Individuel psykologi

Den individuelle psykologi undersøger hovedsagelig hvert enkelt menneske for sig, finder personlighedstræk, sammenligner med andre menneskers personlighedstræk og danner sig overblik over de forskellige slags personlighedstræk, eventuelt også over deres fordeling i forskellige befolkninger.

Det er altså individet i sig selv, man er interesseret i, ikke så meget individernes samspil med hinanden, og da slet ikke de forskellige kulturers indvirkning på individet.

En sådan individuel psykologi er Morten Uhrskov Jensen faldet for i et indlæg i Jyllands-Posten, se her. Derved kommer han til at begå en stor brøler, som han formentlig ved nærmere eftertanke vil fortryde. Han får virkelig sig selv til at skrive:

De to mordere i Marokko er selvfølgelig psykopater. Ellers ville de aldrig have været i nærheden af at begå deres afskyelige forbrydelse. Det er på høje tid, at vi i den vestlige verden indser, at der er psykopater iblandt os, både blandt vores etnisk egne og blandt de mennesker, vi har sagt alt for ofte goddag til i de seneste fire-fem årtier.

Hvordan når han dog frem til den besynderlige konklusion?

Jo, han begiver sig ind i en undersøgelse, styret af den individuelle psykologi. Det begynder med, at han er dybt forarget over to kvinder, der beslutter sig for at tage på ferie i Marokko på trods af det nylige terrorangreb, for – som de siger – ”den begivenhed skal ikke få lov at rokke ved vores menneskesyn”.

Og det er da sandt nok, den holdning er en smule mærkelig.

Derefter citerer Morten Uhrskov en vis herre, Joseph de Maistre, fra for 200 år siden: ”Mennesket er for ondt til at være frit”.

Og så opstiller han fem forskellige personlighedstræk, deler hver op i en positiv og en negativ side og hævder så, at det er ét af disse par, nemlig samvittighedsfuldheden, der er afgørende for, om vi tør stole på den anden. Samvittighedsfuldheden deler han op i trofasthed kontra upålidelighed, og skriver så:

Alle fem personlighedstræk skal ses som en normalfordeling, hvor der er flest i midten og færre og færre, jo længere vi når ud i enderne af fordelingen. Der vil være nogle få, der er så trofaste, at de kan ende med at blive selvskadende, f.eks. kvinden, der forbliver i et forhold med en voldelig mand, fordi hun er overbevist om, at hun kan hjælpe ham af med sin lyst til at banke hende sønder og sammen. Hun forstår ikke, at voldsmanden er ude i den præcist modsatte ende af normalfordelingen. Han er upålidelig eller med et bedre ord, han er psykopat. Han synes faktisk, at det er hyleskægt at tæve sin kone, og kan han få lov til at fortsætte med det, er det ren bonus. I de værste tilfælde taler vi om Peter Lundin, Amagermanden og senest Peter Madsen.

Og så kommer den før citerede bemærkning om, at morderne i Marokko, som han for nemheds skyld reducerer til to, selvfølgelige er psykopater, en bemærkning, som logisk må efterfølges af en bemærkning om, at sådanne psykopater jo både findes blandt etniske danskere og blandt de muslimer, vi ”har sagt alt for ofte goddag til i de seneste fire-fem årtier”.

Det vil sige: uden at lægge mærke til det, kommer han til at fremkomme med den samme ”forklaring”, som alle de kendte vestlige ”Gutmenschen” og alle de godtroende og bortforklarende journalister og politikere kommer med: der er tale om psykologiske fejl hos disse mordere, der er tale om en dårlig barndom eller noget andet, hvorved sådanne uheldige personlighedstræk er fremkommet. Man venter bare på, at Morten Uhrskov kommer med den sædvanlige tilføjelse, at dette intet har med islam at gøre. Det gør han dog heldigvis ikke. Men han lægger tankegangen an lige til højrebenet for mange godtroende mennesker; for ikke sandt, når der er psykopater både blandt danskere og muslimer, så er alle de terrorangreb, vi har været ofre for gennem de seneste tyve-tredive år, jo ikke et muslimsk speciale. De ville lige så godt kunne have fundet sted blandt kristne som blandt muslimer.

Men netop den kendsgerning, at terroren er en muslimsk specialitet, er det, der gør hans teoretiske tilgang forkert. Vi kan ikke se mennesket udelukkende ud fra en individuel psykologis standpunkt. Det bliver en fuldstændig forkert menneskeopfattelse, vi bruger til vor analyse, hvis vi ser bort fra de forskellige kulturers forskellige indvirkning på menneskers opførsel. Skal vi forstå, hvorfor alle de terrorangreb, både vi og mange muslimske lande udsættes for, begås af muslimer, er vi nødt til at medtage religionen islam som en mulig påvirkningskraft for terroristerne.

Ja, mere end det: Vi er nødt til at overveje, hvilken ændring der er sket i den muslimske verden indenfor de sidste tyve-tredive år eller mere. Vi må gøre os forestillinger om den ”vækkelse”, der har fundet sted i muslimske kredse, en vækkelse, der gør det muligt for nogle muslimer at betragte Vesten som fjenden, den fjende, som skal bekæmpes under alle omstændigheder og med alle midler.

Og jeg vil ligefrem sige: Vi kan godt lægge alle psykologiske overvejelser til side. Det er ikke sådan, at disse vækkelseskredse bevidst eller ubevidst analyserer samtlige muslimer og udvælger sig dem med psykopatiske træk, for dem kan de bruge som terrorister. Og hvis man vil hævde, at terroristerne af den tankegang, de bliver grebet af, gøres til psykopater, så er det vist mere et tegn på den individuelle psykologis fallit end på en brugbar forklaring.

Man må jo gøre sig klart, at det, vi kalder personlighedstræk, er noget forholdsvis konstant, og at den ”hjernevask”, der siges at finde sted, når et menneske gribes af den muslimske forklaring på tingenes for islam så sørgelige tilstand, er et fænomen, der rammer personer med alle mulige forskellige personlighedstræk.

Det betyder så – desværre – omvendt, at man, hvis man vil bekæmpe terrorismen, ikke kan scanne hele den muslimske eller kristne befolkningsgruppe for psykopatiske træk, i stedet er man nødt til møjsommeligt og teologisk indviklet at gå terroristernes overbevisning igennem, prøve at forstå den indefra, finde ulogiskheder i den, og muligvis ad den vej få de potentielle terrorister afradikaliseret. Jeg har prøvet at arbejde lidt videre ad den vej med et forslag om ”tvangsfjernsyn” i fængslede terroristers eneceller, se her, men om det vil nytte noget, er vel – som så meget andet – tvivlsomt.

Til sidst: Det kan muligvis tjene til Morten Uhrskovs undskyldning, at mange kristne teologer, der absolut skal overbevise os om, at mennesket er en synder, benytter sig af lignende forklaringer fra den individuelle psykologi. Jeg var lidt inde på det i forbindelse med et møde, jeg var til, hvor Sørine Gotfredsen talte om sin bog ”Fri os fra det onde”, se her. Men det vil føre for vidt igen her at skulle afvise disse ”syndsforklaringer”.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.