Lov og evangelium

Nu har jeg hørt hele to prædikener til nytårsdag over den ultrakorte tekst, Luk 2,21, om Jesu omskærelse på ottendedagen, i begge tilfælde suppleret med epistelteksten fra Gal 3,23-29. Og så læser jeg desforuden en prædiken af Merete Boye, se her, som oven i købet har Galaterbrevets tekst i overskriften: ”Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri”. Men inden læseren tænker, hvor jeg dog må blive from, skynder jeg mig at gøre opmærksom på, at dette skal være indledningen til en vis opposition mod disse prædikanter.

Denne opposition meldte sig først hos mig, da én af prædikanterne gjorde et efter min mening lidt for stort nummer ud af, at Jesus fremstod kontinuerligt af det forudgående. Han skulle omskæres efter loven, hedder det, og det betyder, at han gik ind under loven. Det blev der brodéret lidt videre på derved, at det blev sagt, at vort nye år jo heller ikke er nyt i den forstand, at vi bygger på noget splinternyt, selv ikke, når vi vedtager de bedste og mest epokegørende nytårsforsætter. Vi har altid vort gamle menneske med os, vi er altid produkter af fortiden, præget af den, opdraget af de og de forældre, udruget i den og den skole, osv.

Det er utvivlsomt rigtigt, når det drejer sig om os dusinmennesker. Men det kan ikke overføres på Jesus, og da specielt ikke på den Jesus, der tænkes at have tilintetgjort lovfromheden. For loven og evangeliet er hinandens modsætninger. Lever du efter loven, lever du ikke efter evangeliet. Og er du blevet grebet af evangeliet, spiller loven ikke længer nogen rolle for dig.

Om jeg husker ret, har Grundtvig i én af afhandlingerne i tidsskriftet ”Danevirke” nogle tanker om udviklingen i menneskehedens historie. Han mener dèr, at Kristus er historiens knudepunkt, han er på én gang det mål, historien stræbte frem imod før hans komme, og det mønster, historien udvikler sig efter efter hans komme. Man kan også sige, at historieforløbet er fuldt af bevidstgørelser. Menneskeånden bliver styrket og ændret af diverse bevidstgørelser, og det, der skete med Jesus var en sådan afgørende bevidstgørelse i historieforløbet. Ligesom der med hjulets opfindelse skete noget afgørende, og noget afgørende positivt, endda noget, der ikke senere kan ”afopfindes”, og ligesom der med atombombens opfindelse også skete noget afgørende, der ikke kan ”afopfindes”, selv om mange måske gerne ville ønske, at den ikke var opfundet, sådan sker der på det kulturelle og religiøse område også af og til med ét spring nogle bevidstgørelser, som kun vanskeligt lader sig ”afopfinde” igen.

Blot er det, som om vi endnu ikke helt har bearbejdet den bevidstgørelse, der fandt sted med Jesus. Ja, vi har lært, at der er noget, der hedder ”farisæisme”, vi har lært, at vi, når vi ser på os selv, når vi har gjort gode gerninger, i hvert fald gerninger, vi selv synes er gode, løber risiko for at blive farisæiske, men det er, som om vi gang på gang skal lære at ”affarisæére” os selv. Blandt andet derfor har vi indført en prædiken over Jesu ord i vore gudstjenester.

Jesus sætter en meget skarp modsætning op mellem loven og evangeliet, mellem det at tænke i retfærdighedsbaner og det at tænke i relationer. Den ældste søn i lignelsen om den fortabte søn, som har været hjemme hos sin far hele tiden, føler det uretfærdigt, at hans lillebror skal modtages med bravour og slagtet fedekalv. Han siger: ”Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede du fedekalven til ham”. (Luk 15,29-30).

Men hans far går slet ikke ind på denne retfærdighedstankegang. Han har en anden tankegang, han handler efter. Han ser relationen til sin yngste søn genoprettet. Og han beder sin ældste søn skippe alle tanker om retfærdighed og glæde sig over det forhold, der nu er genoprettet.

De to tankegange lader sig ikke smelte sammen. Enten går den ældste søn med ind til festen for sin bror, eller også bliver han ude. Der er ingen mellemvej. Og da det jødiske samfund på Jesu tid i høj grad byggede på en lovforståelse til Gud, er det ret forståeligt, at man i Det store Råd blev enige om, at det bedste, dvs., det mest lovmedholdelige, var at få Jesus henrettet, for han gik jo imod loven.

