Individuel kontra relationel

Jeg skal her prøve at vise, hvordan mange teologer behandler mennesket på individuel vis i stedet for på relationel vis. Mine argumenter retter sig især mod de forholdsvis mange teologer, der i Kristeligt Dagblad har erklæret sig som tilhænger af arvesyndslæren.

Jeg vil begynde med Søren Kierkegaard. Han synes et sted i Kjerlighedens Gjerninger at være tilhænger af en relationel kærlighedsforståelse. I den første tale i anden følge hedder det:

den Kjerlige forudsætter, at Kjerligheden er i det andet Menneskes Hjerte, og just ved denne Forudsætning bygger han Kjerligheden i ham op – fra Grunden af, forsaavidt han jo kjerligt forudsætter den i Grunden. (|9, 219)

Udmærket skildret, Kierkegaard har jo så evig ret i, at det just er på den måde, kærligheden bliver til i os. Der er noget gensidigt i et kærlighedsforhold, man kan ikke bare betragte den ene part, nej, begge parter og deres gensidige påvirkning må med, før man helt forstår, hvad der sker i et kærlighedsforhold.

Kierkegaard gør imidlertid det, at han i hele denne tale deler aktionerne op mellem ”den kjerlige” og ”genstanden”. Man kunne tænke sig, at dette udelukkende blev gjort af pædagogiske grunde, men sådan forholder det sig ikke. Nej, når Kierkegaard udtrykker sig sådan, skyldes det, at han til syvende og sidst tænker i individuelle baner. Han hævder nemlig fejlagtigt, at den kærlige må udvise selvfornægtelse. Han har opbygget kærligheden i genstandens hjerte og kunne for så vidt overfor sig selv eller overfor Gud prale af det, men han giver afkald på sin løn. Det ses bl.a. her:

Skal det ellers være vanskeligt at begynde uden Forudsætning, sandelig, allervanskeligst er at begynde at opbygge med den Forudsætning, at Kjerligheden er tilstede, og at ende med den samme Forudsætning: saa er jo Ens hele Arbeiden forud gjort som til Intet, idet nemlig Forudsætningen først og sidst er Selvfornegtelse, eller at Bygmesteren er skjult og som Intet. (|9, 221)

Men faktum er, at der ikke er nogen som helst grund til selvfornægtelse. For hvis den kærlige praler af, at han har opbygget kærligheden i den anden, kan han kun gøre det, hvis han fuldstændig overser, at den anden på samme måde har opbygget kærligheden i ham. Kærligheden er en kraft i relationen, ikke en kraft i den enkelte, sådan som Kierkegaard forestiller sig det. Derved bliver Kierkegaard en farlig mand for teologer. Jeg har skrevet en lille afhandling om det, som meget betegnende hedder ”Så tæt på, og dog uendelig langt borte”, se specielt kapitel 5 her.

Men ak, Kierkegaard er langtfra alene om sådanne individuelle tanker.

I Præsteforeningens Blad er der hver uge en prædikenvejledning til den næstkommende søndag. Da jeg i sin tid opdagede, at Luther ikke var lutheraner, i den forstand, at han ikke brugte de såkaldte antiteser i bjergprædiken (indledt med ordene: Men jeg siger jer) til at gøre loven uopfyldelig med, en anskuelse, der ellers er almindelig blandt lutherske teologer, skrev jeg en længere gennemgang af Luthers prædikener over bjergprædikenen, sammenholdt med diverse prædikenvejledninger. Jeg undersøgte f.eks., hvordan tre prædikenvejledere så på Matt 5,20-26, teksten til 6. søndag efter trinitatis, se her.

Derved opdager jeg, at Andreas Christensen stiller ordene i teksten op som enten ”syndespejl eller apokalyptisk virkelighed”, se her. Og Johannes Jacobsen mener, at budet uddybes grænseløst, så at ingen kan slå sig til ridder på at have overholdt det femte bud, se her. Og Ulla Morre Bidstrup tager i sin gennemgang af teksten kravet om at forlige sig med næsten frem, Matt 5,24. Og her bliver det interessant. For er begrebet ”forligelse” ikke et begreb, der kun kan forstås som et begreb i relationerne?

