I forlængelse af det forrige indlæg skal jeg her prøve at sige noget om kønsroller og ægteskab ud fra Matador-serien. Ligesom sidst vil det blive i opposition til Sørine Gotfredsens tolkning af Matador.
Igen vil jeg hævde, at noget af det spændende ved Matador er den sammenligning mellem før og nu, som serien giver anledning til. Vi gamle kan jo så nogenlunde huske den tid, handlingen er henlagt til, eller i hvert fald huske, hvordan vore forældre var præget af den. Det gælder også, når vi vil undersøge den udvikling, der er foregået med synet på ægteskab og samliv.
Dog må man nok advarende sige, at det ikke går an at fremkomme med sociologiske opmålinger. For i så fald vil man nok nå frem til det resultat, at serien rammer ved siden af den tids virkelighed. Det hænger sammen med, at almindelige ægteskaber, lykkelige ægteskaber, er alt for kedelige at skrive drama om. Det er meget mere spændende at gøre som Lise Nørgaard med Matador: at vise os det virvar af forskellige udgaver af ægteskabet, som fandtes allerede dengang, så vi måske kan få øje på de kim til nutidige selvfølgeligheder, der lå til skue dengang.
Sådan har det jo altid været. Kærlighedsforhold, der udvikler sig ligefremt og lykkeligt fra den første forelskelse til adskillelsen ved døden, er uinteressante. Men ulykkelig kærlighed, der enten skal igennem utrolig megen modstand, før de to når frem til at ”leve lykkeligt til deres dages ende”, eller forbliver ulykkelige i deres nye ægteskaber, se det er værd at skrive dramaer om.
Men en anden ting er også værd at nævne. Jeg kan oven i købet omtale den ud fra et citat af Sørine Gotfredsen, nemlig dette: ”Den største synd er at tro, at man kan undvære Gud”.
Netop ved at få forskellen mellem før og nu sat op så tydeligt, som det sker i Matador, får man blik for, at det ikke er os mennesker, der styrer udviklingen, men at den foregår ved hjælp af delvis usynlige kræfter, der bagfra tager herredømme over os. Dog bilder vi os meget ofte ind, at det er os selv, der får tingene til at ske.
Disse usynlige kræfter styrer os ved hjælp af kønsrollerne. Disse roller foreligger som en del af det samfund, de unge vokser op i. Og de påtages også frivilligt af de unge selv. Ikke uden tilfiling og oprør, men selv tilfiling og oprør sker ud fra dele af samfundets kultur.
Dengang var det sjældent med skilsmisser. Skilsmisser blev mødt med moralsk fordømmelse. Og mange bed fornærmelser og hån fra ægtefællen i sig, for alternativet: skilsmisse var værre. Dertil kom naturligvis, at skilsmisse især for kvinderne ofte betød en økonomisk nedtur. Godt nok var der noget, der hed hustrubidrag, men som regel var det manden, der løb med den største del af lagkagen.
Alt dette har ændret sig. Kvinder er kommet ud på arbejdsmarkedet, har fået selvstændig indtægt, og kan derfor bedre tillade sig at gå med til eller kræve skilsmisse. Og vi synes jo uvilkårligt, at dette da er en ændring til det bedre.
Dertil kommer, at de svangerskabsforebyggende midler er blevet almindelige. Oven i købet er det svangerskabsforebyggende middel, der hedder ”fri abort”, blevet tilladt, selv om det nok ikke var meningen, at det skulle bruges som svangerskabsforebyggende middel. Og når dertil kommer pornografiens frigivelse og her til sidst: pornografiens udbredelse gennem internettet, så er vi ved at være henne ved vor egen tid, og må vi så ikke spørge, hvad alle disse gode ting har ført til, hvad er det for et samfund, der er kommer ud af det? Hvilket syn på kvinden får den unge mand, i hvis hoved disse ting farer rundt? Og hvordan oplever den unge kvinde sin situation, når det ikke er som moder, hun efterspørges, men som sexpartner, ikke som livsledsager, men som dronning for en nat?
