Økonomers blindsyn

Dette indlæg tager udgangspunkt i en kommentar af Stine Bosse i Berlingske, se her. Hun omtaler her Sverigedemokraterne, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige og siger så:

Disse partier er produkter af en forestilling om, at religion, farve, beklædning og spisevaner kan afgøre værdien på mennesker, og at vi alene er forpligtet over for mennesker, som vi ligner på disse udvalgte områder.

Dette er en typisk ”stråmand”, altså en ”argumentation”, der følger Kumbels opskrift: ”En yndet form for polemik/ består i det probate trick/ at dutte folk en mening på/ hvis vanvid alle kan forstå”. Der er jo ingen, selv ikke de mest outrerede medlemmer af disse partier, der går ind for det menneskesyn, hun her tillægger hele partiet. Derimod er der en del – deriblandt jeg selv – der går ind for, at den danske stat først og fremmest er forpligtet overfor de mennesker, der bor i Danmark. Er der mennesker i andre lande, der er personligt forfulgte, har vi skrevet under på, at vi vil hjælpe dem også, så sådanne mennesker er vi også forpligtet over for. Men selv Andreas Kamm, tidligere generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp, har erkendt, at denne hjælp ikke må føre til, at vi ødelægger vort eget folk, se her. Blot er denne regel i kraft af vor utilladelige naivitet blevet misbrugt på det groveste, så det igennem flere år har været sådan, at alle, der blev anbragt på vore havnekajer af diverse menneskesmuglere og NGO’er, blev betragtet som mennesker, vi var forpligtet overfor. Nu er en del af vore politikere, nemlig dem fra de indvandringskritiske partier, der vokser frem over hele Europa, begyndt at betragte dem mere som lykkeriddere end som personligt forfulgte mennesker og dermed som mennesker, vi ikke har nogen forpligtelse overfor.

Det vil dog sige: sådan ville vi kunne betragte dem, hvis der fandtes en sikker metode, hvorigennem man kunne skelne de økonomiske migranter fra de egentlige flygtninge. Men da en sådan metode ikke findes, har vi hidtil måttet affinde os med alt for store indtag af fremmede.

Det er i store træk dèr, diskussionen står. Dog ikke i Stine Bosses optik. Hun skriver lidt senere om os ”højreradikale”:

Her spilles på angsten for verden, angsten for at noget farligt tager os og for, at vi rendes over ende. Det er ikke meget, man skal være bevandret i psykologiens verden før man indser, at frygt er en effektiv pille. Den paralyserer. Den passiviserer, og den fascinerer desværre også mere, end den gør os i stand til at handle.

Hvis vi skal diskutere på god demokratisk vis, er det påkrævet, at vi finder et fælles udgangspunkt for vores diskussion. Og det udgangspunkt at hævde, at modstanderens synspunkter er bestemt af frygt, er noget af det værste og mest besværlige at have med at gøre. Nå, resten af hendes artikel viser også, at hun ikke har nogen argumenter imod os. Det er hende nok, at hun kan nævne alle de ord, som hendes side af debatten har bestemt skal være fy-ord: Trump, Brexit, populisme, osv.

Fra Stine Bosse går vi så over til nogle overvejelser, der er noget mere gennemtænkte, men derfor også farligere. Jeg tænker på en lang jubilæumsartikel i The Economist. Det er bladets 175 års fødselsdag i år, og i den anledning bringer bladet et langt essay om liberalismens rolle i fortid og – ikke mindst – i nutid. Herunder giver man i kapitel III et syn på liberalisme til kende, som jeg må vende mig skarpt imod. Her har, så vidt jeg kan se, den liberalistiske idealisme sluppet enhver forbindelse med det virkelige menneskeliv. Godt nok erklærer man i samme åndedrag, at dette syn på liberalismen nok ikke lader sig gennemføre politisk, men idealet har man tilsyneladende:

Megen moderne liberalisme har et mere universalistisk syn, langs de linjer, som ligger i erklæringen om de universelle menneskerettigheder. For nogle betyder det, at man aldrig kan retfærdiggøre nogen kontrol med migranter: en person, født i Mali, har samme ret til at vælge, hvor han vil leve, som en person, født i Tyskland. Dog er det sjældent, om nogensinde, muligt at få politisk tilslutning til fuldstændig åbne grænser. Men forøget migration tenderer mod at blive set som et gode i sig selv af de liberale i vore dage. Den fjerner barrierer, som forhindrer folk i at leve den slags liv, de gerne vil leve, den fremkalder mere forskelligartede samfund og den tilbyder økonomiske forbedringer til alle. Mennesker, der flytter til steder, hvor de kan være mere produktive, opnår næsten øjeblikkelig gevinst; højere andele af migranter hænger sammen med højere grader af igangsætteri og dynamisme. Økonomer estimerer, at hvis verden kunne opfylde ønskerne hos alle dem, der ønsker at migrere, ville verdens samlede produktion fordobles.

Dette er overvejelser, der er skrevet af fagidioter, økonomiske fagidioter. Sådanne væsener ser på samfundene, som var de udelukkende bestemt af økonomiske kræfter, kræfter, som lod sig opstille i formler og udregne til fremtidsvisioner.

Sådan er vore samfund ikke. De er beboet af virkelige mennesker, og sådanne for disse økonomer ret ukendte væsener benytter sig af mange andre overvejelser end de økonomiske, når de skal handle. De har f.eks. dannet forskellige kulturer, og – mærkeligt nok – når de rejser, tager de deres kultur med sig. Og hvis kulturen i de lande, de kommer fra, ikke har understøttet økonomisk vækst, vil den heller ikke gøre det i det land, de bosætter sig i efter deres migration.

Skal der således finde investeringer sted i et land, er de fleste – herunder de fleste økonomer – enige om, at der skal være et rimeligt retsvæsen, der kan sikre investorerne mod at blive snydt. Men hvis kulturen er en stammekultur, hvor høvdingen plejer at tage mere end broderparten, så bliver det småt med de investeringer, der skal fremme økonomisk vækst. Og hvis kulturen er en islamisk kultur, hvor man ikke må kræve renter, skal der også særlige finter til, før der kan komme en vækst i stand, der kan matche den befolkningstilvækst, der finder sted.

At forøget migration fremkalder mere forskelligartede samfund, er så sandt som det er sagt. Men hvis de migrerendes kultur forhindre økonomisk vækst, er det ikke særlig positivt med denne forskelligartethed, og så tilbyder migrationen ikke økonomiske forbedringer til alle. Så er også de økonomer, der mener, at verdens produktion ville fordobles, forkert afmarcherede. Hvad de hævder, er kort sagt et stort blålys. Alt sammen afstedkommet af, at de fejlagtigt tror, at hele, virkelige mennesker kan reduceres til arbejdskraft.

Nå, som sagt trækker essay’et i land med hensyn til den politiske gennemførlighed, men idealet synes man at bevare. Og hvem véd, måske man også hos The Economist betragter os indvandringsmodstandere som frygtsomme mennesker, der ikke tør give os migrationens samfundsforandring i vold.

Et andet eksempel på en sådan økonomisk fagidioti ser man i en forsideartikel på Weekendavisen den 14-9 af professor på CBS, Peer H. Hansen, se her. Denne artikel sprang jeg over i første omgang, først Flemming Roses imødegåelse af den i Jyllands-Posten den 17-9, se her, fik mig til at læse den. Rose mener nemlig, ligesom jeg, at en sammenligning mellem nutidens og mellemkrigstidens politiske problemer er forkert.

Men først Peer H. Hansens artikel.

Han mener faktisk, at vi gør klogt i ikke at gå bort fra analogien mellem nutiden og mellemkrigstiden. Først fik vi efter 2008 en finansiel krise, dernæst en økonomisk krise, men den politiske krise, som man fik i trediverne, har vi stadig til gode. Bør vi ikke lære det af mellemkrigstiden, at en sådan krise vil følge efter?

