Stadig splittelse i folket

For cirka et halvt år siden prøvede jeg her på bloggen ud fra en tale, som biskop Henrik Stubkjær holdt ved mindekorset for Kaj Munk på Hørbylunde bakker den 4-5 2017, at analysere mig frem til den splittelse i det danske folk, som jeg mener at kunne iagttage, en splittelse, som har næsten bibelske dimensioner, jævnfør Jesu ord om de kommende kristenforfølgelser, der vil bevirke, at

En bror skal udlevere sin bror til døden, og en far sit barn, og børn skal rejse sig imod deres forældre og få dem dømt til døden. (Matt 10,21).

Nuvel, helt så vidt er det endnu ikke kommet. Men den splittelse, der forekommer, kan såmænd også være slem nok.

Den gav sig dengang udslag i, at Henrik Stubkjær i sin tale talte med uld i mund, da han ville føre Kaj Munks kamp for sandhed og ret op til nutiden. Naturligvis vidste man godt, at han havde været generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp og derfor nok var en del af det etablissement, der havde meget svært ved at sætte grænser for indvandringen, så man var nok klar over, hvad han mente med nutidens kamp for sandhed og ret. Men han sagde det ikke ligeud. For så ville han jo støde de indvandringsmodstandere, der var kommet for ligesom han at ære Kaj Munks minde. Men derved blev jo hans tale et stærkt vidnesbyrd om den splittelse, der er i folket, en splittelse, som ikke ser ud til at ville fortage sig lige med det samme.

Det samme var jeg vidne til i går ved et mindearrangement i Vedersø på 75-årsdagen for mordet på Kaj Munk. Det var et udmærket arrangement, og det blev afviklet på en god måde, selv om der var over 100 fremmødte i modsætning til de 25-30, man fra arrangørernes side havde regnet med. Og talerne kan jeg heller ikke indvende noget imod, heller ikke den første tale, den ved Kaj Munks grav, selv om det er den, jeg studsede over.

Her blev der nemlig talt med uld i mund på samme måde som for et halvt år siden, da man ville nævne Kaj Munks betydning for nutidens kamp for sandhed og ret. Mente taleren, at sandheden var de mange migranters elendige forhold sammenlignet med vores svælgen i goder, eller mente han, at sandheden blev skjult af den folkelige elite? Han mente vist det første, men han sagde det ikke ligeud, kun med antydninger blev det nævnt, at Kaj Munk kunne have noget at sige i vore dage.

Kan han da det?

Måske.

Men lad mig begynde med at indrømme, at det med sandhed og ret ikke ligger så klart for dagen, som det gjorde, da ideologierne nazisme og kommunisme herskede. Her kan vi – i hvert fald bagefter – tydeligt se, hvordan sandheden holdtes nede, hvordan der var tale om et mummespil, som de ledende brugte for at holde folket undertrykt. Dels var der mange, der aldeles ikke kunne se det dengang, og dels er fejlen hos vore dages eliter ”kun”, at de er grebet af en diffus trang til at hjælpe, og at denne trang får dem til at se bort fra, at de ødelægger det folk, de er sat til at tjene.

Man må også være klar over, at mens nazismen herskede, var der ganske mange, der ikke så det farlige ved den. Da Kaj Munk den 28. juli 1940 havde holdt sin første store tale efter besættelsen i Ollerup – en tale, der siden blev brugt som bevis for, at Munk stadig var Hitler-tilhænger, se min omtale af den her – skrev Svendborg Avis blandt andet følgende i en leder:

Vore tyske Naboer foragter enhver Form for Spytslikkeri. Det, de under de nuværende Forhold forlanger af os, og som de med Rette kan forlange, er en korrekt og forstaaende Holdning. Der er i ingen Henseende stillet Krav om, at vi skulde give os af med at efterabe Nazismen. Naturligvis. Man har fra tysk Side lagt Vægt paa, at der mellem de to Lande skabes et frugtbart Samarbejde, f. Eks. i økonomisk Henseende, og det er vi selvfølgelig ogsaa i høj Grad interesseret i. Men der er samtidig givet os et bestemt Løfte om, at ogsaa under de nye Forhold vil det danske Folks Frihed blive agtet og vort Lands fremtidige Uafhængighed fuldtud sikret.