Jovist, vi kan godt blive enige om, at tingene i gamle dage ikke var ideelle. Men er tingene det i dag? ”Sexuel frigørelse” hedder det. Og hvor er det skønt, ikke? Vi kan gå i seng med hvem vi vil uden at behøve at binde os for livet. Vi kan se ned på disse gamle ”Matador-dage”, hvor man måtte klare sig som Hans Christian Varnæs og i hemmelighed få foretaget en ulovlig abort, eller som Arnold gifte sig med en pige, som man vistnok ikke sådan rigtig elskede, men var blevet bundet til i et øjebliks eftergivenhed, hvor et barn blev til. Alt dette er heldigvis fortid.
Men gik ikke noget tabt undervejs? Den Mads Holger, der begik selvmord for to år siden, havde, fortæller hans søster, se her, en seng med en masse streger i, én streg for hver pige, der havde sovet med ham i denne seng. Vidunderligt! At kunne boltre sig i kvindearme, den ene efter den anden! Det er næsten det muslimske paradis med de 72 jomfruer, der nu er blevet virkeliggjort her på jord.
Men oplevelsen af, at en pige siger til én: ‘du er den eneste ene, kun dig vil jeg have, så længe jeg lever’, kan den virkeliggøres i dette virvar? Eller mere alvorligt, måske: Det jeg, som jeg er, og som jeg bliver i samlivet med en person af modsat køn, kan det dannes, kan det modnes, kan det finde sig selv i alle disse kvindearme?
Larsen, grisehandleren fra Matador, kan jo sagtens. Han har en kone, som han har levet sammen med i mange år, og som derfor kender ham ud og ind og véd, hvordan han skal tackles, både når han skal afsone en dom i fængslet og når han har mistet sin kære hund. Lidt latterligt er det vel, men det kunne kønsrollerne anno dazumal altså også føre med sig. Men hvordan de to engang i en fjern fortid fandt hinanden, det må vi seere selv gætte os til. Var der forelskelse med i spillet? Var det normal kvindekalkule om fremtidsudsigter? Eller gik det bare sådan, at det blev de to? Vi véd det ikke.
Og Mads Skjern kan også sagtens. Han står, som Sørine Gotfredsen siger, tilbage som tv-seriens ensomme og sørgelige figur, javist, men dels er han jo ikke død og kan altså nå at ændre sig, og dels har han allerede ændret sig ikke så lidt i sit ægteskab med Ingeborg. Der er jo faktisk en del ting, som den indremissionske faster Anna fra Jylland er utilfreds med i den måde, han opfører sig på. Og det, han i sidste ende går ned på, er utvivlsomt det, at han tror, at Ingeborg forlader ham. Han har, uden at gøre sig det klart, været utrolig afhængig af hende. Om han får løst op for sine indre knuder, ja, det kan kun Matador II vise os.
Og så har vi i serien alle de andre eksempler på, hvordan kønsrollerne dengang kunne praktiseres. Selvstændige kvinder, brovtende ærgerrige mænd, og – naturligvis – et eksempel på ulykkelig kærlighed, Christen Skjerns håbløse forelskelse i Elisabeth Friis.
Men hvis man nu i stedet for, som Sørine Gotfredsen og formodentlig de fleste andre seere, at hæfte sig ved personerne som enkeltpersoner, prøver at se på, hvordan de udfylder deres kønsroller, hvordan de spiller sammen, altså ikke spiller sammen som skuespillere, men som figurer, hvad ser vi så?
Så ser vi det gennemspillet, som Luther gør opmærksom på i ”Om den trælbundne vilje”, det, at mennesket er som et ridedyr, enten rides det af Satan eller også rides det af Gud, se her. Men ridedyret, mennesket, står ikke i midten, så det med sin frie vilje skal træffe afgørelse om, hvem det vil rides af. Ja, når det rides af Satan, er det ikke sådan, at det handler modvilligt og tvungent, nej, det handler i den tro, at det gør det gode. For Satan har overbevist det bagfra, og det har med sin evne til forståelse forstået Satans rænker, ikke som rænker, men som en selvindlysende sandhed, se her.
