Lukket land?

Der er en tese, som jeg har villet forfølge ovenpå Breivik-massakren 22-7 2011. Tesen lyder nogenlunde som følger: ”Det er umuligt at omsætte en sindssyg persons tanker, handlinger og overvejelser til litteratur”. Tanken bag denne tese er, at der i al litteratur arbejdes med en genkendelsesmulighed: læseren tænkes at kunne sætte sig ind i de skildrede personers tankegang. Der vil naturligvis aldrig være en fuldstændig én til én overensstemmelse mellem læserens og den fiktive persons tankegang, men der må nødvendigvis være et vist overlap, så det er muligt for læseren at sætte sig ind i personens tankegang, at følge med i de overvejelser, han eller hun gør sig, at forstå handlingsgangen, at leve med i følelserne.

Jeg kan illustrere det med mine egne erfaringer på forfatterområdet. Da jeg havde beskæftiget mig med Breivik, så alt angående ham næsten hang mig ud af halsen, besluttede jeg at skrive et skuespil om ham, også for på den måde at samle de oplysninger om ham, som jeg mente at have fundet frem til.

Og går man i gang med en sådan opgave, kan det ikke være anderledes, end at man forsøger at indkredse personen Anders Bering Breivik, prøver at forstå ham, søger at fastholde ham som et almindeligt menneske.

Det prøvede jeg så. Og til det brug fik jeg god hjælp af Bjørnstjerne Bjørnsons skuespil ”Over Ævne II”. I dette skuespil skildrer han en arbejdskamp af den meget indædte slags, hvor arbejderne er ved at sulte ihjel, fordi arbejdsgiverne har lock-out’et dem. Det får præstesønnen Elias Sang, understøttet af pastor Bratt, til at udføre den terrorhandling at sprænge den borg, hvori arbejdsgiverne holder konference, i luften. Langt de fleste arbejdsgivere og Elias selv omkommer under sprængningen, men pastor Bratt overlever, dog ser vi ham i den afsluttende akt som en sindssyg person, der hele tiden taler til en ikke-eksisterende person ved sin side.

Det bruger jeg i mit skuespil til at lade fængselspræsten diskutere med Breivik på baggrund af Bjørnsons ”Over Ævne II”. Fængselspræsten siger, at ligesom denne pastor Bratt er nødt til at danne sig en fiktiv verden med en fiktiv figur i for at kunne holde ud til at være medskyldig i terrorhandlingen, sådan er Breivik nødt til at fastholde sin fiktion om tempelridderne for at kunne tåle at se alle sine ofres ansigter for sig.

Jeg lader så skuespillet slutte med, at Breivik ser det sande i præstens forklaring, foretager et nyt drab og udråber forbandelser over præsten, fordi han ikke kan tåle at blive afsløret. Og præsten beklager, at hun måske har presset Breivik for hårdt, men på den anden side, siger hun, vi er dog nødt til at prøve at gøre ham til et helt menneske igen.

Jeg er her gået ud fra, at begivenhedernes rækkefølge var: først manifestet med alle begrundelserne for terrorens nødvendighed, herunder hele tempelridderfiktionen, og derefter handlingen selv, eksplosionen i regeringskvarteret og massakren på Utøya.

Men dette forklaringsforsøg faldt ynkeligt til jorden, da det blev klart, at Breivik efter to år i fængslet fuldstændig havde opgivet alle tanker om tempelridderne, og i et brev til de norske medier krævede en undskyldning af dem for deres opførsel siden 1945, se her. Og at han fejlede noget alvorligt, blev klart af en anden udeladelse i dette brev; det manglede enhver omtale af de omkomne. Denne tilsyneladende fuldstændige mangel på anger er noget, der er karakteristisk for en psykopat. Så det vil nok ikke være helt forkert at tillægge ham psykopatiske træk.

Det i sig selv skulle vel være nok til at fragå ethvert forsøg på at skildre Breivik litterært. Dertil kom så her for nylig en ny iagttagelse, som jeg mener, man kan gøre, den, nemlig, at ligesom ubådskaptajn Peter Madsen ved at se videoer med kvindehenrettelser fik den tanke, at han selv ville udføre en sådan, således fik Anders Breivik ved de mange fiktive drab, han udførte i spillet World of Warcraft, den tanke, at han selv i den virkelige verden ville gøre det samme, se her.

