Ny teologi

Nu er man begyndt at diskutere teologi i Kristeligt Dagblad. Og da det spørgsmål, man diskuterer, er et spørgsmål, der har optaget mig fra midten af firserne, er jeg naturligvis rimelig interesseret og følger godt med.

Man har haft lidt smådiskuteren frem og tilbage om, hvorvidt man skal lave om på dåbsritualet. Men her forleden fremsatte så Lars Sandbeck den tanke, at det ikke blot er ordene i dåbsritualet, man bør lave om på, det er teologien bag, der trænger til at ændres, se her. Sandbeck gør opmærksom på, at reformatorerne var tilhængere af en kras arvesyndslære, hvorefter det nyfødte barn var en synder, der ville ryge direkte i Helvede, hvis ikke det blev døbt. Han glemmer så ganske bekvemt, at langt de fleste nutidige teologer har forladt denne arvesyndslære.

Det har fået Claus Thomas Nielsen, kendt tidehvervsmand, på banen. Han lader, som om Sandbeck ligesom han selv er tilhænger af den bogstavelige reformatoriske arvesyndslære, og roser ham, fordi han tør, hvor andre tier, se her.

Også Aarhus-teologen, professor Anders-Christian Jacobsen, er leveringsdygtig med et indlæg, se her. Han mener som Sandbeck, at der er behov for at fjerne arvesyndslæren bag dåbsritualet, men han fortæller os ikke, hvor denne lære forekommer i ritualet, og er derfor lidt vag med hensyn til ændringer.

Jeg skrev i 2000 en artikel i Præsteforeningens Blad, betitlet ”Foreløbigt opgør med Luther”, se her. Her prøver jeg at vise, at Luther i alle detaljer delte Augustins opfattelse af menneskets syndige substans:

Augustin mente, at fordi mennesket ikke kan andet end udøve syndigt begær i undfangelsesøjeblikket, derfor fødes mennesket som en synder. Luther også. Augustin mente, at fordi Kristus var undfanget ved Helligånden, derfor var han alene født uden synd. Luther også. Augustin mente, at skønt dåben rensede for al arvesynd, kunne man dog ikke skaffe sig et syndfrit individ ved at lade et nydøbt ægtepar have samleje, det var kun syndens skyld, der blev fjernet ved dåben, ikke dens realitet. Luther også. Augustin mente, at den ugifte stand var den bedste, men at ægteskabet var en Guds ordning, indstiftet for at undgå utugtssynder. Luther også. Dog var der den forskel mellem de to, at mens Augustin mente, at man burde blive munk og leve i cølibat, var Luther af den anskuelse, at man, hvis man følte kønsdriften røre på sig, skulle følge Guds råd, at det er bedre at gifte sig end at brænde (1 Kor 7,9); hvis man blev i klostret under de omstændigheder, udviste man en holdning, der imod Guds råd søgte at retfærdiggøre sig selv. Men det, der fik Luther til at anbefale klostrene nedbrudt, var altså retfærdiggørelseslæren, ikke skabelseslæren.

I ovenstående afhandling kan man se de steder angivet, der beviser mine påstande.

Det er lidt svært at tro på, at Claus Thomas Nielsen virkelig tror på det, han siger, han tror på. Tror han virkelig på, at arvesynden kommer ind i mennesket ved undfangelsesakten? Det tror jeg ikke på. Kanhænde, at han som andre tidehvervsfolk bruger det sære Luther-diktum ”Synd tappert” (se her) for at undskylde overfor sig selv, at han som alle os andre finder denne undfangelsesakt vidunderlig, men jeg er såmænd ikke engang sikker på, at han tænker så langt. Og når han også hævder, at det faldne menneske har bevaret noget af gudbilledligheden, så er det mere Grundtvig end Luther, han holder sig til. Grundtvig har i hvert fald i ”Den christelige Børnelærdom” på netop det punkt skitseret en afgørende forskel mellem sig selv og de luthersk-ortodokse: de mener, at intet af gudbilledligheden er tilbage, Grundtvig, at noget er tilbage.