Med sine økonom-øjne ser han ulemperne ved de store gældsbyrder, som tyngede landene: Tyskland i form af krigsskadeserstatninger, England og Frankrig i form af en gæld til USA, som de var kommet i for at kunne føre krig.

Og det er da ikke helt forkert. Men det er heller ikke forkert, at når han fokuserer på Tysklands gældsproblemer, og mener, det er dem, vi skal lære af, så vi vogter os for de politiske eftervirkninger af krisen, skyldes det, at det var i Tyskland, der opstod en uheldig politisk udvikling. Man skal ikke glemme, at når det var Tyskland, der skulle betale krigsskadeserstatninger, skyldtes det, at det tyske landområde i alt væsentligt var blevet friholdt for krigshandlinger. Krigen havde udspillet sig på belgisk og fransk jord, og der forestod for disse lande et stort genopbygningsarbejde. Det lykkedes det dem at gennemføre uden politisk kaos. Dèr havde altså gældsafviklingen ikke de uheldige politiske konsekvenser som i Tyskland. Det er altså ikke økonomien, der bestemmer alt.

Det var for øvrigt heller ikke denne gældsbyrde, der i 1922 frembragte den velbekendte hyperinflation i Tyskland. Det var franskmændenes besættelse af Ruhr-området, og den uhensigtsmæssigt tyske reaktion derpå.

Og det er helt forkert, når Peer H. Hansen om den økonomiske udvikling skriver følgende:

Konkurrerende devalueringer, toldsatser og bilaterale handelsaftaler blev dagens orden [i trediverne, rr], mens verdensøkonomien smuldrede, og nationalisme og fremmedhad endte i Anden Verdenskrig. Den amerikanske økonomiske historiker Charles Kindleberger har argumenteret for, at det hele fik lov at komme ud af kontrol, fordi USA ikke trådte i karakter og påtog sig internationalt politisk lederskab.

Man kan godt fornemme, at når han beskriver udviklingen frem mod Anden Verdenskrig, som han gør, skyldes det, at han vil have det til at ligne den tid, vi nu befinder os i. Men det passer ikke. Den tyske økonomi var i høj grad i bedring i sidste del af trediverne; når Hitler blev tiljublet af de tyske masser, skyldtes det ikke mindst, at han fik hjulene i sving i Tyskland.

Og at det var mangel på USA’s lederskab eller nationalisme og fremmedhad, der udløste Anden Verdenskrig, er direkte forkert, en fejl, der nok igen skyldes den énøjede økonomiske betragtningsmåde. Det, der udløste Anden Verdenskrig, var Hitlers socialdarwinisme. Han mente, at ligesom der blandt dyrearterne gjaldt en overlevelseskamp, sådan gjaldt det også mellem folkeslag, at de bedst egnede overlever. Og, mente han – vistnok ud fra erfaringerne under Første Verdenskrig, hvor de allieredes blokade var ved at udsulte Tyskland – Tyskland må have mere ”Lebensraum”. Derfor fremlagde han allerede i 1937 sin plan om erobringer mod øst for hærens generalstab. Den blev forfærdet, men turde ikke sige ham imod, delvist måske, fordi den var besat af Ludendorff’s ”dolkestødslegende”, den løgn, at det ikke var hæren, der havde bedt om våbenstilstand i1918, men politikerne, der havde gennemført det bag hærens ryg.

Parentes: Kaj Munk har i sit skuespil ”Niels Ebbesen” fremstillet grev Gert som en Hitler-figur og har meget skarpt og præcist formuleret hans socialdarwinisme med ord, lagt grev Gert i munden, således:

Jeg er den barmhjertige, for jeg gør Ende paa det, der ikke duer. Jeg er den retfærdige, for jeg tilkender den Stærke Sejren. Jeg er selve Freden, for den er kun mulig, hvor een hersker og alle adlyder stumt og blindt. (Se her).