Og det kan godt undre mig lidt, at der i de to prædikener, jeg hørte, ikke var mere opmærksomhed på det nye, Jesus kom med. Man nøjedes med at bruge de kendte floskler, frelse, f.eks., men at det var lovretfærdigheden og farisæismen, vi skulle frelses fra, det forblev en hemmelighed.

Og det samme manglende blik for forskellen mellem lov og evangelium præger Merete Boyes prædiken. Hun kan f.eks. få sig selv til at sige, at

forskellen på os og jøderne kun er, at vi har forstået, at Messias er kommet – jøderne venter stadig på ham.

Det er dog en betydningsløs forskel. Langt vigtigere er det forhold, at jøderne i deres lovfromhed slog den Jesus ihjel, som vi regner for Messias.

Så er det sandt, at Paulus i Galaterbrevet, især i det tredje kapitel, er bundet af sin jødiske opfattelse: at loven er givet af Gud på Sinai, og derfor prøver at finde ud af, hvad vel Gud kan have ment med at gøre det. Han kommer med den teori, at loven er vores opdrager (Gal 3,24) eller at det, der kommer af loven, er syndserkendelse (Rom 3,20).

Og for at få det til at gå op, prøver Merete Boye at få os alle til, ligesom Luther i hans klosterkamp, at fortvivle under lovens anklage. Jeg citerer en stor bid af hendes prædiken, for deri kan man tydeligt se det:

Det betyder ikke, at Loven er sat ud af kraft. Guds lov er stadig givet os som en gave, som noget, vi skal stræbe at leve efter. Frelse os kan Lovens gerninger ikke, men dermed er ikke sagt, at Loven ikke er god. Hvis alle blot ville leve efter De Ti Bud, så havde vi en meget bedre verden, og det kan de fleste godt indse. Loven er god, Loven udtrykker hvad der er Guds vilje, og derfor sætter Jesus heller ikke Loven ud af kraft, men radikaliserer den ligefrem. Han siger ting som: ”I har hørt, at der er sagt til de gamle: ‘Du må ikke begå drab,’ Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen; den, der siger: Tåbe! til sin broder, skal dømmes til Helvedes ild.”

Loven er ikke givet os for at vi skal frelses ved den, eller for at vi skal bruge den til at hævde vores egen godhed og anstændighed ved. Loven er god, og vi er altid under lovens fordring; men der er ikke frelse ved Loven. Når vi ikke kan overholde Loven – og det kan vi ikke, eller også vil vi ikke – så bryder livet sammen for os. Og fordi vi bryder Loven igen og igen, bryder livet hele tiden sammen, og vi efterlades knuste og nedbrudte under Lovens retfærdige dom. Og Loven er nådeløs og uden trøst. Men der er givet os nåde, trøst, lindring og frelse ved troen på Jesus Kristus. ”Det, der kommer ved Loven er syndserkendelse”, siger Paulus i Romerbrevet.

Syndserkendelse vil sige, at man erkender, at man er en synder – og at være en synder betyder ikke, at man er ond eller uforbederlig, det betyder bare, at man ikke er fuldkommen. At man er et uperfekt menneske. At have syndserkendelse vil sige at føle på sin krop, at Loven er god, men at man har brudt Guds fuldkomne lov og dermed gjort sig fortjent til helvede. Den eneste, der kan trække os op af helvede – både det helvede, vi selv skaber, og det helvede, der retfærdigvis burde vente os efter vores død – det er Kristus; og derfor må man krybe til korset, til Kristi kors, når man erkender, at man ikke kan leve op til de krav, Gud har fastsat i sin Lov. Når man erkender, at man bare er en synder – at man ikke kan leve op til det, som man godt ved er det gode – så må man råbe: ”Herre, frels mig!”, og det er alt hvad vi skal.

Så rækker Jesus hånden ud og trækker os op af svovlpølen og planter os med fødderne på jorden igen.

Jeg har her gennemgået tre prædikenvejledninger fra Præsteforeningens Blad for at sammenholde dem med Luthers prædikener over bjergprædikenen. Og jeg fandt ud af, at alle tre prædikenvejledninger betragter ordet i Matt 5,21ff som et ”syndespejl”, Jesus opstiller for os, dvs., som en skærpelse af loven, en skærpelse dog, som vi ikke tænkes at skulle eller kunne overholde, men hvis funktion ene og alene er at få os til at fortvivle over vor synd: at vi ikke kan overholde loven, så vi kan komme så langt ned med nakken, at vi i vor fortvivlelse ikke véd andet råd end at gribe den tilgivelse, Jesus tilbyder os.

