En europæisk tragedie

To økonomiske professorer har i Information for den 28-11 2018 givet deres opfattelse af Italiens økonomiske situation, se her. Det er ikke opbyggelig læsning. Ikke fordi det står skidt til med den italienske økonomi – det havde man jo nok en fornemmelse af – men fordi begge d’herrer går uden om sagens kerne, som katten om den varme grød.

Sagens kerne er euroens ødelæggende virkninger på de lande, der er tilsluttet den. Og ”ødelæggende” skal forstås ikke blot om økonomiske forhold, men også om europæiske forhold i bredere forstand, om folks opfattelse af andre folk, om hvis skyld det er, om protesterne mod ”eliten” fra forskellige, såkaldt populistiske partier. Næsten alt sådant kan føres tilbage til indførelsen af den fælles mønt, euroen. Dog har jo, som man nok véd, den ukontrollerede indvandring spillet en afgørende rolle for det sidstnævnte fænomen, men ellers har euroens indførelse bevirket meget ondt.

Man må indrømme, at der var økonomer, der advarede mod indførelsen af den fælles mønt i sin tid. Men ak, da den først var indført, betragtede også disse økonomer det som en politisk nødvendighed og bestræbte sig derefter på at rådgive politikerne ud fra den forudsætning, at euroen skulle bestå, og at man ikke måtte fremsætte råd om, at noget land skulle forlade euroen.

Man så denne ”mekanisme” i fuldt flor under Grækenlands krise i 2015. Christen Sørensen, en i øvrigt fornuftig økonom, kunne udmærket se det fornuftige i at lade Grækenland træde ud af euro-samarbejdet, men anbefalede alligevel en forbliven. Jeg skrev om det her, hvor jeg citerede Christen Sørensen for følgende:

Det bedste udfald er nu, at Grækenland fortsætter i eurosamarbejdet, men at man finder en ny strategi for at få landets økonomi i form. Den tyske strategi med hovedløse nedskæringer i årevis har slået fejl, for økonomien er sønderslået, og den græske befolkning forarmet. Det er egentlig ikke overraskende, for al teori siger, at den slags ikke virker, når der er lav aktivitet i økonomierne omkring Grækenland, eller hvis man ikke samtidig devaluerer.

Den tyske strategi” taler han om. Jovist, men der er ikke rigtig nogen anden strategi. Og denne tyske strategi, indrømmer han, virker kun, når man samtidig devaluerer. Men på trods af denne indsigt fastholder han, at det bedste udfald er, at Grækenland fortsætter i eurosamarbejdet.

Forstå det, hvem der kan!

Nu er det så Italien, der er kommet på tapetet. Med nøjagtig de samme problemer som Grækenland i sin tid. Og med nøjagtig de samme hovedløse løsningsforslag, som økonomerne dengang kom med overfor Grækenland.

De to økonomer, som Information har refereret i sin artikel, hedder Hans-Werner Sinn og Heiner Flassbeck. Og de er rygende uenige, kan man forstå på artiklen. Men midt i deres uenighed er de dog enige om ikke så meget som at antyde, at det ville være godt, om Italien trådte ud af euroen. Dels skyldes det nok økonomers almindelige følgagtighed overfor politikerne, og dels skyldes det deres frygt for at sætte en spekulation i gang imod Italien, som kan gøre deres råd til en selvopfyldende profeti. Men hvad enten det skyldes det ene eller det andet, der er ikke megen økonomisk rygrad tilbage i dem.

Forskellen mellem dem er, at den ene ser Tyskland som skurken, den anden i højere grad Italien selv. Heiner Flassbeck siger om Tysklands rolle i forhold til Italien, at Sinn imod bedre vidende fortier,

at især Tyskland i euroens levetid har trukket et relativt stabilt Italien ned i sølet med sin nådesløse eksportorientering og lavtlønspolitik. Tyskerne har direkte eksporteret arbejdsløshed, også til Italien.

Flassbeck fortæller os ikke, hvad Tyskland skulle have gjort. Men hvis vi skal følge hans tankegang, skulle Tyskland have indført nogle højere lønninger, så deres varer blev dyrere, og de ville få sværere ved at eksportere. Og bevares, det lyder jo smukt, men man forstår godt, at Flassbeck ikke siger det højt, for det får man jo intet land til at gøre. Politikere i alle lande ønsker at nedbringe arbejdsløsheden, og selv om mange europæiske politikere synes at have større solidaritet med de fremmede, så er de fremmede, man har solidaritet med, ikke europæiske fremmede, men de såkaldte ”flygtninge”. Det vil sige: europæiske ”fremmede” ses udelukkende som konkurrenter, som det drejer sig om at udkonkurrere på kvalitet og pris. Hvis det lykkes, sker der ganske rigtigt det, at man ”eksporterer arbejdsløshed”, selv om man som regel ikke udtrykker det på den måde.

