Ofre for bedrag

Forleden læste jeg i Den korte Avis en anmeldelse af en bog, skrevet af en svensk præst, Helena Edlund, se her. Hun har gennem mange år været præst i Den svenske Kirke, men blev for ikke så lang tid siden afskediget. Det er det, hendes bog handler om, den hedder ”Konsten att överleva Svenska Kyrkan”.

Denne anmeldelse gjorde mig interesseret, og jeg fandt en blog, hun bestyrer. På denne blog fandt jeg videre en særdeles interessant artikel, se her. Den handler om Robespierre i Den franske Revolution. Men den handler også om Den svenske Kirke, ja, den handler faktisk om ikke blot Sveriges, men hele Europas situation.

Hun har sat begreberne op på den måde, at den fest for ”Det højeste Væsen”, som Robespierre lod afholde den 8. juni 1794 på Marsmarken ved Paris, den sammenligner hun med den svenske kirkes tilbedelse af et tilsvarende højeste væsen, nemlig det, der på svensk hedder ”Värdegrunden”, værdigrundlaget. Hun mener faktisk – og det er jo en meget hård anklage mod Den svenske Kirke – at ligesom Robespierre skubbede den kristne Gud og den katolske kirke til side og i stedet indsatte ”Det højeste Væsen”, sådan har Den svenske Kirke tilsidesat almindelig kristen forkyndelse til fordel for ”Värdegrunden”. Denne nye ”gud” er det, man retter sig efter, ham eller det er det, man henviser til, dette begreb bestemmer ens holdninger.

Hun vil så mene, at Robespierre undlod at lodde stemningen i Paris, da han holdt sin tale ved denne fest for ”Det højete Væsen”. Der blev fnist i krogene over ham, og den terror, han havde stået for, kunne ikke længer beskytte ham. Han endte med selv at blive anklaget og henrettet mindre end seks uger senere.

Edlund skriver om situationen i Paris:

Paris vrimlede med engagerede medborgere, som gerne påtog sig rollen som angiver. Et positivt ord om monarkiet eller kritik over lang ventetid i brødkøen kunne føre til hurtig arrestation, i visse tilfælde henrettelse. Af forklarlige årsager tav den åbne kritik i al fald for en stund. At så mange alligevel indfandt sig på Champ de Mars den 8. juni, beroede måske mere på den sociale pression end på en begejstring over at få lov til at fejre et nyskabt, ansigtsløst og ubekendt åndeligt væsen. Den, som udeblev, eller ikke råbte hurra med tilstrækkelig entusiasme, risikerede jo at blive stemplet som revolutionens fjende og blive et hoved kortere.

Og lidt efter spørger hun, om det lyder bekendt. Det burde det nemlig gøre, efter hendes mening. For et sådan angiversamfund er Sverige, et samfund, hvor man vel ikke ender under guillotinen, men bliver socialt udstødt, mister venner og måske job. Alt sammen, fordi den gamle Gud er blevet udskiftet med den nye gud, ”Värdegrunden”, en gud, der også bliver frembåret af den svenske kirke.

På nettet kan man finde den tale, Robespierre holdt ved festen den 8. juni 1794, oversat til engelsk, se her. Jeg vil her trække et par ting frem fra denne tale for at prøve at overveje, hvordan det dog egentlig kan gå til, at en lovprisning af et højeste væsen kan føre til terror mod anderledes-tænkende, som det skete på revolutionstiden, eller udstødelse af det gode selskab, som det sker i vore dage. Sammenligningspunktet er det forhold, at man er så sikker på at eje sandheden, at man ikke finder det fornødent at indgå i debat med sine modstandere. Jeg kan også sige, at man er så sikker på at befinde sig blandt dem med de rigtige meninger, at man ser ned på dem med de forkerte meninger. Der er altså tale om en moralsk fordømmelse, men en moralsk fordømmelse, som ikke behøver bekræftelse, den har nemlig bedre argumenter end modparten, mener man. Det vil sige, at der er store følelser forbundet med fordømmelsen. Ikke blot ophidses man over disse umoralske meninger, den anden side har, man har samtidig en god mavefornemmelse, som siger til én, at man gør det rigtige, det, som ”Det højeste Væsen” vil have, eller det, som ”Värdegrunden” tilsiger én at gøre.

Robespierre begynder med en lovprisning af ”Det højeste Væsen”, som til forveksling ligner den kristne kirkes lovprisning af Gud-Skaberen. Men så fortsætter han med at sige, at det er dette højeste væsen – som han uden videre betegner med hankønsordet ”han” – som ”tilskynder den retfærdige til at hade den onde, og den onde til at respektere den retfærdige”. Man er ikke i tvivl om, at han selv mener at tilhøre gruppen af retfærdige.

Lidt senere hedder det, at ”alt, hvad der er godt, er hans værk, eller er ham selv. Det onde hører hjemme hos det fordærvede menneske, som undertrykker sine medmennesker eller finder sig i, at de bliver undertrykt”.

Men så bliver han lidt mere tydelig:

Naturens ophavsmand har bundet alle dødelige sammen med bånd af kærlighed og lykke. Måtte de tyranner, der har vovet at bryde dette bånd, gå under! Republikanske franskmænd, det er jeres opgave at rense den jord, som de har tilsølet, og igen føre den ind under den retfærdighed, som de har forkastet! Frihed og dyd kom begge fra det guddommelige væsen. Ingen af dem kan forblive hos menneskeheden uden den anden.

I dag er det fest, hedder det,

men i morgen skal vi vende tilbage til kampen mod ondskab og tyranner. Vi skal vise verden et eksempel på republikanske dyder. Og også det vil være en måde at hædre ”Det højeste Væsen” på.

