Et Djævelens blændværk

Det kan være givende af og til at konsultere det, main-stream-medierne kalder de alternative medier. Nu forleden læste jeg f.eks. på document.no, se her, at 42 migranter vil sagsøge Matteo Salvini, den italienske indenrigsminister, fordi han ved at nægte dem at gå i land fra det italienske flådefartøj, der havde reddet dem på Middelhavet, tvang dem til at forblive på skibet i ti dage.

Det var Christian Skaug, der viderebragte denne oplysning, og han har ret tit nogle iagttagelser fra italienske og franske medier, som main-stream-medierne alt for ofte forbigår i tavshed.

Jeg véd ikke, om man i al almindelighed sådan uden videre vil betragte denne nyhed som en ligegyldighed. Den dukker op i kølvandet på en anden nyhed, som vi heller ikke hørte om, den, at den italienske anklager havde overvejet, om Matteo Salvini skulle retsforfølges på baggrund af denne manglende landgangstilladelse – man ville anklage ham for frihedsberøvelse, hed det sig. Dog havde anklageren opgivet denne tiltale.

Men så vil, minsandten, de 42 reddede mennesker forsøge sig med at anlægge en civil sag mod Salvini.

Man tager sig til hovedet.

Kan mennesker, der lige er blevet reddet fra druknedøden, virkelig finde på at gøre noget sådant mod det land, som har stået bag deres redning? Er moderne mennesker virkelig skruet sådan sammen, at de kan finde den slags handlinger rimelige?

Svaret er vel i første omgang ”nej”. For det er ikke de 42 reddede selv, der vil anlægge sag, men en NGO, der vist hedder Baobab, der vil forsøge at føre sagen for dem. Det skulle være den samme organisation, der sørger for at få dem transporteret gennem Italien frem til den franske grænse, hvor de vil forsøge at komme over grænsen.

Men alligevel! Hvorfor nægter de 42 reddede dog ikke at gå med til dette sagsanlæg? Det må da være umuligt at få det til at hænge sammen inde i hovedet på dem, at de sådan skal glemme al taknemlighed over at have reddet livet og søge at få penge ud af et tvangsmæssigt ophold på et italiensk skib på sølle ti dage.

Svaret er, at det aldeles ikke hænger sammen. Svaret er, at der gennem efterhånden mange år har foregået et mummespil angående migranterne på Middelhavet. Svaret er, at vore politikere og vore medier – dem, der kaldes main-stream-medier – har lullet sig ind i en illusion, som de har uhyre vanskeligt ved at befri sig fra, for de ser ikke selv, at der er tale om en illusion. Svaret er, at disse ”Gutmenschen” ikke kan se, at de bliver narret, de mener selv, at det er dem og ikke os indvandringsmodstandere, der gør det rigtige.

Jeg tog mig for et par år siden for at sammenligne det mummespil, der prægede Østblokken, med det, der præger main-stream-medierne nuomstunder, se her. Jeg skrev blandt andet:

Indrømmet, sammenligningen mellem den tids Tjekkoslovakiet og nutidens EU er ikke fuldkommen. Den tids kommunistiske ledere vidste et sted i deres bevidsthed godt, at det hele var et mummespil. De kendte så udmærket de kodeord, man skulle bruge for at være på den sikre side, og de vidste også, at selv om systemet pålagde dem at tale om ”frie valg”, så var valgene ikke frie, selv om systemet havde menneskerettigheder indskrevet i lovene, så ragede menneskerettighederne de styrende en høstblomst. Noget af det, der fik systemet til at bryde sammen, var det forhold, at der kom en leder til, nemlig Gorbatjov, som troede, at ordene betød det, de udsagde, at frihed altså betød frihed. Derfor, fordi der kom én til, der brugte almindeligt menneskesprog og ikke ”systemtale”, derfor brød systemet sammen.

I den henseende er EU’s flygtningetale næsten værre. For her taler alle ”nysprog”, her spiller alle et mummespil, blot er ingen sig bevidst, at det er det, de gør.

Det vil sige, når jeg taler om vore dages europæiske main-stream som behersket af samaritanitis, så er det en sygdom, der er anderledes end østblokkens sygdom. Hos os er alle de ledende sikre på, at de gør det rigtige. De har ikke som østblokkens politikere en fornemmelse af, at de kun siger og tænker, som de gør, for at bevare magten. De betragter enhver uenighed om den kurs overfor indvandringen, de har valgt, som underlødig og uetisk. Det østlige mummespil kan man næsten bedre acceptere, der er dog på en måde noget mere menneskeligt ved den måde at prøve at beholde magten på. Det vestlige mummespil er derimod alt for speget: her drejer det sig om at have god samvittighed, og denne gode samvittighed får man, når man overbeviser sig selv og hinanden om det rigtige i at ”redde flygtninge fra druknedøden”, som man siger. Og det er næsten det mest mærkelige ved det hele: man ser ikke en række ting, der ellers er tydelige nok, så tydelige er de, at vi andre næsten må hævde, at der er tale om en fortrængning, når man ikke vil se det.

