Kong Salomon versus Jørgen Hattemager

Ordsproget hævder som bekendt, at der er forskel på de to personer, der er nævnt i overskriften. Godt nok fik vi at vide, da vi tilsluttede os EU – eller EF, som det hed dengang – at netop i det retlige system, der gjaldt i EF, ville også vi små nationer få et ord at skulle have sagt, at altså det velkendte ordsprog indenfor EF og siden EU ikke ville have gyldighed. Og det er der mange, der har troet på sidenhen.

Måske det er naturligt, at de, der tror på denne påstand, især bor i de store stater, de, som i ordsprogets talemåde kaldes ”Kong Salomon”. Og det er måske lige så naturligt, at vi, der har opdaget, at ordsproget har begrænset værdi i EU, især bor i de små stater.

Så ud fra en sådan betragtning skal man måske undskylde Thomas Borchert, tysk korrespondent, bosiddende på Amager gennem 35 år. Men alligevel! Når han nu har boet her i landet gennem så mange år, når han har fortalt sit store oprindelsesland om de mange stramninger, der er foretaget på flygtningeområdet her i landet, når han gør det på den måde, han fortæller om det i en kronik i Jyllands-Posten, se her, og når han i denne kronik spørger os danskere, om vi er blevet vanvittige, så tyder noget på, at han ikke har forstået ret meget af, hvad der foregår her i landet, eller – for at sige det ligeud – han har ikke forstået, at der i EU-sammenhæng er forskel på Kong Salomon og Jørgen Hattemager.

Tyskland er Kong Salomon, Danmark er Jørgen Hattemager.

Men det er klart, når nu Kong Salomon er så venlig at ville omgås Jørgen Hattemager, når han nu viser sin venlighed og imødekommenhed overfor den lille hattemager, så må hattemageren til gengæld vise den største ivrighed efter at overholde alle de regler, der tænkes at stille kongen og hattemageren lige, så må hattemageren i al sin færd selv holde fast på reglerne, og dertil være tilpas tilbageholdende med sin kritik, hvis Kong Salomon ikke overholder dem med samme iver, ja, som regel fremfører han jo slet ikke nogen kritik.

Thomas Borchert skriver bl.a.:

For at fastholde opmærksomheden må politikerne finde på det ene vanvittige kunstgreb efter det andet, stadig mere radikalt og tosset end det forgående.

Lige nu diskuterer borgmestre og en minister, hvorvidt en kommune skal betale bøde, hvis borgmesteren ikke vil tiltvinge sig et håndtryk fra hver eneste nye statsborger ved en indledende velkomst. Ministeren for udlændinge og integration vil føre skarp kontrol med ceremonierne. Det er den vildeste idé siden Monty Pythons Ministerium for Gakkede Gangarter. Et crescendo efter den egentlig uovertræffelig tossede grundidé: at det just erhvervede statsborgerskab fratages hver en borger, der ikke trykker statens repræsentant i hånden.

Det gælder hele vejen ned igennem kronikken, at det er ham umuligt at se baggrunden for, at politikerne ”finder på det ene vanvittige kunstgreb efter det andet”, at det skyldes den alt for store indvandring, skyldes den alt for dårlige integration. Og når man tror, at det blot skyldes, at vore politikere vil ”fastholde opmærksomheden”, så er det måske forståeligt, at han udtaler sig, som han gør. Men er han ikke korrespondent? Har han ikke til opgave også at oplyse om baggrunden for det, politikerne foretager sig?

Jamen, tyskerne kan simpelthen ikke forstå det, siger han:

Den ene dag skal borgerkrigsflygtninge kropsvisiteres for smykker ved ankomsten til landet. Når det forslag er glemt, bliver der indført astronomisk høje gebyrer for tolkehjælp hos lægen og på hospitalet. Alle fagfolk ruller med øjnene: komplet urealistisk. Så bliver der vinket farvel til lighed for loven med dobbelt så høje straffe for forbrydelser begået i de i forvejen ”ghetto”-stemplede beboelsesområder, hvor der bor mange indvandrere. Og så videre. Og så videre. Og så videre.