Der er, jeg véd ikke hvor mange personer, der spiller World of Warcraft. Blandt disse er der sikkert en vis procentdel, der deler opfattelsen af, at Europa er truet af den muslimske indvandring. Og der er muligvis nogle få, der har psykopatiske træk à la Breivik. Men sandsynligheden for, at noget lignende skulle ske igen, er lig nul. En psykopat, der spiller World of Warcraft og får lyst til at dræbe, ikke fiktivt, men virkeligt, kan finde alle mulige andre retfærdiggørelser af sine drab end lige den, Breivik fandt. Dèr har vi måske en risiko, psykopater kan virkelig være farlige. Men den tanke, at Europa er truet af islam, har hidtil kun fået ét menneske til at begå terror, nemlig Breivik, og hvis jeg har ret i min sidstnævnte antagelse: at det er krigsspillet, der er den virkelige inspiration til drabene, ikke eurabiateorien, så har denne teori jo ikke engang fået Breivik til at blive terrorist.

Alt dette skulle være en vis introduktion til min omtale af et interview, som Lotte Folke Korsholm den 24-8 havde i Deadline med den norske forfatter, Jan Kjærstad.

Han er nemlig i forhold til Breivik interessant, fordi han i interview’et gav udtryk for den forestilling, at Utøya-begivenheden formelig råber på forfatterne, om de dog ikke vil søge at fortolke denne begivenhed. To eller tre har forsøgt sig, siger han, men da han selv lod sig gribe af denne uudtalte opfordring, blev han klar over, hvor vanskelig en opgave han dermed havde stillet sig selv.

Han har da heller ikke i sin bog ”Berge” skrevet direkte om Utøya. Men han mener selv, at han får sagt noget væsentligt om denne begivenhed alligevel. F.eks. får han gennem den dommer, han har i bogen, sagt noget om nordmændenes reaktion på begivenheden: de ønsker alle at ”komme videre”, dvs., at komme tilbage til den uskyldstilstand, der rådede før Utøya. Men jeg kan ikke bedømme, om han har held med at skildre hovedpersonen selv, Breivik, på en forståelig og menneskelig måde. Jeg tror det ikke – i kraft af de ovenstående argumenter – men man véd jo aldrig.

Dog véd jeg, at hvis det, han siger i interview’et, er udtryk for hans anstrengelser – men jeg tror egentlig, at han som litterat er langt mere dybtborende end som samfundsanalytiker – så er det, han kommer med, noget tyndt øl. Han gav i interview’et udtryk for, at den

første reaktion er, at man bare siger: det her er totalt fremmed, det et udyr, og næsten genindfører dødsstraffen. Men når man får det lidt på afstand, kan man se, at i enhver foruroligende ideologi er der nogle tanker, som er så fristende og fascinerende, at nogen tager dem til sig og følger dem. Det så man ikke mindst i Tyskland i trediverne, hvor det begyndte som en vældig forsigtig ideologi, men så blev folk fascineret af den og så voksede den. Derfor er det ikke for ingenting, at nogle forfattere siger, at de i Hitler ser deres egne tanker, men på en meget vag måde. Når det gælder Breivik, så tror jeg, at mange meget hurtigt gik ud på gaden og protesterede, fordi de genkendte en betænkelig tankegang, nemlig fremmedfrygten. Derfor ville de vise, og det er det gode ved det, at de tog afstand fra det. Det er vigtigt at kunne genkende sine svagheder for at kunne tage et opgør med dem. Det er også noget, man kan tumle med i en roman.

Som sagt tror jeg, at den måde, Kjærstad tumler med disse tanker på i romanen, er langt mere givende end disse temmelig overfladiske tanker. Men det gælder måske i al almindelighed: man skal lytte mere til forfatterne som forfattere end som politiske iagttagere.

Tag bare det første, han siger her i citatet: at man genindfører dødsstraffen, hvis man kalder Breivik et udyr! Det er en meget letsindig måde at tale om liv og død på. Hvordan vi end vender og drejer det: der er mennesker, hvis handlemåde vi ikke forstår, hvis logik det er umuligt for os at sætte os ind i. Og sætter vi sådanne mennesker i en bås for sig, i vore tanker om dem, i vor behandling af dem, i vore fortællinger om dem, kalder vi sådanne mennesker udyr, taler vi om dem som ikke-mennesker, så er det ikke det samme som at slå dem ihjel. Hvis de har forøvet noget strafbart, måske ligefrem personfarlig kriminalitet, så sætter vi dem i fængsel, fordi vi vil beskytte os imod de farlige handlinger, de har bevist, at de er i stand til at begå. Men samtidig overvejer vi gennem kloge læger og psykiatere, om det er muligt at forvente en form for helbredelse, så de igen kan blive som én af os, måske endda slippes fri efter kortere eller længere tid.

