Uhistorisk bibellæsning

Torben Bramming har den 19-1 et indlæg i Kristeligt Dagblad, der er ganske mærkeligt, se her. Denne ellers fornuftige mand glemmer alle former for historisk-kritisk læsning af fortidens skrifter og udnævner Augustin og Luther til autoriteter, hvad angår bibellæsning. Dermed dropper han den historisk-kritiske tilgang til bibelen, som ellers er anerkendt herhjemme, blandt andet ved kravet om videnskabelighed i den teologiske undervisning.

Og at Bibelen, skrevet med stort, er tilhænger af arvesyndslæren, det er han ikke i tvivl om. Og Luther og Augustin bygger denne lære på bibelen, hævder han. Arvesyndslæren er ”god teologi, udledt af Genesis”, hedder det, og hvis man formoder, at han tænker på syndefaldsberetningen i 1 Mos 3, får man som resultat, at han forveksler den krasse og håndfaste arvesyndslære med den fortolkningsåbne myte om syndefaldet.

Ændrer synet på synden og specielt på arvesynden sig i historiens løb?

Overhovedet ikke efter Brammings mening. Augustin, Luther og Bibelen (med stort) fastslår en tese, der gælder for alle historiske tider, altså også for vor tid. Så hvis man vil forsøge at forklare eller måske ligefrem forklejne arvesyndslæren med nogle såkaldt moderne teser, så er man galt afmarcheret.

Nu skal jo stykker af bibelen forkyndes, forklares eller måske bortforklares hver søndag i kirkens prædikener. Og det kan derfor ikke være forkert at spørge: Hvad er det centrale i det kristne budskab? Hvad er det, der skal forkyndes hver søndag? Er det arvesyndslæren?

Bramming siger om arvesyndslæren:

Den er ikke alene god teologi udledt af Genesis, men er noget mere virkelighedsnær end Jacobsens teenagegud [jf. Professor Anders-Christian Jacobsens indlæg, se her]. For mennesket dør jo, mennesket er jo synder – gør det onde, det ikke vil, og ikke det gode, det vil – mennesket kan ikke komme ud af denne onde cirkel, for mennesket er egoistisk i sit væsens dyb. Sådan er mennesket – det er sandheden gennem hele historien, også i 2019.

Det er jo sandt nok, at Paulus i Rom 7,19 siger, at det gode, som han vil, det gør han ikke, men det onde, som han ikke vil, det gør han. Men hvordan det nærmere skal forstås, siger han ikke noget om. Og de lærde er ret uenige om, hvilken sammenhæng Rom 7 i det hele taget er skrevet ind i. Og hvis mennesket, som Bramming hævder det, er ”egoistisk i sit væsens dyb”, må man vel spørge, om Bramming, når han udtaler sig, som han gør, udtaler sig ud fra den egoisme, der gemmer sig i hans væsens dyb. Hvis han gør det, kan vi jo ikke regne med ham. Og hvis han ikke gør det, mener han altså, at han selv udgør en undtagelse fra den ellers almengyldige regel, at mennesket er egoistisk i sit væsens dyb.

Så altså, hvis det er arvesyndslæren, der skal prædikes hver søndag, så forudsættes der prædikanter, der er undtaget fra denne læres påstande om altgennemtrængende synd.

Arvesyndslæren”, siger Bramming og forbavsende mange andre teologer med ham. Jeg tror, de mener ”totalsyndighedslæren”. Det er min mistanke, at de – som mange lutheranere – vil forsøge at eftergøre Luthers klosterkrise. Han kom som bekendt i stor anfægtelse i klostret, fordi han fortvivlede over sin synd. Og han fandt først fred, da ordet i Rom 1,17 kom til at stå stærkt for ham, ordet om, at ”den retfærdige skal leve af tro”. Denne ”bevægelse” i sindet tror mange prædikanter med luthersk baggrund, at de skal forsøge at få deres tilhørere til at eftergøre.

Men det bliver noget kunstigt noget. Det bliver en syndsopfattelse, der ikke har meget med Luthers syndsforståelse at gøre og såmænd heller ikke meget med et normalt, nutidigt præsteliv at gøre.

Så nej, det er ikke menneskets totale syndighed, der skal forkyndes, hvad enten man nu vil tale om arvesyndslæren eller totalsyndighedslæren.

Hvordan skal forkyndelsen da være?