Men det, som Flassbeck ”glemmer” at fortælle, er, at denne forskel i konkurrenceevne ville blive udlignet, hvis valutaerne var flydende i forhold til hinanden. Når tyskerne kan ”trække et relativt stabilt Italien ned i sølet”, skyldes det netop euro-samarbejdet; eller det skyldes, at Italien ikke mere kan devaluere, som det plejer at gøre.

Hans-Werner Sinn giver derimod snarere Italien skylden for den nuværende misere:

For at forstå den italienske misere skal man ifølge Hans-Werner Sinn mindst gå tilbage til starten af 1990’erne, hvor Italien allerede var dybt forgældet med en gæld på over 120 procent af BNP. Landet betalte tilmed op til 12 procent i rente på sine statsobligationer.

På trods af no bail out-reglen – altså det principielle forbud mod at hæfte for andre landes gæld – blev euroen derfor en kort velsignelse for Italien, fordi markederne ikke troede på, at de øvrige eurolande kunne tillade en italiensk stats-bankerot, siger Sinn.

»Allerede da euroindførelsen blev forkyndt i 1995, faldt renterne på de italienske statsobligationer fra 12 til 7 procent. Men Italien brugte ikke opturen til at afbetale gæld. Landet gældsatte sig derimod fortsat.«

På den måde blev euroen i Sinns øjne både til en italiensk forbandelse og velsignelse.

»Euroen, de lave renter og den fortsatte gæld var med til at holde økonomien oppe, men det skabte også lønstigninger, der lå over produktiviteten. Dermed blev der skabt en vedvarende inflation, som Italien slet ikke havde råd til i Europa.«

Man kan dog også sige, at det var de daværende EU-politikere, der var ansvarlige for miseren. For de havde kun øje for velsignelsen ved Italiens medlemskab af euro-samarbejdet, ikke for forbandelsen. Der blev skabt lønstigninger, hedder det, men da der ikke var rentabel produktion bag, gik det ud over eksporten: den blev for dyr og kunne ikke klare sig i konkurrencen. Den forskel, der var og er på løndannelsesprocedurerne i de forskellige lande, burde man have taget hensyn til. Men man var så forhippet på at få indført euroen – for ikke sandt, Europa skulle slås sammen til én stor stat, kun på den måde kan vi klare os i verdenskonkurrencen – at man overså eller fortrængte disse forskelle. Nu hævner letsindigheden fra dengang sig.

Jamen, skal Italien så ikke ud af euroen?

Nej, nej, det tør de to økonomer sandelig ikke anbefale. Sinn beskriver et italiensk farvel til euroen således:

»Hvis det kommer til et Italexit, vil konkurrenceevnen og økonomien gå opad i rasende fart, men det ville også medføre store turbulenser på finansmarkederne og massive tab,« siger Hans-Werner Sinn.

»Ikke kun italienske, men også europæiske banker generelt – især de franske – og også ECB har italienske gældspapirer i et enormt omfang. Op til 75 procent af dem vil kunne omdannes til gældspapirer i lire. Dermed vil der opstå massive formuetab, som også vil ramme de europæiske skatteydere hårdt.« Heiner Flassbeck ser omtrent de samme konsekvenser, hvis Italien i sidste ende skulle sige farvel til euroen, som der allerede i 2012 var dybt hemmelige forhandlinger om – alene sådanne rygter kan presse landets og den europæiske økonomi.

»Det kunne udløse en voldsom europæisk krise,« siger han. Her ville ikke mindst Frankrig lide stærkt under den medfølgende italienske devaluering og øgede konkurrence.

»Men der er alt for mange ubekendte til at give seriøse bud på, hvilken vej det vil gå. Det virker mere sikkert, at opbakningen til populisterne vil stige, mens den italienske opbakning til EU vil fortsætte nedad.«

Læg mærke til, at de ting, der egentlig er en god ting for Italien, og som også tidligere blev beskrevet som noget eftertragtelsesværdigt, nemlig en stigning i konkurrenceevnen og en økonomisk fremgang, her beskrives som noget nærmest negativt. Joh, de to ting vil gå opad i en rasende fart ved en Italexit, hedder det, og man forventer, at så er alle glade, i hvert fald en nationaløkonom, men nej, Sinn skynder sig at pege på finansmarkedernes vanskeligheder. Han lægger ikke mærke til, at han derved afslører, at bankernes velbefindende betyder mere for ham end arbejde til de arbejdsløse.

Og for Heiner Flassbeck udløser Italexit også en krise, som man må søge at undgå. Og hans fremtidsudsigter er nedslående – i hvert fald for ham selv at se – for tænk, det vil formentlig gå sådan, at opbakningen til populisterne vil stige. Og det forstår vi jo alle, at det er forfærdeligt.

Han slutter med følgende bemærkning:

»Den italienske tragedie er en europæisk tragedie, Euroen har været en tragedie for italienerne.«

Så sandt, som det er sagt. Men hvorfor gør man så ikke noget ved det. Tragedien behøver jo ikke at ende tragisk. Man kan lade Italien forlade euroen. Men det er nok for stor en kamel at skulle sluge. Den europæiske stolthed forhindrer det.

Ærgerligt for italienerne!

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.