Skjern eller Varnæs?

Som den trofaste læser måske har opdaget, er jeg ikke helt enig med Sørine Gotfredsen. Jeg har her vendt mig ret kraftigt imod hende ud fra diverse anmeldelser af hendes bog ”Fri os fra det onde”. Så traf det sig i onsdags hverken værre eller bedre, end at jeg deltog i et emeritus-konvent i Aarhus, hvor taleren var netop Sørine Gotfredsen, og hvor hun talte om sin bog ”Fri os fra det onde”.

Så var der jo lejlighed til at fremkomme sådan lidt mere direkte med mine indvendinger imod hende. Og det gjorde jeg. Hun gentog, hvad hun siger i bogen om sig selv:

Lige så længe jeg kan huske, har jeg gjort mig tanker om det onde. Jeg har altid undret mig over min egen trang til at undlade at gøre det gode, og jeg havde tidligt en fornemmelse af, at der var skyggefulde kræfter på færde, som det var klogest at holde skjult. De rørte på sig, når jeg bevidst prøvede at overgå andre og stak en løgn for at slippe for problemer, eller når jeg blev overmandet af denne følelse af trods, der ikke altid var rettet mod noget konkret. Snarere voksede den frem som en knude af vrangvillighed i forhold til livet selv.

Det fik mig til at indvende, at jeg for min del aldrig havde haft den slags fornemmelser. Når jeg så tilbage på mit liv, var det taknemlighed, der prægede mig. Ikke blot taknemlighed over godt helbred og god stilling, men først og fremmest taknemlighed over de faste og trygge fællesskaber, som jeg var en del af. For, som jeg sagde, hvis jeg var omgængelig og imødekommende, så var jeg det jo, fordi de fællesskaber, jeg stod i, havde gjort mig omgængelig og imødekommende. Men det var ikke sådan, at jeg kunne fornemme nogen dyb afgrund af uforståelig ondskab i mit indre. Og det var heller ikke sådan, at jeg kunne forklare nogle af tildragelserne i mit liv med en kælderdyb ondskab, hverken hos mig selv eller hos dem, jeg omgikkes.

Det var lige ved at gøre Sørine Gotfredsen mundlam. Det var en holdning, hun aldrig havde mødt før, sagde hun.

Og når jeg nu bagefter tænker lidt over det, forstår jeg sådan set godt, at jeg på den måde har været en ensom svale i hendes foredragsvirksomhed om ”Fri os fra det onde”. For det hører jo med til almindelig forståelse af kristendommen, at vi alle er syndere. Og når man bevæger sig blandt kristne mennesker og holder foredrag for dem, tror jeg gerne, at det er noget nær umuligt at finde nogen, der som jeg nægter at se sig selv som en synder. De fleste vil vel også spørge mig, hvordan i alverden jeg kan tillade mig det. Hvordan kan begrebet ”syndernes forladelse” være et hovedbegreb for mig, hvis jeg ikke anerkender, at mennesket er en synder?

Det skal jeg her prøve at svare på. Men tillad mig at svare med to personer fra Matador og ikke med mine egne erfaringer. Det ville blive for personligt (og føre alt for vidt).

Der er tale om to personer, som Sørine Gotfredsen selv drager frem, nemlig Mads Skjern og Hans Christian Varnæs. I en artikel i Weekendavisen fra 2017 af Poul Pilgaard Johnsen (den er ikke online) hedder det som svar på spørgsmålet om, hvem der er mest troende, Skjern eller Varnæs:

»Hans Christian Varnæs synder i kødet, men Mads Skjern synder i ånden, og det er faktisk værre. Skjern kender reglerne i det ydre og kan sige en masse om Gud, men han er i virkeligheden mindre troende, fordi han lever, som om han ikke har brug for Gud. Varnæs derimod bliver ramt af samvittighedsnag og skyldfølelse, og da Ulla fortæller ham, at hun er gravid, siger han straks, at han er fej. Han er villig til at se livet i det perspektiv, at det er ham, der har fejl, og med denne spontane selverkendelse og syndsbevidsthed adlyder han Gud, mere end Skjern gør med al sin selvretfærdighed og hovmodighed,« forklarer Sørine Gotfredsen og slår den helt grundlæggende præmis fast:

»Den største synd er at tro, at man kan undvære Gud. Det er vigtigt at få sagt i en — i kristen forstand – uoplyst tid, hvor ordet syndighed ofte høres som ren fordømmelse og har et så forfærdeligt omdømme, at selv mange præster ikke bruger det. Folk tror, at syndighed mest har noget med sex og utroskab at gøre, men det er en større synd at have nok i sig selv.«

For det første synes jeg nu, at det er forkert sådan at tage enkeltindivider frem og stille dem op imod hinanden. Men det svarer godt til den betragtningsmåde, Sørine Gotfredsen i øvrigt lægger for dagen: det, hun er optaget af, er enkeltindividet, hvordan det bliver frigjort, hvordan det kommer overens med sig selv og de kræfter, der er i det? Det, jeg er optaget af, er de fællesskaber, den enkelte står i, er de intakte, brydes de ned, eller styrkes de?

