Begrebsmøllen kører …

og maler med tomme ord. Det er, hvad der kendetegner den debat om dåbsteologien, som er brudt ud i Kristeligt Dagblad efter Lars Sandbecks kronik i begyndelsen af januar.

De tomme ord fremkommer, når man vil overføre de begreber, som Det ny Testamente anvender om voksne, på børn, endda spædbørn. Om en voksen mand, der har været sin kone utro, men bliver tilgivet, kan man sige, at han får sin kones tilgivelse. Men det væsentlige er ikke, at han får noget, men at forholdet mellem de to igen retvendes. Og skal det ske, må han stole på hendes tilgivelse. Forstår man talen om Guds tilgivelse på den måde, forstår man den ret.

Det vil sige, at når man siger, at i dåben lyder Guds ord til et menneske, så er der tale om et ord af samme art, altså et ord om tilgivelse, der sigter på genoprette det brudte forhold. Og det kan forstås, det kan oven i købet let forstås, når der er tale om Guds ord til en voksen. Det er også umiddelbart til at forstå, at dette tilgivelsesord først når sit mål, når det mødes med tro, for først når den, der møder Guds tilgivelsesord, tror det, er forholdet mellem menneske og Gud genoprettet.

Men prøver man så at overføre disse tanker fra dette, at Guds ord møder en voksen, til dette, at Guds ord møder et spædbarn i barnedåben, så begynder begrebsmøllen at male, og en masse tomme begreber opstår, begreber, som den kloge teolog vel kan lade, som om han tror på, men som i virkeligheden er nødløsninger, der for ham selv burde afsløre, at han er galt afmarcheret.

Man vil gerne have, at Guds ord skal være et ord om syndernes forladelse; det siges jo i dåbsritualet. Og for at få det til at passe på et spædbarn, glemmer man alt om, at ordet skal genoprette et brudt forhold, og ud fra dette, at et ord om syndernes forladelse vel må forudsætte, at der er en synd at forlade, griber man fat i et nedfrosset begreb, nemlig arvesyndsbegrebet, og hævder, at barnets arvesynd bliver tilgivet i dåben. Men hvad arvesynd er, hvordan den kan konstateres, hvilken forskel det gør, om den er tilgivet eller ikke tilgivet, det går man ikke nærmere ind på. Man har blot ladet begrebsmøllen køre, så tomme begreber sprøjter ud af den.

Eller man hævder, at barnet i dåben bliver et Guds barn; også det siges i ritualet. Men man har meget svært ved at sige, hvad det betyder. Var barnet ikke et Guds barn, før det blev døbt? Bliver et barn, der ikke når at blive døbt, før det dør, ikke frelst? Hvad kan vi lægge ind i ritualets takkebøn, når vi takker Gud, ”fordi du i dåben gør os til dine børn og skænker os Helligånden med syndernes forladelse og evigt liv”, noget, der gentages under håndspålæggelse ved hvert enkelt barn og i kollekten til sidst?

Dog har der i dåbsdebatten ikke vist sig teologer, der hævder, at barnet i dåben får skænket den frelsende tro. Det kan siges at være en mangel, for man må vist indrømme, at det i vor folkekirkelige situation har været så som så med formaningerne, de formaninger, der skulle give gode råd til, hvad man som troende menneske kunne tage og gøre, for at de forhold, vi står i, kan styrkes. Formaningerne, hvis de forekommer, indskrænker sig som regel, ofte med Kierkegaard som kirkefader, til en opfordring til at leve som et almindeligt menneske, der er jorden tro. Så at tale om troen som et medhenhørende til dåben kan godt siges at være påkrævet.

Nu fornylig er jeg faldet over en Luther-prædiken, hvor han slutter sin prædiken med at begrunde, hvorfor vi skal døbe børnene. Jeg har skrevet den ud på min sædvanlige måde, med den tyske tekst til venstre og min oversættelse til højre, se her. Samtidig er jeg blevet opmærksom på, at også en anden Luther-tekst måske kan være af interesse, nemlig et sendebrev, han skrev imod gendøberne i 1528. Jeg vil prøve at få det skrevet ud, oversat og sat ind på martinluther.dk. Men det tager lidt tid.