Anders-Christian Jacobsen skitserer den arvesyndslære, han vender sig imod: den vender op og ned på forholdet mellem menneske og Gud. Gud bliver den uretfærdige dommer, der dømmer et uskyldigt barn til Helvede. Andre vil, hævder han, sige, at arvesyndslæren skal sige, at intet menneske kan leve sit liv uden at komme i konflikt med sig selv, sit medmenneske og Gud. Det kan være rigtigt nok, siger han så, men så er det det, man må gøre til grundlag for dåben.

Jeg må sige, at for mig at se er der meget mere på spil, hvis man vil tage et opgør med Luther med hensyn til arvesyndslæren. Jeg taler af egen erfaring.

Faktisk havde jeg ingen anelse om, at Luther var augustinsk i sin teologi, før jeg i midten af firserne fik anskaffet mig de 67 bind af Luthers samlede tyske værker i Erlangerudgaven. Alle de tekster, jeg indtil da havde læst, og alle de kommentarer, jeg havde frekventeret, fortalte intet om Luthers augustinisme. Det blev vist betragtet som noget uvedkommende, man gjorde klogest i at springe over.

Men er det sandt? Er er her tale om et ubetydeligt levn fra middelalderen hos Luther?

I Luthers skrift imod Latomus har jeg ikke kunnet dy mig for at komme med en lidt besk kommentar til en note i Asger Højlunds oversættelse af skriftet, se her. Af teksten bliver det klart, at Luther betragter selve seksualakten som syndig, se her. Men Højlund kommenterer blot dette forhold på denne måde: ”I dette stykke er Luther, som i øvrigt størstedelen af kirken fra oldkirken og op til det seneste århundrede, præget af den platonske forståelse af selve seksualakten som syndig”. Dette giver jeg følgende kommentar med på vejen:

Ikke mere. Det er dog besynderligt. Her har vi noget, der viser, at hele Luthers baggrundsforståelse er forskellig fra vor, her ser vi tydeligt, at for Luther er den gennemgribende syndsforståelse helt anderledes funderet, end den kan være for os, og så springer en alvorlig fortolker det rask væk over, så læser man hen over det, så lader man, som om dette er en biting, der ikke har nogen betydning for vor forståelse af Luther, så går man videre i sit forsøg på at forstå den Luther direkte, som man dog ellers har fået et vink med en vognstang om ikke kan forstås direkte.

Desværre er Højlund på ingen måde alene om denne fejl. Jeg har faktisk kun foruden mig selv fundet én, der har gjort opmærksom på det. Løgstrup nævner sagen i ‘Norm og spontaneitet’, men tager ikke stilling for eller imod.

Som jeg andetsteds har nævnt, vil jeg betragte dette som 1900-tallets lutherforskeres skødesynd. Og jo mere jeg tænker over det, des mere mærkeligt forekommer det mig, at man fx med største selvfølgelighed mener at kunne udlægge og forklare det kendte dictum ‘simul justus ac peccator’ uden at være opmærksom på, at det må få en helt anden valør i den Luthers mund, der i ét og alt følger Augustin i syndsforståelsen, end det nogensinde kan få i et moderne menneskes mund, der kun kan have et skuldertræk tilovers for den augustinske syndsforståelse.

Det er ikke mindst denne stikken hovedet i busken, der har bevæget mig til dog i det mindste at undersøge, hvad det er Luther siger, ud fra hans egne forudsætninger.