Men, fortsætter Kjærstad, dette er kun vores første, umiddelbare reaktion: En mand, der kan gøre noget sådant, er et udyr, er udenfor nummer. Senere, når eftertanken melder sig (eller når forfattergenet gør sig gældende) opdager man, at den ideologi, Breivik brugte som retfærdiggørelse af sin ugerning, er fristende og fascinerende, ligeså fascinerende, som nazismen var det i Tyskland i trediverne.

Men er det alligevel ikke mærkeligt, at denne ideologi, hvor udbredt den end er, har fostret utrolig få voldshandlinger? Der er tale om nogle få brandattentater mod migranters opholdssteder, der er tale om nogle meget få personangreb. Og så lige Breivik. Derimod har indvandrerne, ikke mindst muslimerne iblandt dem, forøvet utallige voldtægter, mord og bilafbrændinger, foruden de rædselsgerninger, der blev udøvet i Syrien og Irak af de europæiske muslimer, der var flygtet til Islamisk Stat.

Mærkeligt nok er der ikke nogen forfatter, der indtil nu har forsøgt at sætte sig i sådanne menneskers sted og skildre verden, som den ser ud igennem deres øjne. Her må vi nøjes med interviews af forskellige tilfangetagne muslimer, se evt. her, og disse interviews er nok af begrænset værdi, for vi véd ikke rigtig, om vi tør stole på, hvad de siger. Vil de prøve at overbevise os om, at de har fortrudt og gerne vil tilbage til et normalt liv i Danmark? Og hvorfor gik de med på IS’s tankegang i første omgang?

Men Breivik, han er en almindelig nordmand, hans tanker må vi da kunne leve os ind i og gengive i litterær form!

Ak, nej, Kjærstad, han var syg, og syge eller sindssyge mennesker lader sig ikke bruge som hovedpersoner i litterære værker. For ingen kan sætte sig i hans sted. Den identifikation med personerne, som er uundværlig i en roman, kan ikke komme i stand her. Og forsøger man på det, bliver det ikke Breivik, man gengiver.

Så kan man næsten bedre tro på, at en forfatter kan se noget af sig selv i Hitler. Her vil man så blot blive ”forstyrret” af alle de mange andre handlingscentre, der var i det nazistiske Tyskland.

Men heller ikke den beskrivelse, Kjærstad giver af folks reaktion på udåden, holder vand. Der var ikke tale om, at folk genkendte noget af det breivikske hos sig selv, nemlig den betænkelige fremmedfrygt, og med deres reaktion ville vise, at de tog afstand fra den. Når der hurtigt opstod et blomsterhav i Oslo – var det ikke foran domkirken? – skyldtes det, at folk ville vise deres medfølelse med de mange, der var ramt af udåden. Breivik og hans manifest brugte man – og ‘man’ betyder her både medierne og politikerne, men ikke folk i almindelighed – til at tage afstand, ikke fra fremmedfrygten, men fra os, der er modstandere af den store indvandring af især muslimer. Vi er ikke drevet af fremmedfrygt, vi er såmænd bare drevet af de mægtige integrationsvanskeligheder, vi ser for vore øjne, selv om diverse medier prøver at skjule dem for os.

Den afstandtagen, der var tale om, var så uhæmmet, at én af de skribenter, som Breivik omtalte i sit manifest, nemlig Fjordman, måtte forlade Norge.

Og så overså man i farten – naturligvis, fristes man til at sige – at Breivik i sit manifest ikke har kunne finde én eneste af os indvandringsmodstandere, som anbefaler voldsanvendelse overfor den muslimske indvandring, og tillige overså man – men anklageren gjorde dog opmærksom på det – at de mange unge mennesker, der blev dræbt på Utøya, i manifestet karakteriseres som mennesker, der ikke skulle dræbes.

Det sidste, jeg skal angribe Kjærstad for, er det, han siger om, at man, når man kan genkende sine svagheder, kan tage et opgør med dem.

Det lader ane, at han selv mener, at hans roman har et politisk sigte – man kan håbe, at jeg har ret i den tanke, jeg kom med tidligere, at han er bedre som forfatter end som samfundsanalytiker.

