Oh, at få ret!

Den trofaste læser vil erindre sig, at nærværende blogbestyrer indtil flere gange har argumenteret for, at det af hensyn til den økonomiske effektivitet er ganske unødvendigt at lave regler om arbejdskraftens frie bevægelighed, se f.eks. her. Og det har i nogen grad irriteret samme blogbestyrer, at så at sige ingen andre medier har været på banen med lignende synspunkter i debatten om Brexit.

Det var derfor en særlig glæde, at The Economist i en leder den 15-9 2018 skrev:

Med hensyn til den frie bevægelighed for mennesker kan man ikke ud fra nogen økonomisk logik argumentere for, at den er nødvendig for det indre marked.

Og se, det er jo netop, hvad jeg har sagt igennem snart lang tid. Dog har denne argumentation hos mig som regel været ledsaget af en halvsur bemærkning om, at EU ved at knytte arbejdskraftens frie bevægelighed sammen med de andre frie bevægeligheder – varernes, tjenesteydelsernes og kapitalens – så tydeligt arbejder hen imod Europas Forenede Stater. Det er ikke noget, The Economist argumenterer med. Her nøjes man med at fortsætte:

I praksis er der adskillige lande, der modarbejder det. Svejtserne tilbyder først jobs til deres egne. Belgierne smider migranter ud, når de ikke kan finde arbejde. Lichtenstein har kvoter for, hvor mange EU-borgere man vil have i sit land. Der skulle være plads til kompromis’er, så meget mere som antallet af de mennesker, der kommer til Storbritanien fra EU er faldet ganske meget.

Sagen er den, at The Economist nu omsider har indset, at den hårde Brexit vil være til skade for hele Europa. Så har man set på det forslag, som Theresa May har fået sat sammen som svar til EU, et forslag, som avisen kalder ”Chequers”. Og så har man set, hvor stor modstand ”Chequers” har mødt i Storbritanien, og er derfor blevet klar over, at der ikke skal gives ret mange flere indrømmelser til EU fra May’s side, før briterne vil foretrække den hårde Brexit frem for en EU-barberet ”Chequers”. Så i den leder, hvori man giver mig ret – oh, glem ikke det – argumenterer man forsigtigt overfor EU for, at man skal passe på: hvis man kun giver små indrømmelser til ”Chequers”, får man en hård Brexit, og det vil være til skade for EU.

Jeg vil udvide denne opfordring en smule. For der er for mig ingen tvivl om, at EU undervurdérede den britiske EU-modstand i sin tid, da David Cameron forhandlede en særlig britisk EU-ordning på plads. Han havde jo bebudet, at han ville sætte resultatet af sine forhandlinger til folkeafstemning, og alle var vist klar over, at én af anstødsstenene for briterne var arbejdskraftens frie bevægelighed. Men hvad Cameron kom hjem med fra disse forhandlinger, var blottet for indrømmelser med hensyn til de fire frie bevægeligheder; uden videre inddrog man arbejdskraftens frie bevægelighed i de ”hjørnestene”, der udgjorde det indre marked. Men, sagde man fra EU’s side, disse ”hjørnestene” kan der ikke forhandles om. Og man sagde det – det gjorde denne blog opmærksom på f.eks. her – uanset, at der ikke er noget økonomisk argument for at inddrage arbejdskraftens frie bevægelighed i det indre markeds grundlag.

Den fejl begik EU dengang. Måske fejlede man, fordi man ikke er vant til fra EU’s ledelses side at tage hensyn til folkelige overbevisninger. Det er jo nationale politikere nødt til at gøre, men EU’s ledelse mener vist, at nationale politikere er til for at viderebringe EU’s lykkebringende overbevisninger på overbevisende måde til folket, ikke omvendt: at EU’s ledelse ligesom nationale politikere skal lytte til folket.

Nu tyder alt på, at man er i færd med at gentage denne fejl. I sin ”State-of-the-Union-tale” nævnede Juncker tre principper, som kommissionen fastholder. 1) Man respekterer briternes afgørelse, men fastholder, at man ikke kan være medlem af det indre marked uden at være det på alle områder. 2) Man vil gerne hjælpe Irland med at sørge for, at grænsen til Nordirland kan forblive ”blød”, men Juncker påpeger, at det ikke er kommissionens skyld, hvis det mislykkes. 3) Storbritanien vil aldrig bliver et almindeligt land for EU, det vil altid være en nær nabo og partner, i politiske, økonomiske og sikkerhedsmæssige forhold.

Det sidste er jo smukke ord, men står i en vis kontrast til de hårde krav under 1) og 2).

Men denne og andre udtalelser tyder på, at man ikke er klar over det, som jeg og nu også The Economist gør opmærksom på: at det ikke er nødvendigt for effektiviteten af de økonomiske kræfter at have mere end fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser og kapital. Fri bevægelighed for personer er et anhang af ikke-økonomisk art, som EU-ledere har knyttet til begrebet ”det indre marked” for at fremme den af dem ønskede sammensmeltning af nationalstaterne.

The Economist beskriver situationen således:

Desværre kommer EU ikke til at tilbyde premierministeren megen hjælp. Rapporter om, at man udbløder sine indvendinger imod ”Chequers” er ønsketænkning. – EU tror, at det at give Storbritanien lov til at forblive i det indre marked for varer, men ikke for tjenesteydelser, vil underminere markedets sammenhængskraft. Dets mantra er, at Storbritanien kan få en aftale à la Canada for frihandel eller fuldt medlemskab af det indre marked med fulde forpligtelser som Norge – men ikke noget ind i mellem. Dets håb er, at når tiden rinder ud, vil dets tykhovedethed tvinge May til at komme med flere indrømmelser, endog til at gå med til fri bevægelighed for personer. En sådan stejlhed er en fejltagelse.

Hvis man vil sige, at det må være et suverænt lands ret at bestemme, hvem det vil have ind i landet og hvem ikke, så kan man afbilde striden mellem EU og Storbritanien i dens principielle form. For det, EU vil på bare lidt længere sigt, er netop at fratage nationalstaterne suverænitet. Det er præamblens udtalelse om et stadig tættere samarbejde, der stadig har sine tilhængere.

Det vil den nok have i lang tid fremover, i hvert fald blandt EU’s administrative personale. Men spørgsmålet er, om Europas folk er til sinds at følge disse tanker. De østeuropæiske lande vil i hvert fald ikke. Og det er vel ikke helt udelukket, at de, som tiden går, kan vinde over de centralistiske kræfter.

Vi får se.

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Oh, at få ret!

  1. Pingback: Oh, at få ret igen! | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.