Véd vi, hvad Jesus sagde?

I mit forrige indlæg tog jeg fat på Kasper Dalgaards kronik i Berlingske, se her, for at korrekse ham noget. Det er virkelig af betydning, at to ikke-kristne forfattere bevidner, at Jesus faktisk har levet. Blot så det ud, som om Kasper Dalgaard var mere interesseret i, hvordan Jesus så ud.

Denne gang skal jeg igen korrekse Dalgaard, nu med henblik på et andet spørgsmål, som han heller ikke stiller, nemlig spørgsmålet om Jesu ord eller Jesu forkyndelse. Hvor meget kender vi egentlig til den? Med hvor stor sikkerhed véd vi, hvad den gik ud på?

Der er nemlig dét mærkelige ved Dalgaards kronik – eller vi skal måske ligefrem sige ”dét irriterende” – at han opstiller en række Jesus-billeder, som har været gældende i forskellige kredse i oldtiden, sidst det muslimske Jesus-billede, men undlader at komme ind på det dog ret afgørende spørgsmål, hvordan Jesus så på sig selv. Vi hører om Markus-evangeliets Jesus-billede, om Paulus’, om Johannes’ og om en række kætterske og ikke så kætterske kredse fra oldtiden, og alle disse Jesus-billeder interesserer Dalgaard sig overordentlig meget for. Men hvordan Jesus så på sig selv, det spørgsmål undlader han med omhu at komme ind på.

Cæcilie Jessen skriver i sin anmeldelse af Dalgaards bog ”Jesus”, se her:

Tekstgennemgangene, både af de nytestamentlige skrifter, af de tidlige kristne skrifter og af skrifter om den tidlige kristendom, er upåklageligt dygtige og også engagerede i en teologisk nørdeforstand – men ved endt læsning sidder man tilbage med en følelse af, at der ikke er meget at tro på – og i hvert fald ikke en Jesus at tro på.

Det giver en vis tøven i forhold til at bruge bogen i kirkelige studiekredse. For det er jo godt og spændende og ikke som sådan forkert – men når kirkens opgave er at forkynde Jesus Kristus – som opstået! – så er tiden måske bedre tjent med at beskæftige sig med en bog, der også har det perspektiv med. Ikke som en fattigere udlægning, hvor vi skærer videnskaben fra, men som en rigere udlægning, hvor vi også får ord om, hvad alt det kan betyde – for os som mennesker og som kirke.

Det samme kan siges om kronikken. En gennemgang af de forskellige Jesus-billeder, også af dem i det ny testamente, kan være interessant nok, men når Jesus næsten puttes i skammekrogen, når Jesu eget Jesus-billede overhovedet ikke omtales, ja, når det end ikke berøres, om det lader sig gøre at fremstille et troværdigt Jesus-billede, som er Jesu eget Jesus-billede, så er der tale om en alvorlig mangel, også en mangel i videnskabelig henseende.

Lad mig begynde med at sige, at der jo er mange Jesus-ord, der kan være opbyggelige og værdifulde til overvejelse, også selv om vi ikke véd, om de er talt af Jesus eller ej. Ordet fra Matt 6,34 om, at hver dag har nok i sin plage, har en tilpas finurlig klang ved sig, så vi nok kan regne med, at det går tilbage til Jesus selv, men om det så ikke gør det, er dets advarsel mod at tage sorgerne på forskud lige let forståelig og lige svært efterlevelig. Og den gyldne regel, Matt 7,12, om at bruge sit ønske om, hvad andre skal gøre mod én, som rettesnor for, hvad man skal gøre mod andre, er også uafhængig af Jesus, ja, det findes endda, siges det, i kinesisk litteratur. Så om han har sagt sådan eller ej, ordet har gyldighed alligevel, for vi forstår det jo godt, og behøver ikke at binde det op på Jesus.

Men nu er jo evangelierne med deres mange Jesus-ord ikke det ældste nytestamentlige skrift, det er faktisk Paulus’ breve. Og Paulus fremfører Dalgaard således:

Den tidligste forfatter, der nævner Jesus, er Paulus, der skriver i 50erne. Han er på grund af sit religiøse ståsted lidt problematisk, som en faktuel kilde til den Jesus, som han desværre aldrig selv mødte, og i øvrigt er han langt mere optaget af at løse teologiske tvister end at komme med biografiske detaljer om Jesus. Paulus fortæller dog kort de grundlæggende ideer bag Jesusfiguren som en jødisk mand, der er født af en jomfru, vandrer rundt, dør på korset og derefter genopstår. Disse facetter er altså på banen allerede 25 år efter, at Jesus efter sigende vandrer på jorden (og vandet), og selvom vi ikke med sikkerhed ved noget om, hvornår Jesus blev født, hvad han gjorde, og hvornår han døde, er det årsagen til, at en stor del af forskere tror, at der må være et eller andet om snakken; at om ikke andet, er Jesus’ dåb og korsfæstelse historisk sande, fordi de blev troet på så tidligt.

