Hvad er sandhed?

Tillad mig at indlede dette indlæg med det kendte Pilatus-ord, Joh 18,38, som han udtalte, da Jesus under Pilatus’ forhør af ham havde erklæret, at han er født for at skulle vidne om sandheden, og at enhver, som er af sandheden, hører hans røst. Det kan nok være relevant at minde om dette ord her i vore dage, hvor det fyger om ørerne på os med beskyldninger om ”fake news”.

Jeg vil begynde med en kommentar i Berlingske af Samuel Rachlin, se her, hvor han midt i det hele tillader sig at bande (i den pæne avis!!). Han selv hører så tydeligt hjemme blandt det, som Ralf Pittelkow har kaldt ”Journalistisk Venstreparti”, og hans kommentar er udelukkende lagt an på dem, der tilhører den samme menighed. Han går på forhånd, uden argumentation, ud fra, at populisme er noget skidt, hvorimod globalisme er en god ting.

Nå, det i sig selv gør sådan set ikke så meget. Jeg har efterhånden vænnet mig til den slags halve sandheder, at jeg godt helt af mig selv kan trække det halve fra. Nej, langt værre er det, at han på det skændigste mishandler en artikel, som Marie Krarup har skrevet, tager nogle af hendes udtalelser ud af deres sammenhæng, så de kommer til at lyde tossede, og derefter forarget vender sig imod hende. Det er ikke ”fake news” fra hans side, det ligner bevidst, ondskabsfuld ødelæggelse af enhver fornuftig samtale. Men hvad enten det er bevidst eller ej, det kommer til at virke ødelæggende.

Citaterne fra Marie Krarup er taget fra en artikel i Berlingske den 5. januar 2017, se her, som omhandler den vestlige presses behandling af begivenhederne i Aleppo.

Under Aleppo-bombningerne havde vi et godt eksempel på en situation, hvor der ikke var nogen troværdige og uafhængige kilder inde i byen, der kunne fortælle os udenfor, hvad der egentlig skete. Oprørerne fortalte om krigsforbrydelser begået imod dem og civilbefolkningen af russerne og Assad, mens regeringsstyrkerne modsat fortalte om oprørernes overgreb på civilbefolkningen, der ikke fik lov at forlade byen af oprørerne. Ingen kunne sige, hvem der havde ret. Det var ret beset rygter fra to sider med konkurrerende historier.

I Vesten fik vi kun lov til at høre oprørernes historier, – i de russiske statsmedier fik man kun lov at høre regeringsstyrkernes historier. I Vesten var ”det falske nyheder”, at oprørerne var islamister, og i Rusland blev de vestlige lande beskrevet enten som tåbelige naivister eller som del af en sammensværgelse, der i virkeligheden støtter Saudi Arabien og Islamisk Stat.

Det kom som et chok for nyhedsoplæseren på TV2, at oprørerne var Al-Qaida enheder, siger hun så.

Men det burde ikke komme som et chok for en oplæser på en nyhedskanal, at virkeligheden viste sig ikke at stemme overens med ”de sande” nyheder i Vesten. For man kunne godt have problematiseret historien meget tidligere. Men man valgte i Vesten at lukke fuldstændig af for ”de falske” nyheder og kun koncentrere sig om oprørernes eget verdensbillede.

Om denne skildring af nyhedsformidlingen dengang er rigtig eller forkert, lad det blot være uvist. Men det er denne skildring, der står som baggrund for det, hun derefter skriver:

Måske skulle journalister holde op med at tro, at de kan servere den objektive sandhed. Måske skulle de bare koncentrere sig om at videregive de historier, der er i omløb? Og så gøre opmærksom på, at det ikke er muligt at få oplysningerne bekræftede af uafhængige kilder. Og samtidig i højere grad lade det være op til læserne at bedømme, hvad de vil tro på.

Som det er nu, er det alt for tydeligt, at medierne i Vesten ikke har turdet forholde sig til visse holdninger og facts. Det forsøger man at slippe for ved at kalde den slags holdninger og facts falske og farlige. Men det er faktisk ideen om falske nyheder, der er farlig. Fordi det fører til, at man lukker systematisk ned for en del af virkeligheden. I stedet bør vi se i øjnene, at der altid er usikkerhed om troværdighed af nyheder og kilder. Og derfor bør vi som læsere være mere kritiske og huske på, at ”falske nyheder” bare er et nyt ord for rygter, – og den slags har eksisteret siden tidernes morgen.

