Var Paulus enig med sig selv?

Nils Arne Pedersen, dr. theol. og lektor på afdeling for teologi ved Aarhus Universitet, har skrevet et langt indlæg i Kristeligt Dagblad, se her, hvori han bl.a. skriver:

Jeg mener, at vi skal gå til traditionen i tillid til, at den ikke er meningsløs. Den skal have en chance. Vi skal prøve at forstå den. Ikke i blind underkastelse, men i et seriøst forsøg på at afvinde den mening.

Ud fra den overbevisning angriber han Lars Sandbeck, som – hævder han – i sit indlæg, se her, affejer Paulus’ dåbsteologi med, at den udtrykker ”en meget besynderlige forestilling”; det er udtrykket ”indpodet i Kristus”, han kalder besynderligt.

Jeg vil give begge d’herrer ret. Vi skal virkelig undersøge fortidens tekster ud fra den forudsætning, at de var meningsfulde. Men vi skal også undersøge dem med det for øje, at de måske – ligesom ofte vore tekster – skulle dække over en skjult modsigelse.

Derfor mener jeg, at vi på den ene side må møde Paulus med indlevelse, altså godtage hans formuleringer, gå ud fra, som Nils Arne Pedersen siger, at hans ord giver mening. Men vi skal på den anden side ikke være blinde for, at Paulus kan have rester fra sin farisæerfortid med sig, som han ikke har fået luget ud, og at disse rester kan gribe forstyrrende ind i hans teologi.

Det sker f.eks. i 1 Kor 6,1-8 – striden mellem to menighedsmedlemmer i Korinth, som har ladet deres uenighed pådømme af en romersk dommer, noget, jeg omtalte for et par indlæg siden, se her. Her begyndte Paulus på normal jødisk vis: hvis nogen er blevet uenige, må andre dømme dem imellem. Sådan har man formodentlig gjort i de jødiske samfund, som Paulus kendte ud og ind. Men i dette tilfælde blev Paulus reddet på målstregen, fordi han tilfældigt kom til at sige, at ”broder fører sag mod broder” 1 Kor 6,6. Derved slog ordet ”broder” igennem og fordrev hans forslag om, at andre skulle dømme. Nu forvandlede problemet sig. Der var ikke længer tale om, hvorvidt man fik en retfærdig afgørelse eller ej, der var tale om, hvorvidt broderforholdet mellem de to uenige menighedsmedlemmer blev genetableret.

I andre tilfælde er han knap så heldig. Specielt betyder det overordentlig meget, at han som god jøde fastholder, at moseloven er givet af Gud. Det argumenterer han for i Galaterbrevet, og han giver som forklaring, at loven skulle være en tugtemester til Kristus, Gal 3,24. Men kan vi se så positivt på loven? Hvis vi fordømmer koranen som djævelens værk, fordi den indeholder lutter lovbestemmelser, og hvis vi vender os imod de lovtro muslimer for at tilbyde dem evangeliets frihed, må vi så ikke med samme kraft vende os imod jødernes forståelse af toraen som en lov, der kommer fra Gud?

Ja, ja, jeg véd godt, at Paulus fortsætter med i vers 25 at sige, at vi ikke mere er under opdrager. Men det forekommer mig, at han ikke helt har mod til at følge Jesus, som jo i Matt 5,22, vers 27f, vers 31f, vers 33f og vers 38f siger: ”I har hørt, at der er sagt til de gamle – men jeg siger jer”. Og det forekommer mig også, at Paulus heller ikke formår at følge Jesus, når han i lignelsen om de betroede talenter imod den jødiske grundopfattelse afbilder Gud som en herre, der ”høster, hvor han ikke har sået”, (Matt 25,26) dvs., afbilder ham som en herre, der vil have mennesket til selv at forstå, hvad det skal gøre og ikke gøre, f.eks. have det til som Paulus at se, hvad der ligger i ordet ”broder”.

