Regines ligeværd

I de to foregående indlæg har jeg talt noget om, at forelskelse er en forudsætning for, at der i ægteskabet kan fremkomme et personligt kærlighedsforhold. Det vil jeg godt fortæller lidt mere om i dette indlæg. Jeg vil gøre det ved hjælp af et par Kierkegaard-citater, men jeg må på forhånd advare: det er citater, som kan være ødelæggende for al teologi, som baserer sig på Søren Kierkegaard.

Og jeg tager tyren ved hornene med det samme. Som jeg læser Kierkegaard, påstår han at have modtaget en åbenbaring fra Gud om, at han skal bryde sin forlovelse med Regine. Han har ud fra det tungsind, han led af, udarbejdet en meget speciel teologi, hvorefter han ud fra den måde, hans tungsindsanfald forløb på, mente at kunne slutte sig til, hvad Gud ville have ham til. Og da han cirka trekvart år henne i forlovelsesforløbet kom i tvivl om, hvorvidt han skulle bryde eller ikke bryde forlovelsen, blev han angrebet af et umådeligt vægelsind, af ham selv kaldt ”Reflexionsbyger” – noget, der er almindeligt for tungsindige mennesker – så han til sidst greb til den udvej at bryde med Regine. Hvilket han altså tolkede som noget, der var befalet ham af Gud.

I kraft af den oplevelse var det, han blev forfatter, religiøs forfatter, forfatter til den lange række af dybsindige teologiske værker, iblandet en række opbyggelige taler. Men det gudsbillede, han bygger på i sit forfatterskab, er altså dette ret specielle gudsbillede, hvor der gås ud fra, at Gud kan give befaling til et enkeltmenneske, f.eks. om at bryde en forlovelse, et gudsbillede, han ser gengivet i beretningen om Abraham, der får befaling om at ofre sin søn Isak. Dog fremstiller han så at sige aldrig dette gudsbillede åbent, altid er det kun noget, der er skjult til stede, noget, der er som en hemmelig understrøm under det hele.

Jeg har skrevet flere afhandlinger om Kierkegaard. De er lagt ud på nettet, på martinluther.dk. Hvad den noget specielle gudsopfattelse angår, vil jeg henvise til en afhandling, jeg har kaldt ”Kierkegaards kærlighedshistorie”, se her, og en anden, som hedder ”Kierkegaards fejl”, se her, dog i denne forbindelse mest til den første.

I disse værker kan man finde de tekster, jeg lægger til grund for de ovenfor nævnte påstande om Kierkegaards gudsopfattelse. Her vil jeg tillade mig – for kortheds skyld – at gå ud fra påstandene som accepterede. Gør man det, opnår man nemlig ikke blot at få et noget nær eminent indblik i Kierkegaards tro og tvivl – blandt andet viser ”Frygt og Bæven” sig at være båret af en ganske usædvanlig genialitet, idet Kierkegaard formår at fastholde en let og uanstrengt tone, på trods af, at værket omhandler ting, der angår ham selv på det dybeste eksistentielle niveau – men også at få mulighed for at tolke den næsten eneste bemærkning, vi har fra Regine, som bevis på, at hun ikke lader Kierkegaard noget efter i retning af at skrive gådefuldt og mysteriøst.

Dertil kommer, at da jeg fornylig genlæste ”Kierkegaards kærlighedshistorie”, fik jeg pludselig et hidtil uløst problem til at falde på plads. Det drejer sig om den fjerde ”Stemning” i ”Frygt og Bæven”, og den lyder således:

Det var en aarle Morgen, Alt var beredt til Reisen i Abrahams Huus. Han tog Afsked med Sara, og Elieser den troe Tjener fulgte ham ud ad Veien, indtil han atter vendte tilbage. De rede eendrægtigen sammen, Abraham og Isaak, indtil de kom til Morijabjerget. Men Abraham beredte Alt til Offret, rolig og mild, men idet han vendte sig bort og drog Kniven, da saae Isaak, at Abrahams Venstre knyttede sig i Fortvivlelse, at der gik en Skjælven igjennem hans Legeme – men Abraham drog Kniven.

Da vendte de atter hjem, og Sara ilede dem imøde, men Isaak havde tabt Troen. Der er i Verden aldrig sagt et Ord derom, og Isaak talte aldrig til noget Menneske, om hvad han havde seet, og Abraham anede ikke, at Nogen havde seet det.