Som jeg tidligere har gjort opmærksom på: den samaritanitis, man er grebet af, får én til at betragte alle migranterne som ynkværdige mennesker. Og den betragtningsmåde holder man stædigt fast ved, uanset at de fleste migranter aldeles ikke er til sinds at spille rollen som ynkværdige mennesker, der ydmygt takker for redningen.

Migranterne ser helt anderledes på sagen. De betragter sig nærmest som turister og menneskesmuglerne som deres rejseselskab.

Vi har set det før. Migranter, der nægter at forlade bussen, fordi de ikke vil indkvarteres dèr, hvor de svenske myndigheder har bestemt det. Migranter, der sultestrejkede for at opnå en bedre bolig fra Hørsholm kommunes side, se her. Og nu disse migranter, der går med til at anlægge sag imod en minister i det land, der har åbnet sine døre for dem.

Utaknemmelighed ind ad en kant! Men ikke, om vore medier vil se det. Nej, de er stakler, disse mennesker, og de er lige blevet reddet fra den sikre druknedød, det er sikkert derfor, de er lidt konfuse.

Reddet fra druknedøden?

Også det er en løgn, som man glad og gerne bøjer sig for i det store mummespil. For derved bliver vore politikere og vore medier jo overbevist om, at de gør en god gerning. Og det formår man at holde fast ved, selv om sandheden er, at det i lang tid har været sådan, at samarbejdet mellem NGO’erne og menneskesmuglerne har fungéret så fint, at migranterne i gummibådene var rimelig sikre på at nå ud til de ventende NGO-fartøjer.

Som man måske husker, sendte de italienske myndigheder en spion om bord på ét af NGO-fartøjerne. Han var i stand til at berette om det samarbejde med menneskesmuglerne, der fandt sted: migranterne blev ikke samlet op af vandet fra en synkende gummibåd, nej, de blev på sikker og tør måde overflyttet til NGO-skibet. Og gummibådene blev ikke tilintetgjort bagefter, nej, de blev overladt til menneskesmuglerne til brug for næste transportbølge.

Noget af det, man gladelig fortrænger, er, at disse migranter i deres overfyldte gummibåde jo ikke er ægte skibbrudne, de kommer ikke tilfældigvis, i kraft af vinds og vejrs unåde, i havsnød, nej, de bringer sig i havsnød. De er altså snydere af rang, eller i hvert fald menneskesmuglerne bag dem er det. Og alligevel belønner vi dem ved at lade deres lovovertrædelse bære frugt.

Det er og bliver den rene galimatias.

Men alligevel, kan man virkelig tænke sig, at mennesker, der på den måde har fået deres ønsker opfyldt, reagerer ved at anlægge sag, fordi de mod deres vilje har måttet tilbringe ti dage på et skib?

Her må man have det aspekt ved begivenhederne med i erindringen, at hele det middelhavske cirkus ikke mere er præget af barmhjertighed eller næstekærlighed eller nogen form for umiddelbar menneskelig medfølelse. De dage er for længst forbi, da det forholdt sig sådan. Og måske har det aldrig været denne næstekærlighed, som diverse ”Gutmenschen” taler så meget om, der har betydet noget.

Løgstrup har et sted foretaget en lille ændring af lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Han tænker sig, at samaritaneren i første omgang gik forbi den overfaldne. Først senere fortrød han sin hårdhjertethed, vendte om og hjalp det stakkels menneske. Hans gerning var altså ikke længere spontan, den var blevet forvandlet til det, Løgstrup kalder en erstatningshandling, det vil sige, man handler, som man véd, at kærligheden ville have handlet. Men man handler ikke længere af kærlighed.

Sådanne handlinger er ikke at foragte. For den overfaldne bliver jo hjulpet. Men alligevel er det uheldigt. For af den spontane handling er der dannet et ideal, og det er idealet mere end den overfaldne, man i sin handling, altså erstatningshandlingen, forholder sig til. Ikke ilde, nej, men jo altså heller ikke en handling, foretaget af barmhjertighed eller næstekærlighed.

Blot er denne overgang fra spontan kærlighed til eftertænksom erstatningshandling på lidt længere sigt katastrofal.

