Skjult tovtrækkeri

I sin tid gjorde jeg en del ud af den skelnen, som en etikprofessor i Kiel, Konrad Ott, har foretaget. Han skelner mellem sindelagsetik og konsekvensetik, se her. Nu er der så fremkommet en artikel i Jyllands-Posten, som på smukkeste måde illustrerer denne skelnen, se her. ”På smukkeste måde”, nej, snarere tværtimod, den illustrerer, hvordan alting fordrejes, når man ikke skelner mellem de to slags etik.

Artiklen refererer en undersøgelse, som ”Læger uden Grænser” har lavet om forholdene på den ø, Nauru, hvor Australien opbevarer sine asylansøgere. Og allerede i overskrifterne får den ikke for lidt: ”Nødhjælpsorganisation kalder situationen på flygtningeø en af de værste mentale sundhedskriser nogensinde”. Nå, er man som jeg lidt mistroisk overfor ”Læger uden Grænser”, lægger man mærke til ordet ”mental”. Mon man omvendt kan drage den slutning, at flygtningene så har det nogenlunde godt i legemlig henseende? Det får vi ikke noget at vide om. For man forbliver i de mentale problemer:

En ny rapport fra den internationale nødhjælpsorganisation Læger uden Grænser dokumenterer mandag flygtninges og asylansøgeres alvorlige psykiske problemer.

Rapporten baserer sig på data fra de mennesker, som organisationen har behandlet i Nauru fra 2017 til 2018.

Tallene viser, at omkring 30 procent har forsøgt at begå selvmord, mens 60 procent har tænkt på det. Det gælder også børn helt ned til ni år.

Og ikke sandt, umiddelbart tænker man ved oplysningen om de 30%, at det var dog alligevel mange. Men hvad stiller man op med oplysningen om, at hele 60% har tænkt på at begå selvmord? Tænkt på? Man fornemmer jo nok, at et så stort tal skal understrege de dårlige mentale forhold, men hvis ens mistro er vakt, mindes man de mange meningsmålinger, som stiller ledende spørgsmål for at få de resultater frem, man gerne vil have. Er det det samme, der her er tale om?

Nej, bestemt ikke. For se bare videre:

Det fremgår af en ny rapport fra den internationale nødhjælpsorganisation Læger uden Grænser, som ved hjælp af psykologkonsultationer kan dokumentere voldsomme psykiske lidelser blandt beboerne i flygtningelejren.

Den er god nok. Den må simpelthen være god nok. Der er tale om psykologkonsultationer, og disse konsultationer kan ligefrem dokumentere, at det står slemt til blandt beboerne i flygtningelejren på Nauru, ja, der er ligefrem tale om voldsomme psykiske lidelser. Vi må vel bøje os for kendsgerningerne.

Hvis det altså er kendsgerninger.

Og ingen tvivl om det: det skal nok passe, at beboerne har det skidt. Men man kunne godt fra avisens side fortælle os arme læsere, at der er en simpel grund til, at de har det skidt: De får ikke deres ønske opfyldt om at komme til Australien. Australien har sat hælene i. Australien modtager mange flygtninge gennem FN-systemet, og betragter de mennesker, der forsøgte at komme til Australien med menneskesmuglere fra Indonesien, som mennesker, der ville foran i køen; hvad de jo også ville. Det satte man en stopper for i 2013. De mennesker, der kom, efter at stoppet var indført, sendte man blandt andet til Nauru. Dèr kunne de få deres asylsag behandlet, dog ikke med udsigt til, at de kunne komme til Australien. Australien har lavet en aftale med Cambodia, som har lovet at ville modtage disse mennesker. (Det nævnes også i en faktaboks til sidst i artiklen).

Den behandling er der en masse mennesker i Vesten, der er blevet forarget over. Og lad være, at ”Læger uden Grænser” er forargede, dem har jeg ikke megen fidus til, efter at de har deltaget i migranttrafikken over Middelhavet. Men behøver et dansk medie, Jyllands-Posten, at være lige så forarget. Kunne det ikke være en idé for et medie, som man dog formoder må lave en vis research, at gå påstandene fra ”Læger uden Grænser” igennem bare en lille smule kritisk og derfor neddæmpe forargelsen noget. Man skriver f.eks.:

Her har knap 900 asylansøgere og flygtninge – herunder 115 børn – levet i mere end fem år uden nogen udsigter til at skulle forlade øen igen.

Ifølge kulturtolk Tahir Bakhtiary, der arbejdede i et halvt år på øen for Læger uden Grænser, har de lange udsigter betydet, at mange mennesker i lejren har mistet håbet for forandring.