Naar Barnet skal vænnes fra, da har Moderen den stærkere Føde ved Haanden, at Barnet ikke skal omkomme. Held den, der har den stærkere Føde ved Haanden!

Jeg har her refereret Joachim Garffs fortolkning af dette sted. Han mener, at det her ligesom andre steder handler om Søren Kierkegaards forhold til sin far. Det er altså den ældre Kierkegaard, der er Abraham, og Søren, der er Isak, i Garffs fortolkning.

Jeg vil mene, at det her som overalt i ”Frygt og Bæven” er Søren Kierkegaard, der er afbildet som Abraham, og Regine, der må bære Isaks skæbne. Men jeg har hidtil – også i afhandlingen, jeg henviser til – ment, at det muligvis kunne forholde sig anderledes med den fjerde ”Stemning”. Det mener jeg ikke mere. For der er noget, der er faldet i hak for mig. Blot har jeg indtil nu ikke turdet tiltro Regine de evner, som synes at måtte forudsættes i denne ”Stemning”.

For hvad er det egentlig, Kierkegaard her siger?

Han siger, at han selv blev grebet af tvivl overfor det, han mente at måtte betragte som gudsbefaling, og han siger, at Regine gennemskuede ham og blev klar over hans tvivl. Kan det virkelig passe?

Almindeligvis er der enighed om, at ”Frygt og Bæven” ikke blot er et skrift om den rette udlægning af Abraham-begivenheden, men under dække af denne udlægning indeholder et budskab til Regine, se her. Om ikke før, så ses det tydeligt i behandlingen af visen om Agnete og Havmanden, se her. For af de breve, som Kierkegaard i forlovelsestiden har skrevet til Regine, og som blev udgivet i 1904, fremgår det, at de to har talt om netop de digterværker, der er skrevet over dette sagn, se her, hvor det pågældende brev er afskrevet. Heri sammenligner han sig selv med en havmand; det er hans tungsind, der får ham til det. Og dette tungsind er hun medvidende om. For, sådan hedder det under omtalen af digtets udsagn om, at ”han stopped hendes øre og stopped hendes mund”:

det vil da sige saa længe Nedfarten staaer paa; thi dernede behøves det ikke som man jo seer af det følgende Vers: »Mund paa Mund«. Saaledes behøves det heller ikke dernede at stoppe hendes Øre; thi det er lukt ell. for endnu bestemtere at udtrykke hvor tilforladeligt det er lukket — det er kun aabent for hans Røst. Dernede er nu mange smaa men dog hyggelige Værelser, hvor man kan sidde trygt medens Havet stormer uden om, i enkelte af dem kan man ogsaa fjernt høre Verdens Larm, ikke ængsteligt støiende, men stille hendøende disse Værelsers Beboere i Grunden uvedkommende. Et af disse Værelser, der paa eengang er Dagligstue og Solennitætssahl, vil Du finde aftegnet paa medfølgende Stykke Papir. Og dog hvortil denne hele Beskrivelse af Localitæter, som Du allerede selv kjender, allerede har taget i Besiddelse og eier, saa jeg selv kun eier dem, forsaavidt jeg er

Din

din S.K.

Men dette, at Regine er en medvider til hans tungsind, det benægter han i papirerne, hvor han i 1849 gennemgår sin forlovelseshistorie. Oven i købet erklærer han på det tidspunkt, at han dagen efter, at han havde friet, indså, at han havde grebet fejl. Men det er en efterrationalisering. Og talen fra samme tid om, at hun ikke havde været klar over hans tungsind, er ligeledes noget, han senere har fundet på. For af et brev fra januar 1841 fremgår det, at hun har hjulpet ham af med noget af tungsindet ved at spille for ham.

Men som man kan se af min gennemgang i ”Kierkegaards kærlighedshistorie” er dette noget, han også nægter i ”Frygt og Bæven”. Forståeligt nok, sådan set. For hvis hun simpelthen ikke forstod ham, er det noget lettere at få bruddet til at blive forståeligt. Blot stemmer det ikke overens med de vidnesbyrd, vi har fra forlovelsesbrevene. Og heller ikke med det, der afsløres i den fjerde ”Stemning”.