Om dette siger han:

»Hold nu op,« brummer vennerne i mit første hjemland, når jeg fortæller dem om tvangshåndtrykket. »Du overdriver, så vanvittige kan de da ikke være. Så venlige mennesker med al den hygge, og så er det et af verdens lykkeligste folk.«

Og senere hedder det:

Det føles surrealistisk at give et lovbefalet håndtryk, som var det et underkastelsesritual.

Af samme grund har jeg indtil nu afstået fra at skrive om grænsehegnet, som skal bremse invasionen af vildsvin sydfra. Så måtte jeg jo også fortælle, at Dansk Folkeparti i ramme alvor forkynder: Lad os straks bygge hegnet højere end sølle halvanden meter, så det også kan holde flygtningene væk. Det er for vildt, og jeg må jo som sagt også tænke på mit gode navn og rygte.

Det er jo sandt nok, at vi bærer os ad på en helt anden måde, end man gør i Tyskland. Og det hænger naturligvis sammen med den fortid, som stadig præger tyskerne. Men det hænger nu nok langt mere sammen med, at Tyskland hører til gruppen af store lande i EU, og store lande gør ofte, som det passer dem.

Det var f.eks. Angela Merkel, der i september 2015 annoncerede, at Tyskland ikke ville sende de mange migranter i Ungarn tilbage til Ungarn, se her. ”Wir schaffen das”, hed det opmuntrende. Spurgte hun os andre, om det var rigtigt på den måde at ophæve Dublin-forordningen? Nej, Kong Salomon glemte denne lille detalje. Og da hun alt for sent opdagede, at der i migrantverdenen findes noget, der hedder en ”incitamentstruktur”, og at hun med sin invitation til migranter i Ungarn havde givet et signal ikke blot til de nuværende migranter i Ungarn, men til alle fremtidige migranter og derfor var nødt til at lukke grænserne – ja, lukke grænserne!! – så var hun så meget en Kong Salomon, at hun formåede at se bort fra, at dette var en overtrædelse af flygtningekonventionen, som vi her i Europa hidtil havde forstået den.

Og da så alle de mange titusinder af migranter var strømmet ind i et Tyskland, der slet ikke kunne håndtére en sådan mængde, var hun fræk nok til at forlange af alle andre lande i EU, at de skulle være med til at feje op efter hende: de mange migranter skulle fordeles mellem alle EU-landene. En undskyldning fra hendes side? Jeg har ikke hørt om den eller set den refereret noget sted. Nu, da det brændte på, var EU pludselig en union af ligeværdige lande. Men i september 2015 var der ét land, der var mere lige end andre.

Dertil kommer, at den aftale med Tyrkiet, hun og EU fik i stand – kort efter, at Østrig havde fået Balkanlandene til at hjælpe Makedonien med at lukke grænsen til Grækenland – er af nøjagtig samme art, som den aftale, Italiens Berlusconi fik i stand med oberst Gadaffi i Libyen, en aftale, som mange mente var imod menneskerettighederne – af alle blev betragtet som et diplomatisk mesterstykke, uden nogen som helst kritik om menneskerettighedsbrud eller den slags. I den grad gælder det indenfor EU, at der er forskel på Kong Salomon og Jørgen Hattemager.

Men i 2015 var spørgsmålet for den lille Jørgen Hattemager, der bor lidt nord for Kong Salomon, hvad han skulle gøre med de mange migranter, den store konge havde åbnet portene for. For de strømmede jo videre fra Tyskland gennem Danmark op til Sverige, og ganske mange – alt for mange, syntes vi – søgte om asyl i Danmark. Bryde konventionerne? Utænkeligt! Det kan en hattemager ikke gøre. Man må i stedet gøre, hvad man kan, for at få migranterne til enten at søge asyl i Tyskland eller holde deres mund, mens de traver igennem Danmark, og først sige ”asyl!”, når de kommer til Sverige.

Hvordan får man dem til det?