For idealet forvandler sig lynhurtigt til en morallov. Og så ligger hele lovtankegangen åben. Så er der skabt grobund for, at vi kan gå og holde øje med hinanden, om vi nu også overholder denne morallov. Så kan den ene stat holde den anden i ørerne, hvis moralloven er blevet nedskrevet i en konvention, sådan som det er tilfældet med flygtningekonventionen. Og så går det her, som det går så mange andre steder, hvor lovtankegangen tager over: man glemmer alt om den umiddelbare kærlighed, man handler, fordi man anser sig selv for et godt menneske og sit land for et ædelt land og også gerne vil have andre til at se sådan på sig. Og for en sikkerheds skyld accepterer man langt flere flygtninge, end loven egentlig giver baggrund for, for det skulle jo nødig hedde sig.

Så får vi denne Fandens farisæisme til at blomstre i fuldt flor. Og ingen opdagede noget.

Men se, Fanden påvirker ikke blot os på giversiden med sine illusionskunster. Han påvirker også modtagersiden. Det er ret umuligt for ham, når der er tale om ægte barmhjertighed. Så vil den taknemlighed, som modtageren reagerer med, være ægte. For han fornemmer tydeligt, at den andens hjælp er noget, han gør for hans skyld, ikke for noget ideals skyld, eller fordi han som god lovoverholder kan pudse sin glorie lidt mere. Han bliver af hjælperen betragtet som et ægte menneske, ikke kun som genstand for en god gerning.

Men allerede, når den spontane gerning forvandles til en gerning gjort som opfyldelse af et ideal, er Fanden på færde. Han kan vel ikke altid gøre sig gældende, for det er for mange blevet et ideal, at man udviser en passende taknemlighed, når man modtager en hjælp, man ikke har krav på, og så opretholdes i det mindste et skin af ægthed hos både hjælper og modtager, skønt jo Fanden griner lidt i skægget, fordi ægtheden mangler.

Men udvikler det sig så siden sådan, at idealhandlingen forvandles til en konvention, nedskrevet og vedtaget og beundret og iagttaget hos både ens eget land og andre nationer, så kommer modtageren meget i klemme, hvad angår dette at vise taknemlighed. For i al denne lovoverholdelse er jo modtagen forvandlet fra at være et levende menneske til at være en genstand for en lovgerning: hjælperen skal simpelthen hjælpe, hvis han skal være tilfreds med sig selv. Det er på den måde illusionen om den altid ynkværdige genstand for hjælpen opstår. Men det er også derigennem, at modtagerens taknemlighed kan forvandles til noget, der bedst kan betegnes som ligegyldighed, ja, måske endda til krævementalitet.

For ikke blot er jo den spontane barmhjertighed forvandlet til en uskreven lov i menneskers hjerter, nej, den er direkte forvandlet til en skreven lov i en konvention. Og er konventioner ikke til, for at de skal overholdes? Og bliver de ikke overholdt, hvem er så nærmere til at klage end dem, konventionerne handler om?

På den måde er det måske alligevel ikke så mærkeligt, at de 42 reddede vil gå med til, at Baobab klager på deres vegne: En barmhjertighedsgerning har forvandlet sig til et juridisk krav. Kan man ikke høre Fandens latter fra Helvede?

Og han ler med god grund. Der er virkelig et område her, hvor han har vundet, endda vundet stort. Ikke blot har han skabt en uopløselig blok af farisæisme i hjerterne på alle disse ”Gutmenschen”, han har også hos modtagerne skabt en fornemmelse af, at dette at komme til Europa er en rettighed, de har. Og så opløses lige så stille den taknemlighed, som man kunne synes, det var naturligt at føle.

Men mere end det.

Hos diverse ”Gutmenschen” viser det sig, at man er nødt til at fortrænge virkeligheden, for at man kan bibeholde fornemmelsen af at gøre en god gerning. Så man ser stort på, at migranterne på ulovlig vis bringer sig i havsnød. Og den anden side af begivenhederne, migranterne og menneskesmuglerne, godkender glad og gerne dette løgnespil, for det bringer dem jo nærmere deres mål: at få et arbejde i Europa, så de kan sende penge tilbage til familien.

Og ligesom man ikke undser sig for at lyve, hvad angår havsnøden på Middelhavet, giver man sig også glad og gerne i gang med at lyve overfor asylmyndighederne. Og man kan gøre det, for modtagerlandet er langt inde i sin virkelighedsfortrængning, og det er jo for øvrigt også svært at kontrollere alle de oplysninger, en migrant kommer med.

Fanden, løgnens fader, gnider sig hænderne. Snart får han fyldt vore europæiske lande med uintegrerbare muslimer og så varer det ikke længe, før vore samfund ændrer sig på irreversibel måde.

Men ærlig talt, man skulle jo synes, at når 42 reddede migranter ligefrem vil anlægge sag mod en repræsentant for det land, der har reddet dem, så skulle vel vi almindelige europæere få øjnene op for, hvad der er i gang med at ske. Det er måske derfor, at denne oplysning ikke findes hos main-stream-medierne, vi skulle jo nødig blive klar over, hvad der er ved at ske med os.

Tja, måske.

Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.