Folkereligion

Det kan vist ikke være andet, end at de mange af os, der har fulgt med i terrorsagen fra Marokko, hvor to nordiske kvinder blev myrdet på bestialsk IS-vis, er blevet rørt over de mange protester fra almindelige marokkanske borgere, der er kommet frem i medierne. De lægger blomster på næsten alle steder, der har noget med Danmark eller Norge at gøre, de undskylder næsten på personligt plan, når de hører, at den, de taler med, er dansker eller nordmand, de gør i det hele taget meget ud af at prøve at fastholde et billede af deres land som et land, der ikke er præget af terror. Og når dertil kommer deres politis intense arbejde med at opklare forbrydelsen, herunder deres prompte indrømmelse af, at vi her står overfor en terroraktion, så bliver vi almindelige danskere endnu mere bløde om hjertet.

For vi føler umiddelbart med disse almindelige marokkanske borgere. Jeg for mit vedkommende kan i hvert fald ikke andet end tilskrive denne reaktion en ægthed og ligefremhed, som rammer mig. Og det uagtet, at jeg godt véd, at noget af det, der får dem til at gøre så stort et nummer ud af at undskylde, er, at det betyder mistede turistindtægter, hvis det indtryk af deres land breder sig, at det er et farligt land at opholde sig i grundet terrorangreb. Jeg mindes uvilkårligt de muslimer, der ville beskytte de europæiske turister i Tunesien, da en terrorist optrådte på en badestrand, hvor han dræbte adskillige europæere. Med livet som indsats stillede disse tunesere sig imellem terroristen og turisterne, se her. Også de ville på én og samme tid redde deres arbejdsplads og vise deres solidaritet med de fremmede.

Og det er klart: stillet overfor denne følelse af inderlig forståelse for og medfølelse med de almindelige marokkanere, fordi sådanne terrorister ødelægger deres egen opfattelse af deres land, kan vi næsten ikke andet end tænke og håbe som vist de fleste medier: det er disse fredelige og undskyldningsberedte muslimer, der er udtryk for den sande islam, og terroristerne, der har fået religionen islam galt i halsen. Vi synes jo, vi ser det for vore øjne, at alle disse almindelige mennesker i Marokko er grebet af den folkereligion, der hersker på de kanter, og som tilfældigvis er islam, ligesom vi herhjemme er grebet af den folkereligion, der hersker hos os, som jo altså ved historiens tilfældigheder er kristendommen. Men vil disse to religioner ikke det samme? Vil de ikke begge have mennesker til at leve fredeligt med hinanden?

Der er imidlertid forskellige historiske kendsgerninger, man må holde sig for øje, hvis man skal søge at besvare dette spørgsmål.

For det første har langt de fleste muslimske lande indenfor de sidste par hundrede år været uhyre påvirkede af vestlige idéer, mange af dem blev endda ligefrem gjort til europæiske kolonier. Og den arv, de har fra denne enorme påvirkning, gør sig stadig gældende. Der er lovsystemer, der er tænkemåder, der er valgprocedurer, som i disse lande er fremvokset af den europæiske påvirkning mere end af den oprindelige islam, og som med største selvfølgelighed bibeholdes også efter selvstændigheden.

Men for det andet er der i store dele af den muslimske verden gennem de sidste tyve-tredive år fremvokset en række ”vækkelsesbevægelser”, som alle har villet føre islam tilbage til den oprindelige islam. Mange af dem eksisterer i kraft af store donationer fra Saudi-Arabien, som har villet udbrede sin form for islam, wahhabismen, ud over de andre muslimske lande. Andre er vokset frem uafhængigt af saudierne, f.eks. Det muslimske Broderskab, Hibz-ut-Tahrir, og flere andre. Men de fleste af sådanne vækkelsesbevægelser betragter de eksisterende regeringer i de muslimske lande som falske muslimer. De mener endda – i hvert fald mange af dem – at det er tilladt eller måske ligefrem påkrævet at vende sig imod dem med voldelige attentater.