Dette sidste, at Guds krav – hvis man skal kalde det krav – strækker sig ud over det, loven kan rumme, har Paulus trods 1 Kor 6,6 ikke forstået. Han kan sige i Rom 7,7, at han ikke vidste af begær, før loven sagde: Du må ikke begære. Men ærlig talt: Gjorde han nu ikke det? Vi andre behøver da ikke et bud om ikke at måtte begære for at blive klar over, at det ikke er heldigt for vort samliv, at vi begærer. Og det, han siger i Rom 5,13, at synd ikke kan opregnes (eller tilregnes), når der ikke er nogen lov, er da at lægge en mærkelig begrænsning på Gud; den Gud, der har givet os den naturlige lov, den Gud, der har ladet diverse ord for vore fællesskaber opstå: ”broder”, ”søster”, ”far”, ”mor”, ”ægtefælle”, ”ven”, osv., skulle han ikke kunne trække os i øret, hvis vi ikke behandler vores bror netop som en bror. Han gjorde det i hvert fald med Kain. Der var ikke givet nogen lov, da Kain sagde: Skal jeg være min brors vogter? Men her ville Gud høste, selv om han ikke havde sået, her tillod han sig, imod Paulus, at tilregne Kain, selv om der ingen lov var givet, her gjorde han det, at han straffede ham, 1 Mos 4,9ff.

I Rom 5,20 kommer han så med den noget besynderlige påstand, at loven kom til, for at faldet kunne blive større. Åbenbart skal han næsten for enhver pris have anbragt loven som noget, der er givet af Gud. Det er jo unægtelig en noget besynderlig måde at handle på fra Guds side, men Paulus – og Luther efter ham, ak og vé – fastholder den. Og ingen tvivl om det: en sådan opfattelse af loven som en kraft, der skal overbevise om synd, svarer udmærket til den erfaring, Luther gjorde i sin klosterkamp. Men svarer den af den grund til vores erfaring?

Tilsvarende har Paulus i Rom 11,17ff brugt billedet af et ægte oliventræ om jøderne, mens hedningerne, der ifølge Paulus’ anvendelse af billedet stammer fra et uægte oliventræ, må nøjes med at være blevet podet ind i det ægte oliventræ. Det kan man selvfølgelig godt med Lars Sandbeck undre sig lidt over. Han skriver om det:

Dåben sætter så at sige stikket i korsets kraftfelt, så der strømmer en ny energi ind i den troendes liv, der forvandler personen og sætter ham eller hende i stand til at leve et liv ”i Ånden” i modsætning til alle de ikke-troende og udøbte mennesker, der blot lever ”i kødet”, og det vil sige: under alle fordærvsmagternes domæne med udsigt til evig fortabelse.

Det skulle der ligge i at blive ”indpodet i Kristus”. Det er nu nok lidt forkert. For man kan ikke overse, at det, der optager Paulus i de tre mærkelige kapitler 9, 10 og 11 i Romerbrevet, er den for Paulus store gåde, at jøderne ikke ville kendes ved den frelser, Jesus fra Nazareth, der dog var udgået fra dem og sendt til dem. Det får ham til at sige, at han ville ønske, at han selv var forbandet og skilt fra Kristus, ”hvis det kunne hjælpe mine brødre og landsmænd”, Rom 9,3. Og i den sammenhæng kommer dåben og åndens kraftfelt kun i ringe grad i betragtning.

Men sandt er det da, at Paulus skelner mellem at leve ”i Ånden” og at leve ”i kødet”. Blot skal man gøre sig klart, at denne modsætning er identisk med modsætningen mellem evangeliet og loven. Det, der er galt med jøderne, er, at de stadig mener, at det afgørende i gudsforholdet er en strikt overholdelse af loven. Men det er, mener Paulus, at leve ”i kødet”. Eller det er at være grene, der bliver afhugget fra det ægte oliventræ.

Og sandt er det også, at ”dåben sætter stikket i korsets kraftfelt”. Men det er jo også sandt, at Lars Sandbeck tilsyneladende ikke spekulerer på, hvordan dåben kan med føre en sådan elektrificering, når der er tale om dåb af spædbørn.

Men det er værd at lægge mærke til, at hvor ivrig Paulus end er for at fastholde, at det var ingen ringere end Gud, der stod bag lovgivningen på Sinai, han føler sig dog nødt til om de jøder, der, efter at Jesus er kommet, holder fast ved deres lovforståelse, at sige, at ”de har nidkærhed for Gud, men uden forstand”, Rom 10,2. Og hvad mere er, der er andre steder i hans breve, hvor forståelsen af loven som ophævet trænger tydeligt igennem.

Lad mig nævne to sådanne eksempler!

