Det gamle Testamente i gudstjenesten

Det var temmelig mærkeligt at læse tidligere professor i Ny Testamente ved Københavns Universitet, Mogens Müllers kronik i Kristeligt Dagblad den 1-10, se her.

Man kan sikkert komme med mange gode argumenter for, at Det gamle Testamente ikke mere skal anvendes ved gudstjenester i folkekirken. Det gør Mogens Müller blot ikke. For han sætter alle sine argumenter ind under et fortegn, der hedder, at Det gamle Testamentes skrifter er udsprunget af jødedommen:

Historisk betragtet siger det også sig selv, at en jødisk skriftsamling er udtryk for jødedom.

Det er en ualmindelig dårlig historisk betragtning, der kan få sig selv til at sige noget sådant.

Det er meget irriterende, at man i diskussionen med muslimer ofte forveksler modstand mod islam med modstand mod muslimer.

Tilsvarende her!

Det er en fejl, at Mogens Müller forveksler jøder og jødedom. Det er jo ubetvivleligt, at Det gamle Testamentes skrifter er blevet til i det jødiske folk, eller blandt israelitterne, som vi plejer at sige. Det er deres historie, der berettes om, det er deres op- og nedture, der fremkalder profeternes reaktioner, og først og fremmest: det er deres kamp for at fastholde først monolatrien, senere monoteismen, der præger skrifterne. Men det er lige så ubetvivleligt, at den religion, vi kalder jødedommen, er fremvokset af disse skrifter. Skrifterne var der først, jødedommen er kommet til senere. Så at sige, oven i købet som noget af en selvfølge, at en jødisk skriftsamling er udtryk for jødedom, er ganske uhistorisk, for ikke at sige ”noget vrøvl”.

Jødedommen som religion blev først til omkring 300-100 f.Kr. Men den blev til på baggrund af en række allerede foreliggende skrifter, skrifter, som også urkirken betragtede som sit religiøse grundlag. Blot har urkirken tolket disse skrifter anderledes end jøderne, eller rettere: fremhævet andre sider af disse skrifter.

Var den tolkning, som kirken gav af nogle udsagn fra Det gamle Testamente, så en korrekt tolkning? Eller er den tolkning, som den jødiske tradition giver af teksterne, mere korrekt?

Det forekommer mig, at Mogens Müller på forhånd opgiver enhver tanke om, at urkirkens tolkning kunne have noget på sig. Han siger, at det er vanvid at påstå – som Paulus gør det 2 Kor 3 – at jøderne ikke forstår deres egen bibel. Og han siger det et andet sted således:

Nu er gudstjenesten og dens liturgi igen til drøftelse. Det giver anledning til at spørge, om det nu var og stadig er en god idé med tekster, der – alle fortællemæssige og poetiske kvaliteter ufortalt – læst på sine egne vilkår ikke er udtryk for kristendom, men jødedom.

Er Det gamle Testamente da, læst på sine egne vilkår, udtryk for jødedom? Det forekommer mig at være en meget tvivlsom påstand.

Men hvad siger Paulus da i 2 Kor 3?

Ja, ser vi på 2 Kor 3,6, hedder det om Gud:

som også har gjort os duelige til at være tjenere for en ny pagt, ikke bogstavens, men Åndens; for bogstaven slår ihjel, men Ånden gør levende.

Og dette, at den nye pagt ikke er bogstavens, men Åndens pagt, betyder, at det om dem, der stadig holder fast ved bogstavens pagt, nemlig jøderne, må hedde:

Dog forhærdedes deres [dvs. jødernes, rr] tanker, for indtil den dag i dag bliver det samme slør ved med at ligge over oplæsningen af den gamle pagt uden at tages bort, for det fjernes først i Kristus. Ja, lige til i dag ligger der et slør over deres hjerte, når Moses læses op. »Men hver gang én vender om til Herren, tages sløret bort« – »Herren« er Ånden, og hvor Herrens ånd er, dér er der frihed. Og alle vi, som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer, fra herlighed til herlighed, sådan som det sker ved den Herre, som Ånden er. (2 Kor 3,14-18)

Hvad er det for et slør?