Sjovt nok kommer man faktisk i tanker om Muhammed, når man hører disse ord. Jo, han tog jo også udgangspunkt i den kristne tanker om en skabergud, og han mente også at kunne diagnosticere sin samtid med så stor sikkerhed, at han turde sætte guds navn bag sine egne planer om forbedringer. Det er noget af det, der udgør gåden i det muslimske projekt: hvordan udviklede der sig en krigerisk Medina-islam af en fredelig Mekka-islam? Eller spørgsmålet er, hvis vi hører det i 1700-tals gengivelsen: Hvordan er den logiske overgang fra tanken om en skabergud, der har skabt alting godt, og som har bundet alle dødelige sammen med kærlighedens bånd, over til en gud, der står bag den retfærdiges had til den onde? Det vil være forståeligt, at den retfærdige hader det onde, men at hade den onde, det er dog noget helt andet.

Og at det virkelig er den onde, der skulle hades og blev hadet, det vidner de mange henrettelser på Robespierres tid tydeligt nok om.

Den forveksling mellem det onde og den onde er det også, der præger vore samfund i dag, selv om vi, der vender os imod elitens tankegang, gudskelov ikke bliver henrettet.

Den præger vor elite på to måder: 1) Man udsteder et forbud mod at kritisere islam. 2) Man undgår at debattere med os islam- og indvandringsmodstandere, nøjes med at påstå, at vi er ofre for et had mod muslimer.

Bevares, jeg véd da godt, at der i vort land ikke ligefrem er udstedt en lov, der forbyder at kritisere islam. Men der har dannet sig en ”værdigrund”, som erklærer de mennesker for gode, der tidligere gik ind for åbne grænser (og det vil sige den politiske og journalistiske elite) og nu nøjes med at gå ind for overholdelse af konventionerne (hvilket giver nogenlunde samme resultat) og dem, der går imod disse ting, for onde. Og dette opfattes i den grad som en selvfølgelighed, at man slet ikke behøver at lytte til modstanderne, men kan nøjes med at betragte os som ofre for fremmedfjendtlighed, islamofobi, racisme, eller hvilke skældsord man nu finder på, her i landet og i Sverige, for ikke at være nødt til at argumentere imod os.

Altså, når det gælder kritik af islam, tror man, at vi islamkritikere har noget imod muslimer, islam selv vil man ikke undersøge eller debattere, man forveksler kritik af islam med kritik af muslimer. Og når det gælder kritik af os islamkritikere, foretager man den samme forveksling: man diskuterer ikke med os, man diskuterer om os, hvad er vi for nogle mennesker, at vi kan tillade os at vende os imod de stakler, der banker på vor dør?

Man kan til en vis grad undskylde Robespierre og hans tilhængere med, at Den franske Revolution kastede så utrolig mange nye tanker op i luften, så det kunne være svært at hitte rede i, hvor der skulle bruges magt, og hvor der skulle herske frihed.

Men vore dages eliter kan ikke undskyldes på den måde. Vi har dog haft demokrati i vore lande gennem så lang tid, at der burde have dannet sig overbevisninger om ytringsfrihedens ukrænkelighed og nødvendighed for de rette afgørelser, at det, der foregår, burde være utænkeligt. Men ak, det er det jo ikke. Helena Edlund beretter om det. Man hører om det fra mange andre kilder, specielt i Sverige. Det eneste, man kan glæde sig over, er, at vi dog ikke (endnu?) risikerer hverken fængsel eller halshugning.

Men debat om vore synspunkter, det kommer der ikke. Ikke fordi vi ikke vil, men fordi vore modstandere undviger al debat.

Det er faktisk ganske frustrerende.

Og dertil kommer, at det er svært at se det logiske i vore modstanderes handlemåde. Modsætningen mellem at kæmpe imod det onde, og at vende sig imod de onde, ser de ikke. Når vi indvandringsmodstandere vil prøve at bekæmpe islam med argumenter, hører vi ikke noget forsvar for islam fra vore eliter, hverken fra de kirkelige og borgerlige eliter. Det er plat umuligt at få en ordentlig debat om islams forhold til kristendommen i gang. Hele tiden hænger det i luften – hvis det da ikke bliver sagt ligeud – at vi igennem en sådan debat vanskeliggør integrationen af muslimer i vore samfund. At vi omvendt mener, at vi aldrig vil få integrationen til at lykkes, hvis vi ikke gør os klart, hvordan den muslimske kultur er indrettet, det hører man ikke, eller det vil man ikke høre.

Så hvis man betragter islam som det onde, dvs., som en religion eller en kultur, der sætter sig imod vor forståelse af det gode samfund, så hører eliten det, som om vi betragter muslimer som onde, hvilket jo slet ikke er tilfældet. Tværtimod betragter vi dem som mennesker, hvis menneskelighed holdes fanget under religionen islam.

Men når det drejer sig om elitens syn på os islamkritikere, så virker den manglende skelnen mellem det onde og de onde på omvendt måde. Det at vende sig imod islam bliver så betragtet som en slags sygdom, islamofobi kaldet, hvis argumenter man rolig kan lade være at høre efter. I stedet bør man sørge for, at disse syge mennesker får så lidt omtale som muligt. Og da eliten sidder på både den politiske og den mediale magt, er det ikke så svært at lukke af for den ”støj”, der kommer fra vor side.

Nuvel, det må indrømmes, at det i Sverige står værre til end hos os. Polariseringen mellem de to sider af debatten har i Sverige nået uanede højder. Herhjemme er den også slem, men et alternativt synspunkt kan dog høres indimellem, også i de medier, der kaldes main-stream-medier.

Et sjovt eksempel på, hvordan man fra elitens side både hører og ikke hører, hvad vi andre siger, kommer i næste indlæg.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.