Har Jesus levet?

Én af dem, der nægtede, at Jesus i det hele taget har eksisteret, var Georg Brandes. I sin bog ”Sagnet om Jesus” sammenlignede han Jesus med Wilhelm Tell: ligesom man med stor sandsynlighed kan sige, at Wilhelm Tell ikke har eksisteret, han er blot en sagnfigur, som schweizerne er blevet glade for og har udstyret med en række træk, som gør ham til en idealfigur, sådan har Jesus heller ikke eksisteret, han er blot en sagnfigur, som de kristne har udstyret med en række træk, som de synes om. Siger altså Georg Brandes.

Nu skal jo nok vi kristne, inden vi farer ud og forsvarer den tese, at Jesus faktisk har eksisteret, lige overveje, om Brandes mon skriver, som han gør, fordi han ikke kan lide kristendommen, eller om det, der driver ham, er kærlighed til sandheden, den videnskabelige sandhed om alle personer, herunder Jesus. Altså: Er der nogle historiske vidnesbyrd, der peger hen på den tese, at Jesus ikke eksisteret, eller peger mon de historiske vidnesbyrd hen på, at han har levet? Kan vi antage hans ikke-eksistens på andet og mere end Georg Brandes’ højt udviklede teoridannende evne?

Svaret er vist, at det kan vi ikke.

Derimod er der andre bibelske personer, hvis eksistens må betvivles. Moses, for eksempel. Moses optræder som lovgiver, ja ligefrem som forfatter til de fem mosebøger, men han påstås af dem, lovene drejer sig om, at have levet i en fjern fortid. Og ak, fra denne fjerne fortid har vi ikke noget vidnesbyrd om ham. Så om ham giver det mening at påstå, at han ikke har levet.

Det gør det muligvis også for Muhammeds vedkommende. For modsat det, jeg troede for nogle år siden, har koranen en overleveringshistorie, der er mindre troværdig end det ny testamentes overleveringshistorie. Den ældste koranindskrift, man kender, siges at være en indskrift på Klippemoskéen på tempelbjerget i Jerusalem. Den er fra 671 e. Kr., og Muhammeds dødstal sættes normalt til 632 e. Kr. Og den ældste koran, som befinder sig på et museum i Ankara, og som ikke må studeres af vantro vesterlændinge, mener man er skrevet med en skrift, der først kom til i slutningen af 600-tallet.

Dertil kommer, at man nok har beretninger om muslimske erobringer, skrevet af ikke-muslimer, men ikke om Muhammed selv. Og da nogle af koranordene kun kan give mening, hvis man accepterer, at de er af syrisk og ikke arabisk oprindelse, har det givet anledning til, at nogle forskere mener, at Muhammed er en skikkelse, som er opfundet af muslimerne. Der var således i sin tid en professor i Münster, Sven Kalisch, som ville bruge de vesterlandske, kritiske metoder på islam og islams helligskrift, koranen. Han endte med at nå frem til den konklusion, at Muhammed ikke havde eksisteret. Men så frarådede diverse imamer eleverne at følge hans undervisning. Og da han senere forlod islam, måtte han have politibeskyttelse, se her.

Jeg for mit vedkommende kunne nok fristes til at antage, at Muhammed ikke har eksisteret – jeg har jo som kristen ikke noget i klemme – men jeg hælder dog mest til at antage, at det har han. Det, der har overbevist mig, er to ”åbenbaringer”, som begge afslører Muhammed som en temmelig moralsk anløben person, se her, noget, man nok ikke ville gøre, hvis Muhammed var en fiktiv person.

Men Jesus? Er han mon en fiktiv person, der slet ikke har levet, eller kun levet i de kristnes fantasi?

En lektor ved det teologiske fakultet i København, Kasper Dalgaard, har skrevet en bog – udgivet af Bibelselskabet, for at det ikke skal være løgn – der hedder ”Jesus”. Den er blevet anmeldt i Kristeligt Dagblad af Steen Skovsgaard, se her, og af Cæcilie Jessen på kirke.dk, se her. Steen Skovsgaard kalder bogen lidt for friskfyragtig, og Cæcilie Jessen mener ikke, den vil være god som grundbog til en studiekreds, fordi Dalgaard skaber for stor afstand til forskningsobjektet, altså til Jesus.

Man kan selv i nogen grad bedømme disse bedømmelser ved at læse en kronik i Berlingske, se her, hvor Kasper Dalgaard i overskriften fortæller, at vi her i julen fejrer 2000 års fake news om Jesus, hvilken udtalelse jo da er temmelig friskfyragtig.

Han begynder med at stille spørgsmålstegn ved netop den historiske Jesus:

Juleaftens hovedperson er det lille Jesusbarn, men hvad ved vi egentlig om Jesus, og hvad er religiøst fake news? Det korte svar er, at vi i grunden intet ved om manden, der er i centrum for en af verdens vigtigste religioner.