Det er lovfromhedens slør, et slør, der også ligger over mange kristnes øjne, et slør, der bevirker, at man under al sin bibellæsning kun har det ene for øje: Hvad skal jeg gøre for at blive frelst? Hvilke gerninger, hvilke holdninger, hvilke anskuelser kan jeg gøre, for at gøre Gud tilfreds? Og så længe det mere eller mindre ubevidst er det spørgsmål, man vil have svar på i bibelen, er det bogstavens gamle pagt, man er præget af.

Og noget kunne tyde på, at også Mogens Müller læser bibelen med det spørgsmål for øje. Han skriver:

Når Det Gamle Testamente oplæses inden for liturgiens ramme, og menigheden tilmed står op imens, signalerer det umiddelbart, at disse tekster har autoritet helt på linje med læsningerne fra Det Nye Testamente.

Jamen, læser vi kristne Det ny Testamente som en autoritet? Jeg troede, at det kun var de lovfromme jøder, der læste deres skrifter på den måde. Læser vi ikke skrifterne som inspiration, som noget, vi kan gribes af, som skrifter, der kan udvide vor horisont, så vi forstår vor tilværelse bedre?

Så må det indrømmes, at der er store dele af Det gamle Testamente, især det, man kalder toraen, de fem mosebøger, der kun kan læses som lovbefalinger. De tilsigter, læst på deres egne vilkår, kun at give svar på netop det spørgsmål: hvad skal vi mennesker gøre, for at Gud kan være tilfreds med os?

Her må det for øvrigt siges til nutidens jøders ros, at de har været enige med os kristne om ikke at læse toraen på dens egne vilkår. Det er nogle drabelige straffe, der tildeles overtræderne af en række bestemmelser, straffe, som jøderne for længst har afholdt sig fra at fuldbyrde. Men skulle man overholde dem, ville f.eks. en kvinde, der blev grebet i hor, skulle stenes, (5 Mos 22,22), en bestemmelse, Jesus fraviger i Joh 8,1-11 med sine ord om, at den, der er syndfri, skal kaste den første sten, og en bestemmelse, som nutidens jøder ikke retter sig efter.

I 2 Mos 35,2f står der skrevet:

I seks dage må der udføres arbejde, men den syvende dag skal være hellig for jer; I skal holde fuldstændig hvile for Herren. Enhver, der udfører arbejde på den dag, skal lide døden. I må ikke tænde ild på sabbatsdagen, hvor I end bor.

Og gudskelov læser da nutidens jøder heller ikke dette sted på Det gamle Testamentes egne vilkår. Man slår ikke de jøder ihjel, som udfører arbejde på sabbatten. Men dette med ikke at tænde ild på sabbatten, er man til gengæld meget påpasselig med at overholde. Det grænser til det latterlige. Man har overbevist sig selv og hinanden om, at dette at tænde en elektrisk strøm er identisk med at tænde ild. Derfor gør en from jøde det, at han før sabbatten skruer pæren løs i sit køleskab. Hvis han ikke gjorde det, ville han jo tænde ild, hver gang han skulle have noget at spise fra køleskabet. Og i Israel har man indrettet elevatorerne i højhusene sådan, at de på sabbatten standser ved hver etage. Jo, for ellers ville man jo ”tænde ild”, når man trykkede på knappen til den etage, man skulle op til.

Det er langt ude i fromhedsdyrkning. Men her er det ikke det latterlige, der skal fremhæves, blot dette, at vers 2 og 3 i 2 Mos 35 bliver behandlet vidt forskelligt af nutidens jøder; befalingen om stening skippes uden videre, befalingen om ikke at tænde ild overholdes med en ihærdighed, det næsten er pinligt at høre om. Men påstå, at de læser Det gamle Testamente på dets egne vilkår, nej, det kan man ikke.

En anden ting, der er karakteristisk for den jødiske udlægning, er, at lovfromhedens briller tvinge én til at mene, at Gud først må fortælle, hvad loven siger, før han kan forlange den overholdt. Når således vi kristne uden videre mener, at når Gud til Kain siger: ”Hvor er din bror?” (1 Mos 4,9), er det identisk med at anklage ham for mordet på Abel, så står det i en vis modsætning til den jødiske udlægning af dette samme ord. For, vil en from rabbiner sige, hvornår har Gud egentlig befalet Kain, at han ikke må slå ihjel. Der må jo foreligge en bestemmelser, før man kan tale om, at nogen har overtrådt denne bestemmelse, mener han.