Det undrer mig noget, for mærkværdigt nok udlægger Luther det i sine prædikener over bjergprædikenen ikke på den måde. Men jeg kan godt se fidusen: Man vil have tilhøreren til at opleve den samme fortvivlelse og den samme følelse af befrielse, som Luther følte i sin klosterkamp. Han er det store forbillede, og vi tænkes alle, hvis vi vil være gode lutheranere, at skulle gennemleve en lignende kamp. Jeg havde nær sagt: ”en lignende omvendelseskamp”, for det var jo en sådan kamp, de gode missionsfolk fra forrige århundrede arbejdede på at fremkalde; de ønskede for tilhørerne, at de kunne få en omvendelsesoplevelse, som kunne blive basis for det nye liv, og som kunne bevirke, at missionsfolkene kunne skelne mellem tiden, før de blev omvendt, og tiden efter.

Men jeg må indrømme: Merete Boyes skildring lader mig ganske upåvirket.

Dertil forekommer den mig alt for overfladisk. Hvordan kan hun dog skrive, at ”at være en synder betyder ikke, at man er ond eller uforbederlig, det betyder bare, at man ikke er fuldkommen. At man er et uperfekt menneske”, og så bilde sig ind, at man kan føle syndserkendelse, fordi man ikke er fuldkommen – som om noget menneske på denne jord er fuldkommen – endda føle, at man har fortjent helvede, eller at livet bryder sammen, eller at vi efterlades knuste og nedbrudte! Alt sammen bare fordi man er et uperfekt menneske – og ja, det er Merete Boye, der skriver ”bare”.

Dette ”bare”, som jo langt de fleste mennesker vil give hende ret i, gør det umuligt for os at følge hende i den erkendelse, hun mener må følge: at vi skaber et helvede for os selv, og at det kun er Kristus, der kan ”trække os op af svovlpølen”. Alt sådant bliver tomme ord. Vi kan ikke få vores oplevelse af os selv til at stå mål med dette, hverken hvad angår vore indre fornemmelser eller hvad angår vore ydre handlinger.

Så nej, det onde i os kan ikke beskrives på denne overfladiske måde. Djævelen er mere udspekuleret end som så. Det onde skal altid klæde sig ud som godt, ligesom løgnen altid skal tage sandhedens dragt på sig. Det onde ligger derfor i langt højere grad i det af Jesus opfundne ord ”farisæisme”. Det er netop, når vi tror, vi gør det gode, at vi står i størst fare for at være onde. Det er, bevares, ikke alle steder, vi lever i en slags godhedskonkurrence. Men mange steder i vort samfund, i vor omgangskreds og i vor familie gør vi. Og netop når vi gør det gode for at vise os bedre end andre, netop da er vi ikke bare ”uperfekte”, nej vi er direkte forbandede kærlighedsødelæggere.

Blot er det ikke altid, vi har denne vilje i os til at tromle næsten ned med vores godhed. De fleste dage lever vi jo bare glade og ligefremme i de forhold, hvori vi står. Men det sjove er, at en sådan ligefrem holdning til vor næste ikke er noget, vi kan ville. Det er noget, der gives os. Den gives os af vor næste, og vi giver den til ham eller hende, eller – for at sige det ligeud – denne holdning er noget, der skabes af Guds ånd.

Det mindste, vi kunne gøre, var da at takke Gud for denne ligefremhedens ånd.

Så i stedet for at fylde os med krampagtig syndserkendelse og kunstig glæde over en dårlig forstået frelse, ville det, som jeg ser det, være mere kristeligt og mere i overensstemmelse med vor dagligdag, at takke Gud for det liv i kærlighed og forståelse, som vi i langt de fleste af vore levedage føler, vi lever, og bede ham rede trådene ud for os, hvis noget er gået galt mellem os og vor næste. Og det ville tilmed kunne forstås langt bedre af almindelige danskere.

Det er nogenlunde den samme bebrejdelse, jeg har rettet mod Sørine Gotfredsen, se her.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Luther, Ny testamente og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.