Man er lige ved at kunne kalde dette et fornemt eksempel på spytslikkeri overfor tyskerne. Og dog er det snarere en form for journalistisk ønsketænkning. Man lader, som om der ikke er indført censur, selv om man på Svendborg Avis naturligvis udmærket véd, at det er der. Man lader, som om Danmark stadig er et frit land og at vor uafhængighed er sikret, selv om enhver med øjne i hovedet kan se, at sådan forholder det sig ikke. Men det er nu meget rarere at leve i en sådan ønsketænkningsboble end i den ubehagelige virkelighed. Og så svært kan det vel ikke være at tage en smule hensyn til vore tyske gæster, selv om de jo i virkeligheden er besættere. De har jo oven i købet været så large ikke at stille krav om, at vi skulle efterabe nazismen. Hvad mere kan man forlange!

Det var den slags holdninger, Munk ville ændre på. Det var imod den slags virkelighedstildækning, han kæmpede. Og noget kunne tyde på, at han havde menigmand med sig i denne kamp. I hvert fald var der fulde huse ved de oplæsningsaftener, han holdt rundt omkring i riget. Her oplæste han scener fra det endnu ikke færdige skuespil ”Niels Ebbesen”. Dette skuespil spillede således en væsentlig rolle i hans kamp for sandhed og ret.

Men ”sandhed og ret”! Kan man i det hele taget afgøre, hvad der i en given situation er sandhed og ret? I en tale i Tommerup ved et præstekonvent sagde Kaj Munk:

Hvem er Hr. Hitler? Intet ondt om Hr. Hitler.

Han er for os en ganske almindelig Erobrer.

Men visst er det, at Historien havde store Planer for med den Mand. De Ord, han talte, lød stærke ogsaa i kristne Øren: Offervilje, Kaldsbevidsthed, den Almægtige.

Men Kristus siger: Paa deres Frugter skal I kende dem. Løgnen følger Sandheds Spor – brugende de samme Ord.

Jeg har det Indtryk, at der er alt for store Dele af vort Folk, der befinder sig vel ved Tvetungethed og Kappen paa begge Skuldre, befinder sig vel i det Morads af Uværdighed, der for Tiden er Danmarks Liv. Det danske Folk synes let at gøre til et Trællefolk; det er, som om Materialismen har givet os Slavesind.

Men ikke sandt, når løgnen for at blive troet er nødt til hele tiden at prøve at ligne sandheden, så er tingene besværlige, vanskelige at skille ud fra hinanden. Er offervilje ikke altid noget positivt? Eller kan man virkelig ofre livet på djævelens alter?

Vi har svært ved at tro, at djævelen kan være så udspekuleret.

Men se så, hvordan Kaj Munk i ”Niels Ebbesen” gennem en skildring af figuren ”Grev Gert” fortæller os, hvordan Hitler tænker. Grev Gert taler til sine rådsmænd:

I ser ud, som om I er enige med mig, men ikke ved, hvad det er, I er enige med mig i. Ved I ikke, hvad mit Hverv er: at grundlægge det nye Rige, det, der bygger alene paa Kraft. At gøre Ende paa alle Menneskers syge Løgne om Medlidenhed, der lader det uønskede triumfere, om Retfærdighed, der er Svaghedens Skalkeskjul, om Freden, der dækker over Udfoldelsen af alle Laster. I mit Rige regerer ikke Sagførerne med Ordets underfundige Vaklen, men Styrken ved Hjælp af mit Sværd. (Se her).

Dette er skrevet i juni 1940. Allerede da havde altså Munk et klart blik for, hvad der var det væsentlige i Hitlers program: magt, magt og kun magt. Han havde heller ikke lagt skjul på det. Det lå i det såkaldte førerprincip. Herom lader Munk Gert sige:

Jeg er barmhjertig, for jeg gør Ende paa det, der ikke duer. Jeg er retfærdig, for jeg tilkender det Sunde Sejren. Jeg er Freden, selve Verdensfreden, for jeg vil at en kun en skal herske og alle andre, stumme, adlyde ham. (Se her).