– Der er en generel følelse af at have mistet håbet. Nu har de boet på øen i fem år, og der er ingen udsigter til, at det vil ændre sig, siger han.

De har mistet håbet om forandring”, hedder det. Men avisen spørger ikke om, hvem det mon er, der har frataget dem håbet om forandring. Gjorde man det – men så var man jo nødt til at behandle lægernes rapport kritisk – ville man være nødt til at svare, at det er dem selv, der ikke vil nogen forandring. De kunne den dag i morgen tage imod Australiens tilbud om at komme til Cambodia, men det nægter de, og det har de nægtet i fem år. De vil kun modtage den forandring, der består i, at de kommer til Australien.

Og selvfølgelig har de ikke mistet håbet. Hvis de havde det, sad de ikke på Nauru, men i Cambodia. Det, de håber på, er, at forargelsen i Vesten mod Australien skal blive så stor, at Australien omsider giver efter og lader dem komme ind. Der foregår en skjult tovtrækning mellem asylansøgerne på Nauru og de australske myndigheder. Og i den tovtrækning deltager ”Læger uden Grænser”. De spiller asylansøgernes spil. De er med til gennem deres rapport at lægge pres på den australske regering. For det må vi forstå: de er en stor psykisk belastning, de er udsat for, når der ikke er udsigt til nogen forandring.

Men når man erkender, at der foregår en sådan tovtrækning, så bliver man også klar over det mislige i rapporten. Man fortæller om selvmordsforsøg, ikke om selvmord. Man rapporterer om tanker om selvmord, ikke om begåede selvmord. Hvorfor? Fordi asylansøgerne håber, de håber på med denne rapport at kunne få Vesten til at presse den australske regering til at give efter. Derfor formår de at bilde lægerne fra ”Læger uden Grænser” ind, at de lider af psykiske sygdomme. Og derfor tror lægerne fra ”Læger uden Grænser” på deres påstande. Sandt nok, hos disse læger uden grænser er der virkelig ingen grænser for godtroenheden.

Men hvorfor tager den australske regering så ikke imod dem. Herregud, sølle 900 mennesker, dem skulle de vel nok kunne få plads til på deres enorme kontinent.

Australierne gør det ikke, fordi de i modsætning til ”Læger uden Grænser” er konsekvensetikere. De tænker lidt videre end til bare at få en god mavefornemmelse. De er godt klar over, at giver de efter her, sætter de igen gang i den bølge af bådflygtninge, som de lukkede af for i 2013. For så vil diverse menneskesmuglere og migranter vide, at i hvert fald efter fem år vil de kunne komme til Australien. Så vil der ved denne eftergivenhed fra australiernes side blive plantet et ønske hos mange potentielle migranter om at komme til Australien. Og det ønske skal for alt i verden ikke plantes hos nogen, ja, hos dem, der sidder i FN’s flygtningelejre, hvorfra Australien aftager ganske mange flygtninge, men ikke hos alle mulige andre, lykkeriddere, økonomiske migranter, og ægte flygtninge i en uskøn blanding.

Af mit tidligere blogindlæg om Nauru-situationen, se her, kan jeg se, at der i 2013 var i alt 3000 migranter, der var anbragt i asyllejrene, i 2016 var dette tal nedbragt til omkring 1500, og nu ligger det på cirka 900. Der er altså åbenbart en del, der har opgivet kampen mod Australien og enten er taget hjem igen eller taget til Cambodia.

Lad mig slutte med at gentage den udregning, jeg dengang kom med: Det er sandt, at Australien holder cirka 900 mennesker interneret på Nauru. Men dette tal skal holdes sammen med de 1000 mennesker, der ville drukne pr. år, hvis Australien gav los og måtte modtage det samme antal bådflygtninge som før 2013. Kan gerne være, at de 900 mennesker føler, at de fører en håbløs kamp – og ærlig talt, man må da ønske for dem, at de snart indser, at kampen er håbløs – men dette antal skal modsvares af de 1000 mennesker pr. år, som ikke drukner, hvilket i løbet af fem år giver 5000 mennesker. Man kan vel ikke sige, at Australien direkte redder menneskeliv, men man kan sige, at de forhindrer så mange menneskeliv i at gå tabt.

Så indviklet er verden. Men det er i den verden, etiske afgørelser skal træffes, ikke i den tænkte, ideelle verden, som ”Læger uden Grænser” lever i.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , . Bogmærk permalinket.

2 svar til Skjult tovtrækkeri

  1. Pingback: Diskussionen glider af sporet | ricardtriis

  2. Pingback: Lindholm | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.