Vesten versus islam

Det er et mærkeligt skuespil, der udspiller sig oven på Jamal Khashoggis død. Som jeg skrev i et tidligere indlæg her på bloggen: det er to tyranner, der støder sammen, den saudiske kronprins Mohammed bin Salman og Tyrkiets præsident Tayyip Erdogan. Men nu har sagen udviklet sig på den måde, at det næsten er sådan, at det igennem disse to tyranners sammenstød er Vesten og islam, der støder sammen. Og ikke mindst det gør sagen interessant at iagttage.

Man kan også sige, at de to fænomener, der står overfor hinanden er Ordet og Magten, det første normalt repræsenteret ved kristendommen, det sidste ved islam. Men det ekstra mærkelige ved denne situation er, at det kristne fænomen, Ordet, er repræsenteret ved den islamiske, tyrkiske præsident Erdogan, mens det er op til Mohammed bin Salman, MbS, at repræsentere det islamiske fænomen, Magten.

Når man nemlig ser nøjere efter i Erdogans tale til Tyrkiets parlament den 23-10, en engelsk oversættelse af hele talen kan ses her, opdager man, at der næsten ikke forekommer nogen henvisning til islam i den, derimod er der mange gange henvisninger til vestlige begreber.

Lad mig begynde med det næstsidste afsnit, hvor den eneste henvisning til islam, som talen indeholder, forekommer. Her hedder det:

Personligt er jeg ikke i tvivl om kong Salmans oprigtighed; det er meget vigtigt, at en sådan kritisk undersøgelse udføres af objektive, fair undersøgelseshold uden forbindelse til morderen. Eftersom dette er et politisk mord, så må andre forbrydere og medsammensvorne i andre lande, hvis der er nogen, inkluderes i undersøgelsen. Jeg mener, at det er, hvad der kræves i international lov, i islamisk lov og i saudisk lov.

Læg mærke til rækkefølgen, international lov kommer først, og man kan næsten få mistanke om, at den islamiske lov kun nævnes for at gøre det nemmere for saudierne at acceptere det, for deres lov tænkes jo om nogen at bygge på islamisk lov.

At saudierne repræsenteret det, jeg her har kaldt magten, kan ses af hele deres opførsel i denne sag. Man kan nok gå ud fra, at det er Mohammed bin Salman, der står bag mordet. Og han synes at operere ud fra magtens sprog, ikke just den militære magt, langt mere den økonomiske magt: når man har penge nok og kan gøre folk afhængige af sig ved hjælp af dem, så spiller det ikke den store rolle med diverse love og bestemmelser. Og det er tilsyneladende ved hjælp af en sådan økonomisk pression, at det er lykkedes for ham at få Donald Trump til foreløbig at være meget tøvende med at anklage ham. Trump vil meget nødig miste en kæmpeordre på våben, som saudierne har afgivet til USA. Og MbS har muligvis også regnet med, at han kunne lukke munden på tyrkerne; for de er også afhængige af hans økonomiske hjælp, ikke mindst efter at Trump har pålagt tyrkiske metaller en straftold.

Men hvad det sidste angår, har MbS nok forregnet sig. Erdogan var ham et nummer for smart. For hvis saudierne havde noget at ”smøre” Donald Trump med, så havde Erdogan det også: han løslod den amerikanske præst, Andrew Brunson. Så mente han at have Trump med sig, i hvert fald så meget, at han kunne lade en række detaljer om mordet sive til medierne.

Man kan også sige, at Erdogan har vist sig at forstå de vestlige medier betydelig bedre end MbS. MbS mener, at han med sine store pengestrømme kan lukke munden på enhver kritiker og på den baggrund gøre fuldstændig, hvad der passer ham. Erdogan er klar over pressens enorme magt – det viser de mange journalister, han har fængslet i Tyrkiet – og det gør ham i stand til, hvis han bare spiller deres spil, at undgå at tabe ansigt i sagen og dertil måske destabilisere MbS.