Det, man efter Kjærstads mening skal tage et opgør med, er det, han kalder fremmedfrygten, hvilket i hans optik betyder ulysten eller modstanden mod at modtage flere flygtninge eller migranter. Hans tanke synes at være den, at man, når man opdager, at denne fremmedfrygt sidder i sindet som en indre svinehund, skal beslutte sig for at lade være med at lade sig lede af den. I stedet for skal man – måske som Fredrik Reinfeldt, den tidligere svenske statsminister, sagde – åbne sine arme og hjælpe de stakler, der søger beskyttelse hos os.

Dette er en falsk analyse af samfundets problemer. Den pige, der en mørk aften bevæger sig hen imod en flok indvandrerunge, gør klogt i enten at gå en anden vej hjem, eller i det mindste at gå over på det andet fortov. For de muslimer, vi har modtaget, har jo vist sig at være alt andet end stakler, der har brug for beskyttelse. Det er den slags oplevelser, der får folk til at stemme på indvandringskritiske partier i store dele af Europa. Er der nogen, der har brug for at tage et opgør med deres egne svagheder, må det være de elitære personer, (som f.eks. Kjærstad?) der nægter at se disse problemer i øjnene og skyder det hele ind under en irrationel fremmedfrygt hos almindelige mennesker.

En yasidi-kvinde, der som 16-årig var blev solgt som slave på et IS-slavemarked i Irak, og som det var lykkedes at flygte og komme til Tyskland, mødte dèr sin tidligere ejer, som også var flygtet til Tyskland. Han var ikke mere stakkel, end at han truede hende. Hun følte ikke, at tyskerne kunne yde hende tilstrækkelig beskyttelse og flygtede derfor tilbage til Irak, nærmere bestemt Kurdistan.

Når den slags finder sted i vor verdensdel, er det på tide at sige stop for indvandring, indtil vi har fået de mennesker, vi allerede har modtaget, til at acceptere vore normer. Og det kan der godt gå et par hundrede år med. Men der går jo endnu længere tid, hvis ikke vi kan få overbevist vore politikere, forfattere, præster og journalister om, at muslimer er anderledes end os, tænker anderledes end os, og altså også handler anderledes.

Dette var min reaktion på Kjærstads forsøg på at være samfundsanalytiker.

Tilbage til mit hovedærinde: Kan der skrives litteratur om Breivik?

Jeg har i sin tid vendt mig mod Lars von Trier, som i sin film ”The House That Jack Built” prøver at skabe en forbindelse mellem en massemorders ondskab og vi almindelige menneskers ondskab, se her. Den argumentation, jeg dengang kom med for at bevise, at det er umuligt litterært eller filmisk at gengive en psykopats tankegang, hvor jeg brugte en hjerneforskers iagttagelse om neurologiske forskelle mellem psykopater og almindelige mennesker, mener jeg også vil gælde ethvert forsøg på at opklare gåden ”Breivik” ved hjælp af litteratur.

Jeg vil her gå lidt anderledes frem, idet jeg vil undersøge, hvad et almindeligt menneske – min egen ringhed – umiddelbart vil kunne have for følelser i denne eller hin situation.

Jeg kan således med min forstand forstå og acceptere, at der er mennesker, der føler en sexuel tiltrækning til mennesker af deres eget køn. Men jeg kan ikke i mit indre fremkalde en lignende følelse, en sådan følelse er mig ikke nogensinde blevet bevidst.

Men det forhindrer mig ikke i at anerkende, at homoseksualitet er en kendsgerning, oven i købet måske at kunne sætte mig ind i, hvilke vanskeligheder det må berede et ungt menneske at finde ud af, at hans eller hendes seksualitet er vendt mod mennesker af samme køn. Og måske jeg også, hvis det er mænd, der er tale om, vil kunne føle en vis medlidenhed med dem, fordi det vil blive vanskeligt for dem at få børn.

På lignende måde er det mig næsten umuligt at sætte mig ind i en voldtægtsmands følelser, når han begår voldtægt. Den aggression, han lægger for dagen, kan jeg sikkert have i mange andre situationer, men ikke i den. Hvad det skyldes, er ikke godt at vide. Men mit billede af ”kvinden” og mit forhold til de kvinder, jeg kender, har altid, synes jeg da selv, været præget af respekt. Så se mig selv som en voldtægtsmand, endsige da som deltager i en gruppevoldtægt, det har jeg umådelig svært ved.