Ikke for Bidstrup. For også hun led af den forvanskning af Luthers opfattelse, at hun opererede med synden som en egenskab ved mennesket. Mennesket er en synder, og denne egenskab bestemmer, hvordan mennesket handler: det begår altid synd, se her. På grund af denne fejlopfattelse har de moderne teologer meget vanskeligt ved at formane. For ikke sandt, når vi altid synder, om ikke på den ene, så på den anden måde, hvad nytter det så at formane?

Dertil kommer, for Bidstrups vedkommende, at hun tænker individualistisk og ikke relationistisk, selv her, hvor ordet ”forligelse” ellers lægger op til relationistiske tænkemåder. Hun siger, at vi ikke kan overholde den nye lov (altså den skærpede lov, Jesus påstås at komme med), for vi kan ikke altid lægge vreden bag os, se her. Og kan der så overhovedet komme et forlig i stand? Det vil sige: Hendes overvejelser går på den enkeltes egenskaber. Hvis man har egenskaber, f.eks. en totalsyndighed, der gør, at man ikke kan lægge vreden bag sig, er forligelse umulig. Hun kommer i den anledning med en lang frasefyldt forklaring, som i virkeligheden ikke forklarer noget, se her, og som jeg er fræk nok til at gøre lidt nar af. Hvilket nok er lidt forkert. For hun lider jo blot af den blandt teologer såre almindelige fejl, at hun mener, menneskets totalsyndighed skal opretholdes, og at Jesu ord her skal forstås som en skærpelse af loven til det uoverholdelige. Hvad Luther altså ikke er enig med hende i.

Dengang imødegik jeg hende med følgende svada:

Jeg mener, at man begår en fatal kategorial fejl her. Man glemmer fuldstændig næsten og hans reaktion. Man overser totalt, at en forligelse er et fænomen, der optræder imellem to personer, og at begge personer er bevidste personer, der véd af, hvad den anden er ude på, eller i hvert fald gør sig tanker om det. Man overser, at forligelse er noget, der finder sted i et nøje afpasset samspil mellem den ene og den anden, hvor ord, tonefald, bevægelser, mimik spiller afgørende ind, altsammen foreteelser, der vel af dygtige skuespillere kan beherskes, men dog hos mere normale mennesker fremkommer ubevidst. (Se her).

Men det vil sige, at enhver forligelse er noget, man tror på, ikke noget, der kan konstateres, neurologisk eller psykologisk. Det er noget, der sker imellem mennesker. Hvis vi gør Kierkegaards halve iagttagelse hel: Den ene opbygger kærligheden hos den anden ved at tro på den og omvendt. Vi har med relationer at gøre og vil behandle fænomenet ”forligelse” forkert, hvis vi behandler den, som var der tale om individuelle fænomener. Men det er just, hvad Bidstrup gør, når hun finder frem en synd, der forhindrer forligelse.

Ét af de steder i bjergprædikenen, der tiest bruges som bevis på, at Jesus vil skærpe loven til det uoverholdelige, er ordet om, at man overtræder det sjette bud, hvis man ser på en kvinde med et lystent blik, eller ser på hende, så man begærer hende, som det hed i den tidligere oversættelse, Matt 5,28. Her er det ganske sjovt at lægge mærke til, at Luther i sin prædiken over dette skriftord, se her, overhovedet ikke bruger ordet som ”syndespejl”. Godt nok har han stadig her i 1531 den augustinske overbevisning siddende i sig, at kønsdriften eller brunsten er synd, men han kombinerer den i denne prædiken med en stærk folkelig overbevisning om den ægteskabelige relations guddommelige oprindelse.

Dels kan han i celle 3 og 4 ikke nøjes med at omtale hjertets usynlige begær som omfattet af det, Jesus her siger, han føler det nødvendigt at medtage ”uhøviske ord og skændige gebærder” (i celle 3) og ”driven spøg med hende” (i celle 4).

Og dels siger han her, at man skal knytte sig begær og sin lyst til sin ægtefælle, celle 17ff. Ja, selv om han stadig kalder brunsten en ”skændig brunst”, kan han dog også sige, at Gud benytter denne brunst til at knytte ægtefællerne sammen, celle 32.