Dalgaard synes ikke at overveje, om monstro de teologiske tvister, Paulus vil løse, går tilbage til Jesus selv, og således rent faktisk kan give os biografiske detaljer om Jesus; siden det nu synes at være det, Dalgaard helst vil have svar på. Et spørgsmål, som kunne give os visse oplysninger, er således det, Paulus behandler i Gal 2,11-14: Er det tilladt for en jøde at spise sammen med hedninger? Dette forbud for datidens jøder har at gøre med de jødiske spiseregler. Og dem vendte Jesus sig imod ifølge Matt 15,10-12, hvor Jesus siger, at det er det, der kommer ud af munden, der gør et menneske urent, ikke det, der går ind i munden. Vi kan selvfølgelig, hvis vi vil være supervidenskabelige – i hvert fald i vore egne øjne – pure nægte, at Jesus har sagt sådan, eller bare sige, at vi ikke aner noget om det. På den anden side må vi vel indrømme, at vi savner en forklaring på den teologiske tvist, Paulus går ind i med Peter, og at disse spiseregler kunne give os et fingerpeg. Måske endda et fingerpeg i retning af noget andet, Paulus fortæller. For han fortæller jo, siger Dalgaard, at Jesus blev født af en jomfru (det sted har jeg nu ikke kunnet finde), at han vandrede rundt, og at han døde på korset. At dø på korset er jo ikke noget, man sådan bare lige gør. Der må ligge noget bag. Og det, at jødernes Store Råd ville have Jesus henrettet, kunne være begrundet med, at Jesus tog afstand fra spisereglerne.

I hvert fald bevidner Paulus, at han selv har været med til at forfølge de kristne, Gal 1,13f. Så at der har fundet kristenforfølgelser sted fra jødernes side, er noget, Paulus bevidner så stærkt det næsten kan bevidnes. Og derfor tør man vel også nok drage den slutning, at det var jøderne, der fik romerne til at korsfæste Jesus. Dette siger jeg i nogen grad som et argument imod de forskere, der vil fritage datidens jøder for ansvaret for Jesu død og mene, at det var romerne, der på eget initiativ henrettede Jesus, korsfæstelse er jo en romersk henrettelsesmåde.

Men hvis man synes, at Paulus’ uoverensstemmelse med Peter er for lidt til at underbygge et Jesus-ord om spiseregler med, så er Paulus leveringsdygtig i andre Jesus-ord, først og fremmest i nadverordene, 1 Kor 11,23-25, ord, som han overleverer os med samme ordlyd som de tre første evangelister (Johannes gengiver ikke nadverens indstiftelse). Og om disse ord kan man jo ikke sige, at de er uafhængige af Jesus. Derimod kan man sige, at de fortæller, at Jesus selv regnede med, at han skulle dø. Og er det tilfældet, får vi derigennem en vis fornemmelse af, hvilket Jesus-billede Jesus selv havde.

Det gør vi også gennem en lille forskel i de tre evangeliers gengivelse af Jesu lignelse om de utro vingårdsmænd. Den ældste gengivelse findes i Mark 12,1-12. Når man kan fastslå, at denne gengivelse er ældre end de to andre, skyldes det, at Markus fortæller, at vingårdsmændene slog sønnen ihjel og smed ham ud af vingården. De to andre har den omvendte rækkefølge. Men da Golgata på Jesu tid lå udenfor Jerusalems mure, kan man forklare, at Markus’ gengivelse bliver ændret til den omvendte – og geografisk rigtigere – rækkefølge, men ikke, at den ”rigtige” rækkefølge bliver ændret til den ”forkerte”. Men ikke blot er Markus’ gengivelse den ældste, den må også logisk set være blevet til før Jesu korsfæstelse. Og så er der ikke andre ophavsmænd til den end Jesus selv. Det vil sige, at Jesus regnede sig selv for at være Guds søn, og at han forudså sin død for ”vingårdsmændenes”, dvs., jødernes hånd.

Men Dalgaard taler helt anderledes om evangelierne:

De samme begivenheder er også skelettet for den næste type af kristne skrifter, nemlig evangelierne. Disse er idylliserede biografier om den kristne helt og derfor med betydelig flere detaljer om personen Jesus. De er dog alle fra tiden mellem ca. 70-110, og så er de uenige om, hvem Jesus er. I Markusevangeliet er Jesus et menneske, der først som voksen udpeges af Gud ved dåben til at være hans frelsesprædikant. Der er derfor ingen barndomshistorier og Jesus’ familie forsøger faktisk med magt at stoppe ham fra hans mission. [Mark 3,31 rr]

Alt dette er forsvundet i Matthæus- og Lukasevangeliet, hvor det for at modvirke ideen om, at Jesus »blot« er et menneske nu er centralt at forklare, hvorledes Jesus altid har været speciel, hvorved historierne om det lille Jesusbarns oplevelse kommer med i historien. Derfor tilføjes der nu både en forstående far og bedsteforældre, og selvom baggrunden for »Juleevangeliets« Betlehems-historier således udspringer af en teologisk strid om, hvem Jesus er, har denne tilføjelse måske mere end nogen anden gjort Jesus forståelig for almindelige mennesker.