Allerede havmandsbrevet viser en høj grad af forelskelse hos Kierkegaard, en forelskelse, der giver sig udtryk i, at de to er sammenknyttede af kærlighedens kræfter. ”Din S. K.” underskriver han sig. I et andet brev hedder det:

Din Broder bebreidede mig igaar, at jeg bestandig talte om: min Skomager, min Frugthandler, min Kræmer, min Hyrekudsk, etc etc etc; han synes derved at sigte mig for en fremherskende Brug af den første Persons Eiendoms-Pronomen. At jeg er vel ikke extensivt men intensivt langt stærkere i Brugen af den anden Persons Eiendoms-Pronomen, det veed kun Du om Din trofaste Ven, og hvorledes skulde han ogsaa kunde vide det, hvorledes overhovedet noget Msk, — da jeg kun er Din

Din for evig,

Og allerstærkest ses det måske i brev nummer 21, se her:

Som hiin Kjøbmand sælger den Alt for at kjøbe den Ager, hvori [p. 2] den kostelige Perle laae, og ønsker bestandig at eie Mere for at betale den dyrere (Matt 13,44). Ligesom Kjøbmanden, hver Gang han betragter sin Skat, sukker ved sig selv: hvorfor blev ikke hele Verden min Eiendom for at jeg kunde give den bort for at erhverve den Skat, jeg eier, saaledes besidder Kjærligheden aldrig sin Gjenstand død og magtesløs, men stræber at erhverve i ethvert Øieblik hvad den i samme nu besidder. Den siger ikke: nu er jeg sikker nu vil jeg slaae mig til Ro, den løber bestandig, hurtigere end Alt Andet, thi den løber sig selv forbi. Men denne Hasten, denne Ilen, denne Uro, denne Længsel, denne Ønsken, hvad er det Andet end Kjærlighedens Magt til at uddrive af Glemsel, af Sløvhed — af Døden. Og hvad vilde selv Himlens Salighed være uden Ønsker, uden Ønsket om at besidde den; thi det er kun den nøkterne Forstand, der mener, at det er taabeligt at ønske hvad man har. Men dette Ønske er ogsaa vel høirøstet og hvidskende efter Omstændigheden men aldrig mangetunget, thi hvis jeg turde ønske, da veed jeg vel hvad jeg vilde ønske, og hvis jeg turde ønske 7 Ting, da havde jeg dog kun 1 Ønske, uagtet jeg med Glæde vilde ønske det 7 Gange, om jeg end vidste, at det var opfyldt ved den første Gang. Og dette Ønske er det samme som det, der er min fuldeste Overbeviisning: at hverken Død, ei hell. Liv, ei hell. Engle, ei hell. Fyrstendømmer, ei hell. Magter, ei hell. det Nærværende, ei hell. det Tilkommende, ei hell. det Høie, ei hell. det [p. 3] Dybe, ei hell. nogen anden Skabning maa kunne rive mig bort fra Dig ell. Dig fra mig. (Rom 8,38f)

Dette ender jo næsten blasfemisk. I romerbrevet taler Paulus om, at alle disse magter ikke kan skille menigheden fra Kristus. Og ikke sandt, dette overfører Kierkegaard – i sin store forelskelse, skal vi måske sige – til forholdet mellem Regine og sig selv.

Men Kierkegaard bærer ikke blot sit tungsind med ind i forlovelsesforholdet, han bærer også sit hemmelighedsfulde, mystiske og for andre vanskeligt forståelige gudsforhold med derind. I 1855 betror han sin dagbog, hvori dette mystiske gudsforhold består. Der er tale om en optegnelse, der hedder ”Et særligt Guds-Forhold i Umiddelbarhed og Reflexion”. Her hedder det, se her:

I den hellige Skrift er det altid saaledes, at Gud umiddelbart siger Den, som har det særlige Forhold til ham, hvad han har at gjøre.

Dette forstaaer jeg ikke, det vil sige, det lader sig ikke tænke, det er for Tænkning utilgængelig Umiddelbarhed; men derfor kan den jo være lige virkelig.

I Reflexion kan i ethvert Tilfælde dette Forhold umuligt forekomme. I Reflexion bliver der et Dialektisk. Gud maa overlade det til Den, som skal have det særlige Forhold til ham, selv at vove at tage det. Gud kan indirecte paa mangfoldig Maade pirre ved ham, at han dog vover; men det umiddelbare Forhold kan jo ikke haves i Reflexion. Altsaa beroer det dog tilsidst paa, at den Paagjældende vover særligt at indlade sig med Gud, i hvilken Voven saa dog altid er indeholdt Muligheden af at han kunde have forstaaet alle de indirecte Paavirkninger forkeert. Men paa den anden Side alle de indirecte Paavirkninger afgjør Intet, der maa voves; og naar der er vovet, er dette en heel Qvalitets Forandring.