Og han strækker sig endda så vidt i retning af det almindelige, menneskelige samvær, han kender fra Wittenbergs borgere, at han kan sige, at man godt kan se på kvinder, tale med dem, le og være glad med dem, når blot lysten og begæret holder sig borte, celle 23.

Endelig er det også bemærkelsesværdigt, at han henviser til et ord af en gammel kirkefader – hvilken véd jeg ikke – om, at man ikke kan forhindre, at fuglene flyver over ens hoved, men at man kan forhindre, at de bygger rede i ens hår, celle 28.

Man kan sige, at Luther her gribes af den relationelle forståelse af menneskelivet. Det gør han i al almindelighed, når han søger at opstille en baggrund for en kristens handlinger, en baggrund, der bevirker, at gerningerne gøres med selvfølgelighed, uden tanke for fortjeneste eller mulighed for praleri. Det gør han specielt i skriftet ”Om de gode gerninger”, se her, hvor troen mellem ægtefællerne får dem til at gøre de lange og de korte, de små og de store gerninger med samme selvfølgelighed. Og det gør han altså også her i prædikenen, når han siger, at man skal betragte sin ægtefælle som Guds gode gave til én, celle 22. Det er for øvrigt noget, Kierkegaard i sin forlovelsestid har forstået og udtrykt på fremragende vis, se evt. hans breve i mit indlæg om Regine her.

Steen Skovsgaard havde fornylig et indlæg i Kristeligt Dagblad, se her. Han vil mene, at arvesyndslæren er det, der skiller os fra muslimerne. Han foretrækker dog at kalde den ”egosynd”, og forklarer det nærmere: ”Min synd er min synd. Jeg synder, fordi jeg er en synder”. Det er en meget tynd forklaring, som i grunden ingenting siger. Hvis han havde været opmærksom på forskellen mellem en individuel og en relationel tænkemåde – eller mellem en lovforståelse og en evangelieforståelse af menneskelivet – ville han måske have opdaget, at han med sin individuelle tilgang går langt ind på en muslimsk tankegang: for muslimen er det afgørende den enkeltes overholdelse af loven (shariaen), men for den kristne er det afgørende forholdets opretholdelse. For muslimen er kærlighed i ægteskabet noget, der måske kan komme efter ægteskabets indgåelse. Og bevares, Gud er gavmild, han giver sikkert mange muslimer del i ægteskabets glæder, men man skulle dog synes, at det er mere sandsynligt, at kærligheden præger ægteskabet, hvis det er forelskelse og kærlighed, der har bestemt dets indgåelse.

Det forholder sig her som ved Bidstrups forkerte tanke om den enkeltes læggen hadet bag sig som betingelse for forligelsen. Et kærlighedsforhold er netop et forhold, det vil sige, noget, den enkelte ikke selv bestemmer over, men noget, der fastholdes i sin ægthed af forholdets ånd.

Det samme kan ses af Joh 3,3-8, Jesu samtale med Nikodemus. Her tales der om kristenlivet som en ny fødsel af vand og ånd. Og det er naturligvis dåben, der er tale om, men vel at mærke voksendåben. Så det, der her siges om troen og om åndens virken, er noget, der har med de forhold at gøre, som menighedens medlemmer stod i. I disse forhold hersker ånden, og åndens virken kan ikke sådan forudberegnes, men hvis den virker samhørighed, indbyrdes forståelse og imødekommenhed, kan mennesket siges at være genfødt; det er nemlig ført over fra lovens sfære til evangeliets sfære. Men dette kan ikke uden videre overføres til barnedåben.

Thomas Reinholdt Rasmussen har taget sig for at forklare sagerne i en kronik i Kristeligt Dagblad den 21-1, se her. Og han løber netop ind i det problem, at alt, hvad der i det ny testamente siges om dåben, refererer til voksendåben. Men som så mange andre går han frisk og frejdigt i gang med at overføre det til barnedåben, endda spædbarnedåben. Og hvis tro og dåb hører sammen, må han jo logisk set også argumentere for spædbarnetroen. Hvad han da også gør.