At mennesket har en sådan evne til forståelse, er, hvad Luther forstår ved menneskets frie vilje, se her. Og det er nu det mærkelige ved den menneskelige tilværelse, at vi i det fællesskab, vi står i, det folkelige fællesskab, udvikler visse normer, visse retningslinjer og altså også visse kønsroller, hvori vi kan finde vor plads i tilværelsen. Og ingen tvivl om det, det er os mennesker, der aktivt er med til at udvikle disse kønsroller. Men vi tager fejl, hvis vi tror, det er noget, vi gør med viden og vilje. Kønsrollerne kan ikke gøres til genstand for menneskets sociale ingeniørkunst, de vokser frem i samfundet i kraft af den måde, hvorpå de enkelte mennesker tilegner sig dem og lever efter dem.
Det har jo nemlig Sørine Gotfredsen ret i, at ”den største synd er at tro, at man kan undvære Gud”. For overalt, hvor mennesker omgås hinanden, taler sammen, danner fællesskaber, er det Gud, der er på færde, ham, der med sin ånd får skabt den tillid, der gør det trygt at leve i disse fællesskaber, ham, der virker ind på den ene og den anden i denne kollektive samtale, så en god atmosfære dannes, ham, der får dannet de idealer, dvs., de kønsroller, der lægger sig som blide forbilleder for os i vort samliv. Men ak, overalt, hvor Gud virker, virker også djævelen, forstå det, hvem der kan. Og han virker altså meget mere udspekuleret, end Sørine Gotfredsen forestiller sig det. Han tager gode ting frem fra Guds gode forråd, giver det en lille drejning, og får frem en ond virkning, en virkning, som blot ikke forekommer mennesker ond, men som de tilslutter sig i den tro, at den er god.
Er mennesket ondt i grunden? Har mennesket et kælderdyb af onde hensigter og onde tanker? Javist, der er sikkert nogen, der har en oplevelse af noget sådant. Men der er også andre, der som undertegnede – jævnfør forrige blogindlæg – ikke kan finde sådanne ting i sit indre. Og det er ret ligegyldigt, om man kan finde noget sådant i sin sorte sjæl eller ikke, det er langt mere afgørende, om man kan se eller måske bare få en fornemmelse af djævelens rænkespil. Om man så kan modarbejde det, uden at djævelen kommer til at snyde én igen, det er måske et åbent spørgsmål, men bede om Guds ånd, det kan man dog, takke for denne ånds indvirkning på ens eget liv, det er også muligt, ja, nødvendigt, når man først har indset, hvor faren for djævelens snigløb ligger.
Lad mig prøve at påpege denne fare ved igen at nævne Løgstrups ideal om, at ægteskabet skal være det sted, hvor ”kærligheden former sexualiteten”, se her. Løgstrup opererer med to modsætninger, som han kalder pornografiens og gnosticismens fejlopfattelser. Skal modsætningerne føres op til vor tid, kunne man tale om frigørelsens ideal kontra moralismens ideal. Oven i købet må man nok gøre det hele lidt indviklet ved at hævde, at muslimerne i deres kultur virkeliggør begge disse idealer, men at dette netop viser den uheldige side af deres kultur.
Det er nok ikke nogen hemmelighed for læsere af denne blog, at jeg har et ret negativt syn på islams kultur, hvad kønsforskellen angår. Det forekommer mig, at der ligger en selvmodsigelse i dette, at muslimerne holder deres unge kvinder i meget kort snor, påbyder tørklædebæring og anstændig påklædning for dem, opfostrer dem til på alle måde at være næsten selvudslettende i deres kønslige fremtræden, mens de samtidig lader deres unge mænd boltre sig på natklubber med drikkevarer og pigeeventyr uden synderlige indvendinger. Javel, jeg forstår jo nok, sådan rent intellektuelt, at de med deres skarpe skel mellem muslimer og ikke-muslimer betragter vore frigjorte kvinder som ”lovligt bytte”; de har jo selv med deres i muslimers øjne udfordrende væsen indbudt til sex, hedder det. Men at der gælder ét sæt regler for mænd og nærmest det modsatte for kvinder, det er det selvmodsigende i det muslimske syn på kønsforskellen.