Begge de to personer, Skjern og Varnæs, er jo ægtemænd, har altså en kone og står i et fællesskab med hende. Noget af de spændende ved serien er den måde, hvorpå den tids kønsroller stilles op imod nutidens. Gang på gang må vi undres: Tænkte man virkelig sådan dengang? Var det virkelig naturligt for en kvinde at gøre sådan? Skulle en mand virkelig optræde på den måde? Og gang på gang må vi indrømme: ja, sådan var det dengang.

Kunne virkelig en kvinde dengang, som Maud Varnæs, bare gå i seng og surmule, når noget gik hende imod? Det lyder mærkeligt, for hvem kunne i dag slippe godt fra en sådan opførsel. Men vi godtager det, for selv om vi ikke personligt har kendt nogen fra de højere sociale lag, som optrådte på den måde, så kan vi godt sætte os ind i det.

Og derfor kan vi også godt sætte os ind i Varnæs’ situation, når han falder for Ulla og ender med at besvangre hende. Jeg tør ikke påstå, at den situation, der opstår dèr, er skildret med tilstrækkelig omhu. Kendte Varnæs ikke noget til svangerskabsforebyggende midler? Havde Ulla den tanke med i baghovedet, da hun lod det ske, at hun måske kunne erstatte Maud? Eller var hun bare betaget af, at en mand så højt på strå kunne falde for hende? Måske det slet ikke er forfatterens mening, at vi skal stille sådanne spørgsmål. Måske hun blot har villet fortælle os, hvordan livet var, før den frie abort kom til. For Ulla gik jo med til at få fjernet fostret.

Men Sørine Gotfredsen skal bruge handlingen i Matador til noget andet end til en sammenligning mellem før og nu. Hun lader Hans Christian Varnæs få samvittighedsnag og skyldfølelse. Og ja, det har han måske nok. Men han er også klar over, at han er kommet i klemme. For kommer det offentligt frem, at han har besvangret en kvinde, er for det første hans ægteskab i fare, og for det andet måske endda hans stilling. Var det sket halvtreds år tidligere, så måske det havde kunnet accepteres, men i trediverne? Nej, formodentlig ikke. Så samvittighedsnag, selverkendelse, syndsbevidsthed, har virkelig Hans Christian Varnæs det? Det forekommer mig ikke særlig sandsynligt.

Den største synd er at tro, at man kan undvære Gud”, siger Sørine Gotfredsen. Utvivlsomt ja, det kunne også være min formulering. Men som jeg husker handlingsgangen, er der ikke meget, der tyder på, at Varnæs har brug for Gud eller Guds tilgivelse i den situation. Hvis han havde og hvis han i det hele taget bragte Gud ind i billedet, hvordan kunne han så gå med til at slå fostret ihjel? Det var jo så tydeligt en handling, han gjorde uden at tage det mindste hensyn til de kristen-etiske overvejelser, der lå i tiden dengang. Og hvad Gotfredsen siger lidt senere, at Hans Christian og Maud har fundet større gensidig forståelse gennem erfaringen af deres egen fejlbarlighed, må vist kaldes den rene indlægning. De kom til Paris og genoplevede noget af deres første forelskelse, måske fordi de blev taget ud af deres ellers fastlåste roller. Det var det hele. Men Hans Christian fortav klogeligt affæren med Ulla. Havde han erfaret sin egen fejlbarlighed? Måske. Men han vidste heldigvis, hvordan man på den tid som velanskrevet borger i byen klarede sig ud af en sådan fadæse. Og Maud havde jo ikke erfaret nogen fejlbarlighed.

Så altså, Sørine Gotfredsens begreber om synd og syndserkendelse kan ikke bruges til at gøre os klogere på det, der skete i Matador. Og jeg tror ikke blot, det hænger sammen med, at noget sådant ikke har været forfatterens mening med denne handlingsgang, jeg tror også, det skyldes, at noget sådant ikke lader sig indflette i en handlingsgang af denne art.

Hvad Mads Skjern angår, skal man nok ikke overse, at forfatteren vil bruge ham til at fortælle os, hvordan man tidligere så på homoseksualitet. Og det er såmænd et udmærket greb. Blot man gør sig klart, at det billede, hun giver af Indre Mission, specielt via fasteren fra Jylland, ikke fortæller alt om denne bevægelse. Og også gør sig klart, at dette syn på homoseksualitet bestemt ikke var noget, som kun Indre Mission havde, det var såre almindeligt i den danske befolkning. Og ligesom der var opstået et ramaskrig, hvis Varnæs havde ladet sig skille og giftet sig med Ulla, sådan ville der være opstået et lige så højt rabalder, hvis Mads Skjern åbent havde erkendt og godkendt, at han havde en søn, der var homoseksuel.

Synd? Syndighed? Mørkt kælderdyb? Nej, det forklarer intet. Men ved at sætte almindelige jævne borgere med en selvfølgelig positiv indstilling til ægteskab og kærlighed og troskab og menneskelig forståelse op imod de supermoralske holdninger i borgerskabet, får forfatteren skabt en både spændende og oplysende handlingsgang.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget . Bogmærk permalinket.

3 svar til Skjern eller Varnæs?

  1. Pingback: Individuel psykologi | ricardtriis

  2. Pingback: Lov og evangelium | ricardtriis

  3. Pingback: Hil dig, frelser … | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.