Det, der er spændende ved den omtalte prædiken, er ikke blot, at han – modsat vi moderne teologer – hævder, at spædbarnet får skænket troen, det er også, at han for at kunne få sin voksenteologi overført til spædbørnene benytter sig af et snydeargument: ordet ”fornuft” forekommer hos ham i to betydninger, men han bruger det, som om det kun har én betydning. Det skal jeg vende tilbage til.

Først vil jeg gøre opmærksom på, at Luther ikke bruger ordet ”arvesynd” i denne prædiken. Det tætteste, han kommer på begrebet, er i dette citat:

Det udsagn hjælper dem [waldenserne] heller ikke, at de siger, at man døber børnene på deres fremtidige tro, når de kommer til fornuft. For troen må være til stede forud for eller i dåben; ellers bliver barnet ikke fri for djævelen og synderne. (Se #68).

Her ser det ud til, at Luther forudsætter, at barnet i dåben – hvis det altså ”har” troen – bliver befriet for djævelen og synderne. Og ”synderne”, det kan vi vel godt vove at oversætte ved ”arvesynden”. Men ellers omtales arvesynden ikke.

For det andet er det værd at lægge mærke til, at Luther er fuldt ud opmærksom på, hvordan begrebsmøllen kører for papisterne, men overhovedet ikke lægger mærke til, hvordan den kører for ham selv på nøjagtig samme måde – omend med omvendt resultat.

Han beskriver papisternes dåbssyn: de mener, at alt, hvad barnedåben giver, giver den også, uden at dåbsbarnet tror. Det overfører de så til voksendåben og til dette at komme til tro i almindelighed:

Derfor overfører de det også på de voksne og på alle mennesker og taler den slags ud af deres eget hoved, hvormed de på mesterlig vis ganske har udryddet den kristne tro, gjort den til intet og unødvendig og alene oprettet vore gerninger med sakramentets kraft. Derom har jeg skrevet nok i artiklerne om pave Leos bulle. (Se #60).

Og det er jo sandt nok, det kan man virkelig bebrejde papisterne. I modsætning til dem lægger Luther jo i sin hele teologi umådelig vægt på troen. Ikke for ingenting hedder hans hovedsætning ”retfærdiggørelse ved tro”, hvilket jeg udlægger i overensstemmelse med ovenstående til: Ingen retvenden af menneskets forhold til Gud uden menneskets tro.

Men Luther lægger ikke mærke til, at han selv lader begrebsmøllen køre den modsatte vej. Han vender sig imod waldensernes påstand om, at børn ikke kan tro:

Men vi vil dog se på deres begrundelse for, at de ikke regner med, at børn kan tro. De siger: Fordi de endnu ikke er kommet til fornuft, kan de ikke høre Guds ord; men når man ikke kan høre Guds ord, så kan der ikke være tale om nogen tro, ifølge Rom 10,17: ”Troen kommer af det, der høres, det, der høres kommer af Guds ord, osv.” Sig mig, er det nu også at tale kristeligt, når man dømmer om Guds gerninger efter vort forgodtbefindende: børnene er ikke kommet til fornuft, derfor kan de ikke tro? Hvad så, hvis du var kommet bort fra troen i kraft af den slags fornuft, og børnene i kraft af deres ufornuft var kommet til tro? (Se #92).

Hvor katolikkerne (papisterne) og waldenserne slutter fra børnenes manglende tro til unødvendigheden af de voksnes tro, dèr slutter Luther fra nødvendigheden af den voksnes tro til tilstedeværelsen af en tro hos spædbarnet. I begge tilfælde, fordi man for enhver pris vil have dåben til at betyde det samme for voksne som for børn. Luther henviser til Ef 4,5, hvor Paulus taler om én dåb, én herre, én tro, #74.

Men begge slutninger er forkerte. Vi er nødt til at skelne mellem voksendåb og barnedåb. Hvis vi ikke gør det, risikerer vi ubevidst at forstå dåben ud fra forkerte billeder.

