Tror du på Gud?

Hvis ikke et moderne menneske uden videre svarer ”nej” til det spørgsmål, trækker det i hvert fald svaret ud til noget med ”det véd jeg ikke rigtig” eller ”det kan jeg ikke få mig selv til” og den slags.

Når dette spørgsmål her skal tages op, skyldes det, at jeg føler mig lidt bagud med hensyn til at forklare mit forhold til litteraturen. For et par indlæg siden hævdede jeg, at litteraturen må give op overfor en psykopat som Breivik. Men det spørgsmål står jo så tilbage: Hvad kan litteraturen så give os? Kan den give os noget overhovedet?

Det spørgsmål skal jeg prøve at besvare med henvisning til et stykke litteratur, som jeg er blevet meget betaget af, nemlig Kaj Munks skuespil ”En Idealist”. Dette drama foreligger i en digital udgave her, oven i købet med replikkerne nummererede, så det er let at henvise ret præcist til en udtalelse dèr.

Jeg er ikke nogen normal Kaj-Munk-fan, lige så lidt som jeg er normal Karen-Blixen-fan. Der er megen sekunda-litteratur hos både den ene og den anden. Men jeg kan ikke nægte, at der er to eller tre dramaer hos Kaj Munk og to eller tre noveller hos Karen Blixen, som jeg virkelig føler bringer mig ind i tilværelsens inderste. I denne omgang lader jeg Karen Blixen ligge og nøjes med at sige om Kaj Munk, at han på mange måder er en sær snegl, men at han har et forfattergen, som han dårlig nok selv kan styre, og som, når han lader det styre sig og ikke selv tror, han kan styre det, kan bringe ham ned i tilværelsens dybe lag, hvorfra det drama, han skriver, mens han er dernede, kan hente værdifulde opdagelser frem.

Det gælder ”Fra Tidehvervet”, om den romerske filosof Lucrets, som jeg blev så begejstret for, at jeg skrev en bog om det: ”Mennesket, robot eller person”. Og det gælder det første drama, som Munk fik opført, nemlig ”En Idealist”, som også har grebet mig med de spørgsmål, det stiller til mennesketilværelsen.

For mig at se stiller dette drama dette væsentlige spørgsmål til os: Er vore forhold til hinanden baseret på magt eller på forståelse? Er de ord, vi taler til hinanden, udtryk for et ønske om oprigtigt fællesskab, eller er de udtryk for manipulation? Eller, hvis vi skal tale med Jürgen Habermas: Er vore handlinger overfor hinanden udtryk for ”kommunikativ handlen” eller for ”strategisk handlen”?

Alt dette er Munk sig ikke bevidst, når han skriver sit drama. Han har blot i Frits Buhls ”Israels Historie” læst om Herodes, og han tager sig så for at genskabe den Herodes-skikkelse, som Buhl fortæller om, i dramatisk form.

Og det bliver en ret speciel menneskeskikkelse, der kommer ud af denne bearbejdelse. Lad mig med det samme slå ned på det, der efter min mening er hans største karakteristikum: Han kan ikke tro; han kan ikke tro på, at andre mennesker er oprigtige; han kan ikke tro andet, end at andre mennesker vil snyde ham.

I første akt drejer det sig om udnævnelsen af en ypperstepræst. Herodes antyder kraftigt, at han agter at forbigå sin svoger, som ellers det etablerede jødiske samfund går ind for. Han får da det indfald, at hidkalde sin hustru, Mariamme, for at høre, hvem hun vil foretrække, sin bror eller en vis Ananel. Hun kommer ind og svarer, at hun altid har overladt alle regeringsanliggende til sin mand, må hun blot beholde sin bror og sin mand som hidtil, vil hun være tilfreds. Og da siger Herodes:

Vidste jeg dog, om du talte saadan af Sandhed eller af Klogskab! Havde jeg Visshed for Sandhed, da holdt jeg Alverdens Lykke i min højre Haand. (Replik 123).

Problemet for Herodes er, at han aldrig får den vished, han angler efter, for ingen får nogensinde den vished. Om et menneske taler af sandhed eller af klogskab, lader sig altid ”kun” tro, det lader sig aldrig konstatere med videnskabelig sikkerhed.