Ja, det gør man bl.a. med en smykkelov, det gør man med allehånde stramninger, sågar også med annoncer om stramninger i libanesiske aviser. For det er jo noget, som vi har opdaget, men andre lande, især store lande, ikke har fundet ud af: at menneskesmuglerne med næsten øjeblikkelig virkning kolporterer oplysninger om alle stramninger eller lettelser for flygtninge her i landet, og at migranterne responderer på disse oplysninger, så de ikke søger til Jørgen Hattemagers land, men bliver hos Kong Salomon.

Så længe flygtningekonventionen eksisterer, og så længe det i EU er en uskreven lov, at der er forskel på Kong Salomon og Jørgen Hattemager, vil vi hattemager-stater være nødt til at sno os. Én af de måder, vi kan gøre det på, er ved at lave ”stramninger”, og så længe vi gør det, vil der nok fortsat være folk, der håner os, fordi de ikke kender denne uskrevne lov.

Asger Aamund har i Berlingske, se her, gjort rede for baggrunden for flygtningekonventionen, som han med fuld ret kalder ”jerntæppekonventionen”. Den opstod nemlig under den kolde krig, hvor man oplevede, at de østeuropæiske stater gjorde, hvad de kunne, for at bevogte deres grænser, vel at mærke bevogte dem, så folk ikke kunne komme ud. Som man måske husker, var der mange, der ikke slap levende fra at forsøge at slippe ud af det store fængsel i øst, så de, der slap igennem, udgjorde et så ringe antal, at vi kunne tilbyde dem guld og grønne skove, uden at antallet steg.

Nu er jo imidlertid antallet af flygtninge steget enormt, oven i købet ”flygtninge”, som snarere må kaldes ”migranter”. Men stadigvæk anvender vi den samme konvention uden at gøre os klart, at demokratiet går til grunde ved det. Aamund skriver:

De gamle konventioner har dog været rummelige nok til at indsluse og integrere tusindvis af flygtninge fra Ungarn, Iran, Chile og Balkan. De senere års migrantbølge, der mere er en folkevandring end en flygtningestrøm, har klart demonstreret, at en fortsat anvendelse af 1951-konventionerne er den rene gift for de demokratiske retsstater. Flertallet af migranterne ønsker at leve i et europæisk kalifat og er chanceløse på arbejdsmarkedet. De migrerende klienter er således Danmarks største importvare, der koster skatteyderne 36 milliarder kroner om året.

1951-konventionerne burde skrottes hellere i dag end i morgen.

Det har han ret i, specielt har han ret i den sidste bemærkning.

Og det er i den forbindelse værd at bemærke sig, at noget er ved at ske i Europa, noget, der måske kan føre til, at flygtningekonventionen skrottes.

Ikke blot har to små hattemager-stater, Østrig og Ungarn, gjort oprør mod de store, og ikke blot har diverse østeuropæiske stater nægtet at efterkomme Kong Salomons ordre om at modtage migranter, en halvstor Salomon-stat, Italien, er i fuld gang med at ændre kurs, og selv om en knap så stor Salomon-stat, Spanien, ser ud til at ville være Italiens efterfølger som modtagerland, så vil det sikkert snart stoppe og stoppe af samme årsag, som fik Italien til at standse sin virksomhed som modtagerland, den årsag, nemlig, at Italien ikke kunne blive ved med at videresende migranterne til os andre; de nordlige naboer lukkede grænserne. Og nu, nu ser det minsandten ud til at et endnu større Salomon-land, der næsten må kaldes et Kronprins-Salomon-land, nemlig Frankrig, agter at lukke grænserne ved Pyrenæerne, som man for længst har gjort det ved Alperne. Og når først migranterne begynder at genere folk på torve og stræder i de store byer i Spanien, som det er sket i Italien, skal Spanien nok blive træt af at pudse sin glorie med påstande om at overholde flygtningekonventionen.

Man kan altså godt gøre sig visse forhåbninger om, at Europa i en ikke så fjern fremtid nægter at rette sig efter asylretten i flygtningekonventionen. Sker det, har vi kun den udfordring tilbage at skabe nogenlunde tålelige samlivsvilkår mellem ”os” og ”dem”, mellem vore folk og de muslimer, der er blevet bosat hos os, en opgave, der ikke gøres lettere af, at ”flertallet af migranterne ønsker at leve i et europæiske kalifat”.

Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.