Og så ser vi de to tyranner danse for Donald Trump for at gøre sig til overfor ham. Men jo ikke bare overfor Trump, men overfor kongressen og de amerikanske medier også. De danser med hver sit våben, den ene vifter med sine mange dollarsedler, det er magtens våben, den anden hælder behændigt nye oplysninger om mordet ud til medierne, så de kan tvinge Trump til at acceptere sandheden, det er ordets våben.

Men kristendommen har jo ikke patent på ordets våben, det er almenmenneskeligt. Dette er lidt modsat det, mange kloge debattører tror, f.eks. Kasper Støvring. De mener, at den vestlige kultur kun er vestlig, den er ikke almenmenneskelig. De andre kulturer i verden står ikke i kø for at efterligne vor vestlige kultur. Nej, de har deres egen kultur, og de hviler udmærket i deres egen kultur og har ikke noget ønske om at gribe vores kultur.

Unægtelig kan det se sådan ud. Især synes jo den islamiske kultur at være fuldstændig umulig at påvirke i vestlig retning. De mange forsøg på at integrere de indvandrede muslimer i vor kultur er jo i alt væsentlig slået fejl. Og de mange muslimske lande, som lader ganske hånt om det, vi kalder almindelige menneskerettigheder, f.eks. kvindernes ligestilling, og rask væk lader de gamle muslimske regler og idealer gælde, også de synes jo at have nok i deres egne kulturelle idealer.

Når derfor nu den højmuslimske præsident, Tayyip Erdogan, så åbenlyst bruger ordets våben, når han påkalder sig international lov før islamisk lov, når han vil have sandhed frem for magt, så er det jo ikke, fordi han er blevet kristen, men så skyldes det, at han kan indse, at hvad penge angår, er han den svageste, men at ordets våben netop vil lade sandhed og ikke magt gælde, så altså den fattigere tyrk kan vinde over den rigere saudier.

Og så er det forresten ikke rigtigt, hvad de danske medier hævder, at der ikke var meget nyt i Erdogans tale. Ganske vist må man sige, at heller ikke den bringer os til bunds i sagen. Men Erdogan kommer dels med nye oplysninger og stiller dels nogle højst relevante spørgsmål. Man kan muligvis sige, at når han først gør det nu, skyldes det, at han godt lige vil have et par tweets fra Trump om hans interesse i at få sagen opklaret ”til bunds”, som han vist sagde. Så føler han, at han ikke går Trump for nær og uforvarende kommer til at få saudierne til at afblæse våbenhandelen.

Erdogan gør meget ud af at påvise, at det hele var et planlagt mord. Han fortæller, at Khashoggi allerede den 28-9 var inde på konsulatet for at bestille de papirer, han skulle bruge. Han fortæller, at de tyrkiske myndigheder havde noteret sig, at nogle ansatte på konsulatet skyndte sig tilbage til Saudi-Arabien efter Khashoggis første besøg. Og så gentager han det, vi godt vidste: at der ankom en række saudiere til Istanbul, og at tyrkerne nøje vidste, hvem de var. De har også lagt mærke til, at konsulatet ringede til Khashoggi for at sikre sig, at han kom til det aftalte tidspunkt. Endvidere, at det menige konsulatpersonale havde fået fri den eftermiddag.

Og lidt for at drille fortæller han, at de mange eksperter fra Saudi-Arabien nok havde sat konsulatets video-overvågning ud af drift, men åbenbart må have glemt nogle tyrkiske overvågnings-kameraer, for dem har tyrkerne kunnet holde sig til, når de kan hævde med sikkerhed, at Khashoggi ikke har forladt konsulatet. Ligeledes er Erdogan i stand til at bekræfte noget, der hidtil kun har været hævdet som et rygte, nemlig, at en person med Khashoggis briller og tøj på forlod konsulatet hen under midnat og tog et rutefly til Riyadh.

Men når han fortæller om tyrkernes samarbejde med de saudiere, der blev sendt til Tyrkiet for at være med til opklaringsarbejdet inde på konsulatet, driller han ikke:

For det første er der nogle spørgsmål, vi må stille og prøve at finde svar på. Dette er sket i Istanbul, så vi er ansvarlige og som ansvarlige må vi have ret til at stille spørgsmål. Efterhånden som tågen er lettet, er også andre stater begyndt at handle. Under alle omstændigheder sagde vi, at vi ikke ville tie stille, og at vi ville tage ethvert skridt, som vores samvittighed og loven krævede.

