Kirkens undladelsessynd

Det var et gevaldigt forsvar for regeringens udspil om psykisk vold, Eva Kjer Hansen kunne levere forleden aften i Deadline. Hun beskrev så nøje de situationer, man tænkte på at ramme med loven, at man som tilskuer sidder og tænker: ”Ha, hun tør ikke sige m-ordet!”

Man kunne oven i købet gribe sig selv i at tænke, at dette til forveksling ligner situationen for nogle år siden om folkeskoleforliget. Man turde ikke sige, at hele denne operation havde til hensigt at få de muslimske elever bedre integreret.

Nu er så justitsministeren ude i samme ærinde i Berlingske, se her. Søren Pape skriver bl.a.:

For et år siden startede jeg arbejdet med at udforme et lovforslag om psykisk vold i samarbejde med flere organisationer. Undervejs i arbejdet har jeg mødt nogle af de mennesker, der har levet i hjem, hvor psykisk vold har hersket. F.eks. en kvinde, der levede med en mand, som monitorerede hendes adfærd i mindste detalje. Og en kvinde, som pga. mandens jalousi blev isoleret fra sin omgangskreds og underlagt et regime af nedværdigende kontrol. Organisationer, der har viden om psykisk vold, har også fortalt mig, at ofre for psykisk vold ikke altid er klar over, hvad de er udsat for. Deres selvværd nedbrydes langsomt, de mister dømmekraften og plages af skyld og skam. Samtidig går psykisk vold ofte forud for fysisk vold, og meget tyder på, at der i hovedparten af sager med partnerdrab har været en forudgående psykisk vold.

Og ikke sandt, det er ret let at se, at det ikke er psykisk vold blandt etniske danskere, der tænkes på, men psykisk vold blandt muslimer. Og tror man ikke på denne antagelse, bringer Den korte Avis en artikel om tre kvindemord i Østrig, se her, alle foretaget, fordi den muslimske mand ikke kunne tåle, at hans kone ville have del i den frihed, som vestlige samfund tilbyder vore kvinder, men handlede, netop som Søren Pape beskriver det: kvinderne blev isoleret fra deres omgangskreds, blev underlagt en nedværdigende kontrol, osv.

Fra den norske document.no hører vi en lignende historie, dog nu med manden som den svegne part, se her. Overskriften er meget sigende: ”Da kærligheden mødte islam”. For nordmanden, Ove, var overbevist om, at Paulus havde ret, når han i 1 Kor 13,7 siger, at kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Så da han opdagede, at Miriam, som han havde mødt og var blevet forelsket i, var muslim, holdt han sig til Paulus, og mente, at det nok skulle gå. Men da hendes familie opdagede forholdet, forlangte de, at Ove skulle konvertere til islam. Det fremgår ikke, om han gjorde det, men derefter stillede Miriam flere og flere krav, krav om ikke at spise svinekød og ikke at drikke alkohol. Så hedder det:

Ove synes også deres sexliv var vanskelig. Miriam hadde blitt rituelt omskåret på egyptisk vis av sin onkel under et barneselskap. Å stimulere denne kvinnen var svært vanskelig, ettersom hun ikke kunne føle mye av selve seksualakten. Hvordan kunne familien hennes tillate at noe så forferdelig hadde blitt gjort mot henne, og hvordan kunne hun fremdeles ha et familiært forhold til disse menneskene som hadde berøvet henne muligheten til et sexliv som alle kvinner har en rett på? Dette var ubestridelige fakta, som det var ytterst vanskelig å forholde seg til.

Da så Miriam blev gravid, glædede Ove sig til at blive far, men her glædede han sig for tidligt. For Miriam fik arrangeret en abort i al hemmelighed, og det glædede hendes familie sig over, for, som han senere fik at høre at de sagde, ”familiens ære var blevet reddet”. Men hans faderdrømme var lagt i grus. Og så måtte han indse, at Paulus’ ord ikke havde magt her, og de gik fra hinanden.

Nuvel, det må indrømmes, at intet i den sidste historie formentlig ville kunne komme ind under den påtænkte lovs bestemmelser om psykisk vold. Men de andre historier viser, at det er muslimer, man har i tankerne, det er muslimers psykiske vold i deres ægteskaber, man vil prøve at forhindre med loven.

