Jødernes redning i 1943

For fem år siden, i 2013, fejrede vi 70-året for jødeaktionen i oktober 1943, nu i år fejrer vi 75-året for det samme. Vi er i det hele taget gode til det med jubilæumsfejringer. Men når jeg nu læser mine udgydelser her på bloggen fra 2013 igennem, se her, falder det i øjnene, synes jeg, at mens jeg dengang følte mig foranlediget til at imødegå diverse ”myteødelæggere”, altså forskellige historikere, der så det som deres opgave at nedgøre det, der var sket: der var både dette og hint at indvende imod forherligelsen af danskerne, så glimrer disse ”myteødelæggere” ved dette jubilæum mere eller mindre ved deres fravær. Om de ikke har fået lov at skrive af diverse redaktioner, eller de bare ikke gider mere, er uvist.

Men dette fravær i denne omgang vil jeg tillade mig at betragte som en vis heldig udvikling. Det ville være rart, om vore historikere kunne komme bort fra hele tiden at skulle fratage os de begivenheder, der gør os stolte over at være danskere, om de kunne nøjes med at fortælle historien uden moralske overtoner.

Det er ikke nemt, for det synes næsten at ligge i historikeres dna, at de skal nedbryde såkaldte ”myter”. Men hvis dette er et første tegn på, at ”myteødelæggerne” er blevet trætte, så er der grund til glæde.

Kristeligt Dagblad har i anledning af jubilæet lavet et særnummer. I dette har man sat de to historikere Bent Blüdnikow og Bo Lidegaard stævne, så man kan sætte deres noget forskellige version af begivenheder op imod hinanden, se her.

Det første spørgsmål til Blüdnikow går på jødeaktionens sammenhæng med den øvrige danmarkshistorie. Blüdnikow svarer:

Det er blevet et moralsk omdrejningspunkt. Det er helt afgørende for vores moralske kridtstreger. Hvordan skal vi agere? Er Danmark en moralsk nation eller ej? Og der er det store problem jo, at Danmark samarbejdede på alle mulige måder med Nazityskland. Vi var ikke en del af det kæmpende Europa. Og fordi vi har et kæmpe moralsk efterslæb, så har danske historikere haft en tendens til at gøre redningen af de danske jøder til en legitimerende faktor. Vi samarbejdede, men til gengæld reddede samarbejdet de danske jøder.

Men Blüdnikow vil ikke mene, at man sådan uden videre kan gøre redningen til en legitimerende faktor.

En sådan diskussion vil jeg ikke gå ind i. For man skal som historiker passe meget på med disse moralske bedømmelser. Har vi et moralsk efterslæb, fordi vi ikke var en del af det kæmpende Europa? Det kan jeg ikke se. Vi blev overfaldet af tyskerne og havde det held at redde vor egen regeringsførelse igennem i de første år af besættelsen. Det gav tyskerne mulighed for at spare på tropper til undertrykkelse af danskerne, og det gav danskerne mulighed for at stille visse mere eller mindre uudtalte betingelser for samarbejdet, f.eks. havde Scavenius tilkendegivet overfor sine politikerkolleger, at han ville gå af, hvis der blev tale om, at de jødeforfølgelser, som man kendte fra andre besatte lande, skulle udbredes til Danmark også.

Andre lande, f.eks. både Holland og Norge, fik ved skæbnens tilfældighed en helt anden regeringsførelse, og jødeforfølgelser blev derfor sat i værk mere end et år, før de blev igangsat hos os. Og læg mærke til det: De blev dèr sat i værk, mens folk endnu troede på nazisterne løgnehistorie: at jøderne blot skulle flyttes til nye områder i øst. Da de blev gennemført hos os, var alle klar over, at der ventede jøderne en grum skæbne. Og det, man oplevede i f.eks. Holland: at det jødiske råd i nogen grad hjalp til med koncentreringen af jøderne, fordi man mente, det ville lette jødernes fremtidige skæbne, oplevede man ikke hos os. Her blev den advarsel, som vi fik fra den højtstående tysker, Georg Duckwitz, troet med det samme, og alle jøderne forlod deres hjem, så snart advarslen blev givet til dem.

Det ville ikke være sket, om forfølgelsen var blevet gennemført i 1942, som den blev det i Norge og i Holland.

Man må som historiker have blik for sådanne tilfældigheder og ikke lægge nutidens moralske målestok ned over fortidens mennesker.

Det næste spørgsmål går på, hvad det da var, der reddede de danske jøder. Herpå svarer Blüdnikow:

Jeg mener, der er to hovedforklaringer på, at det gik, som det gik. Den første er, at de tyske beslutningstagere i Danmark ville redde deres eget skind. Der var tale om en gruppe mennesker omkring den tyske rigsbefuldmægtigede Werner Best og Georg Duckwitz, som lod advarslen gå videre til den danske befolkning, og som alle var fuldsblodsnazister, kyniske antisemitter og parat til at myrde hvemsomhelst. Det er en meget naiv tilgang, når historikere som Bo Lidegaard og Hans Kirchhoff næsten beskriver dem som socialdemokrater og humanister.