Den tanke vender Jesus sig imod i lignelsen om de betroede talenter. Her hedder det om Gud, at han høster, hvor han ikke har sået (Matt 25,26), og med den beskrivelse vender Jesus sig imod den jødiske forståelse af gudsforholdet. Det samme gør han for øvrigt dèr, hvor han formulere den gyldne regel: ”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem” (Matt 7,12). For han tilføjer umiddelbart herefter: ”Sådan er loven og profeterne”. Det vil sige, man behøver ikke alle disse bestemmelser, man kan bruge den gyldne regel, så véd man, hvad en ret handling er.

Man kan også sige, at det, der bestemmer, hvilken handling der er den rette, er forholdet til det andet menneske. Kain kan ud fra det forhold, han står i til sin bror, finde ud af, hvad han skal gøre og ikke gøre. Og ved at sætte dig i det menneskes sted, som du indgår i et forhold til, hvad enten det er som søskend, forældre, ven eller arbejdskammerat, kan du finde ud af, hvad du skal gøre, for at forholdet kan trives og vokse.

Endnu en måde kan det siges på. Jeg har her citeret H. Østergaard-Nielsen:

H. Østergaard-Nielsen skriver i sin populære udgave af doktordisputatsen om Luther (Scriptura sacra et viva vox) ”Navnet og Ordet” (Vestjysk Boghandel 1979): ”Sagen er nemlig den, at den menneskelige mangel på tro og kærlighed altid ytrer sig som en tilbøjelighed til at omdanne de per­sonlige forhold til saglige, og det gælder na­turligvis også forholdet til Gud. I det saglige forhold er der nemlig ikke længere tale om nogen absolut afhængighed. I stedet for at forholde sig til hinanden i tro og kærlighed forholder man sig til det, som erfaringen viser, ”man” kan forvente af hinanden. Dermed er det personlige fællesskab brudt, forholdet er blevet konventionelt, sagligt. ”Loven” er blevet en begge parter overordnet selvstændig norm. Man forholder sig ikke længere til hin­anden, men kun til en forestilling om hinan­den. Man er døde for hinanden”. (Omtalte værk, side 69).

Citatet er godt, blandt andet, fordi man derudfra kan se, at faren for ikke længer at forholde sig til hinanden, men kun til en forestilling om hinanden, er noget, der findes i kristne miljøer i lige så høj grad som i jødiske eller muslimske miljøer. Og det er ikke altid lige let at se, at ”forholdstænkningen” også findes i Det gamle Testamente, ligesom også lovtænkningen gør det. Men det gør den; se f.eks. 1 Mos 15,3-6:

Abram sagde: »Du har ikke givet mig afkom, så min hustræl skal arve mig.« Da lød Herrens ord til ham: »Nej, han skal ikke arve dig, dit eget kød og blod skal arve dig.« Så tog han ham udenfor og sagde: »Se på himlen, og tæl stjernerne, hvis du kan.« Og han sagde: »Så mange skal dine efterkommere blive.« Abram troede Herren, og han regnede ham det til retfærdighed.

Her er det forholdet mellem Abram og Gud, der må betegnes som et trosforhold. Og med ordene ”han regnede ham det til retfærdighed” er lovtænkningen afskediget og forholdstænkningen indsat i stedet. Det har Paulus været opmærksom på i Rom 4,1-5:

Hvad skal vi da sige om Abraham, vort folks stamfader? Hvad opnåede han? Hvis det var af gerninger, Abraham blev gjort retfærdig, har han noget at være stolt af; dog ikke over for Gud. For hvad siger Skriften? »Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed.« Den, der arbejder, får ikke løn som en nådesbevisning, men efter fortjeneste. Den derimod, der ikke arbejder, men tror på ham, som gør den ugudelige retfærdig, ham regnes hans tro til retfærdighed.

Må man dog ikke sige, at Paulus her udlægger Det gamle Testamente på dets egne vilkår? Og må man ikke sige det på trods af, at jøderne også sine steder udlægger det ud fra de vilkår, testamentet selv har, dog med det noget nær modsatte resultat, et resultat, der omdanner de personlige forhold – herunder først og fremmest forholdet til Gud – til saglige forhold.