Det er tvivlsomt, om det vil lykkes. Lad mig igen minde om Luthers ord i skriftet om øvrigheden fra 1523. Han skriver:

Så siger man igen: Ja, men den verdslige magt øver ikke tvang i trosspørgsmål, men forhindrer kun på ydre måde, at folk bliver vildledt af falsk lære. Hvordan skulle man ellers bekæmpe kætterne? Svar: Det skal biskopperne gøre; det er dem, og ikke fyrsterne, der har fået denne tjeneste pålagt. For kætteri kan man aldrig bekæmpe med magt. Der skal en anden fremgangsmåde til og her er det en anden kamp end sværdets. (Se her).

Det, øvrigheden vil gøre med loven om psykisk vold, er noget, kirken for længst skulle have gjort. Kirken skulle have taget et opgør med islam, kirken skulle have undersøgt islams lære, skulle have gjort sig klart, hvordan muslimers handlemåde udspringer af denne lære og derudfra være kommet med diverse bebrejdelse mod vore muslimske landsmænd, fordi de stadig, også her i landet, hvor de ikke er tvunget til det, holder sig til denne umenneskelige lære.

Det er ikke så ligetil en sag, det må indrømmes. Jeg har forsøgt mig med noget i den retning mange gange her på bloggen, og nu vil jeg forsøge mig igen. Forsøge mig? Ja, mere bliver det nok ikke til, for det, det drejer sig om, er jo ikke blot at rette bebrejdelser mod muslimerne, fordi de opfører sig anderledes end os, det er at søge at forstå, hvorfor de opfører sig anderledes, hvad det er for tanker, der får dem til at gøre det, de gør.

Lad mig her prøve at klargøre det ved hjælp af skellet mellem lov og evangelium, dog med den udvidelse, at skellet her skal forstås som et skel mellem voldens magt og ordets magt.

Sædvanligvis foretager vi ikke denne sidste skelnen, for i vore kristne lande har kristne godt nok mange gange forstået kristendommen som lov, men har aldrig betragtet det som en from gerning at tvinge andre til at overholde loven. En sådan fromhed er derimod fulgt i islams kølvand. Og da islam giver manden forrang frem for kvinden, betyder det, at den muslimske mand som regel betragter det som sin ret og pligt med magt at tvinge de ham underlagte kvinder til at rette ind efter shariaen, dvs., efter hans tolkning af shariaen. Gør han ikke det, kan han ikke opretholde sin ære blandt sine medmuslimer. At være en god muslim er ikke blot selv at rette sig efter shariaen, det er også at tvinge de mennesker, shariaen lægger ind under ens myndighedsområde, til at overholde shariaen.

Dertil kommer – som ofte nævnt tidligere – at islam tænker kollektivt, hvor vi tænker individuelt. Hvordan kønsdriften skal tøjles, er for os noget, den enkelte må finde ud af, men hos muslimerne er det samfundet som sådant, der skal sørge for dette. Og det sker ved livet igennem at holde kønnene skarpt adskilte og ved at påbyde især kvinderne indskrænkninger i deres bevægelser og opførsel i det offentlige rum. De må ikke være udfordrende klædt, de må ikke bruge parfume, de må ikke se direkte på mænd, men skal slå øjnene ned , osv.

Og da denne påtvungne kønsadskillelse ikke giver mulighed for, at forelskelse kan opstå, er det ifølge muslimsk tradition forældrene, der bestemmer, hvem de unge skal giftes med. Og vil de unge ikke makke ret, måske fordi de er blevet forelsket i en anden, så er det faderens ære, der er gået for nær, dvs., hvis han vil være en god muslim, må han prøve at gennemtvinge sin vilje.

Vi kan til nød forstå det med faderens ære, men at han forsøger sig med vold, fordi han vil være en god muslim, det er ret uforståeligt i vore øjne. Og dog er det netop det, vi skal have fat på, når vi skal leve os ind i muslimsk tænkemåde. Kun derved kan vi jo også få en forklaring på, at de fædre, der udfører de såkaldte æresdrab, ikke synes at fortryde noget bagefter, men synes at have god samvittighed over det, eller i hvert fald at mene, at det var en nødvendighed, at de handlede, som de gjorde.

