Der har i de seneste dage udspundet sig en livlig debat på Kristeligt Dagblads sider om Darwins tanker om evolution. Det begyndte med en artikel i Sønderborg sogns kirkeblad, der hed ”Evolutionslærens etiske bivirkninger”, se her. Den var skrevet af sognepræst Mads Jakob Jakobsen. Dens indhold fik hans biskop, Marianne Christiansen, til at tage til genmæle. Jeg er ikke helt klar over, hvordan hun tog til genmæle, men hendes indvending mod artiklen var både af kirkelig, teologisk og naturvidenskabelig art. Det, der vakte mest opsigt, var, at hun indbød ham til samtale om evolutionsteorien, endda henviste til professor Niels Henrik Gregersen som samtalepartner, fordi hun mente, Mads Jakobsen trængte til lidt oplysning om forholdet mellem naturvidenskab og teologi, hvad angår synet på evolutionsteorien.
Igennem mere end 25 år har jeg siddet som en nogenlunde opmærksom tilhører ved de mange foredrag, som Forum Teologi/Naturvidenskab har afholdt på Aarhus Universitet. Og det har af og til undret mig, at teologer ofte har indtaget en altfor eftergivende holdning overfor naturvidenskabsfolkene. Den samme undren kan gribe mig ved at læse de mange indlæg om evolutionen i denne anledning. Jeg mener: Der kan være mange områder af tilværelsen, hvor det kan være på sin plads at sige, at én ting er videnskab, noget andet er livsanskuelse. Men der er i hvert fald ét område, hvor det ikke er nok at skille tingene ad på den måde. Når vi kristne hævder, at mennesket er skabt i Guds billede, men at dyrene ikke er det, så siger vi dermed noget, som kan bevises eller modbevises på naturvidenskabelig grund. Men som regel siger vi det bare, lader, som om vi ikke behøver nogen eftervisning af det unikke ved mennesket, og mener så, at vi har gjort vor teologiske pligt.
Men derved svigter vi vor opgave som teologer. Man kan måske sige, at mange andre fag indenfor humaniora burde overveje, hvad det er, der gør mennesket til menneske, og det sker da også mere eller mindre. Men i hvert fald vi teologer burde frem for nogen gøre os tanker over, hvordan vi ved evolutionsteoriens mellemkomst kan forestille os, at mennesket med hele dets kulturelle overbygning er blevet til det, det er nu.
Når således Marianne Christiansen i en artikel i Kristeligt Dagblad hævder, at fejlen hos Mads Jakob Jakobsen er, at han ”sammenblander tro og viden”, se her, så er det jo rigtigt nok, at dette sker i kirkebladsartiklen, men Marianne Christiansen overser, at en sådan sammenblanding uvægerlig må finde sted, når man med kristendommen hævder, at mennesket er skabt i Guds billede. For med denne påstand hævder vi, at mennesket er kategorialt forskelligt fra dyrene, og at afgøre, om det er tilfældet, er noget, der hører ind under evolutionsteorien. Der findes faktisk biologer, der vil mene, at mennesket er et højtudviklet dyr, intet mere, og som argumenterer for det. Vil vi teologer derfor fastholde vor påstand, må vi fremkomme med biologiske argumenter ud fra evolutionsteorien.
Og når Hans Henrik Hjermitslev i en kronik i Kristeligt Dagblad, se her, siger nogenlunde det samme, (Jakobsen skelner ikke mellem evolutionsteorien som en naturvidenskabelig teori og som en livsanskuelse), så kan det jo være sandt nok, at en sådan skelnen ikke findes hos Jakobsen, men det er bare ikke hele sandheden om den sag. Dels er der videnskabsfolk, som uden at afskrækkes af teologer og deres forestillinger har givet sig til at undersøge, hvordan etik og andre kulturelle træk kan have udviklet sig, og som ikke er spor bange for at bruge evolutionsteorien til dette formål, og dels kan vi teologer ikke nægte – selv om vi lader, som om vi kan – at vi blander os i en naturvidenskabelig diskussion, når vi hævder, at mennesket er noget helt særligt i modsætning til dyrene.
Hjermitslev siger videre i sin kronik, at ”På et tidspunkt i løbet af menneskehedens udvikling har kulturen udfriet sig fra naturens nødvendighed og skabt rum for individets frihed og dermed en etik, der adskiller mennesket fra dyrene.” Jeg vil give ham fuldstændig ret. Men jeg vil tillige spørge, om det virkelig kan være nok at fremkomme med en sådan påstand uden yderligere argumentation. Kan gerne være, at vi forskere indenfor humaniora hidtil har betragtet det som tilstrækkeligt at sige sådan, men kan vi blive ved med at være så efterladende?
Jeg var i sin tid ude med riven efter Anders Klostergaard, fordi han havde hævdet, at forskellen mellem menneske og dyr alene er en gradsforskel, se her. Men jeg var minsandten enig med ham i, at ”vi fremover i de humanistiske videnskaber må tænke evolutionært”. Ham førte dette skønne ideal til at mene, at dyr har religion. Mig førte det til, at jeg beskæftigede mig forholdsvis grundigt med Goodalls chimpanseundersøgelser, og derudfra blev overvældet af de mange ligheder mellem os og dem, men så sandelig også fik blik for de afgørende forskelle, hvoraf den væsentligste nok er, at chimpanserne ikke véd af, at de skal dø.
Men både ligheder og forskelle må omhyggeligt belægges med argumenter. Vi teologer må, hvor nødigt vi end vil, bevæge os ind på evolutionstænkningens gebet og på det område prøve at fastholde vor tese om menneskets gudbilledlighed, det vil sige: om det unikke ved mennesket. Og for mig at se er der rigeligt med stof til overbevisende argumentation i udviklingslæren, også til at fremkomme med en tese à la Hjermitslevs om, at kulturen har udfriet sig af nødvendigheden. Vi behøver ikke, som Mads Jakob Jakobsen, at forkaste hele evolutionsteorien. Men vi kan heller ikke, som Marianne Christiansen, hæve vore kristne trossætninger op i det høje luftrum, hvor de intet har med den jordiske virkelighed at gøre; vi er nødt til at fastholde imod visse biologer, at mennesket er noget særligt, kategorialt forskellig fra dyrene.
For en sikkerheds skyld: Hvad angår evolutionsteorien, når den udtaler sig om livets udvikling i øvrigt, er det en både legitim og fornuftig argumentation at sige, at én ting er evolutionsteorien som videnskabeligt redskab, noget andet er evolutionslæren som livsanskuelse, altså at skelne mellem videnskabelig teori og livsanskuelse. Men når det angår menneskets særstilling, kan vi ikke nøjes med en sådan skelnen, her er vi nødt til at tage hensyn til de ting, videnskaben kan finde frem til, her er vi nødt til at tage den evolutionære forskerhat på og prøve at argumentere for, at mennesket ikke kun er et dyr, men er et helt særligt og specielt dyr.
ricardtriis 