for både flygtninge og migranter. Ordningen er blevet misbrugt gennem så lang tid af så mange, at der har dannet sig en incitamentsstruktur så kraftig, at Europa vil ødelægge sig selv, hvis vi lader det fortsætte.

Dog har de europæiske regeringer stadig en vældig respekt for EU’s myndigheder, herunder domstolen i Strasbourg. Selv det Grækenland, der frem til januar 2015 lod sin flåde tvinge alle migrantbåde tilbage til Tyrkiet, lod sin politistyrke hjælpe migranterne, så snart de var kommet i land. Jeg skrev om det her, og undrede mig allerede dengang over de mærkelige regler, vore regeringer er bundet af, regler, der vil forhindrer os i at bevogte vore grænser.

Men måske Ceuta-begivenheden giver os et vist håb. Jeg forstår i hvert fald til fulde de indbyggere i Ceuta, der glæder sig over, at det denne gang ikke blev grænsehegnsødelæggerne, der endte med at hovére, men – i hvert fald i det skjulte – indbyggerne selv. Tænk på de kvinder, der er gift med de sårede civilgardister, som sidste gang både så deres mænd ydmyget og såret, men gerningsmændene belønnet! Denne gang kan de dog vel ikke undgå at glæde sig over, at gerningsmændene ikke ligefrem bliver belønnet.

Men om incitamentsstrukturen er brudt! Ja, vi véd det ikke.

På document.no, se her, har Christian Skaug hævdet, at det tidligere er set, at en mafia mod betaling har instrueret migranterne i at forcére hegnet.

Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.