Jeg må bekende min uvidenhed. Jeg har aldrig hørt om, at Josef skulle være forstående, eller om, at hans eller Marias forældre omtales nogetsteds i evangelierne. Så uden kildeangivelse vil jeg nu nok fortsat tvivle derpå. Men jeg tillader mig at anholde betegnelsen ”idylliserede” om evangeliernes Jesus-beretninger. Man skal huske, at de Jesus-ord, de indeholder, ofte blev baggrunden for, at mennesker lod sig henrette for Jesu skyld. Og det kan man ikke just kalde idylliseret.

At Markus skulle regne med, at Jesus ”blot” er et menneske, er bevisligt forkert. Når Markus fortæller, at folk, efter at Jesus havde stillet stormen på søen, sagde: ”hvem er dog han?” (Mark 4,41), så forudsættes det, at svaret er, at han er Guds søn. Og det er i Markus-evangeliet, som i de andre evangelier, sådan, at Jesus overfor ypperstepræsten bekender, at han er ”den Velsignedes søn” (Mark 14,61f). Og at der ligefrem skulle være en teologisk strid om, hvem Jesus er, er vist for meget sagt; det må vel være nok at sige, at man har haft forskellige måder at udtrykke sig på.

Og så synes jeg godt nok, det er lidt nedladende overfor ”almindelige” mennesker at påstå, at specielt barndomsberetningerne er forståelige for dem. Har dog ikke bjergprædikenen kunne betage mennesker, har dog ikke lidelseshistorien kunne gribe også almindelige mennesker, er dog ikke de fleste af Jesu lignelser blevet noget, menigmand om ikke forstår – det gør vi andre jo egentlig heller ikke, vi bliver ved med at finde nye træk i dem – så i hvert fald har hørt om og har fundet storslået og inspirerende?

Hvad den dybere hensigt er med Dalgaards bog og kronik, forbliver lidt uklart. Han slutter således sin artikel med at sige:

Det fascinerende ved Jesus er, at han således til alle tider via den konstante genfortælling altid har kunnet være den personlige Jesus, som almindelige mennesker har brug for at høre om og at tro på. Det er således ikke kun i moderne tider, at kristne har sammensat deres personlige tro efter en »supermarkedsmetode«. Det er sket lige siden de tidligste kristne sammensatte deres egne Jesus’er. Gendigtningernes popularitet fortæller os, at på det religiøse område, hvor troen er det vigtigste, er fake news ikke en risiko, men snarere den fornyelsesfaktor, der hjælper en religion til at overleve årtusinder og gør, at der altid kan være en Jesus (og netop ikke én Jesus) til alle tider og til alle kristne.

Det vil sige: han fortæller den arme, uvidende læser, at der ikke findes én, men mange Jesus’er, og at ham, vi bekender i kirken, ikke har nogen forrang frem for alle de andre. Det er nemlig – kan man forstå – troen, der er det vigtigste, hvad man tror på, er derimod det ligegyldige, som godt må være, ja, faktisk altid er fake news. Og så tænker han sig vist, at vi kirkefolk gladelig skal hoppe på et hvilket som helst Jesus-billede, bare det har gennemslagskraft, for – hævder han beroligende – der vil altid være en Jesus for enhver tid, også for vores.

Man kan godt spekulere på, om han – skønt lærer ved et teologisk fakultet – er ude på at nedbryde folkekirkens grundlag. Jeg mener: han må da vide, at vi præster hver søndag læser op af ét af de fire evangelier og i hvert fald formodes at sige noget eksistentielt betydningsfuldt ud fra de Jesus-ord, der findes deri. Når vi bærer os sådan ad, forudsætter vi, at den åndelige forståelse af teksten går tilbage til Jesus selv. Den forudsætning har jeg i dette lille indlæg og i mange andre her på bloggen søgt at fastholde og begrunde, hvilket jeg vil mene er muligt netop i kraft af en solid, videnskabelig, tekstkritisk holdning.

Den forudsætning kaster Kasper Dalgaard vrag på. I stedet får vi noget, der ligner en sludder for en sladder, i hvert fald noget, der overskærer enhver forbindelse til den historiske Jesus. Og ville vi så prædike ud fra Paulus’ Jesus-billede, skal vi efter Dalgaards mening huske på, at

Både som barn, voksen og i sin død bliver Jesus gendigtet på utallige fantastiske måder, men altid af mennesker, der tror, at deres udgave er den sande udgave af, hvem Jesus er – præcist som tilfældet er med Paulus og de andre »officielle« kristne forfattere.

Så vi kunne for så vidt lige så godt prædike den muslimske Jesus, som den paulinske.

Og ikke sandt, så er vi sandelig langt ude.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Ny testamente. Bogmærk permalinket.

Et svar til Véd vi, hvad Jesus sagde?

  1. Pingback: Hil dig, frelser … | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.