Når Løgstrup i denne henseende er interessant, skyldes det, at han mener, at de to modsætninger, han opstiller, i grunden bag alle deres gensidige udskældninger er enige, nemlig enige om, at ”kærlighedens formning af sexualiteten” ikke betyder noget. Muslimerne mener, at de med deres ret håndfaste forsøg på at holde de to køn adskilte i ungdomsårene, handler moralsk korrekt. Det er for mig at se forkert i forhold til, at de netop med denne adskillelse forhindrer, at kærligheden kan komme til at forme sexualiteten. Når en sådan adskillelse fastholdes, umuliggøres det, at der kan opstå forelskelse. Det, der binder de to parter sammen i det senere af forældrene arrangerede ægteskab, er den muslimske moral, shariaen, og den rene sexualitet. At dette kvindelige kønsorgan, som er så eftertragtet for manden, tilhører en bestemt person med bestemte persontræk, med en særlig opvækst, forskellig fra andres, med særlige overbevisninger, forskellige fra andres, alt sådant betyder ikke noget, hun har bare at rette ind.
Men ak, inden vi kommer alt for godt i gang med at skælde ud på det muslimske kvindesyn, fordi kvindens særpræg forsvinder, bør vi nok spørge os selv, om ikke vi i al vort frigørelsespraleri er nået til samme resultat. Det var bestemt ikke det, vi ville, men når intet mere holder de unge tilbage fra allehånde eksperimenter med deres krop, så lægges der uvilkårligt op til, at kvinden er et vehikel for seksuel tilfredsstillelse (og manden tilsvarende for kvinden). Hvad hun ellers er, er ligegyldigt, blot hun vil ”lege med”. Og altså: forelskelse er en by i Rusland, kærlighed og dens eventuelle formning af sexualiteten ligeledes.
Og vel at mærke: det er ikke blot muslimske unge mænd, der ser sådan på det, det er også os, vores kultur, der mere eller mindre fordækt har lagt op til en sådan forståelse, det vil sige: et sådant kvindesyn.
I gamle dage – det vil sige: dengang jeg var ung – kunne man more sig over en del vittigheder om sømanden og nonnen. Det var ikke, fordi nonner dengang betragtedes som specielt letlevende, tværtimod, men det blev interessant, fordi sømænd – der jo tænktes at have en pige i hver havn – netop overfor nonner måtte skrue særdeles meget op for deres charme og kvindebedårende evner.
Men må man ikke spørge, hvor nonnerne – i disse historiers betydning – er blevet af. Hvis den ene efter den anden siger ja og er villig til i hvert fald én nats eventyr (slet ikke tusind og én nats eventyr), hvordan bliver så mandens ”erobringstrang” udfordret, eller – mere afgørende – hvordan opnås så den virkning, at han med sin ”erobring” af den eneste ene får skabt i sig en troskab, der er så selvfølgelig, at han slet ikke tænker over den, og derigennem får givet plads til kærlighedens formning af sexualiteten?
Man kan muligvis sige, at kirken på det punkt har svigtet – og jeg må da som tidligere præst påtage mig min del af ansvaret for det svigt – derved, at den har været alt for bange for at fremstå snerpet; så bange har den været, at den har følt det nødvendigt at gå med til næsten hvad som helst af seksuel løssluppenhed i stedet for at fremhæve tosomhedens velsignelser, fællesskabets lyksaligheder, kærlighedsforholdets personlighedsdannende virkninger.
ricardtriis 
Pingback: Akkaris genislamisering | ricardtriis