Det længere svar er, at Jesus’ liv fra krybben i Betlehem til korset i Jerusalem selvfølgelig bygger på en lang række gamle kilder. Men når vi ser på alderen og oprindelsen af disse kilder, begynder problemer at træder tydeligt frem. Ideelt set ville eksterne, ikke-kristne, kilder være de bedste, men selvom romerne var fremragende bureaukrater, der nedskrev nærmest alt, der skete i deres rige, er det forbløffende sent, de får øje på Jesus. Først i begyndelsen af det andet århundrede – mere end 70 år efter begivenhederne – dukker Jesus’ navn op i deres tekster, og da det samme nogenlunde er tilfældet hos de jødiske forfattere, er begge skriftgrupper uden særlig værdi for den historiske Jesus.

Vi véd i grunden intet om Jesus”, hedder det. Det samme refererer Steen Skovsgaard ham for at sige i sin anmeldelse. Her skriver Skovsgaard:

Om den menneskelige Jesus går forfatteren meget op i, at vi ikke ved, hvordan Jesus så ud. Men ”når vi er færdige med at rive, hvad hår vi måtte have tilbage på hovedet, ud i frustration over det irriterende faktum, at vi intet får at vide om Jesus’ udseende”, så hedder det, at Markusevangeliet først og fremmest ønsker at fremstille Jesus som det perfekte forbillede for kristne, ”en idylliserende religiøs propagandamanual er nok en mere passende undertitel på Markusevangeliet end en decideret biografi”.

Man må vist sige, at noget af det mest ligegyldige, man kan spekulere på, er, hvordan Jesus så ud. Men noget tyder på, at Dalgaard faktisk betragter det som frustrerende irriterende, at vi ikke får noget at vide om det, og det vil jeg mene er en noget indskrænket betragtningsmåde, når man dog husker på, at manden underviser på det teologiske fakultet.

Til gengæld synes han at være ret ligegyldig med de romerske kilder, selv om de netop opfylder det krav, han stiller til troværdige kilder: at de er ikke-kristne. Trods det kan han betegne dem som ”uden særlig værdi for den historiske Jesus”. Mon det skyldes, at de ikke fortæller os, hvordan han så ud? Man undrer sig over, at Dalgaard kan overse, at de dog fortælle det mest væsentlige ved Jesus-skikkelsen, nemlig, at han er en person, der har eksisteret, har skabt en menighed og er blevet henrettet.

En anden videnskabsmand, religionshistoriker Lars K. Bruun fra Institut for Regionale og Tværkulturelle Studier ved Københavns Universitet, svarer mere direkte på spørgsmålet om, hvorvidt Jesus har eksisteret, se her. Han henviser til de to væsentligste ikke-kristne kilder, den jødiske historiker Josefus, og den romerske historiker Tacitus. Josefus skrev om jødernes historie i 93-94 e. Kr. Og han nævner i en bibemærkning både Jesus og hans bror Jakob. Selv om kristne afskrivere senere har ”forbedret” teksten, er det dog muligt at rekonstruere den oprindelige tekst, så de fleste forskere godtager det. Tacitus har skrevet om de romerske kejseres historie i år 116 e. Kr. Blandt andet skriver han om Roms brand i år 64. Der gik rygter om, at Nero selv havde påsat branden, men gav de kristne skylden. Tacitus skriver:

Derfor, for at slippe fri af beskyldningerne, gav Nero skylden og påførte den mest udsøgte tortur på en klasse hadet for deres vederstyggeligheder, kaldt kristne af befolkningen. Kristus, fra hvem navnet havde sin oprindelse, led dødsstraf under Tiberius’ regeringstid i hænderne på en af vores prokuratorer, Pontius Pilatus. (Se her).

Det forhold, at begge disse forfattere nævner Kristus i forbifarten, gør det højst usandsynligt, at de har haft hensigter med deres omtale, f.eks. den hensigt at agitere for kristendommen. De må altså af den uvildige videnskabsmand/kvinde betegnes som troværdige i deres omtale af Kristus.

Så hvis Dalgaard havde været mere interesseret i spørgsmålet om, hvorvidt Jesus faktisk har levet, end i spørgsmålet om, hvordan han så ud, så måske han ville have formuleret sig anderledes end bare at sige, som han gør, at ”begge skriftgrupper er uden særlig værdi for den historiske Jesus”.

Jeg har tidligere haft spørgsmålet om de to religionsstiftere, Jesus og Muhammed, oppe at vende her på bloggen, også spørgsmålet om, hvorvidt de var fiktive eller ægte figurer, se her, hvor jeg giver en noget mere fyldig gennemgang af spørgsmålet.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Ny testamente og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.