Det betyder naturligvis ikke, at jeg ikke godt som religionsfilosof kan gøre mig bekendt med og også i nogen grad med min forstand forstå det muslimske kvindesyn. Og måske jeg også kan forstå, at hvis kvinden hos muslimer betragtes som et andenrangs væsen, og hvis ikke-muslimske kvinder befinder sig nederst på den muslimske rangstige, så vil de for mange muslimer være frit bytte. Jeg kan således godt forbinde den føromtalte yasidi-kvindes ”ejers” trusler mod hende med hans muslimske baggrund (jeg véd godt, at der er masser af muslimer med et mere normalt kvindesyn, men religionen islam lægger ikke just op til en sådan normalitet). Men forestille mig selv i hans sko, forestille mig selv som én, der vil ”eje” en kvinde som sexslave, det er ikke blot for min forstand, men også for min følelse umuligt.

Så kan jeg næsten bedre forstå den tyske dødslejrbøddel, som den undslupne dødslejrfange, Thomas Blatt, har interview’et engang i 1984. Bødlen hed Karl Frenzel. Jeg har gengivet noget af interview’et her. Jeg mener, jeg har altid været ret pligtopfyldende. Og hvis jeg so oder so kom til at dele nazisternes opfattelse af jøderne som mennesker, der stod i vejen for menneskehedens heldige udvikling, så måske jeg ville kunne beherske min naturlige medfølelse, mens jeg gennede jøderne hen til gasovnen. Jeg véd det virkelig ikke. Blev jeg udsat for den nazistiske ideologi, efter at jeg havde lært at være nogenlunde kritisk i min tankegang, så ville det nok ikke være sket. Men blev jeg indfanget i min tidlige ungdom, hvor meget lå hen i det uvisse, så måske.

Men dermed være ikke sagt, at der kunne skrives en roman om Karl Frenzel. Og jeg siger slet ikke, at det ville blive en opbyggelig roman.

Derimod tror jeg ikke, hverken at der vil kunne skrives en roman om massemorderen Gary Ridgeway, som Lars von Triers film handler om, eller at jeg ville kunne forstå ham indefra. Hvis den forsker, Abigail Marsh, som jeg omtalte i det førnævnte link, se her, har ret i, at de hårde og farlige psykopater som regel er ganske følelseskolde, så ville min forståelse smuldre væk i romanens beskrivelse, eller beskrivelsen ville være forkert. For den følelseskulde, der her er tale om, er ikke én, man behersker sig frem til, men én, man har med som en uheldig fødselsgave. De begavede psykopater – og Breivik er jo lynende begavet – har fundet ud af, at vi andre gribes af de og de følelser på de og de tidspunkter, og de er udmærket i stand til at fortælle om, hvordan de følte netop sådan, som de véd, at vi andre føler. Men de følte ikke noget i virkeligheden.

Når således Breivik under retssagen fortalte, hvordan han, før han begyndte sin massakre, var i syv sind med hensyn til, om han skulle påbegynde den eller ej, se her, er det en typisk psykopat-efterrationalisering. I virkeligheden havde han ikke nogen medlidenhed overhovedet med sine ofre. Og når nogen hævdede, at han udstødte små glædesgrynt, når han ramte nogen af de unge – noget, han selv hårdnakket benægtede – så tror jeg på det: han er ganske følelseskold og er i fuld gang med en afdeling af World-of-Warcraft-spillet, denne gang blot i virkeligheden, og ikke i den kun fiktive virkelighed, som spillet tilbyder ham.

Og når han ved pumpestationen lokkede nogen af de unge frem ved i sin politiuniform at spørge dem, om de havde set terroristen, så vil jeg forestille mig, at han også her godtede sig indvendigt ved at skyde dem ned, på samme måde, som han i spillet mange gange har glædet sig over at kunne snyde en modspiller.

En sådan psykopat kan man ikke afbilde i en roman. For han er ikke så menneskelig, at den identificering, der skal finde sted mellem læseren og hovedpersonen, har nogen chance for at fuldbyrdes.

Men igen: Det kan muligvis være en udmærket roman, Jan Kjærstad har skrevet. Og der er sikkert mange iagttagelser angående reaktionen i Norge, måden, det norske folk har tacklet udåden på, osv., som kan være lærerige. Men Breivik selv, psykopaten Breivik, den næsten overbegavede massemorder Breivik, han kan ikke afbildes som romanfigur, ham kan man ikke indfange, hans følelsesliv kan almindelige mennesker ikke sætte sig ind i, for hvor de vil have store følelser på, dèr vil han være ganske kold. Og skal vi forstå en person, skal vi kunne følge en person, må vi først og fremmest være i stand til at følge hans eller hendes følelsesliv.

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Lukket land?

  1. Pingback: Bindinger | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.