O hellige enfold!

Nu er der minsandten nogle engelske kirkeledere, der vil konkurrere med paven om at være mest barmhjertig overfor de mennesker, som de kalder ”flygtninge”. Kristeligt Dagblad beretter om det den 8-1, se her, under overskriften: ”Kirkeledere er ”forfærdede” over britisk debat om migranter”. Af én eller anden grund sætter de ordet ”forfærdede” i overskriften i anførselstegn. Det kan selvfølgelig bare hænge sammen med, at det ord er ét af de ord, kirkelederne betjener sig af. Men det kan også betegne en vis afstandtagen fra avisens side. Og det skal den ikke høre noget for fra min side.

For mage til enfoldighed og mangel på omtanke skal man da lede længe efter. Eller – hvis det må være mig tilladt at bruge mine egne betegnelser – mage til samaritanitis-besmittelse ser man meget sjældent. Blot kan man bemærke sig, at det ikke er lignelsen om den barmhjertige samaritaner, disse ledere har anvendt, men historien om Jesu flugt til Egypten, Matt 2,13-15. Det er jo også den tekst, der prædikes over i disse helligtrekongerstider. Og det er imponerende, hvad de kan få ud af den tekst. De skriver, ifølge Kristeligt Dagblads referat:

I brevet henviser kirkelederne til den netop overståede helligtrekonger. Det var efter de tre vise mænds besøg, at Jesusbarnet selv blev flygtningebarn i Egypten, da kong Herodes beordrede alle drengebørn under to år i og omkring Betlehem dræbt.

Den hellige families flugt går igen i flygtninges situation rundt om i verden. Vi siger til regeringen: Lad os hjælpe med at ændre det fjendtlige miljø, til en kultur, hvor vi tilbyder et fristed.”

Jeg véd godt, at noget af det, der kendetegner en god prædikant, er, at han kan få noget opbyggeligt ud af næsten en hvilken som helst tekst. Men alligevel! Hvis man nu gør sig klart, at Matthæusevangeliets barndomsberetninger efter al sandsynlighed er uden historisk virkelighed, alene opfundet med det for øje at kunne fastslå, hvordan Jesu forkyndelse går stik imod denne verdens magthaveres ønsker, må man så ikke i redelighedens navn undlade at sammenligne hans flugt med migranternes flugt i vore dage? Man kunne måske sammenligne den med ordet fra Luk 22,24-27, disciplenes strid om, hvem der er den største, hvor Jesus siger:

Folkenes konger hersker over dem, og de, som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere. Sådan skal I ikke være; men den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener. For hvem er størst: den, der sidder til bords, eller den, der tjener? Er det ikke den, der sidder til bords? Men jeg er iblandt jer som den, der tjener.

Så ville man have en vis sandsynlighed med sig for, at dette er ægte Jesus-ord. Men så ville man jo ikke få noget med flugt ind i billedet, og det ville også være vanskeligere at få de første ord til at stemme overens med vore dages demokratisk valgte ledere.

Men som sagt: Paven har indledt denne fromhedskonkurrence. I en prædiken sidste år, se her, var det ordene fra juleevangeliet: ”der var ikke plads til dem i herberget”, han tog frem.

Dengang kommenterede jeg pavens påstand om, at Gud i dette barn (Jesusbarnet) gør os til agenter for hans gæstfrihed, således:

alt dette ville jo være udmærket, hvis paven var i besiddelse af noget tryllesalt, som han kunne drysse ud over vore samfund, så der ikke blot blev skabt husly og brød til de mange migranter, men også arbejde til dem.

Og da paven ikke er i besiddelse af noget sådant tryllesalt – og hans engelske konkurrenter heller ikke – må man konkludere, at hans (og deres) formaninger er en billig omgang.

Den britiske indenrigsminister, Sajid Jahid, siger direkte til migranterne:

I kommer fra Frankrig, som er et sikkert land. Næsten alle I, der kommer her, søger om asyl. Men hvis du var en ægte asylansøger, kunne du have gjort det i et andet sikkert land,” sagde indenrigsministeren ifølge avisen Daily Express under et besøg på en flådekutteren HMC Searcher, der patruljerer kanalen.

Bemærkningerne fik den anglikanske biskop af Dover, som ligger dér, hvor kanalen er smallest, til at minde ministeren om, at det er folk i nød, der begiver sig ud på turen over kanalen.

Det er vigtigt at huske, at vi her taler om mennesker. Lad os ikke glemme, at hver eneste person er kostbar,” sagde biskop Trevor Willmott til avisen The Guardian.