Dog udelader Rachlin fuldstændig denne baggrund i sit referat af Krarup.

Han begynder med at omtale Trump:

Trump kvidrer på Twitter, at man bør ligestille fake og sandt på de sociale medier med lige meget plads både til de gode og de onde og overlade det til folk selv at afgøre, hvad der er hvad.

Og så fortsætter han med at give noget, der skal være et referat af Krarup:

Det svarer til, hvad en af Trumps politiske slægtninge, DFs Marie Krarup, har skrevet: Journalister skal ikke tro, at de kan servere den objektive sandhed. Måske skulle de »bare koncentrere sig om at videregive de historier, der er i omløb? (…) Og samtidig i højere grad lade det være op til læserne at bedømme, hvad de vil tro på.« Vestlige medier tør ifølge Krarup ikke forholde sig til visse holdninger og facts og kalder dem derfor falske og farlige. »Men det er faktisk ideen om falske nyheder, der er farlig,« skrev hun, »fordi det fører til, at man lukker systematisk ned for en del af virkeligheden.«

Har vi her i landet en lige så indædt og opsplittet debat, som de har i USA? Nej, ikke endnu. Men det kan vi få, hvis folk som Rachlin fortsætte ovenstående debatødelæggende virksomhed. Læg mærke til, at Krarups bemærkning om, at journalister bør gøre opmærksom på, at man ikke har kunnet få bekræftet oplysningerne fra pålidelig kilde, er udeladt! Den er alt for fornuftig og selvindlysende til, at Rachlin kan bruge den. Og i det følgende ”glemmer” han lige så stille Krarups dog meget fornuftige begrundelse for, at det er ideen om falske nyheder, der er farlig, nemlig den begrundelse, at det fører til, at man lukker ned for en del af virkeligheden.

For nu viser Rachlin sig som den virtuose debatødelægger. Han udelader baggrund, forklaringer, de fornuftige begrundelser, hager sig fast i udsagnet om, at det farlige er ideen om falske nyheder, og giver den så hele armen:

Aha, det er altså ikke fake news, der udgør en fare, men ideen om fake news. Det er orwelsk newspeak i det 21. århundrede. Den ægte vare fra »1984«: »Krig er fred. Frihed er slaveri. Uvidenhed er styrke.« Trumps Russiagate-advokat, Rudolph Giuliani, har leveret en ny newspeak klassiker og nåede et nyt højdepunkt i sproglig inflation i talkshowet »Meet The Press«, da han sagde: »Sandheden er ikke sandheden.«

Ikke sandt, med disse få tricks har han fået forvandlet Marie Krarup til en stor idiot. Det kan da enhver idiot se, i hvert fald enhver idiot, der er så idiotisk at stole på Samuel Rachlins begrebsekvilibrisme.

Det gør man dog klogt i at lade være med. For efter at have bekendtgjort – uden argumentation – at han selv så sandelig hører til på den rigtige side af skellet, for han mener, populisme er noget skidt, og globalisme noget godt, slutter han med at citere Karl Popper, som for 80 år siden skrev: »I tolerancens navn bør vi gøre krav på retten til ikke at tolerere det intolerante.« Her bliver han udover at være idiotisk også ond. Man kan ikke med rimelighed beskylde Marie Krarup for at være intolerant. Hun arbejder ikke på at udelukke nogen fra debatten, f.eks. med trusler om repressalier, hun arbejder på at holde dumheder borte fra debatten. Men det er jo lidt svært, når dumheden udover at være dum også er ond.

Nej, skal man pege på intolerance her i Danmark, skal man pege på islam. Ikke just på muslimerne, men på islam. Det har været en gammel regel indenfor islam, at den, der konverterede bort fra islam, skulle slås ihjel. Og islam er parat til at slå enhver ihjel, der nedgør profeten Muhammed, eller måske endda blot gør nar af ham. Islam er altså i sin grundstruktur intolerant.