Den anden forklaring er en forklaring, som jødiske historikere, Tatiana Bernstein, Gunnar S. Paulssen og Yehuda Bauer, har peget på. I 1943 ved vi, at Heinrich Himmler, som var den øverste leder af SS, uden om Hitler forsøgte at få separataftaler med både Sovjetunionen og vestmagterne. Han forsøgte at bytte jøder for lastbiler og for penge. Min vurdering er, at de danske jøder også var inkluderet i det. Du kan se, at i Theresienstadt bliver de danske jøder dels undtaget deportation til Auschwitz, dels bliver udvalgte jøder i 1944 vist frem i propaganda-øjemed til en international Røde Kors-delegation, som vender tilbage og lovpriser, hvordan tyskerne behandler jøderne. Jeg tror, at Werner Best, der havde tætte forbindelser til Himmler, lod de danske jøder slippe til Sverige som led i det spil. Men det får man ikke øje på, hvis man fokuserer på det, jeg vil kalde hjemstavnsfortællingen om, at det var rent indenrigspolitiske forhold, der gjorde sig gældende.

Det er ingenlunde bevist, at Werner Best var informeret om, at Duckwitz havde røbet aktionen for danskerne. Og dette med, at Best ”lod de danske jøder slippe til Sverige”, er historieforvridning. Best blev lige så overrasket som danskerne selv over, at det i så høj grad lykkedes med jødeaktionen. Når vi på folkets vegne glæder os over den, skyldes det jo det højst overraskende, at folket på mærkelig vis stod sammen om jøderne. Og ingen skal bilde mig ind, at dette var noget, Best satsede på i sin spil med Himmler – hvis han altså har haft et sådant spil. Hvis han havde haft den hensigt med at lække til danskerne datoen for tyskernes aktion, at jøderne alle skulle ”slippe til Sverige”, var det ret besynderligt, både at han bestilte et skib til at sejle de tilfangetagne jøder til Tyskland, og at han fik hidkaldt flere hundrede tyske politisoldater til aktionen. Men det var måske bare for at få det hele til at se bedre ud overfor Hitler?

Jeg har andetsteds, nemlig her, vendt mig mod Blüdnikows påstand om, at rapporten fra Theresienstadt blev troet af de allierede, så det lader vi ligge i denne omgang.

Til sidst bliver Blüdnikow spurgt om, hvilken rolle det spillede, at almindelige danskere så på jøderne som en del af det danske samfund, og hertil svarer han:

Ikke nogen stor rolle. I Norge hjalp politiet med til at pågribe jøder. De norske jøder var også velintegrerede. Vi havde rigtigt nok ikke stærk antisemitisme i Danmark, men mange faktorer spillede ind i hvert land. Faktisk har hver eneste nation i Europa sin lokale udviklingshistorie under krigen, hvilket gør det svært at generalisere. I forløbet med jøderne i oktober 1943 er det mange tilfældigheder, der spiller ind.

Men som sagt ændrer det ikke ved, at den kendsgerning, at mange danskere trådte til og hjalp, gjorde oktober 1943 til det, som jeg kalder et moralsk omdrejningspunkt i danmarkshistorien, og som du kalder the finest hour. Uanset hvad Himmler, Best og andre gjorde, så var det en utrolig smuk indsats. Den er ikke unik for Europa, men det er en utrolig smuk indsats.

I artiklen om 70-års jubilæet i 2013 skrev jeg til sidst:

Det siges, at der er langt flere hollændere end danskere, der har modtaget den israelske pris, ”Yad Vashem-prisen”, for at have hjulpet jøder imod holocaust. Så vidt jeg kan se, er det velfortjent, og vi bør unde dem det af et godt hjerte. Ét folk udfordres på én måde, et andet folk på en anden måde, men i stedet for at give os til at udmåle fortjenstfuldheder for hvert enkelt folk, lad os da glæde os over de ikke så helt få tegn på ægte menneskelighed, der dukker op i historiens løb.

Det siger jeg efter at have beskrevet, hvordan hollænderne gennem flere år skjulte jøder og derved frelste deres liv, noget, der fortjener lige så stor beundring som vores præstation. Og så vidt jeg kan se, er det nogenlunde det samme, som Blüdnikow siger til sidst, selv om han tager fejl med hensyn til, hvor stor en rolle det spillede, at jøderne var integrerede i det danske samfund, hvilket jeg vender tilbage til. Desuden vil jeg mene, at man skal holde det moralske synspunkt i tømme, hvilket Blüdnikow har meget svært ved.

Spørgsmålet om betydningen af, at jøderne blev betragtet som danskere, bliver taget op igen i interview’et med Bo Lidegaard. Blüdnikow havde hævdet, at der blandt andre folk også var mange, der hjalp jøderne, og det spørges så Lidegaard om:

Der var ganske rigtigt også folk, der hjalp i Polen og andre steder. Men også her er det nyttigt at foretage en international komparativ analyse. Mig bekendt er der ingen andre steder i det besatte Europa, hvor befolkningens spontane reaktion var massivt at sabotere holocaust. I Norge blev der ikke sendt én protestskrivelse. Der var helt sikkert nordmænd, der hjalp, men hverken i Norge eller Polen en befolkning, der kollektivt trådte frem.