Parentes slut.

Denne socialdarwinisme har meget lidt med økonomi at gøre. Og da slet ikke noget at gøre med, at USA ikke ”trådte i karaktér”.

Som sagt mener Flemming Rose ikke, at analogien mellem nutiden og mellemkrigstiden holder. Han skriver bl.a.:

Hitler og Mussolini forsøgte (som Stalins Sovjetunionen, der er fraværende i professor Hansens beskrivelse af optakten til Anden Verdenskrig) at realisere ideologiske projekter med global rækkevidde. De så krig, erobring og massemord som et instrument til at udbrede deres ideologi og styreform. Dagens populister, hvad enten det drejer sig om Trump, Brexit, politikere i Ungarn og Polen eller indvandringskritiske bevægelser og partier i Vesteuropa, har ingen ambition om at besætte fjerne lande, påtvinge dem en bestemt styreform eller ideologi, endsige gøre det ved hjælp af massevold og krig. Trump ønsker, at USA skal blande sig mindre i verden, ikke mere, og populisterne i Europa vil ikke demokratiet til livs, men er af den opfattelse, at det ikke fungerer, som det burde.

Desuden nævner Peer H. Hansen i Weekendavisen ikke islam, muslimsk indvandring eller integrationsproblemer med et ord, når han skal gøre rede for populismen, selv om netop de emner topper populisternes dagsorden i det meste af Europa.

Rose bruger, så vidt jeg kan skønne, ordet ”populisme” som en neutral betegnelse. Og han har jo ret i, at vi populister ikke vil demokratiet til livs, men i stedet have det til at fungére bedre. Og han har også ret i ud over de fejl hos Peer H. Hansen, som jeg har påpeget, at nævne hans manglende omtale af islam. Det tyder på, at han ikke har forstået noget af, hvad der foregår i Europa.

Men derudover har Rose taget frem en tankegang fra samfundsforskeren David Runciman. Denne angiver tre fundamentale forskelle mellem dengang og nu. Og Rose refererer.

For det første er vore samfund mindre voldelige. For det andet er vore samfund rigere. Og for det tredje er menneskene i vore samfund ældre end menneskene dengang. Det sidste eksemplificerer Rose med Grækenland:

Tag Grækenland. Landets økonomiske nedtur, faldet i BNP og omfanget af arbejdsløshed kan sammenlignes med Weimar-Tyskland, der banede vej for Hitlers magtovertagelse, men i Grækenland er der forbløffende lidt vold, selv om landet måtte gennem en blodig borgerkrig i 1940erne og et militærkup i 1967. Mordraten er lavere end i Storbritannien. Hvorfor? Fordi der er flere pensionister end unge.

Alt sammen udmærket. Men endnu et forhold kan føjes til. Det har med endnu en forskel mellem dengang og nu at gøre.

Hverken Peer H. Hansen eller Flemming Rose bruger den argumentation, jeg her skal vende mig imod, men man hører den ret ofte, og det har ofte irriteret mig, at man bruger den: man sammenligner dagens samfunds behandling af muslimer med det tyske samfunds behandling af jøder i trediverne. Man skal her være klar over, at muslimerne hos os er fremmede, mens jøderne i datidens Tyskland var tyskere. Man kan diskutere, hvor langt vore forpligtelser overfor fremmede strækker sig, men man kan ikke diskutere, at en stat har forpligtelser overfor sine egne borgere, i Tysklands tilfælde landets jøder. De muslimer, der kommer til os, er ikke ”vore” muslimer på samme måde, som vore jøder netop er ”vore” jøder. De har ligesom de tyske jøder boet her gennem meget lang tid, de har tilpasset sig det danske samfund på en måde, som muslimerne i Danmark slet ikke har gjort.

Så meget værre er naturligvis tyskernes behandling af ”deres” jøder. For de tyske jøder var virkelig ”deres”. De havde boet i landet igennem generationer og var blevet en del af det tyske samfund.