Det så vi med al ønskelig tydelighed med Muhammed-krisen i 2005. Man havde set en del eksempler på, hvordan de, der vendte sig imod islam eller islams regler, f.eks. den regel, at man ikke måtte tegne profeten, blev udsat for trusler. Og for at prøve, om det var noget, man skulle være bange for, opfordrede Jyllands-Posten nogle tegnere til at tegne Muhammed, som de så ham. Det resulterede i den kendte side med en række Muhammed-tegninger. Og efter et halvt år brød helvede løs, idet Saudi-Arabien, der i begyndelsen havde været noget tilbageholdende med at reagere, kom til at mangle noget, der kunne aflede opmærksomheden fra de alt for mange dødsfald, der havde fundet sted under pilgrimsvandringen til Mekka i januar 2006. Derfor opfordrede man befolkningen til boykot af danske varer.

Altså, ikke noget med at lave karikaturer af kristne figurer, så tegning blev besvaret med modtegning, nej, man brugte økonomiske metoder for at få Danmark til at straffe den formastelige, der havde tegnet Muhammed som karikatur.

Og sidenhen har vi set det igen og igen. Voldsepisoder, bilafbrændinger, endda terrorangreb for at forsvare profetens ære, som man siger.

Specielt er det værd at lægge mærke til vinterferien 2008. Her fandt der en række afbrændinger sted i ghetto-områderne. Jeg skrev om det her. De ”kloge” danskere kom med en række sociale forklaringer. Men de unge muslimer selv forklarede det som en hævn, fordi en række aviser havde genoptrykt Muhammed-tegningerne. Det tror jeg mere på. For det svarer til den muslimske æreskultur.

Nu her i august måned har der igen være temmelig mange bilafbrændinger. Flest i Sverige, men også en del i Danmark. I Kristeligt Dagblad for den 27-8, se her, er to kloge folk ude med hver deres forklaring. Men ingen af dem nævner islam og den anderledes tankegang, der præger islam og muslimerne.

Sociolog og forfatter Aydin Soei siger:

Bilbrande og andre optøjer i udsatte boligområder er næsten altid antændt af unge vrede mænd – jeg kalder dem modborgere – som føler, at de betaler et ekstra gebyr i indsatsen for at skabe sig et godt liv, fordi de har minoritetsbaggrund. Måske føler de, at de har sværere ved at få en praktikplads og et job end etnisk danske unge. Og måske føler de, at politiet går målrettet efter dem, fordi de bor i et udsat boligområde, og så reagerer de på denne måde.

Det er jo ikke, fordi det er helt forkert, det, han siger. Der er ikke tale om ”fake news”. Men det er heller ikke rigtigt, dvs., det er ikke fyldestgørende. For islams rolle i begivenhederne nævnes ikke. De vrede unge mænd kaldes ”modborgere”, hvorved Soei ganske fint får markéret deres modstand mod det danske samfund, men at modstanden bunder i, at de er muslimer og tænker som muslimer, det tør han ikke sige.

Og vil man spørge, om det nu ikke er mig, der kommer med ”fake news”, så er svaret, at holdningen passer alt for godt til det, jeg ellers véd om muslimer. Blot må jeg føje til, at det er meget vanskeligt for en almindelig dansker – og også for mange forskere – at erkende, at muslimer tænker som ”modborgere”. Vi synes allesammen, at det er mest venligt og imødekommende at mene, at muslimer da selvfølgelig tænker ligesom vi gør. Hvad de altså bare ikke gør.

Man kan også gøre opmærksom på, at andre minoriteter ikke brænder biler af, kun muslimer har den uvane.

En anden sociologiprofessor, Dominique Bouchet, har en lidt anden opfattelse, dog er også den støvsuget for enhver henvisning til islam.

Og som den trofaste læser nok har opdaget, så er det noget, der irriterer mig temmelig meget. Vi står som europæere i en meget alvorlig situation, vi står i en kamp om, hvem der skal have ret til at udøve vold, skal det være politiet eller skal det være selvbestaltede grupper i ghetto-områderne? Og så nægter forskere og kloge folk at tale om islam, skønt alting tyder på, at islam er en stærk kraft i samfundet, der har svært ved at anerkende lovgivningsmagtens legalitet, fordi islam kun anerkender det, man kalder ”gudgivne” love, dvs., love udsprunget af koranen.

