Krakket 2008

Denne blogbestyrer var, som nogle nok vil kunne huske, for et stykke tid siden udsat for noget af et chok: The Economist havde en rosende omtale af den amerikanske økonom Henry George, (1839-1897), se her. Jeg blev i sin tid grebet af George’s tanker, specielt som de foreligger i hans hovedværk Fremskridt og Fattigdom, og meldte mig derfor ind i Retsforbundet, noget, der dog – mærkeligt nok – ikke hjalp Retsforbundet synderligt i dets forsøg på at få folk til at forstå det fornuftige i at opkræve grundskyld.

Siden har jeg så at sige fuldstændig droppet al tale om at indføre grundskyld og nøjedes med at agitere for, at økonomer i det mindste anvender Henry George’s kriseteori til bedre at forstå økonomiens op- og nedture. Jeg har redegjort for teorien her, og skal derfor nøjes med at forklare, at den går ud fra, at to ting står i et spændingsforhold til hinanden, nemlig forventningspriserne på jord og fast ejendom og produktivitetsstigningen. Fordi der hele tiden finder en produktivitetsstigning sted, er folk villige til at give lidt mere for jord og fast ejendom, end de på købstidspunktet har råd til, de véd jo – eller regner sikkert med – at produktivitetsstigningen vil gøre det muligt for dem efterhånden at komme til at sidde for en billig husleje.

Så sker der imidlertid det, at det nogenlunde faste forhold mellem disse to størrelser forrykkes. Det skete i tresserne, og det skete igen i nullerne. Der opstod en uventet stor produktivitetsstigning. Det førte til noget nær fuld beskæftigelse. Men ak, efter nogen tid havde forventningspriserne indhentet produktivitetsstigningen og vi fik en økonomisk krise, i 1973 kamoufleret af Yom-Kippur-krigen, i 2008 ikke kamoufleret af noget som helst, men lige ud erkendelig som en krise, forårsaget af for høje jordpriser og dertil hørende uindfrielige banklån.

Det, der fornylig gav mig noget af et chok, var som nævnt, at The Economist omtalte Henry George på en positiv måde, ja, næsten som om man forstod hans tanker. Man bliver jo helt opløftet. Tænk, at et økonomisk tidsskrift, der dog vel skulle have forstand på økonomi, kommer med en positiv omtale af en mand, der er en hovedperson i mine tanker, en mand, der ellers de fleste steder enten slet ikke omtales, eller omtales med et svedent grin.

Waw!

Men ak – hvor længe var Adam i paradis! Hvor længe var denne blogbestyrer i den syvende himmel!

Indtil i lørdags.

Da indløb en ny Economist, og da måtte jeg erfare, at bladet alligevel ikke havde forstået, hvad der var kernen i Fremskridt og Fattigdom, eller i hvert fald ikke havde godkendt det. For da ”fejrede” bladet 10-års jubilæet for krakket i 2008 med en leder og en længere ”forklarende” artikel om begivenhederne dengang. Det var måske også for meget forlangt, og jeg havde vel også inderst inde mine tvivl om bladets forståelse allerede under omtalen af Henry George i første omgang. Men alligevel!

Man spørger i lederen om de finansielle forhold er blevet rettet. Og så giver man sig ellers til at gennemgå banksektorens tilstand før og efter. Og det er meget indviklet, for hvem forstår egentlig bankers pengemaskiner? Men den egentlige årsag til krisen: forventningsprisernes himmelflugt, siger man intet om.

Det turde dog ellers være tydeligt nok, at det, der startede krakket i 2008 var, at Lehman Brothers havde givet lån til en række ejendomme alene ud fra en forventning om, at de automatisk ville stige i pris, sådan som de havde gjort hidtil, altså uden at banken tog hensyn til ejernes betalingsevne. Og da så ejendomspriserne pludselig ikke blev ved med at stige, så stod Lehman Brothers med et problem, hvilket fik dem til at gå konkurs, og hvilket – indrømmet – medførte en krise overalt i bankverdenen. Men den udløsende faktor var dog de alt for høje ejendomspriser.

Denne udløsende faktor får blot en yderst stedmoderlig behandling i lederen og i den følgende forklaringsartikel. Og så fristes man til at besvare lederens spørgsmål om, hvorvidt vi har lært noget af finanskrisen, med et nej, ligesom lederen selv gør det, men det nej, jeg vil komme med, gives jo unægtelig ud fra nogle andre forudsætninger end lederens.

