Hvorfor skjule forskellen?

Det er mærkeligt, at store dele af den vestlige akademiske verden anser det for dens pligt at forsvare islam. Og man prøver at forsvare islam i den grad, at man direkte nægter at se forskellen mellem islam og den vestlige verden.

Det gælder en udstilling, som her i august-september bliver holdt i Firenze. Den hedder ”Islamisk kunst og Firenze fra Medicierne til det 20. århundrede”. Her vil man, som navnet på udstillingen viser, fortælle, hvordan Firenze var et knudepunkt for udvekslingen af kunstidéer mellem Vesten og den muslimske verden. Man gør rede for udstillingens formål her. Men besynderligt nok undlader man at gøre rede for én af de mest betydningsfulde forskelle mellem islamisk kunst og vestlig kunst: det muslimske billedforbud. Der er indenfor islam fremstået en hadith (et påstået udsagn af Muhammed), som fortæller, at Muhammed skulle have sagt, at engle ikke vil gå ind i et hus, hvor der forefindes billeder, og denne hadith har haft den virkning, at malerier af levende væsener så at sige ikke forefindes indenfor islam.

Alligevel vil man altså hævde, at vestlig kunst har lært meget af islamisk kunst. Og omvendt.

I en artikel i The Guardian, se her, fortæller Kenan Malik om udstillingen. Og selv om han ofte anses for at tilhøre den moderate del af muslimerne, så får vestens påvirkning fra islamisk side lige en tand ekstra i hans fremstilling. Han skriver:

Indlagt i Renaissancen er der bestemt en følelse af, at islam er ”den anden”. Men den er sammenblandet med nysgerrighed, respekt, ja beundring. Der er også en vilje til at se udover islams anderledeshed og betragte den muslimske verden ikke som dæmonisk eller eksotisk, men som en variant af den europæiske erfaring.

Og Malik slutter med at udtrykke den formening, at i en tid, hvor mange politikere præsenterer islam som det, der er forskelligt fra europæisk erfaring, kan sådan en udstilling blive en værdifuld erindring om, hvor sammenvokset den europæiske og den islamiske verden er.

Denne artikel i The Guardian har fået Hugh Fitzgerald til på Robert Spencers hjemmeside jihadwatch.org at komme med en indsigelse, se her. Han citerer det stykke, jeg har citeret ovenfor, og fortsætter så:

Det er noget, han [altså Malik, rr] påstår, ikke noget, han beviser. Mon virkelig ”nysgerrighed, respekt, ja beundring” er en passende beskrivelse af, hvad mennesker i den vestlige kristenhed følte med hensyn til den islamiske verden, mens de med rædsel iagttog, hvordan de muslimske tyrkere blev ved med at erobre mere og mere af Byzans, indtil de, den 29. maj 1453, erobrede Konstantinopel, den by, som i mere end 500 år havde været kristenhedens største og mest pragtfulde by?

Så fortsætter han med at omtale det eneste bevis på ”denne dybe forbindelse mellem Europa og islam”, som Malik nævner, nemlig et maleri af Gentile da Fabriano: ”De hellige tre kongers tilbedelse”. Man kan, siger Malik, observere nogle arabiske skrifttegn i Marias og Josefs glorier. Ikke sandt, hvilken forbindelse mellem kristendom og islam!

Vrøvl, siger Fitzgerald, der er tale om en skriftform, som man kalder ”pseudo-kufic”, fordi man dengang mente, den blev brugt på Jesu tid. Og det afspejler på ingen måde respekt for islam, tværtimod, det udtrykker en vished om, at alle folkeslag vil blive kristne, også muslimerne.

Men værre er Maliks misforståelse i en anden henseende. For dette maleri udtrykker ikke énheden mellem de to kulturer, men tværtimod forskellen. Og så nævner Fitzgerald det muslimske billedforbud. Det betyder jo, at hvad malerier angår, vil en eventuel indflydelse altid kun gå den ene vej. Landskabsmalerier, det kunne gå an i islamisk kunst, men malerier af levende væsener, nej, det var haram. Og Fitzgerald siger til sidst:

Kenan Malik kunne have skrevet en anden slags artikel. Han kunne have brugt billedet af Gentile da Fabriano som en anledning til at prise vestlig kunst og angribe islam for ikke at tillade, at menneskets form og ansigt i det hele taget afbildes. Han kunne have skrevet, at nu var det tid for muslimske kunstnere at tillade sig selv at have den samme kunstneriske frihed som ikke-muslimske kunstnere altid har nydt godt af, og give slip på de åndsindskrænkende håndjern, som i den grad har begrænset, hvad deres kunstneriske talenter har haft lov til at producere igennem de sidste 1400 år.

Sådan skriver én, der tør være ved forskellen mellem islam og kristendom. Sådan må det hedde sig, når islams sande natur skal beskrives, den natur, der på både den ene og den anden måde begrænser de naturlige menneskelige udfoldelser.

Men vi behøver ikke at gå til den engelsksprogede verden for at finde nogen, der vover at fremhæve forskellen. Jeg var for en del år siden på besøg i Davids Samling i København. De havde en udstilling om ”Kunst fra Islams verden”, og jeg købte den bog, der var blevet trykt i den anledning. Den er skrevet i 2001 og har et forord af Kjeld von Folsach.