Men så flygtede de ud af Tyskland på grund af forfølgelsen. Og det var småt med modtagelsen i det øvrige Europa. Danmark tog så at sige ikke imod nogen. Man havde taget imod kommunister og socialdemokrater, da de blev forfulgt, men jøderne tog man ikke imod. Holland tog imod ganske mange, og andre lande også. Men mange endte i udryddelseslejrene, hvilket for øvrigt også mange af de jøder, som Holland modtog, gjorde.

Denne grænselukning så man senere var forkert, og derfor lavede man flygtningekonventionen; noget sådant måtte aldrig gentage sig. Dog var det kun nabolandene til de forfølgende lande, der tænktes at skulle modtage flygtninge, og man mente kun, at forpligtelsen gjaldt de mennesker, der som jøderne fra Tyskland var personligt forfulgte. Til at begynde med gjaldt forpligtelsen også kun mennesker fra Europa, først senere, i tresserne, udvidede man konventionen til at gælde mennesker fra andre verdensdele også.

Og det fungérede udmærket, mens flygtningene var flygtninge fra det kommunistiske Østeuropa. Men i vore dage, hvor et enormt misbrug af konventionen finder sted, fungérer det slet ikke, men er tværtimod medvirkende til at bringe de vesteuropæiske stater til fald.

Jeg har i årenes løb givet mange forklaringer på, hvordan misbruget har kunnet bibeholdes – man husker måske bedst forklaringen med sygdommen samaritanitis. Men i forbindelsen med disse økonomers tanker vil det nok være mere korrekt at bruge en forklaring, som man kunne kalde ”den postkoloniale forklaring”. Man vil være liberal, endda liberal til fingerspidserne, og mener derfor, at beboerne i Mali har samme ret til at bosætte sig, hvor de vil, som beboerne i Tyskland. Altså: Vi kan ikke som liberale tillade os at lukke grænserne.

Men man betragter ganske naivt andre folkeslags kulturer som en ligegyldig ting, ens økonomiske øjne kan ikke se andet end arbejdskraft, der kan bruges af entreprenante vestligt sindede mennesker. Ligesom kolonimagterne i sin tid betragtede ”de indfødte” som arbejdskraft og mente, at de efterhånden nok ville udvikle sig op på vores kulturtrin, sådan betragter man i vore dage ”flygtningene” som mennesker fra underudviklede kulturer, der med tiden vil udvikle sig til gode europæere i kulturel henseende. Kun på den måde kan man jo få de liberales ligning til at gå op: at den store indvandring er til økonomisk fordel for hele kloden.

Men den betragtning af de fremmede er nedværdigende eller postkolonial. Når således Stine Bosse regner os populister for frygtsomme og jo antyder, at der ikke er noget at frygte, skyldes det formentlig en sådan postkolonial indstilling. Disse fremmede vil næsten med nødvendighed udvikle sig, så de bliver som os. Det ligger tilsyneladende udenfor hendes erfaringshorisont og derfor også udenfor, hvad hendes fantasi kan rumme, at f.eks. muslimerne vil have deres egen kultur bevaret, herunder deres egen statsdannelsesteori.

Jo, der er grund til at være bekymret for de mange muslimer, og dermed for vort lands fremtid.

Men hvordan man end vil forklare den europæiske naivitet med hensyn til at acceptere den stadige strøm af migranter, som påstår at være flygtninge, denne naivitet er en kendsgerning, og jo før man får den afviklet, des bedre. Og det har Flemming Rose ret i, at Peer H. Hansens parallel mellem vore dage og mellemkrigstiden er ubrugelig. Det er noget, man kun kan mene, hvis man – ligesom The Economist’s skribent – er forsynet med økonomiske solbriller, så alle mulige forskellige mennesker med alle mulige forskellige kulturer i et bemærkelsesværdigt blindsyn udelukkende ses som arbejdskraft.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.