Mogens Müller skal også lige have nævnt nogle skriftsteder, som ikke kan oplæses i en kristen kirke. Han skriver:

Måske kan vi i Salme 137 være med i at sidde og græde ved Babylons floder ved tanken om det mistede Zion. Men det gælder ikke salmistens ”fromme” ønske til sidst: ”Lykkelig den, der gengælder dig (Babylon) den gerning, du har gjort imod os! Lykkelig den, der griber dine spædbørn og knuser dem mod klippen.” Ja, det står der faktisk i den kristne bibel. Men kristendom bliver det aldrig.

Nej, dette med hævn hører ikke med til kristendommen. Men hører det med til jødedommen? Det må vel Müller mene, siden han anser Det gamle Testamente for jødernes bibel. Og måske det gør det. Måske jøderne, i hvert fald jøderne på Jesu tid, så frem til den dag, da Gud ville give dem hævn. I Es 61,1-2 står der skrevet:

Gud Herrens ånd er over mig,
fordi Herren har salvet mig.
Han har sendt mig
for at bringe godt budskab til fattige
og lægedom til dem, hvis hjerte er knust,
for at udråbe frigivelse for fanger
og løsladelse for lænkede,
for at udråbe et nådeår fra Herren
[og en hævndag fra vor Gud].

Men det er bemærkelsesværdigt, at da Jesus læste denne tekst op i synagogen i Nazaret – det er Lukas, der fortæller det Luk 4,16-30 – standsede han oplæsningen, før han kom til dette med hævnen. Der er dem, der mener, at dette var grunden til, at tilhørerne i synagogen førte ham hen til kanten af det bjerg, deres by var bygget på, for at styrte ham ned. Så måske jøderne dengang tog dette med hævnen meget alvorligt. Og hvis de har taget det med, at en falsk profet skal straffes med døden (5 Mos 18,20; 17,7), lige så alvorligt, kan det forklare, hvorfor man mente, Jesus skulle henrettes.

Men jeg skal ikke her argumentere for, at jøderne tager alt, hvad der står i Det gamle Testamente, for pålydende. De strenge straffe synes de i hvert fald at have opgivet.

Så er der alle de steder i Det gamle Testamente, som man traditionelt har kaldt ”messianske forjættelser”. Skal også de afskediges som samarbejdspartnere i vor kristne gudstjeneste?

Jamen, se f.eks. på Jer 31,31:

Der skal komme dage, siger Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus, en pagt, der ikke er som den, jeg sluttede med deres fædre, den dag jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af Egypten. De brød min pagt, skønt det var mig, der var deres herre, siger Herren. Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: »Kend Herren!« For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren. Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd.

Hvis man nu læser dette profetstykke ”på dets egne vilkår”, må man så ikke indrømme, at denne tale om en ny pagt forudsætter, at den gamle ikke var god nok? Og må man ikke også indrømme, at dette med, at loven bliver lagt i menneskenes indre passer bedre på kristendommen end på jødedommen? Ja, man må måske endda indrømme, at det ikke er usandsynligt, at Jesus har været inspireret af udsagn som disse, når han forkynder en ny pagt.

Jeg har tidligere taget en messiansk forjættelse frem, mere eller mindre i samklang med tidligere overrabbiner Bent Melchior, se her. Det er Es 11,4 om Gud, der ”slår voldsmanden med sin munds stok”, jeg tager som udgangspunkt for et fremtidshåb, som jeg mener, jeg deler med Melchior.

Der er mange andre messianske forjættelser, specielt Es 53 om Herrens lidende tjener, som det kunne være relevant at tage frem. Men jeg vil hellere frem til alle de mange uforlignelige fortællinger, som ikke afbilder jøde- eller kristendom for os, men den rene og skinbarlige menneskelighed, blot henviser denne menneskelighed langt oftere til forholdstænkningen end til lovtænkningen.