Det kan være sandt nok, at det hold, Samuel Rachlin er på, ikke ligefrem benytter sig af løgnetale. Man nøjes med at udsmykke virkeligheden lidt, eller måske snarere, at pille lidt af virkeligheden bort, så den ikke ser altfor skræmmende ud, og så den ikke fornærmer muslimerne. For de kan ikke lide at blive afbildet som problemmennesker. Blot glemmer de – og vi – at de måske selv skulle opføre sig lidt anderledes, hvis de ville undgå en sådan afbildning.

Jamen, vil man måske sige, man har jo så at sige ikke pågrebet nogen af ildspåsætterne, hvorfor går jeg så ud fra, at der er tale om muslimer?

Blandt andet, fordi vi har set det før. Men også, fordi der ikke er andre minoriteter, der som muslimerne vender sig imod det danske samfund. Mange af muslimerne tager imod vore tilbud og er glade for det, men en altfor stor procentdel af dem ser ned på os danskere og mener sig forfordelt og diskrimineret imod.

Og når man ser forbrydelser begået, som før var utænkelige: bilafbrændinger, stenkast mod biler fra motorvejsbroer, voldtægt af tilfældige piger i nattelivet, osv., så tror jeg, at langt de fleste af os tænker: Nå, det er nok igen muslimer, der har været på spil, men at kun få af os vover at sige det højt. For der er jo ikke fundet beviser for det. Blot det får os til at tænke sådan: hvem ellers nærer et had til det danske?

Og så til sidst endnu et eksempel fra Kristeligt Dagblad den 27-8, et eksempel på ”fake news”, der ikke er fake news, kun fortielse, uheldig sammenblanding, ordfordrejning.

Der er tale om et interview med den tidligere overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, se her. Det er naturligvis økonomi, der er på tapetet. Men mærkelig nok har Whitta-Jacobsen ladet sig smitte af nutidens uheldige sprogbrug, så han taler om ”globalisering” i stedet for ”frihandel”. Så når han advarer mod at gå for hurtigt frem i retning af mere globalisering, så aner man ikke, hvad han mener. Én eller anden fortabt sjæl har fundet ud af, at man ved at bruge ordet ”globalisering” kan få samlet USA’s og EU’s problemer under den samme hat. USA har problemer med frihandelen, EU med indvandringen, og de to problemsæt er vidt forskellige. Men bruger man det samme ord om begge problemer, tror man fra journalist-side vist, at det er de samme problemer, vi står overfor.

Whitta-Jacobsen har sammen med andre udarbejdet en rapport Small Great Nation, om den danske måde at gribe globaliseringen an på. I avisen hedder det:

Hovedkonklusionen er, at hovedparten af danskerne ikke oplever at være ofre for en urimelig, økonomisk udvikling, eller at det stigende antal udlændinge gør Danmark til et meget værre sted at bo. Men et mindretal – lige under hver femte dansker – er ”globaliseringsramte”, fordi de inden for 10 år har mistet jobbet på grund af outsourcing, automatisering eller indvandret arbejdskraft. Mange har fået nyt job, men ifølge forskerne har det for nogle taget længere tid end de tre-seks måneder, man normalt vil betragte som uproblematiske.

Læg mærke til, hvordan betydningen af indvandringen ændres! I den første sætning hedder det, de færreste oplever, at det stigende antal udlændinge gør Danmark til at meget værre sted at bo. Her kan sociale problemer tænkes med ind. Men når så et mindretals problemer skal beskrives, tænker man kun økonomisk: mange har mistet deres job på grund af outsourcing, automatisering eller indvandret arbejdskraft. Det er, hvad man får ud af at bruge det nyopfundne ord ”globalisering”: man aner ikke, om økonomerne vil beskæftige sig med den forsvindende tillid og de økonomiske virkninger, den har, eller de vil se på den ikke særlig store del af de indvandrede, der kommer ud på arbejdsmarkedet.

Og så blander man oven i købet automatiseringen ind i det hele, en faktor, der ikke på nogen måde kan komme ind under begrebet ”globalisering”, men naturligvis har konsekvenser for den økonomiske udvikling.

Hvorfor dog ikke kalde en spade for en spade, frihandel for frihandel og indvandring for indvandring! Så ville vi vide, hvad der er, der tales om.

Så også om interview’et med Whitta-Jacobsen må man sige, at det, selv om det ikke ligefrem er fake news, dog benytter en forvirrende og tildækkende sprogbrug. ”Vi skal gå lidt langsommere frem med gennemførelsen af globaliseringen”, hedder det. Men gælder det også den del af globaliseringen, der hedder ”indvandring”? Vi aner det ikke.