Og stiller man så det ret prekære spørgsmål om, hvorvidt disse vækkelsesbevægelser nu også har ret i, at den islam, de forkynder, er den oprindelige, så når man for det tredje frem til den iagttagelse, som Kaj Munk for kristendommens vedkommende udtrykker på den måde, at, siger han, det er lettest at tro på bibelen, når man ikke har læst den. Udlagt på situationen i diverse muslimske lande: Det er lettest at tro på, at den fredelige islam, som borgerne dèr helst vil leve efter, er den oprindelige islam, når man ikke har læst koranen. Men har man det, eller kommer man selv ellers ens unge mennesker for skade at læse i den, så må man vist indrømme, at diverse vækkelsesbevægelser med deres indbyggede terrormuligheder kan fremstå som en fristelse for dem.

For koranen er fuld af opfordringer til kamp mod de vantro, også voldelig kamp. Den afspejler jo i mangt og meget Muhammeds kamp for at vinde over sine modstandere, så han kunne gennemføre det, han betragtede som guddommelige åbenbaringer, ikke blot med overtalelse, men direkte med tvang.

Men det vil sige, at når de fredelige muslimer i Marokko fejrer ramadanen som et minde om, hvordan Allah åbenbarede koranen for Muhammed, så tildeler de dermed de ord, der står i koranen, guddommelighed. Og bevares, så længe ingen læser i koranen, gør det ikke så meget, men skulle det ske, at nogen giver sig til at læse, hvad der står, springer jo de mange voldsopfordringer op i synet på dem, og så kan meget let de mere voldsparate vækkelsesbevægelser vinde over den hidtil fredelige folkereligion: islam.

Hvordan kan vi hjælpe dem i den knibe?

Det har jeg ikke noget svar på. Jeg har i hvert fald ikke andet svar, end at vi ved at forholde os rationelt i alle forhold, måske kan få muslimer til at få i det mindste en vis rationalitet ind i deres koranforståelse, ind i deres indbyrdes samvær med hinanden og ind i deres mere langsigtede mål.

Vi kristne har jo for længst ikke blot affundet os med, at videnskabsfolk bruger den historisk-kritiske metode til at fortolke bibelen med, men har ligefrem selv brugt den med glæde og udbytte. Men det må da indrømmes, at hvis denne metode skal bruges på koranen, så må den ”nedgraderes”: den indeholder ikke Guds egne skinbarlige ord, den er højst en gudsinspireret profets tale, nogenlunde ligesom vi kristne betragter profeterne i Det gamle Testamente.

Lad mig igen vise, hvordan man med forholdsvis enkle rationelle argumenter kan vise, at det ikke kan være Gud, der har skrevet koranen.

Sura 5,32 lyder således i Ellen Wulffs oversættelse:

På grund af dette har Vi foreskrevet Israels børn, at hvis nogen dræber et menneske, uden at det sker som hævn, lige for lige, eller for at have skabt fordærv i landet, er det, som om han havde dræbt alle mennesker. Og hvis nogen skænker et menneske livet, er det, som om han havde skænket alle mennesker livet.

Det er en ret enestående tanke, at den, der har dræbt ét menneske, skal regnes for én, der har dræbt alle mennesker. Den findes dog ikke i Det gamle Testamente, så allerede her har Gud taget fejl, eller altså: allerede denne fejl viser, at det ikke kan være Gud, men må være Muhammed, der står bag ordet. Det vil imidlertid muslimerne kunne tilbagevise med deres ubeviste og ubevislige påstand om, at de kristne og jøderne har forvansket deres skrifter.

Men nu har man imidlertid fundet en mishna, altså en rabbinsk skriftudlægning fra omkring 250 e. Kr. Her hedder det:

Du skal vide, at i retssager om liv og død er det ikke, som i retssager om penge. I retssager om penge, giver en mand penge ud og soner på den måde. I retssager om liv og død er han ansvarlig for den andens blod og det afkoms blod, den anden ville have fået indtil verdens ende. Dette tilfælde ser vi med Kain, som myrdede sin bror, og hvor der står skrevet: ”Din brors blod råber til himlen” (1 Mos 4,10). Der står ikke blod i ental, men blod i flertal, altså hans eget blod og hans afkoms blod. En anden forklaring henviser til den tanke, at hans blod blev sprøjtet ud over træer og klipper. Derfor skabes personer enkeltvis for at lære, at hvis nogen forårsager, at et enkelt liv mistes, skal det tilregnes ham, som om han havde mistet en hel verden, og hvis nogen frelser et enkelt liv, skal det tilregnes ham, som om han frelste en hel verden. (Se her).