Tag Josef-fortællingerne i 1 Mos 37-45! En højst menneskelig beretning om uenighed i en brødreflok og om en forsoning, der ganske uventet finder sted, men altså en beretning, som enhver kan leve med i, om han er jøde eller kristen, det er ligegyldigt. Men som alle gode fortællinger også en fortælling om forhold, relationer, ødelagte relationer og genskabte relationer. Men vistnok også en fortælling, der mere henviser til forholdstænkningen end til lovtænkningen.

Eller tag fortællingerne om Saul og David i Samuelsbøgerne! Hvordan David skåner Sauls liv og råber til ham: ”Hvorfor forfølger du mig?” (1 Sam 26,18), et råb, som en Davidsætling siden gentog ud for Damaskus’ porte for en anden Saul (Apg 9,4) med en lige så stor forsoning til følge. Hvorfor skulle vi i kirken kun høre om den anden forsoning og ikke om den første?

Eller tag … eller tag … ja, man kunne blive ved. Men der er jo mere endnu end fortællingerne. Har jøderne f.eks. patent på Jobs klager? Må ikke vi andre deltage i hans fortvivlede anklage:

Hvorfor døde jeg ikke ved fødslen,
hvorfor udåndede jeg ikke fra moders liv?
Hvorfor var der knæ, der tog imod mig,
og bryster, jeg kunne die? (Job 3,11-12)

Eller er det kun jøder, der har lov at tilslutte sig hans håb:

Dog ved jeg, at min løser lever,
til sidst skal han stå frem på jorden.
Når min hud er skrællet af,
når mit kød er tæret bort, skal jeg skue Gud;
ham skal jeg skue,
ham og ingen anden skal mine øjne se. (Job 19,25-27)

et håb om mening i det meningsløse, som Paulus tilslutter sig:

Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud. (1 Kor 13,12).

Skal alt dette være forbuden frugt i vores gudstjeneste? Eller, spurgt på en anden måde: Mener Mogens Müller virkelig, at alt sådant i den grad er præget af jødedom, at det er ubrugeligt som et kristent udtryk for gudsforholdet? Og er den jødedom, det er præget af, identisk med den før omtalte pæreudskruende og elevatoretagestoppende jødedom? Det har jeg meget svært ved at se.

Og det er sandt – salmerne! Jeg har jo slet ikke omtalt de 150 salmer i Det gamle Testamente. Skal de også forbydes? Og hvis de skal, skal vi så også stryge de mange salmer i vor danske salmebog, der er gendigtninger over Det gamle Testamentes salmer? Jeg ville da være meget ked af det, hvis ikke jeg fremover kunne få lov at synge ”Giv mig, Gud, en salmetunge”, bare fordi Grundtvig er inspireret af en jødisk salme, salme 92 i Det gamle Testamente. Men sådan skulle udjagningen af Det gamle Testamente fra gudstjenesten måske alligevel ikke forstås!

Lad mig slutte med én af de Diapsalmata, som Søren Kierkegaard har indledt sin Enten-Eller med.

Lad Andre klage over, at Tiden er ond; jeg klager over, at den er ussel; thi den er uden Lidenskab. Menneskenes Tanker ere tynde og skrøbelige som Kniplinger, de selv ynkværdige som Kniplings-Piger. Deres Hjertes Tanker ere for usle til at være syndige. For en Orm vilde det maaskee kunne ansees for Synd at nære saadanne Tanker, ikke for et Menneske, der er skabt i Guds Billede. Deres Lyster ere adstadige og dorske, deres Lidenskaber søvnige; de gjøre deres Pligter, disse Kræmmersjæle; men tillade sig dog ligesom Jøderne at beklippe Mønten en lille Smule; de mene, at om vor Herre holder nok saa ordentlig Bog, kan man nok slippe godt fra at narre ham lidt. Pfui over dem! Derfor vender min Sjæl altid tilbage til det gamle Testamente og til Shakespeare. Der føler man dog, at det er Mennesker, der taler; der hader man, der elsker man, myrder sin Fjende, forbander hans Afkom gjennem alle Slægter, der synder man. Se her.

Man kan læse det som en beskrivelse af Mogens Müllers kronik, kniplingstynd som den er. Men jeg vil nok foretrække at læse det som en hyldest til Det gamle Testamente. (Jeg har brugt dette Kierkegaard-citat før, se her, men det tåler udmærket genbrug).

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Ny testamente og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.