At det er afgørende for en muslims ære, at han som far skal bestemme, hvem hans børn skal giftes med, det er vi efterhånden blevet klar over. Jeg minder om, at Sadiq, faderen til de to søstre, som Åsne Seierstad skriver om i sin bog ”To søstre”, ikke ville anerkende, at den mand, hans ældste datter var blevet gift med, var hans svigersøn; han havde jo ikke spurgt ham, om han måtte gifte sig med hans datter. Derfor sagde han, da han efter megen møje og besvær var kommet til Syrien, havde talt med sin datter og derefter fået at vide, at hans svigersøn sad i en bil og inviterede ham til at komme og tale med sig: ”Jeg har ingen svigersøn”, se her.

Og derfor handlede Alis far, som han gjorde, i den beretning, som Berlingske bringer fra Vollsmose, se her.

Alis far var blevet fængslet for at have stukket Alis storesøster med en kniv. Og det er Ali, Berlingske får fat på for at finde ud af, hvad der er op og ned i denne sag. Men Ali kan ikke sætte sig i sin fars sted. Han har en anden opfattelse af, hvad islam siger, en opfattelse, der minder om den vestlige ønsketænkning om islam.

Der er sket det, at storesøsteren havde nægtet at gifte sig med den mand, hendes far udpegede til hende. At der er noget galt i det, kan Ali ikke se (og reporteren spørger ham ikke ud om det). Så er hun her den 1-1 2019 blevet gift ved en imam, og da Ali bliver spurgt, om faderens knivstikkeri ikke er udtryk for æresdrab, siger han:

Grunden til, at det ikke er et æresdrab, er, at hun har ikke gjort noget forkert, der har trådt på min fars ære. Hun blev gift 1. januar, så selv hvis hun havde kysset eller haft sex med sin nye mand, havde det været lovligt i islam.

Men han svarer ikke på, om hendes giftermål var i overensstemmelse med faderens vilje. At det er lovligt i islam at kysse og have sex med sin mand, det véd vi jo godt. Og det vil sige, at Ali ikke anerkender sin fars ret til at bestemme, hvem storesøsteren skal giftes med, selv om det er almindeligt at anerkende det indenfor islam. ”Hun har ikke gjort noget forkert”, siger han. Men faderen og de fleste muslimer er jo af en anden mening.

Om det første ægteskabstilbud siger Ali:

Der kom på et tidspunkt en mand og friede til min søster. Hun sagde nej, hvor min far havde sagt ja. Han blev helt gal over, at min søster havde sagt nej, og der sagde han: »Hun har trådt på min ære«. Men der er jo ikke nogen, der har trådt på hans ære eller noget som helst i ham. Der er bare blevet sagt nej. Det er hendes mening. Så hans opfattelse af ære er helt galt på den.

At sige nej til sin fars bestemmelse er ikke noget, man ”bare” gør indenfor islam. Det må vel Ali vide. Men han er jo vokset op i Danmark og har åbenbart tilegnet sig en del danske værdier, værdier, som han dog forsøger at blande sammen med islamiske. Han fortæller således, at hans søster, så snart hun fyldte 18 år, flyttede ind hos en veninde og venindens mand. Det finder Ali helt i orden, for en kvinde må ikke bo uden en mandlig værge, ifølge islam. At hun ikke må flytte hjemmefra uden sin fars tilladelse, ifølge islam, det ser han således bort fra.

Men efter at være blevet gift, flyttede søsteren hjem til sin far og mor, for manden havde ikke fundet en lejlighed. Her boede hun så en uges tid, da manden kom forbi.

Søsterens nye mand kom forbi, og de ville ud, men faderen ville ikke have, at søsteren forlod hjemmet. »Men de tog ud, for nu er det jo ikke længere min far, der bestemmer over hende. Det er jo hendes mand, der kan sige, hvad hun må og ikke må,« siger Ali, der kørte dem på McDonald’s, »så min søster lige kunne slappe lidt af«.