Her nævnes igen denne ret unikke tanke. Den er fremkommet, fordi der i 1 Mos 4,10 står blod i flertal, ikke i ental. Dræber man derfor et menneske, dræber man tillige alle de efterkommere, denne person ikke får. Men den er altså fremkommet i en almindelig menneskehjerne. Det vil sige, at den mishna fra 250 e. Kr. beviser, at det ikke er Allah, der har fundet på tanken, men Muhammed selv, der har hørt den fra de jødiske stammer, der fandtes i hans samtid.

Der kan nævnes flere beviser imod koranens guddommelighed, men lad dette være nok.

Så er der rationalitet i muslimernes indbyrdes samvær. Her vil jeg henvise til dette indlæg, hvor jeg citerer Sara Omars bog ”Dødevaskeren”, se her. Hun lader hovedpersonens morfar, Darwésh, spørge sin søn, der er imam, om mandens ære. Det er noget vrøvl, svarer sønnen.

Nej”, sagde Darwésh. ”For hvornår bliver manden betragtet som uren, og kan hans jomfruelighed være symbol på en hel families stolthed eller skam?” Han rystede på hovedet. ”Det er det, der er kernen i det hele, min søn, for mandens mistede jomfruelighed er ligegyldig. Det er udelukkende kvinden og kvindens køn, der kan være skyld i al elendighed, og den skyld er så tung, at en mand altid kan retfærdiggøre vold og drab på grund af den”. (Side 305) (tidligere citeret her).

Det er et mægtigt hykleri fra muslimernes side, at det kun er kvindens jomfruelighed, der betyder noget. Og det er dette hykleri, der viser sig i den forskellige behandling af kønnene. Men hvorfor godtager vi dette hykleri? Og hvorfor godtager muslimerne dette hykleri? Hvorfor vil de kun kræve kyskhed af deres kvinder, ikke af deres mænd? Er ikke mænd lige så meget muslimer som kvinderne? Er de ikke underlagt de samme krav om renhed? Det er en mægtig mangel på rationalitet, der præger muslimerne her. Og den er ikke nem at udrydde. Især ikke, når vi ikke gør forsøg på det.

Endelig er der den manglende rationalitet i muslimernes mere langsigtede mål. Faktisk er der jo ikke megen rationalitet i deres mange terrorhandlinger. Og man kan godt have fornemmelsen af, at den enkelte muslim mere ser på, hvordan han kan fortjene sig en plads i paradis, og ikke så meget på, om han ved sin terrorhandling kan fremme islams udbredelse.

Hvis muslimerne vil bekrige Vesten, skulle man synes, at de først måtte gøre sig magtforholdene klar. Og de er i høj grad i muslimernes disfavør. Bare sådan noget som enighed mellem de muslimske lande! Den er jo så at sige ikke-eksisterende. Dertil kommer manglende økonomisk udvikling, manglende videnskabelig skoling, manglende innovation, manglende militær slagkraft, osv., osv. Hvis man virkelig ville tage den opgave på sig at vise, at islam er den bedste og stærkeste religion, så skulle man jo helt anderledes gøre sig umage på alle disse områder. I middelalderen var de muslimske lande de stærkeste, de gik fra sejr til sejr, de udbredte islam til det halve af kloden. Men i dag? I dag er islam en skygge af sig selv, er afhængig af Vesten på utallige måder, så den samfundsmodel, som islam står for og som præger de muslimske lande, i kraft af disse landes tilbageståenhed har bevist sin uduelighed.

En bare tilnærmelsesvis rationel samfundsanalyse ville vise, at en islamisk storhedstid ikke fremkommer gennem terrorhandlingernes nålestik, men kræver helt andre tiltag.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.