Man kan se den samme fokusering på bankernes problemer i forbindelse med krakket og en næsten total udeladelse af ejendomsprisernes medskyld i krakket i et interview med økonomiprofessor Jesper Rangvid i Berlingske, se her. Og ikke sandt, så kommer den højtflyvende blogbestyrer med ét slag ned på jorden igen.

Men hvor kunne jeg dog ønske mig, at i det mindste nogle økonomer ville låne øre til Henry George’s kriseteori! Måske man så ville kunne fremskaffe nogle tal, der kunne bevise dens rigtighed (eller bevise, at den var forkert). Det kunne man som økonom i høj grad have brug for. Jeg mindes et glimt i Tv for ikke så lang tid siden, hvor Jesper Rangvid fik stillet det spørgsmål, om vi nu er på vej til en ny krise. Dertil svarede han med et smil, at det er det gode énmilliard-kroners spørgsmål, men at det desværre ikke lader sig besvare. I interview’et i Berlingske er han lidt mindre forsigtig.

Derudover kan der selvfølgelig altid ske noget, som en økonom ikke kan forudsige såsom en atomkrig. Men inden for økonomiens verden har Jesper Rangvid svært ved at se, at vi skulle komme i noget, der ligner 2008 igen.

»Jeg ved, at det er vildt farligt at sige. Men jeg ser ingen finanskrise om hjørnet. Ikke i Danmark. Der kan selvfølgelig altid ske noget om ti år, men jeg mener, at vi er et helt andet sted i dag,« siger Rangvid.

»I midten af 00erne kørte vi med et tog direkte ind i muren. Vi prøvede ikke at sænke farten – faktisk trykkede vi på speederen via boligbeskatningen, de offentlige finanser, indførelsen af afdragsfrie lån og lempelser af den finansielle regulering. Nu prøver vi faktisk at tage farten af.«

Jesper Rangvid erkender, at der er reel en risiko for, at han i dag befinder sig i et for hurtigtkørende tog, men at han bare ikke ved det endnu.

»Når vi her ti år efter kigger tilbage, var det simpelthen så oplagt, at Roskilde Bank og Lehman Brothers skulle krakke. Alligevel blev alle overraskede. Men pointen er, at de danske banker simpelthen er bedre polstret i dag. Det er en anderledes situation nu, end det var i 2008.«

Man kan lægge mærke til, at Rangvid i sin besvarelse nøjes med at se på banksektoren: den er bedre polstret i dag end den var i 2008. Han har dog en bemærkning om, at man i nullerne trykkede på speederen via boligbeskatningen, men han gør tilsyneladende ikke mere ud af bemærkningen. Sandt er det jo, at vi i Danmark med den bekendte fastfrysning i kroner og ører af ejendomsbeskatningen (modsat det øvrige skattestop, der var et stop i procenter) gav anledning til, at boligpriserne kunne stige. Og det er vist også sandt, hvad en økonom, hvis navn jeg nu har glemt, har bemærket, at svenskerne kom lettere gennem krisen i kraft af, at de fastholdt en form for boligbeskatning. Men disse sandheder er ladt ude af betragtning af Rangvid.

Men altså: der er risiko for, at vi kører for hurtigt i toget, blot véd vi det ikke.

Det er jo derfor, det kunne være en idé at finde en alternativ økonomisk model, at få den kvantificeret, så man kan bruge den til forudsigelser, og så derigennem blive bedre økonomiske rådgivere for politikerne. For er det ikke lidt af en falliterklæring blot at sige, at vi måske kører for hurtigt, vi véd det blot ikke?

Det, jeg ud fra Henry George’s krisemodel vil gætte på, er, at vi stadigvæk befinder os i dalreperioden, og at der ikke er nogen fare for et krak som det i 2008, fordi der, så langt øjet rækker, ikke er nogen eksplosiv produktivitetsstigning at få øje på, hverken én, vi har gennemlevet, eller én, vi kan forvente. Den jævne produktivitetsstigning og den jævne forventningspris på jord og fast ejendom kan håndtéres, så længe udsvingene er netop jævne. Først når der kommer en eksplosiv produktivitetsstigning med efterfølgende næsten fuld beskæftigelse, skal vi være på vagt. Hvis det sker, vil naturligvis det fornuftigste være at forøge ejendomsbeskatningen, så vi forhindrer forventningspriserne i som ved krisen i 2008 og fremefter at bremse de økonomiske kræfter. Og vil vi ikke det – og det vil politikerne nok ikke, skønt økonomer måske tilråder det – så får vi nok et krak à la det i 2008. Men først en næsten fuld beskæftigelse. Og den er ikke indtrådt endnu.

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.