Mon ikke Alis far har sagt som Sadiq: ”Jeg har ingen svigersøn”? Og har han sagt sådan, er det jo ham, og ikke hendes mand, der bestemmer over hende. Så der er ingen tvivl om, at faderen har følt sig vældig angrebet på sin ære. Men heller ingen tvivl om, at han føler det som sin muslimske pligt at genoprette sin datters respekt for de afgørelser, han har truffet, og altså genoprette den med magt.

Det var det, han prøvede den næste dag, da han stak hende med en kniv.

Det forekommer mig, at det er Alis far, der er mest i overensstemmelse med islam. Ali, derimod, prøver at være from på visse selvudvalgte punkter, men det er ikke på den måde, man bekæmper faderens main-stream-islam. Hvorfor besluttede søsteren og hendes mand, at hun skulle flytte hjem til sine forældre? Skyldtes det, at der måtte en mand til at sige, ”hvad hun må og ikke må”? Muligvis. Men de måtte dog vide, at det, de foretog sig, i høj grad var en leg med faderens ære. De måtte dog være så meget inde i main-stream-islam, at de forstod, at havde faderen ikke givet sit minde til ægteskabet, så forlangte hans forståelse af islam af ham, at han prøvede at tvinge datteren til at være lydig.

Vil man vende sig imod islams kollektive forståelse af, hvordan man holder kønsdriften i ave, kan man ikke, som Ali, bibeholde en forestilling om, at det er manden, der fortæller kvinden, hvad hun må og ikke må. Så må man helt forlade islam, for der er, hvad enten man forstår det eller ej, en vis logisk sammenhæng i main-stream-islams overbevisninger, som de viser sig hos faderen.

Islam er en lovreligion, der forlanger af sine tilhængere, at de bruger magt for at få deres medmuslimer til at overholde shariaen. Og man kan ikke plukke dele ud af shariaen efter eget forgodtbefindende. Man er virkelig nødt til at rette sig efter shariaen, hvad enten man forstår den eller ej.

Det er indenfor kristendommen, at man selv skal forstå og kun rette sig efter det, man har forstået. Det er indenfor kristendommen, at det er ordets stille og magtfrie overbevisning, der tænkes at gøre sig gældende. Det er indenfor kristendommen, at der findes forelskelsesægteskaber, indenfor islam findes der kun sharia-ægteskaber; de kan så måske komme til at rumme kærlighed.

Der er ganske mange muslimer, der har forsøgt som Ali at tilpasse islam til deres frihedsidealer. Det er mislykket hver gang.

Men hvor savner man dog en kirke, der kan tilbyde disse muslimer den ægte vare, den sande frihed, den virkelige selvbestemmelse, den ægte kærlighed!

Vi har et bud, der hedder ”Du skal ære din far og din mor”. Men vi kræver det ikke overholdt som et bud, vi forventer, at børn ærer deres forældre, fordi der i et hjem ad naturlig vej kommer til at herske kærlighed. Derfor tør vi kristne godt vende buddet om: ”Du skal ære din søn og din datter”. Og ”ære” betyder her: lade dem være de voksne mennesker, de er, lade dem selv tage ansvar for deres liv, overlade det til dem selv, hvem de vil giftes med og hvem ikke.

Det er, hvad vi vil lægge i ordet ”ære”.

At en far føler sin ære gået for nær, hvis hans datter selv vil bestemme, hvem hun vil giftes med, kan vi ikke betragte som andet end en værre gang farisæisme. Og hvis han er bange for andre muslimers fordømmelse, så må han have mod til at være ligeglad med den. Han må have mod til at fastholde, at hans ære påbyder ham at lade hans datter selv bestemme. Han må om ikke af andre så af den kristne danske folkekirke indgives den overbevisning, at man i en familie netop elsker og ærer hinanden så meget, at man taler sig til rette, aldrig bruger vold. Og det er netop denne ægte familiefølelse, han mangler, når han kan lade sig vildlede af muslimske overbevisninger om, at det er ham, der skal bestemme over hans datters giftermål.

Der er en væsentlig forskel mellem kristendom og islam på netop disse punkter. Og det er op til den kristne kirke at fremholde disse forskelle, både af hensyn til vore egne medlemmer og af hensyn til vore muslimske landsmænd. Skam få os, at vi ikke har gjort det!

Advertisement
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom, Luther og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.