Indenrigsministeren fremfører her et argument imod de fromme mennesker. Og man skulle jo tro, at de følte sig forpligtet til i det mindste at tage argumentet op. Men intet ligger biskoppen af Dover fjernere. ”Der er tale om folk i nød”, siger han. Ja, det siger alle dem, der er ramt af samaritanitis, ellers er deres ”gode gerning” jo ikke god. Men det er jo ikke sandt. Disse mennesker er ikke i nød, de er heller ikke forfulgte, slet ikke personligt forfulgte. Og stillet overfor indenrigsministerens argument om, at alle kanalmigranterne kommer fra Frankrig, et land, som på ingen måde stræber dem efter livet, falder en sådan i luften frit svævende påstand om dem som værende i nød uhjælpeligt igennem.

Men den gode biskop ser det ikke selv, og det er måske også tvivlsomt, om den britiske presse gør det.

Jeg har tidligere været inde på, at vore dages kirkelige synes at være grebet af et falsk kristendomssyn på nogenlunde samme måde, som middelalderens kirkelige var det. Blot mangler vi jo så en Luther til at gennembryde dette falske syn på det væsentlige i kristendommen. Se eventuelt her, hvordan Luther gennemførte en ”Umwertung aller Werte”, en omvurdéring af alle værdier.

Dengang mente man, at man kun kunne være en sand kristen, hvis man fulgte Jesu opfordring til den rige unge mand om at sælge alt, hvad han ejede og derefter slutte sig til Jesus (Matt 19,21). Det gennemskuede Luther, idet han gjorde opmærksom på, at franciskanerne aldeles ikke forlod alle ting, men drog ind i klostre, hvor de fik alle ting serveret.

Men han sagde mere end det i sin prædiken over fortællingen om den rige unge mand. Han hævdede, at ægteskabet er Guds gode ordning, altså en skabelsesordning, og at den mand, der stiftede familie og fik børn, havde forpligtelser overfor kone og børn, som han ikke sådan kunne løbe fra, se min gennemgang af fortællingen her. I dette blogindlæg vover jeg til sidst at skrive:

Og nu er spørgsmålet så, om vi kan betragte den nationale sammenhæng som en lignende skabelsesordning. Er det umiddelbart set en god ting, at vi har tillid til vore landsmænd? Er den samhørighed, vi føler med andre danskere, en ligegyldig tilfældighed, som i virkeligheden burde erstattes af samhørighed med alle og enhver, eller er den noget gudgivet, som vi ikke blot bør takke for, men søge at bevare? Og spørgsmålet er videre, om vi, hvis vi lader hånt om denne sammenhængskraft og i vor iver efter at gøre det gode indlader en masse fremmede i vort land, handler ædelt og etisk korrekt, eller om vi mon ikke derigennem snarere opfylder vor egen retfærdiggørelsestrang end Guds lov.

Det samme kan jeg spørge om, stillet overfor disse kirkelige lederes formaning. Vi har som danskere igennem århundreder oplevet, hvordan vort folk er blevet smedet sammen, så vi har en umiddelbar tillid til hinanden. Vi har fælles sprog, nogenlunde fælles oprindelse, og ikke mindst har vi under Anden Verdenskrig fået repeteret, hvordan et ydre tryk kan fremkalde en uventet stor folkelig samhørighed. Nu har vi så erfaret, hvor svært det er for muslimer at blive en del af dette samfund, hvordan de mere er indstillet på at få os til at bøje os for deres traditioner end for selv at bøje sig for vore. Parallelsamfund er opstået så her, så dèr, kriminalitet i sådanne ghettoer er omfattende, politi og brandvæsen bliver mødt med stenkast, når de skal udfører deres tjenestejob dèr. Vi ser mere og mere af vort samfunds sammenhængskraft udhulet. Er vi da ikke nødt til at bremse op for den muslimske tilvandring, alene for at kunne bevare vort frie og tillidsfulde samfund? Og altså, ikke blot nødt til det for vor egen skyld, også nødt til det for at vise alverden, at Gud har indrettet det sådan, at tillidsfulde og frie samfund mest opstår, hvor folk har fælles fortid, fælles sprog og fælles skæbne.

Til sidst kun dette: Det er en særegenhed ved denne britiske debat, at den deltager, der vil bremse tilstrømningen, er muslim, indenrigsminister Sajid Jahid. Ham er det, der kommer med den soleklare indvending, at disse migranter jo kommer fra et sikkert land, hvordan kan de så tillade sig at søge asyl i England?

Man kunne få den tanke, at muslimerne måske alligevel ikke er interesseret i at få alt for mange muslimer ind i landet. Eller at i hvert fald nogle af dem godt kan se, at de, hvis der sker det, at der kommer alt for mange, kommer til at miste mange af de goder, de har for øjeblikket, fordi der simpelthen vil blive for mange om de begrænsede midler, der selv i vore rige samfund kan bruges på uuddannede muslimer på kontanthjælp.

Dog, dette er der ikke andre vidnesbyrd om, så lad det foreløbig være en flyvetanke, der endnu ikke har fundet et sted at sætte sig til hvile.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik, Luther, Ny testamente og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.