Der er først 1 Kor 10,23: ”Alt er tilladt, men ikke alt er gavnligt. Alt er tilladt, men ikke alt opbygger!” Hvis vi tænker os, at jøderne på Paulus’ tid gik lige så meget op i ”tilladt” eller ”forbudt”, som vore dages muslimer går op i ”halal” eller ”haram”, så har vi en vis forestilling om, hvilken kolossal omvæltning i Paulus’ sind der er tale om, når han her kan erklære alt for tilladt. Det vil sige: en gerning skal ikke bedømmes ud fra loven: om den er tilladt eller forbudt, men ud fra, om den gavner eller ej, om den bygger op eller bryder ned. Og det, der skal opbygges, er menighedens fælleskab.

Og det andet eksempel er fra mit paulinske yndlingsbrev, Filemonbrevet. Her bruger han i vers 16 netop betegnelsen ”broder” om den slave, Onesimus, der var løbet bort fra Filemon, kommet frem til Paulus og blevet kristen gennem hans påvirkning. Og mere siger han ikke: Onesimus er en broder, både i denne verden og i Herren. Ud fra det forhold mellem de to, der er opstået, fordi de begge er kristne og altså brødre, mener han det fuldt forsvarligt at undlade at formane ham til at frigive Onesimus, selv om det er det, han ønsker, at Filemon skal gøre. Jesu tale om, at Gud er en herre, der høster, hvor han ikke har sået, går han nu helt og fuldt ind for, for Filemon får ikke nogen opfordring og da slet ikke nogen lov om, at han skal frigive slaven, han må virkelig – ligesom Kain i sin tid – selv ud fra betegnelsen ”broder” finde ud af, hvad han skal gøre og ikke gøre.

Nils Arne Pedersens kritik af Lars Sandbeck kan der være noget om. Man kan virkelig sige, at Sandbeck kun hæfter sig ved det negative. Men jeg har Nils Arne Pedersen mistænkt for at læse både Paulus og Luther som guruer, hvis tankegang man ikke må røre ved. Han spørger:

Måske skal Luther ud af folkekirken, men skal Paulus også? Paulus’ breve er de ældste kristne tekster, vi har, så hvad skal den nye teologi egentlig bygge på?

Der er ikke tale om, at man gennem en kritisk læsning af henholdsvis Luther og Paulus vil smide dem ud af folkekirken. Men der er tale om, at disse personer skal læses på samme måde som alle andre fortidige personer: med forståelse og med kritik. Vi er nødt til at bortsortere det for deres tid typiske for at finde frem til det eviggyldige.

Og hvad er så det eviggyldige, vil man vel spørge.

Lad mig pege på en passus hos H. Østergaard-Nielsen, som jeg tidligere har brugt, se her.

H. Østergaard-Nielsen skriver i sin populære udgave af doktordisputatsen om Luther (Scriptura sacra et viva vox) ”Navnet og Ordet” (Vestjysk Boghandel 1979): ”Sagen er nemlig den, at den menneskelige mangel på tro og kærlighed altid ytrer sig som en tilbøjelighed til at omdanne de personlige forhold til saglige, og det gælder naturligvis også forholdet til Gud. I det saglige forhold er der nemlig ikke længere tale om nogen absolut afhængighed. I stedet for at forholde sig til hinanden i tro og kærlighed forholder man sig til det, som erfaringen viser, ”man” kan forvente af hinanden. Dermed er det personlige fællesskab brudt, forholdet er blevet konventionelt, sagligt. ”Loven” er blevet en begge parter overordnet selvstændig norm. Man forholder sig ikke længere til hinanden, men kun til en forestilling om hinanden. Man er døde for hinanden”. (Omtalte værk, side 69).

Østergaard-Nielsen skildrer her, hvordan forhold mellem mennesker kan ødelægges af ”loven”, loven forstået som en selvstændig norm, der gør det umuligt for de pågældende at forholde sig til hinanden, man forholder sig kun til en forestilling om hinanden.

Fordi der er den kontinuitet i menneskelivet, at den tids mennesker ligesom vi kan gå glip af kærligheden, fordi vi gribes af lovtankegangen, derfor kan vi ud fra de erfaringer, vi selv har gjort, gennemsøge Det ny Testamente for at finde tilsvarende brud på fællesskabet og tilsvarende forligelser, der genetablerer fællesskabet. Og omvendt: vi kan, når vi har fundet sådanne fænomener i Det ny Testamente, bruge det, der siges dèr, i vort dagligliv til at få de forhold, vi står i, til at blomstre.

Dette indlæg blev udgivet i Ny testamente og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.