Blot kunne vi danskere ikke rigtig tro på det. Selvfølgelig kunne da en ordentlig diktator som Hitler give os danskere lov til at bevare vores frihed. Det var, hvad Svendborg Avis og mange andre troede. Og når det viste sig, at sådan var det ikke, lullede man sig ind i den løgn, at sådan var det alligevel, at den tvang, man var under, var frihed.

Munk opfordrede dengang, i besættelsestidens første år, ikke til oprør og modstand og sabotage. Men hvad da? Hvad kunne man som almindelig dansker stille op?

Man kunne gøre det samme, som Vaclav Havel mange år senere anbefalede dem, der måtte leve under kommunismens virkelighedsforfalskelse, se her: at hver enkelt, så godt han kunne, søgte at ”leve i sandheden”. Det vil også sige at leve i håbet. Håbet om hvad?, vil man måske spørge. Munk lader Niels Ebbesen svare:

Landsmænd, der skal komme en stor Fredens Dag engang — den tror jeg paa og vil jeg tro paa — da vi her og vor Nabo lever Side om Side og hjælpes med at gøre Livet rigere for hinanden. Derfor skal begge vore to Folk bestaa. Og derfor lover jeg Jer, at jeg ikke vender hjem til min Plov og mine Børn, før vi har jaget alle dem, der vil vor Undergang, ned over Grænsen eller ned under Jorden, hvor de nu helst vil selv. For frie maa vi være for at leve. (Se her).

Nu er jo imidlertid vores situation noget anderledes end tiden under besættelsen. Så kan vi overhovedet bruge Munks iagttagelser til noget?

Det vil jeg mene. For vi oplever jo den samme splittelse i folket som dengang. Oven i købet fordeler de to lag i folket sig også i dag sådan, at det er eliten, der søger at omgå sandheden, men det brede folk – den del af folket, der ikke er forført af de mange medier, som eliten bruger til sine formål – der holder sig til sandheden.

Og det er egentlig ikke så svært i vore dage at skelne sandhed fra løgn. Det kræver blot, at man har mod til at stille de spørgsmål, som eliten ikke stiller. Jeg har kaldt sådanne spørgsmål ”NAQ’s”, never asked questions, se her, hvor jeg nævner nogle eksempler på sådanne NAQ’s. Flere eksempler kommer senere.

Men først vil jeg godt nævne et andet eksempel på journalisternes metoder, når de vil undvige at tale om sagen. Der er såmænd tale om et interview, som Steen Nørskov den 4-1 havde i Deadline med undervisningsminister Merete Riisager. Hun og Inger Støjberg har fået lavet en undersøgelse om tredje-generations-indvandrere. Og det viser sig, at også denne generation sakker agterud i forhold til de danske elever i folkeskolen. I den udsendelse brugte Steen Nørskov al tiden på at søge at underminere gyldigheden af denne undersøgelse. Han formåede oven i købet at fremdrage hele to såkaldte forskere, der udtalte sig om alt det, som man ikke kunne slutte ud fra undersøgelsen.

Og bevares, Merete Riisager forsvarede sig udmærket. Men hvor var det dog en skam, at hun ikke fik mulighed for at nævne det ret simple faktum, der kunne bevise, hvad der er galt med disse børn af indvandrere! Det har oven i købet været fremme i medierne, så der er ikke tale om nogen hemmelighed: disse børn har ikke dansk som hjemmesprog. Det er enkelt og ligetil at forstå, at et barn i så fald på forhånd er bagud på point i forhold til danske børn. Men indrømmet: Merete Riisager og skolefolk i det hele taget har ikke gjort det let for sig selv. Under hele diskussionen om folkeskolereformen for nogle år siden undlod man omhyggeligt at bruge ordet ”muslim”, ja, man lod hele vejen igennem, som om der kun var danske børn i skolen. Og hvis både skolefolk og journalister på den måde går udenom virkeligheden, så er det ikke let at få en sand diskussion i gang.

Jeg mindes min kusine i Amerika. Hun taler kun engelsk. Jo, for da hun skulle til at i skole, opdagede hendes forældre, at hun var bagude i forhold til de andre børn. De talte nemlig dansk i hjemmet. Men efter den opdagelse skiftede de over til engelsk i hjemmet. De valgte altså virkelig USA til på trods af, at de derved valgte Danmark fra.