Den, der umidd. har særligt Forhold til Gud, har altsaa kun den Fare, som kan være forbunden med at efterkomme det ham umiddelbart af Gud Befalede. I Reflexion er der en qvalitativ Fare mere, Muligheden af at have forsømt at vove og Muligheden af at have vovet forkeert.

Note: Om et særligt Forhold til Gud i Reflexion vil i een Forstand gjælde, at det kun lader sig vide bagefter; det er ikke Noget et saadant Msk. umiddelbart kunde beraabe sig paa, thi i ethvert Øieblik er der en Voven, altsaa i ethvert Øieblik Mulighed af den Fare at forsømme at vove eller at vove forkeert. (http://sks.dk/nb36/txt.xml?hash=k32&zoom_highlight=umiddelbarhed+reflexion#k32 )

Dette er en meget besynderlig optegnelse. Men også en meget vigtig optegnelse. For den afbilder en gudsforståelse, hvor Gud så at sige er sat fra bestillingen. Gud kan kun operere gennem indirekte påvirkninger. Og han er afhængig af, at det menneske, han pirrer til, vover, vover at indlade sig med ham og vover at gøre det, som de indirekte påvirkninger viser hen til.

Den gudsforståelse havde han før forlovelsen. Men den blev sat på en meget hård prøve i forlovelsen, eller rettere: ved det krav om forlovelsens ophør, som Kierkegaard vovede at tolke sine tungsindsanfald som. Men det er også den gudsforståelse, han udfolder gennem sine mange skrifter.

I ”Smulerne” søger han i kapitel 3 af udforske gudsforståelsens mange aspekter. Her hedder det f.eks.:

Dersom da ikke det Ubekjendte (Guden) blot bliver Grændse, saa forvirres den ene Tanke om det Forskjellige i de mange Tanker om det Forskjellige. Det Ubekjendte er da i en διασποϱα, og Forstanden | har et behageligt Udvalg af hvad der er for Haanden og hvad Indbildningen kan hitte paa (Det Uhyre, det Latterlige o. s. v. o. s. v.).

Men denne Forskjellighed lader sig ikke fastholde. Hver Gang det skeer, er det i Grunden en Vilkaarlighed, og dybest i Gudsfrygten lurer vanvittigen den lunefulde Vilkaarlighed, der veed at den selv har frembragt Guden. Lader nu Forskjelligheden sig ikke fastholde, fordi der intet Kjendetegn er, saa gaaer det med Forskjelligheden og Ligheden som med alle saadanne dialektiske Modsætninger, de ere identiske. Se her.

Som man ser: midt i en længere forsøgsvis afhandling om det absolutte paradoks, fremkommer denne højst anfægtende sætning, at der lurer en vanvittig vilkårlighed, der véd, at den selv har frembragt guden. Det er ikke mange steder, denne lunefuldhed får lov at finde udtryk, men her sker det.

Dog sker det også i ”Frygt og Bæven”. Og her sker det næsten mere tydeligt.

Kierkegaard skriver i den for ”Frygt og Bæven” sædvanlige letløbende stil, at han nu vil ”lade en Skizze følge i Retning af det Dæmoniske”. Så følger historien om Havmanden, om Tobias og om Faust. Ikke mindst den sidste er interessant, se her. Han forvandler tvivleren Faust til en sympatetisk person, en person, som vel har tvivlen som sit adelsmærke, men dog af hensyn til menneskene, hvis verden tvivlen kunne bringe til fald, holder sin tvivl tilbage. Altså, selv om Faust har tankens bemyndigelse til sin tvivl, holder han den dog tilbage.

Man spørger sig selv, hvordan Kierkegaard kan have tankens bemyndigelse til at tvivle, for tvivle vil jo her sige: tvivle på den gud, der kan give ordre om at forlade den elskede. Og man spørger sig selv, hvordan han kan fastholde sin lydighed mod denne ordre, når han dog, som Faust, har tankens bemyndigelse til at tvivle. Hvor meget han end tvivler, han fastholder jo dog sin beslutning om forholdets ophævelse.

Som det hedder i den fjerde ”Stemning”, at ”Abrahams Venstre knyttede sig i Fortvivlelse, at der gik en Skjælven igjennem hans Legeme – men Abraham drog Kniven”. Ja, han drog kniven, han drog den på trods af tvivlen, han ville ikke lade tvivlen få overhånd. Hvorfor?