For eksempel, som Jesus viser os det i lignelsen om den fortabte søn, Luk 15,11-32. Da sønnen er kommet hjem og festen er begyndt, vil den ældste søn ikke gå ind og deltage i den. Faderen går så ud for at bede ham om at komme ind. Og de fleste kan nok fornemme, at den ældste søn er misundelig. Bag hans ord ligger en forestilling om, at der skal herske retfærdighed, og at det er faderens pligt at yde retfærdighed mellem sine to sønner. Han tænker retstanker og er besat af en hjemmets jura, som vi alle vel egentlig godt kender.

Men faderen går ikke ind på disse tanker. Han taler om familiesamhørigheden. Hvor den ældste søn havde omtalt den yngste, ikke som sin bror, men som faderens søn, omtaler han ham som ”din bror her”, dvs., han henviser til den samhørighed, der hører en familie til, en samhørighed, kan man forstå på hans handlemåde, der får al tale om retfærdighed til at være en by i Rusland.

Vi véd ikke, om den ældste søn gik med ind til festen. Men vi véd, at skulle han overtales til at gå med ind, så skulle det ske på netop den måde. For vi kender det fra os selv, at er vi grebet af retfærdighedstanker, så er det kun et ord udefra, der kan løsrive os fra dem.

Det vil sige: Skal vi ud fra denne lignelse finde ud af, hvad kernepunktet i forkyndelsen skal være, må det være en invitation til at være med i fællesskabet, det fællesskab, hvor der ikke tænkes i retfærdighed og ligelig fordeling, men i hensyntagen, indlevelse og tillid, for kun derved kan den retfærdighedstankegang, også vi ofte er grebet af, ødelægges.

Et andet sted, hvor vi ser dette spil mellem loven og evangeliet – det vil sige: i mellem to forskellige former for logik i sproget – er 1 Kor 6,1-8. Her tager Paulus fat på en strid, der er opstået i Korinth mellem to af menighedens medlemmer. I første omgang bebrejder han dem, at de lader deres uenighed pådømme af en romersk dommer og ikke af nogle af menighedens medlemmer. Men altså, uenigheden skal løses på juridisk vis: menigheden skal optræde som dommer og afsige en retfærdig dom.

Men så kommer han til at sige (eller skrive): ”I stedet for fører broder sag mod broder, og det for ikke-troende” (vers 6). Og så er det ganske mærkeligt at se, hvordan evangeliet tager over. Det må være ordet ”broder”, der giver sin betydning fra sig. For han fortsætter: ”Allerede det, at I overhovedet har retssager med hinanden, er et nederlag for jer. Hvorfor finder I jer ikke hellere i uret? Hvorfor lider I ikke hellere tab?” (1 Kor 6,7) Brødre har jo ikke retssager mod hinanden. De finder sig i at lide tab. Hvorfor? Fordi for dem er det ikke sagen at få ret, nej, sagen er, om forholdet bevares intakt. Sålænge de tænker retfærdighedstanker drejer det sig om ret og uret, og har man fået ret, er alt godt. Men kommer man over i evangeliets tankegang drejer det sig om det tillidsforhold, man står i: kan tilliden bevares eller genoprettes, hvis den er brudt? Det er en helt anden logik, der er tale om. Og det er mærkeligt at se, hvordan Paulus springer over fra den ene logik til den anden.

Det er også bemærkelsesværdigt – og det har enorme konsekvenser for forståelsen af bjergprædikenen – at udgiverne under vers 7 har anbragt en henvisning til Matt 5,38-42, ordet om at vende den anden kind til. Ved at gøre det, gør man dette ord til en formaning, dvs. ikke en opfordring til at rette sig efter loven eller ”god moral”, men en formaning, der siger: var det ikke en idé, om du lod den strenge retfærdighed fare? Kunne du ikke bedre bevare et godt forhold til din næste, hvis du fandt dig i denne uret (hvis der nu var tale om noget, du syntes var en uret imod dig fra den andens side)?

Sædvanligvis betragter gode, kloge Luther-teologer formaningerne i bjergprædikenen som en skærpelse af loven, nogle kalder det ligefrem et ”syndespejl”. Ved at skærpe loven til det uoverholdelige vil Jesus tvinge tilhøreren til at klynge sig til nåden i Kristus, siger man. Men hvis denne henvisning er korrekt – og det tror jeg, den er – vil formaningerne i bjergprædikenen netop være formaninger, dvs., Jesus vil med f.eks. denne formaning spørge, om du ikke får forholdet til din næste til at blive retvendt, hvis du undlader at holde så stejlt på din ret.