Ja, ganske vist hedder det henimod slutningen, at vi måske i kraft af Brexit får en kæmpeopbremsning i økonomien:

Det er jo en ulyksalig konsekvens, og den var måske ikke kommet, hvis liberaliseringen af personbevægelserne var kommet lidt langsommere, og hvis man havde været bedre til at hjælpe dem, der mistede jobbet på grund af den nye arbejdskraft.

Jamen, jamen, når folk i Europa stemmer på det, man kalder højrepartierne, skyldes det jo ikke, at folk mister arbejde til indvandret arbejdskraft, det skyldes den næsten uhæmmede indvandring fra den tredje verden. Det er jo de færreste af disse indvandrere, der får arbejde, men de er årsag til megen social uro og store udgifter. Den indvandring vil man godt have styr på. For her ser vi problemer på alle planer.

Men ak, denne problemsammenblanding, der opstår, når både indvandring og frihandel skal presses ind i det samme begreb: ”globalisering”, synes umulig at undgå. Dog er det mærkeligt, at netop en tidligere vismand ikke er i stand til at se problemerne.

Den samme rapport blev genstand for debat i aftenens Deadline. Her var det ikke Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, der talte ud fra tilsløringsbegrebet ”globalisering”, men finansminister Kristian Jensen. Men ak, han var lige så dygtig til at tilsløre debatten, så det også fremadrettet er særdeles uklart, om han hører til strammerne eller slapperne, hvad indvandringspolitik angår. Ikke sandt: Venstre véd man, hvor man har, man har Venstre inde i tågebanken, i dette tilfælde en tågebanke, skabt af ordet ”globalisering”.

Det er besynderligt, at man på én og samme dag skal finde ikke færre end tre artikler, der afbilder mediernes politiske korrekthed. Der er ikke direkte tale om fake news, det er ikke åbenlyst løgn, hvad de siger, men det er tilspidset sandhed, det er vinklede iagttagelser, det er virkelighed med alt, hvad der har med islam at gøre, afmonteret. Og ingen tvivl om det: det efterlader læseren med en sær fornemmelse af, at der er noget, der halter.

På sin vis er såmænd Rachlins artikel den mindst skadelige.

Jo, for hvis man tager sig tid til at læse Marie Krarups artikel – og han linker jo til den – så finder man forholdsvis let ud af, at han benytter sig af det retoriske trick, som Piet Hein har afbildet på fortrinlig måde i et gruk: ”En yndet form for polemik/ består i det probate trick/ at dutte folk en mening på/ hvis vanvid alle kan forstå”.

Værre er det med artiklen om bilafbrændingerne. Lad være, at man ikke véd, hvem der står bag, fordi alt for få af gerningsmændene er pågrebet, det burde dog ikke forhindre sociologer og andet godtfolk i at gøre opmærksom på, at det had mod Danmark og den danske verdslighed, som islam lægger ind i unge menneskers sind, passer som fod i hose til det, de foretager sig. Og når man ikke gør det, får man uvægerlig med sin tale om, hvordan de unge føler, at der bliver diskrimineret imod dem, lagt ansvaret for deres følelser over på os danskere. Aydin Soei formulerer sig godt, det gjorde han også i en Deadline-udsendelse forleden, men det er virkeligheden, han fordrejer, når han med alle sine forklaringer om, hvad der bevæger sig i de unge muslimers sind, undlader at nævne religionen islam.

Men allerværst er måske al denne globaliseringssnak. Det gælder vistnok både journalister og politikere, at de ikke ser, hvordan dette ord bedrager. De bliver grebet af den tilsyneladende forklaring, ordet tilbyder, og kommer derved til at anse sig selv som forkæmpere for fornuftens stemme: globalisering er godt (altså globalisering forstået som frihandel) selv om det for nogen betyder mistet arbejdsplads; og når globalisering er godt, må jo også åbne grænser i grunden være godt. Hvad det så sandelig ikke er.

Man må håbe, at vore politikere, måske i kraft af den store tilslutning til det, man kalder højrepartier, ud over hele Europa, får frigjort sig fra dette ords omklamring.

Dette indlæg blev udgivet i Etik og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.