Han hævder, at troen er noget, der gives os; vi ”kan ikke skabe tillid i os selv, men tilliden vækkes og styrkes ved det og dem, vi møder. Spædbarnet kan sådan set ikke andet end tro”.

Men går det an? Hvis spædbarnet ikke kan andet end tro, som han forklarer os, hvad skal det så døbes for? Og hvis spædbarnet sådan helt af sig selv tror, hvad så med den arvesynd, som andre hævder gør det nødvendigt at døbe barnet.

Men, hævder han, man bliver Guds barn ved dåben, er det altså ikke fra fødslen af. Hævder man noget sådant, har man skriften imod sig.

Men det afgørende er selvfølgelig, om man har Guds ord i Kristus imod sig. Hvis Kristi gerning på kors og i grav skal have betydning og ikke blot være en fremvisning af en potent almagt, der aldrig ville kunne tabe, så bliver dåben, hvor mennesket knyttes til Guds gerning, af afgørende betydning. Og omvendt: Hvis Guds åbenbaring i Kristus blot er et teater, der skal fremvise, hvad Gud allerede er, så bliver dåben blot til en fremvisning af, hvad mennesket allerede er. Det forandrer intet, men afslører en sand og hidtil skjult tilstand. Men hvis Gud kæmper på kors og i grav og kunne tabe denne kamp, så bliver Guds bevægelse ind i verden en udfoldelse af Guds kærlighed, som forandrer det, den elsker. Så genvinder Gud sig selv på kors og i grav, og mennesker genvinder sig selv i dåben som Guds barn. Mennesket bliver Guds barn i dåben.

Forstå det, hvem der kan! Jeg kan ikke. Skal vi virkelig regne med, at Gud kunne tabe sin kamp? Og hvad det betyder, at Gud genvinder sig selv, eller at mennesket genvinder sig selv, det er mig alt andet end klart.

Hvorfor er det helt umuligt for diverse teologer at lade både genfødsel, dette at kaldes et Guds barn og troen være noget, man som kristen vokser op til, som man vokser op til så meget andet, f.eks. til at blive dansker?

Ét af de steder i det ny testamente, som kunne tyde på, at man anvendte barnedåb, er Matt 28,18-20. Jeg begrunder det med, at der her direkte tales om oplæring (idet I lærer dem, osv). Og man må vel også sige, at hvis et døbt barn voksede op i en muslimsk familie, ville det – dåb eller ej – tilegne sig de idealer, der gælder indenfor islam: mandens fortrin frem for kvinden, muslimens frem for ikke-muslimen, shariaens overhøjhed over al tale om forelskelse, osv.

Omvendt skulle kærlighed, både mellem forældre og børn, mellem børn indbyrdes og mellem unge, der bliver forelskede, gerne præge det døbte barn, der vokser op i en kristen familie. Men hånden på hjertet: stillet overfor et sådant tankeeksperiment, må vi så ikke nå frem til den erkendelse, at det i højere grad er opvæksten, der afgør sagen, end en dåb som spæd?

Det eneste, man kan sige, er, at et døbt barn, der vokser op i en muslimsk familie, men senere tilslutter sig en kristen menighed, naturligvis ikke skal døbes én gang til. Og betyder det ikke, at dåben ”kun” er et tegn, der sættes på den døbte, man døbes til Jesu død og opstandelse, som det hedder i Rom 6,3f? Og det er jo så forældrenes og skolens og samfundets og kirkens opgave at blive ved med at forkynde, hvad dette tegn betyder. Helst naturligvis med henvisning til de relationer, et mennesket står i, og med formaning om at være med til at opbygge disse relationer. Hvilket altså ikke sker ved overholdelse af selv de fineste moralkrav, men ved omsorg, indlevelse, forståelse, kærlighed.

Det er forresten, hvad Paulus skriver i Rom 12,10, og Luther gentager i sin kommentar over romerbrevet kapitel 12,1, se her, når han siger, at udenfor fællesskabet er alle gerninger intet.

Dette indlæg blev udgivet i Luther, Ny testamente og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.