Jeg vil svare, at det skyldes, at det psykologiske hos Kierkegaard har vundet over det teologiske. Som jeg tillader mig at sige i min gennemgang af Tobias-historien, se her: det er forkert at sige, at Kierkegaard ikke kan tåle medlidenhed, det rigtige er, at han ikke vil tåle medlidenhed. Det er det afgørende for bruddet. Hvad han opbygger af teologiske forklaringer er kun sekundært.

Det er hårde ord mod Kierkegaard, indrømmet. Men stadieteorien, ”Smulernes” teologi, alle de andre teologiske holdepunkter, alt sammen har det dette falske gudsbillede at gå ud fra, alt sammen skal det underbygge og forklare bruddet, alt sammen skal holde den lurende, vanvittige vilkårlighed stangen, den, der véd, at den selv har frembragt guden. Det véd altså Kierkegaard, når alle de omstændelige og indviklede forklaringer er smuldret bort.

Og – og det er her væsentligt – det véd Regine også.

Hun har været hans fortrolige igennem trekvart år. Hun har fulgt ham i hans op- og nedture. Hun har sammen med ham gennemgået tidens digtning. Og hun har prøvet at sætte sig ind i hans tungsind. Og alt, hvad han har sagt, alt, hvad han har forklaret om sig selv, hun har levet med i det alt sammen. Så da hun modtager den ring, han sender tilbage til hende, kan hun godt følge hans ulyst til hele tiden i kraft af sit tungsind at skulle være den modtagende.

Og det mærkelige er, at det véd Kierkegaard godt. Så lang tid har de kendt hinanden, så meget af hans liv er blevet hendes, og så meget af hendes er blevet hans, at han véd, at han ikke kan skjule noget for hende. For, som det hedder i den fjerde ”Stemning”: Isaak havde tabt troen. Regine troede ikke på, at der lå en gudsbefaling bag. Hun havde tabt troen, dvs., den tro, som Abraham/Kierkegaard febrilsk søgte at bibeholde, fordi han følte, at hele hans personlighed afhang deraf: troen på en gud, der giver personlige ordrer om ophør af forhold, der er bundet efter hans vilje.

Havde han holdt sig til de psykologiske begrundelser for bruddet – dem, som han i rigt mål fremkommer med i ”Skyldig – ikke skyldig” – jeg skulle med glæde og forståelse have tilsluttet mig ham, omend det altid er sørgeligt med et brud på et så gennemgribende forhold; når tungsindet martrer ham, som det gør her, jo, jeg går med til det, det må nok være sådan, og det må nok være godt også med det udslag af ridderlighed, hvormed han vil ”bringe Regine flot”.

Ja, mere end det: Om han ville forbande den Gud, der har givet ham et sådant tungsind at slås med, jeg ville forbande med ham. Og ville Regine på samme måde rette en anklage mod den almægtige, fordi han havde ladet et menneske fødes, der er forkvaklet fra begyndelsen uden skyld, og fordi han har ladet hende erfare, at ligegyldigt, hvad hun gør overfor dette menneske, ligegyldigt, hvor intens deres forhold har været, ligegyldigt, hvor gennemgribende deres tillid til hinanden har været, intet kan mere trænge ind til ham, han har lukket fuldstændig af — vil hun forbande Gud af den grund, jeg løfter min røst sammen med hendes, for det er uforståeligt, det er ikke en måde at behandle et kærlighedsforhold på fra Guds side.

Ville man tænke sig et forhold i vore dage til en person, der led af en depression, ville man sætte sig i denne persons nærmestes sted, ville man leve med i den afmagt, der føles, når alle tillidsordene springer tilbage uden virkning, hele det kærlighedsforhold, der var, synes opløst af depressionen i den anden, da tror jeg, man ville forstå, at hvis Regine ville forbande Gud, jeg ville det også.

Men henføre det til forestillinger om et kælderdyb af syndighed, nej, det ville være falsk varebetegnelse, lade det være dækket af en tanke om, at vi overfor Gud altid har uret, ikke om jeg ville, ikke om jeg kunne.

Men Regine ville ikke forbande Gud, nej; men hun ville gennemskue Kierkegaard, hun ville ikke et øjeblik tro på hans påstand her i ”Frygt og Bæven”, at Gud havde beordret det, hvad enten så denne tanke her kom hende for øre for første gang eller Kierkegaard allerede under den sidste del af forlovelsestiden havde forklaret sig på den måde. Det får han hende ikke til at tro på. Isaak så, ”at Abrahams Venstre knyttede sig i Fortvivlelse, at der gik en Skjælven igjennem hans Legeme”, det er: Regine blev klar over, at Kierkegaard selv i grunden heller ikke troede på det med den personlige gudsåbenbaring.