Men man skal lægge mærke til, at dette, at han ikke kan tro, ikke er en genetisk fejl ved ham, eller en fejl ved hans opvækst, nej, det er noget, han selv vil. I den verdensanskuelse, som han har dannet sig, er livet en stadig kamp, og enhver samtale et led i denne kamp. Men man skal lægge mærke til, at det for ham at se i denne samtalekamp ikke blot drejer sig om at få andre til at lystre, nej, det drejer sig om at få den anden til at tro det, Herodes vil have ham eller hende til at tro. Det vil sige: Han er en manipulator af rang, og Munks kunstneriske storhed viser sig deri, at han virkelig alle ti akter igennem formår at fastholde Herodes’ ondskab som en manipulatorisk ondskab. Derfor har jeg da også – sådan i min egen fantasi – omdøbt dramaet til ”Den store manipulator”, vel vidende, at man så ikke rigtig véd, om det er Gud eller Herodes, der er den største manipulator. Den tanke, at det er Gud, kan man få ud fra stykkets sidste scene.

At i hvert fald Herodes lægger billet ind til denne mandjævning, ses allerede i anden akt. Her skal Herodes i Egypten forsvare sig overfor dronning Kleopatra, og det lykkes ham at overbevise hende om, at han siden hendes besøg i Jerusalem har været dødelig forelsket i hende. Hun tror på ham, men det var dumt af hende, for derved gik hun i hans fælde og må lade ham beholde sit kongedømme.

Noget tilsvarende finder sted i femte akt, hvor Herodes skal forsvare sig overfor Oktavian. Her har Munk af hensyn til Oktavians gode navn og rygte set sig nødsaget til at indføje en ganske kort sjette akt, hvor han lader Quirinius, der havde været til stede under Herodes’ besøg, sige:

QUIRINIUS: Octavian, forstod du da ikke….? Det var jo bare en Skuespiller, der havde lært sig en Rolle paa Rejsen hid.

OCTAVIAN: Og da det gik op for mig, Quirinius, — fra da af elsked jeg ham. (Replik 1002-1003).

I ottende akt skildrer Munk en manipulationskamp mellem Mariammes mor, enkedronning Alexandra, og Herodes. Herodes har besluttet sig for at henrette Mariamme. Han mener, hun har været ham utro, mens han var bortrejst. Og Alexandra, der véd, at Herodes altid, når han har fundet ud af, hvad hun vil, gør det modsatte, kommer som den sidste af alle dem, der vil bede om benådning. Hun beder Herodes om det modsatte, nemlig om at gennemføre henrettelsen (Replik 1210). Og da hun opdager, at han ikke tror på hende, hævder hun, at alene hun og hendes datter véd, om der virkelig har været tale om utroskab, og at Herodes altså må leve med den uvished, hvis han lader Mariamme henrette (Replik 1216).

Altså: To mægtige manipulations-mennesker kæmper mod hinanden. Og det bliver Herodes, der vinder. For han lader Mariamme henrette.

Og dog har vi den sidste manipulation til gode. Eller måske vi skal sige: de sidste to manipulationer. For der er muligvis to manipulationer, afhængigt af, om man regner Gud med til en person, der manipulerer.

Den første – og fra Herodes’ side nok den største – finder sted i niende akt. Her får Herodes besked om, at hans hærfører er på vej mod Jerusalem, medbringende en røverbande, som han har fanget. Den har igennem år opereret i Judæas bjerge til stor irritation for Herodes. Inden hærføreren har afleveret sit bytte, bekendtgør Herodes, at han agter at tage røverhøvdingen i sin tjeneste til at bekæmpe alt røveruvæsenet, (Replik 1385), for han kender alle smuthullerne. Hans rådgivere bliver med rette bange for, hvad han kan finde på.