Stedet i ”Norm og Spontaneitet” findes på side 147, og dèr prøver Løgstrup at forene de noget forskellige udsagn, som Luther er kommet med. Jeg vil dog foretrække at sige, at der hos Luther er to forskellige grundholdninger, der kæmper mod hinanden: én holdning, som han har fra Augustin, og som jeg har afbildet med ovenstående citat fra min afhandling i Præsteforeningens Blad, og en derfra forskellig holdning, som man kan kalde den ”folkelige Luther”, hvor han lader sine egne erfaringer fra ægteskabet træde tydeligere frem. Disse to ”Luthere” har jeg prøvet at gøre lidt rede for i én af mine ”Den fremmede Luther” her på bloggen, nemlig nummer 2, se her.

Tilbage står så spørgsmålet om, hvilken teologi vi skal lægge til grund for vort dåbssyn, hvis vi tvinges til at kaste vrag på Luthers arvesyndslære. Her vil jeg foreslå, at vi knytter til ved Luthers forståelse af gudsforholdet som et personforhold, der etableres ved tro og tillid, i stedet for den middelalderlige lovforståelse af gudsforholdet. Det var jo dog til syvende og sidst denne nye forståelse, der lå bag reformationen. Og det er også en sådan forståelse, der præger mange præster, når de f.eks. i faddertiltalen skal redegøre for, hvad dåben indebærer. Det samme gælder de mange dåbssalmer, der er skrevet, også de holder sig i reglen langt borte fra umulige og for nutidsmennesker uforståelige klichéer.

Fornylig fandt jeg en dåbssalme, som jeg skrev i 1993. Jeg har brugt den ved en dåbsgudstjeneste én gang, men lod den så ligge. Dog er den ikke helt tosset. Og i hvert fald kan jeg ud fra den gøre rede for, hvordan jeg på pædagogisk forsvarlig måde vil fortælle dåbsforældre, hvad det hele går ud på. Den ser sådan her ud:

1. Tak for det barn, du gav os, Gud,

for hver en fuldendt finger!

Tak, skønt unægtelig jo brud

på nattesøvn det bringer!

2. Tak for de mange dages sum,

hvor vi fik lov at bære

på livets vækst i livets rum,

på livsprocesser sære!

3. Tak også, Gud, for véers skrig,

for fødslens gode smerte!

Ved smerten bandt du listelig

det barn ind til vort hjerte.

4. Og tak for barnets sug og smil,

dets appetit på livet!

Vi lægger ble og omsorg til,

og væksten bli’r os givet.

5. I barnet la’ du billed dit,

men også lidt af vores.

Vort eller dit — det sker ret tit,

vi af vort barn bedåres.

6. Dit billed, Gud, og vores med,

det skal nu vokse, trives,

og skulle helst af kærlighed

og fællesskab omgives.

7. Men ak, vi aner det, o Gud,

at kærligheden skranter,

skal selv vi fylde målet ud,

da bli’r det kun til slanter.

8. Så du, der selv er kærlighed,

lad barnet vær’ dit eget,

så, hvor det går, din Ånd går med!

Det er vist ej for meget!

9. Når barnet ved vor troløshed

forbløder inderst inde,

husk på dit barn, som skulle fred

i eget selvværd finde!

10. Og når vort voksenhykleri

vil gøre alt uægte,

husk det skal ses, selv midt heri:

det barn kan ingen knægte!

11. Så skal, som dine kære børn,

vi selv og vore unger

nok tages vores lovsangstørn

med sang af fulde lunger.

Som man ser, går de fem første vers med at sige tak og indrømme vor betagethed af det mærkelige, der sker, når et barn fødes. Det vil sige: vi begynder med skabelsen. Når vi gribes af barnets barnlighed, når vi betages af væksten i barnet og altså ikke bare betragter det som en selvfølgelighed, så finder vi det naturligt at sige tak, ligesom vi jo i vor folkelige tradition siger ”vi har fået et barn”, ikke ”vi har frembragt et barn”.

Hvis taknemlighed på den måde griber os, er det lettere for os at arbejde med på de fællesskaber, vi står i. For netop den tillid og kærlighed, vi oplever dèr, er jo lutter foræringer, i hvert fald ikke noget, vi selv kan frembringe. Hvis vi selv mener, vi kan frembringe kærlighed, bliver det kun manipulation.