Det vil sige: alle formaningerne i bjergprædikenen er forslag til, hvad du kunne tage og gøre, hvis du vil have dit forhold til dine nærmeste (eller til de andre i menigheden) til at blomstre. Det svarer fortrinligt til den mærkelige kendsgerning, at Jesus i den dobbeltlignelse, der afslutter bjergprædikenen (Matt 7,24-27), ikke taler om en god mand kontra en ond mand, men om en klog mand kontra en tåbelig mand.

Og det svarer også til den for lutheranere store mærkværdighed, at vort lutherske forbillede, Luther selv, i en prædikenrække over bjergprædikenen ikke bruger disse formaninger som et syndespejl, men som netop formaning, dvs., gode råd om, hvordan man får forholdene i menigheden til at blomstre. Se evt. en længere afhandling derom her.

For mig at se skal derfor forkyndelsens sigte ikke være først en påpegning af tilhørernes enormt store synder efterfulgt af en beroligende tilgivelsestale, men i stedet en opfordring til tak og bøn, tak for de gode fællesskaber, vi står i, bøn om, at vi ved vor indlevelsesevne må medvirke til at bevare den tillid, der bærer dem.

Lad mig slutte med igen at gøre opmærksom på, hvad arvesyndslæren vil sige. Jeg skrev i Den fremmede Luther 4, se her, følgende:

Her lønner det sig at gå nærmere ind på Augustins tankegange. Han søger i den tiende bog af sine Bekendelser at redegøre for, hvordan drifterne har tag i ham og hvordan han søger at neutralisere dem. I kapitel 30 tager han kønsdriften frem. Dens fristelser mener han så nogenlunde at have overvundet ved at sende sin konkubine gennem mange år bort. Dog undrer han sig over, at han ikke kan udrydde den helt. –

Dernæst tager han i kapitel 31 driften efter mad og drikke frem. Her om siger han i sin enetale til Gud:

Så meget har du [altså Gud, rr] lært mig, at jeg er nået til at indtage min mad som medicin. Men når jeg går over fra sultens pine til mæthedens hvile, ligger begæret på lur efter mig i selve overgangen. Den overgang er i sig selv en lyst, og der er ingen anden vej end den, som nødvendighed tvinger mig til at gå. Selv om det er på grund af helbredet, jeg spiser og drikker, så følger der dog et farligt velbefindende med, der som regel prøver at gå foran, så det nu bliver på grund af det, jeg foretager mig, hvad jeg både siger og mener bør ske for helbredets skyld.

Altså, ikke blot spiser og drikker vi, vi direkte begærer maden og drikkevarerne. Og når den naturlige mæthed indfinder sig, betragter Augustin det som et tegn på den synd, der er knyttet til begæret. Derfor er det, han betragter sin mad som medicin, dvs., som noget, der er nødvendigt for at opretholde livet, men ikke nødvendigvis behøver føre til nydelse.

Man fortæller om Frans af Assisi, at han en dag tog noget aske fra ildstedet og strøede det på sin mad. ”Broder aske er kysk”, sagde han. Det er lige efter bogen, når bogen er Augustins Bekendelser. For på den måde kan han undgå den syndige madnydelse.”

Ikke sandt, de, der er gamle nok til i barneårene at have stiftet bekendtskab med levertran, véd nok, hvad det er at indtage medicin. Jo værre det smager, des bedre hjælper det, sagde man. Men det, Augustin og efter ham Frans her siger, er, at al mad skal indtages, som vi dengang indtog vores levertran.

Jeg kan ikke tro, at Torben Bramming eller nogen af de andre arvesyndstilhængere tilbereder maden, så den smager dårligst muligt. Jeg formoder, at de ligesom alle vi andre danskere prøver at gøre maden tillokkende. Og jeg gætter nok ikke forkert, når jeg formoder, at hverken Bramming eller nogen af de andre, der tror, de er tilhængere af arvesyndslæren, efter et godt måltid hos en kollega vil sige: ”Det var et godt, kristent måltid; al velsmag var taget ud af maden, så vi rigtig kunne indtage den som medicin og undgå nydelsens fristelse”.

Dette indlæg blev udgivet i Historie, Luther, Ny testamente og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Uhistorisk bibellæsning

  1. Pingback: Var Paulus enig med sig selv? | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.