Mit indtryk er, at du og Bent Blüdnikow ikke er så uenige om, hvad der skete i oktober 1943 eller ikke begge er bevægede over den danske indsats. Er det ikke rigtigt, at uenigheden primært går på samarbejdspolitikken?

Jo, det tror jeg. Det er efter min mening ikke vigtigt, hvad vi i dag moralsk synes om samarbejdspolitikken. Jeg har ikke behov for hverken at fordømme eller forsvare den. Der er ingen tvivl om, at samarbejdspolitikken omfattede indrømmelser til tyskerne. Men det ville enhver anden politik også have gjort.

Det interessante er ikke, hvad Bent Blüdnikow eller jeg mener om beslutninger, som for længst er truffet, og som vi ingen indflydelse har på. Det interessante er at forstå årsagssammenhænge. Havde den faktisk førte politik den virkning, at de danske jøder blev reddet? Og svaret på det er entydigt ja.

Den årsagssammenhæng, der er tale om, har Bo Lidegaard argumenteret for i det foregående. Det var lykkedes regeringen at forhale de tyske krav om jødeforfølgelse, indtil tiden så at sige var overmoden. Og det medførte eller blev årsag til, at jøderne blev reddet. Men det er værd at være opmærksom på, at i de første år af besættelsen, hvor regeringen nægtede at være med til nogen jødeforfølgelse, var det ”kun” et rent humant synspunkt, man søgte at holde fast i. At det viste sig at få afgørende betydning, kunne man ikke se i 1941 eller 42. En jødisk sammenslutning i USA havde blik for netop dette og ønskede i 1961 at hædre Scavenius, fordi han forhindrede en jødeforfølgelse i de første besættelsesår, se her.

Så kun to ting til sidst:

Der har været mange debattører, der har villet sammenligne datidens flygtninge med nutidens såkaldte flygtninge. Det værste eksempel på en sådan sammenligning, jeg har fundet, er en artikel af Klaus Rothstein i Weekendavisen, som jeg har refereret og vendt mig imod her. Vil man endelig uddrage nogen ”morale” af fortidens begivenheder, kan man måske – et meget stort ”måske” – se på den forskellige holdning fra danskernes side, der udmøntede sig overfor henholdsvis kommunisterne og jøderne. Man burde nok hellere helt lade være. For den forskellige reaktion kan til en vis grad forklares med udviklingen i danskernes tankegang under besættelsen. Der skete en langsom radikalisering af danskernes tankegang. Fra i de første år af besættelsen at have affundet sig mere eller mindre passivt med tyskernes tilstedeværelse – man troede vel, at tyskerne varigt ville sætte sig på Europas skæbne, altså danne et ”Neuropa” – forstod man langsomt, at modstand, herunder sabotage, kunne være en måde at deltage i kampen mod nazisterne på.

Men med alle sådanne forbehold in mente kan det være på sin plads at notere sig forskellen i holdningen til kommunisterne og til jøderne. Da kommunisterne blev indfanget og interneret i Horserød på tyskernes befaling, var der ingen folkelige protester. Oven i købet lod politikerne sig true til at vedtage en lov imod kommunistisk virksomhed. Det er bestemt ikke noget pænt kapitel i danmarkshistorien. Men kan ikke de manglende folkelige protester forklares med kommunisternes ufolkelige optræden indtil da? De havde teser om voldelig revolution i deres program, de lod sig styre af en fremmed magt: Sovjetunionen, de ville fjerne den danske frihedstradition til fordel for en tvungen formueomvæltning.

Det vil sige: Hvis vi gør os det tankeeksperiment, at en fremmed magt besatte Danmark og forlangte en bestemt minoritet fængslet og ført bort til en uvis skæbne, så vil det, ud fra de erfaringer, vi har gjort under besættelsen, nok være sandsynligt, at hvis minoriteten, der skulle bortføres, var vietnameserne, ville danskerne slutte op om de forsøg, der kunne opstå for at forhindre bortførelsen, men at det, hvis minoriteten var muslimerne, nok ville være mere tvivlsomt med danskernes støtte. For vietnameserne er ligesom jøderne i sin tid (og i dag) gledet næsten umærkeligt ind i den danske hverdag, har ikke gjort stads af sig og har ikke krævet særregler for sit vedkommende. Men muslimerne har hele tiden villet være noget for sig, har skilt sig ud og krævet hensyntagen til sin egen kultur i stedet for at indordne sig under værtslandets kultur.

Det andet, jeg vil slutte med, har med et andet jubilæum at gøre. Det er i år også 75 år siden, jøderne i udryddelseslejren Sobibor gjorde oprør. Jeg skrev om det ved 70-års jubilæet, se her. Desværre er de deri anbragte links forældede. Samtalen mellem Thomas Blatt og Karl Frenzel kan findes her. Der er lavet en film om begivenheden, se her.

Dette indlæg blev udgivet i Historie og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.