Og det er jo faren, også for det barn, der skal vokse op med os som forældre: at det mødes af troløshed eller forstillelse. Derfor må takken efterfølges af bøn, bøn om hjælp, eller mere præcist: Bøn om, at Guds dåbsløfte må indfries: at han vil lade sin ånd trænge igennem, så den umiddelbare kærlighed må gribe os i vore ord til hinanden.

Og får vi lov at opleve det – og det gør jo ganske mange forældre – så er vi tilbage ved lovsangen.

Noget af det samme kan ses af nummer 448 i Salmebogen: ”Fyldt af glæde over livets under” og i Hans Anker Jørgensens ”Sov du lille, sov nu godt”, som findes i 100 Salmer som nummer 839. Også disse salmer rummer, skal vi sige: et forslag til dåbsteologi, herunder en bøn om, at Guds dåbsløfte må indfries: vi er jo, som det hedder i nr 448, vers 4, født på ny til liv i Kristus, og det kan godt udlægges som et løfte om, at Gud vil give barnet at vokse op som et selv, noget værd i Guds øjne, omend det måske ikke er særlig gennemskueligt for kirkefremmede dåbsforældre.

Så véd jeg godt, at vi ikke er kommet særlig langt ind i det ny testamentes dåbsteologi. I den spiller jo martyrtanken med ind. Og jeg véd ikke, om det er tilrådeligt overfor folk, der står famlende overfor kristendommen, eller skal vi sige: overfor nybegyndere, ligefrem at fortælle, at vi døbes til at efterfølge Jesus også i villigheden til at sætte liv til for sandhedens skyld.

I Luk 12,50 siger Jesus: ”Men en dåb skal jeg døbes med, og hvor det knuger mig, indtil den er fuldendt”. Der er ingen tvivl om, at han her ser frem til sin død og opstandelse, og altså føler en knugende fornemmelse om hjertet ved det. Den samme tanke om dåben som identisk med død og opstandelse ses i Mark 10,38, hvor Jesus spørger Zebedæussønnerne, som beder om at måtte få sæde ved hans side, således: ”I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg drikker, eller døbes med den dåb, jeg døbes med?”

Det vil sige: Dåben er en tegnhandling, der knytter os sammen med Jesus, så vi tænkes at følge efter ham gennem døden frem til opstandelsen. Det er også sådan, Paulus forstår dåben i Rom 6,3f: ”Eller ved I ikke, at alle vi, som er blevet døbt til Kristus Jesus, er døbt til hans død? Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv”. Det nye liv, vi tænkes at skulle leve, er et liv i tillid til, at kommer vi til at lide, endda lide døden for sandhedens skyld, så sker det i efterfølgelse af Jesus, dvs., vi kan som han forvente en opstandelse som en kraftgerning fra Gud, der viser vor døds meningsfuldhed.

Jeg skrev for cirka halvandet år siden en salme på den melodi, der bruges til Simon Grotrians dåbssalme: ”Velsign mit, barn, o kære Gud”, nr 840 i 100 Salmer, se her. Her tænker jeg mig, at forældrene i vers 5 kommer til at bede om, at barnet hellere, i stedet for selv at gribe til vold og terror, må blive offer for vold, men at de øjeblikkelig i vers 6 tager denne bøn tilbage: skal nogen lide nogen martyrdød, så lad det være en anden, og lad vort barn leve livet ud. Men forældrene tænkes dog fromt at slutte med en bøn om, at det dog må være Guds vilje, der sker.

Og om ikke andet, så kan vel dette salmeforsøg være en påmindelse om, at det nok alligevel ikke er så ligetil uden videre at lade det ny testamentes dåbsteologi være vores.

Dette indlæg blev udgivet i Luther, Ny testamente og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.