Men det viser sig minsandten at slå til. Da røverhøvdingen føres frem for ham, får Herodes gennemført en brydekamp med ham, og da han taber den, vil han lade røverne gå. Men det vil de ikke, de er bange for, at Herodes vil slå dem ihjel, så snart de har forladt rummet – og vi andre véd, at det vil han. Men det får Herodes til overfor høvdingen at pege på den tillid, han har vist ham under brydekampen, og kalde ham en hund, fordi han ikke vil vise ham tillid til gengæld (Replik 1490). Og så bliver høvdingen ”omvendt”, så tror han på, at Herodes er en ærlig mand, og at han har gjort ham uret med sin mistillid. Han erklærer, at han vil modtage tilbuddet om at bekæmpe røveruvæsenet (Replik 1500). Det får hærføreren til at sige, at Herodes er større end alle mennesker tilsammen (Replik 1505).

Og så er scenen sat for den sidste manipulationskamp, den mellem Herodes og Gud.

Ja, mellem Herodes og Gud. For skuespillet igennem er det blevet mere og mere klart, at den modsætning, som Herodes slår på gang på gang, modsætningen mellem Esau og Jakob – Herodes er edomit, altså efterkommer af Esau, mens jøderne, han hersker over, er efterkommere af Jakob – i virkeligheden er en modsætning mellem det at styre ved hjælp af magt og det at styre ved hjælp af ord.

Herodes siger på sit dødsleje – vi er nu i tiende akt – at hans liv har været én lang magtkamp, en kamp mod Gud, og at det er hans ære og styrke, at han, når han har været ond, har været det helt (Replik 1562). Men den jødiske tempelpræst Zakarja, der er kommet til ham på hans dødsleje, formaner ham til omvendelse:

gaa i dig selv, slip denne Bespottelsens Vanvid, at Støvet har Evne mod Aandens Herre, at du kan staa over for Gud. Ja, var du saa Satanas selv, hvad vejed din Styrke, din Vilje, din Kløgt mod ham? lysted det ham, han kunde dig fælde med et Smil af en Kvinde, et Blik af et Barn. (Replik 1565).

Hertil svarer Herodes hånligt, at Gud i så fald må skynde sig. For Herodes’ kalkule er, at dør han som konge over jøderne, så har han vundet over Gud, så er det magten, der har vundet over ordet.

Og det ser jo unægtelig ud til, at det bliver magten, der vinder. For Zakarja kommer uforvarende til at røbe, at den davidssøn, som rygter fortæller er blevet født, efter skriften skal fødes i Betlehem. Og det får Herodes til at sende sine soldater af sted til Betlehem for at slå alle drengebørn under 2 år ihjel. Zakarja fortvivler og forlanger soldaterne tilbagekaldt, men Herodes svarer:

Bed til Herren! Han er jo saa mægtig, at han fælder Konger med Kvindeblikke og Børnesmil. Saa kan han vel ogsaa …. aah! (Replik 1580).

Så falder Herodes i afmagt, og man tror, at han er død, folk på gaden begynder allerede at juble over det. Men Herodes vågner op, ser ud over gaden, udpeger to-tre mænd til henrettelse, men får så øje på en kvinde på et æsel. Hun minder ham om hans afdøde hustru, Mariamme. Han beder sin tjener om at skikke hende op til sig, og siger så:

Besynderligt, som jeg føler mig bedre. Skulde han deroppe ikke have opgivet Haabet endnu? (Replik 1636).

En lidt bagvendt replik, men man må huske, at Herodes’ kalkule er at kunne dø som konge over jødefolket, Guds udvalgte folk. Gør han det, har han vundet over Gud.

Fra slutningen af niende akt véd vi, at Herodes er i stand til at voldtage en kvinde. Men overfor den kvinde, der nu kommer op til ham, kan han ikke gennemføre en voldtægt. Han, magtmennesket, må opgive sit forehavende, stillet overfor ord-mennesket.

Ord-mennesket”, nej, det er jo et ganske almindeligt menneske, han stilles overfor, og det er en ganske almindelig samtale, han fører med hende. Men mærkeligt nok, det formål, han har med enhver samtale: at få den anden til at tro det, han vil have ham eller hende til at tro, det kan han ikke gennemføre overfor kvinden. (Jeg har skrevet en længere analyse af samtalen her, så jeg vil, hvad samtalens indhold angår, være ret kortfattet).