Det kan jeg vide, fordi jeg vover at udlægge den fjerde ”Stemning” som anført. Men jeg kan også vide det, fordi der med Regines håndskrift står en tilføjelse på ét af de breve, der er bevaret fra Kierkegaard til hende, se her. Det drejer sig om et enkelt vers fra Johs. Ewalds Romance ”Liden Gunver vandrer som helst i Qveld”, se her. Verset er det syvende i romancen og lyder således:

Og er dig min Arm til saa stor Behag,

Til Trøst og Roe,

Skjøn Havmand, saa skynd dig, saa kom kun, og tag,

Dem begge to!

Læst umiddelbart tyder det på, at verset er skrevet i forlovelsestiden, mens forelskelsen endnu var varm, før kulden ved bruddet satte ind. Men læser man digtet i sin sammenhæng, ser sagen lidt anderledes ud. Så bliver man klar over, at Ewald har skildret havmanden som en kæltring. Det ottende og sidste vers lyder:

Han trak hende fra den steile Bred,

Glad ved sin Sviig.

Som Storm var hans Latter; men Fiskerne græd

Ved Gunvers Liig.

O vogt dig, mit Barn, for de falske Mandfolk!

Omkvædet hører naturligvis med til hvert enkelt vers. Men det har Regine udeladt, for selv om verset i dets sammenhæng med hele romancen afslører havmanden/Kierkegaard som en bedrager, og selv om meningen med Gunvers/Regines glade udsagn ”tag/ dem begge to” derved bliver den modsatte af, hvad man umiddelbart skulle tro: hun troede ham virkelig, hun hengav sig faktisk til ham, så kan hun ikke se Kierkegaard som et falsk mandfolk, hun kan kun se ham som en stakkel, der er blevet offer for sit tungsind.

Men hun ser ham altså også som en falsk forkynder. Hun ser ham som et menneske, der ikke selv tror på den gud, han forkynder, hun ser ham som én, der selv har frembragt den gud, han holder så krampagtigt fast på. Den tilføjelse er det dog ikke hende, men – bemærkelsesværdigt nok – Kierkegaard, der kommer med, dels med den fjerde ”Stemning”, dels med afsnittet om Faust, begge dele i ”Frygt og Bæven”.

Jeg kan i høj grad lade mig henrive af begejstring over ”Frygt og Bæven”. Der er tale om et stykke verdenslitteratur. Det er beundringsværdigt, at Kierkegaard hele skriftet igennem kan lade, som om det, der foregår på det hemmelige plan, nærmest er en biting, mens den læser, der opdager den hemmelige kode, bliver mere og mere forundret over, at noget, der optager Kierkegaard så totalt: både hans forhold til Regine og – også det – hans forhold til Gud, kan skildres med overfladehistoriens letløbende stil, som var det hele kun en eksegetisk gennemgang af Abraham-fortællingen og intet mere.

Men jeg må indrømme, at forlovelsesbrevene har fået mig til at se anderledes på Regine. Hun var ikke blot det glade barn, som den tungsindige Kierkegaard havde sin højeste lykke i at kunne gøre lykkelig, hun var en trøster for ham, hun trængte ind i hans psyke, hun forstod ham langt mere, end han senere ville være ved. Det har Kierkegaard selv følt, jf den fjerde ”Stemning”, og det viser sig i det lille vers.

Vil nu nogen sige, at der da ikke er andet at gøre, når man skal tro på Gud, end at springe ud i det, ud på de halvfjerdsindstyve tusind favne vand, så vil jeg svare, at vi, om vi følger det råd – og ganske mange teologer véd ikke andet råd at følge – benytter os af den muslimske metode: at tro på noget fuldstændig ud i det blå, for muslimernes vedkommende, fordi de derved bøjer sig for magtguden, for de kristnes vedkommende, fordi deres far var kristen. Nej, den kristne metode er bedre. Den gør sig klart, at om jeg så ville hævde min tvivl på Gud de tusinde gange, mine tvivlsudsagn vil altid være sproglige foreteelser, og enhver sprogytring af mig fremsættes altid i tro: i tro på, at Gud som sprogets Gud vil lade mine påstande bliver troet. Så selv dette at udtrykke min tvivl på Gud, selv det kan jeg kun gøre i tro på Gud. Blot gør jeg mig ikke altid dette klart. Men det kan vel ikke være Guds skyld.

Advertisement