Jeg gætter på, at hvis man ville foreslå noget tilsvarende for indvandrerne her i landet, ville vores elite straks fortælle os, hvor synd det er for disse børn, at de ikke mere vil kunne begå sig på deres forældres sprog.

Lad mig slutte med en hurtig opregning af de NAQ’s, som tidligere har været omtalt her på bloggen.

Det vist mest oplagte eksempel er det spørgsmål, der ikke bliver stillet angående de såkaldte ”uledsagede flygtningebørn”, nemlig, hvem har betalt menneskesmuglerne for at hjælpe barnet frem til Danmark? (Se her).

Et andet spørgsmål angående betaling, som ikke stilles, angår de mange mennesker, der her i efteråret var på vej gennem Mexico til USA. Her er det mig, der spørger Hvem betaler? uden dog at få svar. Og forresten: ville det ikke være en god journalistisk gerning at følge op på disse menneskers skæbne? Det eneste, jeg har hørt desangående, er en lille notits om, at Mexico vil lukke en flygtningelejr ved grænsen til USA. Men ingen spørger, hvor mange der er kommet ind i USA, eller om migrantstrømmen stadig foregår, eller om pengestrømmen til migrantstrømmen er udtørret. Man har fra mediernes side blot været ude på at skabe en snøfthistorie, der kunne stille Donald Trump i et dårligt lys.

Det er også bemærkelsesværdigt, at ingen journalister under den store migranttsunami i efteråret 2015 prøvede at finde ud af, hvorfor netop nu migrationsruten via Tyrkiet-Grækenland var blevet så populær. At det skyldtes, at Syriza i januar 2015 gik til valg på en mere lempelig flygtningepolitik, var der ingen journalister i det øvrige Europa, der interesserede sig for. Man betragtede i alle de mange reportager om migrantstrømmen denne som en naturkatastrofe, uforklarlig og uafvendelig. Selv om sandheden derom såmænd kunne udfindes af lille mig, jeg, der ikke har nogen journalistisk uddannelse, men blot er naturligt nysgerrig, se her. Hvad der altså ikke var nogen journalist, der var.

Og endelig er det mig fortsat en gåde, hvordan man i hele EU-systemet stadigvæk på én gang kan prale af, at man overholder ”fodjordsreglen” til punkt og prikke, og fastholde et transportøransvar for alle flyselskaber. Man pudser sin glorie med fodjordsreglen: alle, der sætter foden på europæisk jord, har ret til at få deres sag behandlet, men fortier, at man med transportøransvaret sender asylansøgerne i armene på menneskesmuglere. Det er hykleri i eu’sk særklasse, se her.

Begge disse to sidste former for hykleri har jeg beskrevet i en kronik, jeg fik optaget i Jyllands-Posten, se her, uden at hykleriet af den grund er aftaget.

Dog, selv om den folkelige splittelse har været meget dyb, synes der nu at være tegn i sol og måne på, at nogle politikere er ved at ændre holdning. Det sker kun ganske langsomt, for man skal jo have baglandet med, og når man som lydigt partimedlem igennem mange år har været vant til at betragte modtagelsen af migranter eller flygtninge, som man tidligere kaldte dem, som noget nær uomgængelig, kan det være vanskeligt at forklare, at det ikke mere forholder sig sådan. Men om ikke partimedlemmerne skifter holdning, vælgerne gør det i hvert fald. Og selv om disse bølgeskvulp i vælgerhavet foreløbig kun har ført til, at Spanien og Italien har skiftet plads – Italien har lukket sine havne for migranter, fordi dets regering vil lukke helt af, men Spanien har fået en socialistisk regering, der ikke kan få sig selv til at nægte migrantskibe adgang til sine havne – så vil det forhåbentlig gå sådan, at efterhånden alle europæiske regeringer standser migrantstrømmen, så til sidst også kommissionen må give sig.

Hvorfor ”forhåbentlig”?

Fordi det at leve i hykleri ikke er at leve i sandhed. Fordi man ikke kan blive ved med at ”lade, som om”. Fordi hele mummespillet dog må ophøre, som det ophørte for Sovjetunionens vedkommende.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.