Igen: Det interessante er, at det, som den islamiske magtreligion normalt kan – og også gør – nemlig lade hånt om ubekvemme spørgsmål, og det, som Erdogan også til fulde har bevist, at han både kan leve op til i det Tyrkiet, som han har gjort mere og mere islamisk, alt det skrotter han med ét slag her. Han vil ikke tvinges til at tie stille. Han holder sig til normal international praksis: at forbrydelser ikke skal fejes ind under gulvtæppet, men opklares, oven i købet påstår han, at det er noget, ikke blot loven, men også samvittigheden kræver. Ikke sandt, det er dog bemærkelsesværdigt, at dette siges af en religiøs person, hvis religion normalt ikke regner samvittigheden for noget, i hvert fald ikke i sammenligning med den åbenbarede lov i koranen.

Og som eksempel på spørgsmål, som tyrkerne altså tillader sig at stille – sikkert meget imod kronprinsens ønske, og på trods af, at de så udmærket véd, hvad kronprinsens ønske er – nævner Erdogan det, man mangler svar på:

Hvorfor mødtes disse 15 personer, som var involveret i hændelsen, i Istanbul på morddagen? Det søger vi efter svar på. Hvor har disse personer deres ordrer fra? Hvorfor blev konsulatet først åbnet for undersøgelser mange dage efter mordet og ikke umiddelbart efter? Hvorfor er der fremkommet så mange usammenhængende erklæringer, selv om det var så åbenlyst, at der var tale om mord? Hvorfor er liget af én, som man har accepteret blev dræbt, ikke blevet fundet? Og videre, hvis påstanden om, at liget blev givet til en lokal samarbejdspartner, er sand, så spørger jeg: ‘Hvem er denne lokale samarbejdspartner? Denne lokale samarbejdspartner er ikke omtalt af en tilfældig person, men det er Saudi-Arabiens myndigheder, der siger det. Derfor er I tvunget til at afsløre denne lokale samarbejdspartner. I bliver nødt til det’.

Man må sige, at Erdogan drejer kniven rundt i saudiernes åbne sår. Men man må altså også sige, at han gør det ved hjælp af vestlige begreber, de begreber, der er holdt højt i ære hos os, men altfor ofte negligeret hos muslimerne, begreber som åben diskussion (her mellem Tyrkiet og Saudi-Arabien), ærlig dialog (som er mere end small-talk om vejret og den slags) og vilje til at få alle uforklarede detaljer frem.

Vestens religion – og det må man jo nok sige, er kristendommen – hvis centrale skikkelse af johannesevangelisten kaldes ”Ordet” (Joh 1,1), har i tiden efter 2. verdenskrigs afslutning kunnet præge internationalt samarbejde langt mere end andre religioner. Vi har fået et FN, der arbejder med Ordets kræfter, vi har fået en række aftaler, som netop er aftaler, altså noget, der baserer sig på ordet, ikke på magten. Og selv islamiske stater er meget mere påvirkede af Vesten, end Vesten er påvirkede af dem. I Iran og Algeriet og næsten alle andre muslimske stater – undtagen Saudi-Arabien – afholdes der valg, vel ikke frie valg, men dog valg, der skal forestille at være frie. Det er ikke omtalt nogetsteds i koranen, og der er da også muslimske sekter, der mener, det er uislamisk, men alligevel afholdes de.

Og nu her med Erdogans mange spørgsmål, hans henvisning til international lov og hans påstand om menneskehedens samvittighed. Også det er ting, der hører Vesten til, mere end det hører islam til. Lad være, at det alt sammen måske kun er et spil for galleriet, selve det, at han finder det opportunt at spille et sådant spil, viser Vestens eller måske snarere ”Ordets” enorme magt.

En magt, der ikke er at foragte.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.