I et afsnit om islamisk kunst (side 19) skriver han om en ordveksling, der fandt sted på en konference om islamisk kunst i Amman. En europæer udtrykte, at ikke alt i en bestemt bog var islamisk kunst. Dette gav en sydøstasiatisk muslim sin fulde tilslutning til. Men, fortsætter von Folsach:

Det viste sig, at de to herrer angreb definitionen ud fra to forskellige synsvinkler. Europæeren havde nemlig ment, at enkle, udekorerede middelalderlige kander eller udskårne smaragder, selv om de var så store som hønseæg, ikke nødvendigvis havde noget med ”kunst” at gøre, og sydøstasiaten mente på den anden side, at bronzehåndtag udformet som en mand, en vinkop og et persisk figurativt miniaturemaleri intet havde med ”islam” at gøre.

Til begrebet kunst henregnes normalt i Vesten kategorierne: arkitektur, maleri, skulptur og på et lidt lavere niveau kunsthåndværk. Når denne synsvinkel overføres til den muslimske verden, støder man på det problem, at maleri og skulptur i vestlig forstand så godt som ikke eksisterer, og at de æstetiske ressourcer primært er anvendt i udformningen af de mere funktionsorienterede kunstarter, som arkitekturen og kunsthåndværket.

Her har vi også at gøre med én, der nok tør se forskellen mellem islam og Vesten og finder det relevant at gøre opmærksom på den.

Jeg har flere gange her på bloggen udtrykt min forundring over den regel, der syntes at have været gældende for mine diskussionsmodstandere: at man, hver gang man sagde noget ufordelagtigt om islam, skulle skynde sig med at sige noget tilsvarende ufordelagtigt om kristendommen. Reglen er formentlig opstået, fordi man fra de pæne akademikeres side ville lette muslimernes integration, men den er, skønt opstået i et akademisk miljø, ganske uvidenskabelig. Hvis islam erobrede den halve verden, fordi muslimerne mente at have fået befaling til det af Gud selv, så er det den historiske sandhed om den sag, og vi kan ikke lave om på historien, lige så lidt som vi kan ændre månens sammensætning – den er ikke lavet af en grøn ost, hvor meget vi end kunne ønske os det.

I sagen her: Fordi muslimerne havde et billedforbud, men de kristne ikke, er det pinende nødvendigt at tage hensyn til denne forskel, hvis man vil vise, hvordan de to religioner har påvirket hinanden, og det er en historievidenskabelig fadæse, hvis man undlader det. Og Kenan Malik begår jo netop denne fadæse.

Og forøvrigt: Hvorfor i alverden skal man gøre historieforløbet mindre spændende, end det i virkeligheden er? I den kristne kirkes historie optræder der jo også perioder med billedforbud. Det gammeltestamentelige billedforbud i 2 Mos 20,4 overholdt man ikke i oldkirken. Men om det nu skyldtes, at byzantinerne militært blev trængt af de ikonoklastiske muslimer, eller hvad grunden var, omkring 730erne fremstod en ikonoklastisk bevægelse indenfor kristendommen (ikonoklastisk = billedødelæggende). Den græske kirkefader Johannes af Damascus argumenterede kraftigt imod denne bevægelse.

En lignende bevægelse opstod indenfor kalvinismen på reformationstiden.

Og disse ting er da spændende i sig selv, udover altså, at de er udtryk for en historisk sandhed. Hvorfor skal dog sådanne argumenter for og imod et billedforbud puttes ned i en møgkedelig syltekrukke af religiøs korrekthed? Det ødelægger jo al interreligiøs dialog.

Til sidst skal blot fremhæves to ting, der gør det hele endnu mere indviklet.

Hvis man blader bogen om Davids Samlings udstilling igennem opdager man, at der på en lang række af siderne er afbildet malerier, der – det ene efter det andet – afbilder mennesker og dyr. Det er miniaturemalerier fra bøger, bøger, som var beregnet på kaliffens bibliotek. Og det er dog ganske mærkeligt, at man nok udadtil bibeholder et forbud mod at afbilde mennesker, men ikke tager det så nøje, når det kun er de lærde boglæsere, der kan se billederne. Og man må jo også medgive, at billedforbudet ikke findes i koranen.

Det andet, jeg vil nævne, går lidt imod den påstand, at man i Firenze betragtede den muslimske kultur med beundring. Med nysgerrighed, ja, men ikke med beundring. Det var fra Firenze, at en dominikanermunk, Richardus ved navn, drog til Bagdad, lærte sig arabisk og ivrigt diskuterede med de lærde muslimer dér, før han drog tilbage og udgav sin rejseskildring, en skildring, som Luther senere oversatte, se her. Og om hans fremstilling må man sige, at beundringen kan ligge på et meget lille sted, forargelsen derimod over koranens umenneskelighed på et stort sted. Så stor var hans forargelse, at Luther til at begynde med troede, at der var tale om den sædvanlige italienske overdrivelse. Først da Luther fik fat på en latinsk oversættelse af koranen, indså han, at Richardus havde ret i sin skildring af koranen og af islam iøvrigt.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom, Luther og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.