Munk har maget det så, at det i denne samtale er Gud, ordpersonen par excellence, der stilles overfor magtpersonen par excellence, Herodes. Men Gud er jo en person, man må tro på. Og spørgsmålet, som man må stille til skuespillets slutscene, er derfor, om dialogen er troværdig: Kan vi virkelig tro på Munks påstand om, at Herodes ikke kan komme til at gennemføre sin magtdemonstration? Er det troligt, at kvinden kan afvæbne ham ved at være så frygtløs, som Munk har afbildet hende?

Man kan udvide spørgsmålet lidt: Er det troligt, at en ”normal” samtale, hvor parterne stoler på hinandens oprigtighed, faktisk kan finde sted, eller skal vi regne med, at alle samtaler, hvor ”normale” de end ser ud, er magtsamtaler, forsøg på at få den anden til at tro det, man vil have vedkommende til at tro?

Er Herodes ”unormal”, fordi han ifølge replik 123 er ude af stand til at tro? Skal vi tænke os, at han begynder med denne psykologisk fejl, og at han så sidenhen danner sig sin verdensanskuelse ud fra den forestilling, at alle samtaler er magtsamtaler? Eller er det snarere den rolle, han får tildelt, rollen som edomit, der skal herske over jøder, Esau, der skal vise sit ligeværd med Jakob, der gør ham til magtmenneske?

Hvordan vi end svarer, jeg vil mene, at vi af den sidste scene så at sige tvinges til at komme ud af busken, at altså alle vi intetanende tilskuere eller læsere bliver nødt til at svare på spørgsmålet: Tror du på muligheden af en sådan ægte samtale? Og jeg vil dertil mene, at langt de fleste af os vil svare, at vi tror på denne mulighed. Måske ikke fordi vi finder Munks fremstilling fremragende – det gør jeg, men jeg véd godt, at det kan der være delte meninger om – mere fordi vi har oplevet og daglig oplever noget tilsvarende, altså oplever samtaler, som vi må betegne som ægte, oplever mennesker, hvis oprigtighed vi ikke kan betvivle, oplever kommunikation, der fungérer.

Altså: vi tror!

Men er det Gud, vi tror på?

Ja, det er det. Ikke blot, fordi Munk har stillet sagerne sådan op, også fordi alternativet er, at det er os selv, vi tror på. Og det forhindrer Munk os i at sige, for vi har kunnet følge levende med i Herodes’ magtudfoldelse. Og det er jo noget, vi kun kan, fordi vi selv har følt os fristet til noget tilsvarende, ja, måske endda gennemført noget, der minder om disse manipulationer. Men er vi kommet ud af disse ødelæggelser af vore forhold, véd vi også, at vi ikke kom ud af dem ved vor viljes anstrengelser. Det skete faktisk for os nogenlunde, som det skete for Herodes: umærkeligt, uden at vi var os det bevidst, næsten bag om ryggen på os.

Og alligevel var det os selv, der både ville ind i den ægte samtale og også kom det. Det var os, der sagde ordene, det var os, der lagde den ægte betoning i dem, det var os, der stolede på den anden.

Herodes siger det på sin egen bagvendte måde:

han [davidssønnen] var i min Magt, og jeg dræbte ham ikke — for jeg kunde det ikke — o, bundløse Rædsel: jeg kunde det ikke — selv mit Hjerte har hyldet ham — (Replik 1670).

Det er det, der forfærder ham i denne sidste replik: han ville det selv.

Jeg ser ikke dette skuespil som et bevis på, at vi alle er manipulatorer, der kun er ude på at få magt over den anden i vore samtaler. Men jeg ser det som et vidnesbyrd om, at lykkes det os at tale med et andet menneske i en ægte samtale, så er det en kraft udefra, der har grebet os. Den kraft tror vi på, ja, om vi aldrig så meget siger, at vi da ikke tror på denne kraft, kaldet Gud, vi lever dog, som om vi tror på den.

Og så burde der jo ikke være så lang vej tilbage, før vi lod vor livsanskuelse følge vort dagligliv.

Dette indlæg blev udgivet i Etik, Samfundsforhold og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.