Med ”forkerte billeder” mener jeg billeder fra den juridiske verden eller fra den økonomiske verden. Det er yderst nærliggende – i det mindste for teologer – at forstå Guds ord som et krav, nogle siger: et krav om gode gerninger, andre: et krav om tro. Men når troen opfattes som et krav, bliver den – næsten uden at vi tænker over det – til noget, vi yder, dvs., til en gerning. Og så – vupti – har vi gerningsretfærdigheden genoprettet som det afgørende i vort forhold til Gud.

Men også det modsatte er forkert. Når vi f.eks. siger, at Kristus har ”betalt” for vore synder, at Helligånden ”skænkes os”, eller at dåben er en ”gave”, så er det alt sammen billeder hentet fra juraen eller økonomien. For ligegyldigt, hvor storslået vi kan skildre, hvor ovenud uforståeligt det, vi får, er, og hvor glædeligt for vor tilværelse det er, i det øjeblik, vi knytter begrebet ”gave” dertil, forsvinder troen som en nødvendig ingrediens i gudsforholdet. For en gave behøver man jo ikke at tro på, eller rettere: en gave tænkes det at have sin rigtighed med, hvad enten man tror eller ej.

Det er sandt, at vi ikke ved egen viljes kraft kan komme til tro. Troen er noget, der kommer bag på os, troen er noget, der griber os, mere end den er noget, vi griber; troen er en reaktion, ikke en aktion. Vi udtrykker dens gåde ved at sige, at vi udsættes for Helligåndens virken. Men vi må jo føje til, at hvor ånden hersker, er der frihed, dvs., at dette at komme til tro, er noget, vi – den enkelte – aktivt deltager i. Det er noget, der sker med os, men det sker ikke uden os.

Derfor kommer Luther til kort, når han skal skildre spædbarnstroen. Måske det er derfor, at han de fleste steder i denne prædiken nøjes med at påstå dens tilstedeværelse. Dog er der i hvert fald ét sted, hvor han uden tøven fortæller om troen som noget, der ”gives”, nemlig #88:

Sådan siger vi også her, at spædbørnene vel bliver bragt til dåben i kraft af en fremmed tro og gerning, men når de er kommet derhen og præsten eller den, der døber, handler med dem i Kristi sted, så velsigner ham dem og giver dem troen og himmeriget; for præstens ord og handling er Kristi eget ord og handling.

Javist, troen er ikke vor gerning, troen er ikke noget, vi kan frempresse hos os selv, troen er noget, der kommer over os, griber os bagfra. Men det er dog os selv, der tror. Det er dog hele vor personlighed, der aktiveres af tilgivelsesordet, som det sker, når den tilgivne ægtemand tror sin kones tilgivelsesord og ser sit forhold til hende genetableret.

En sådan aktivering kan blot ikke finde sted, når vi taler om spædbørn. Derfor griber Luther her til den forlegenhedsløsning, at han blot taler om troen som noget, der gives. Han er jo nødt til at udelade al tale om troen som noget, der griber personligheden, for et spædbarn har ingen personlighed.

Men det bliver værre endnu.

Luther må nemlig give sine modstandere ret i, at spædbørn ikke er ”kommet til fornuft”. Og det får ham til at gribe fat i sin gamle tanke om ”die Hure Vernunft”, om fornuften som en størrelse, der sætter sig imod Guds ord. Men det bliver til et spilfægteri om ordet ”fornuft”. Og desværre opdager Luther ikke, at han her snyder på vægten, eller at han bruger ordet ”fornuft” i to forskellige betydninger. Han skriver i #92:

Men vi vil dog se på deres begrundelse for, at de ikke regner med, at børn kan tro. De siger: Fordi de endnu ikke er kommet til fornuft, kan de ikke høre Guds ord; men når man ikke kan høre Guds ord, så kan der ikke være tale om nogen tro, ifølge Rom 10,17: ”Troen kommer af det, der høres, det, der høres kommer af Guds ord, osv.” Sig mig, er det nu også at tale kristeligt, når man dømmer om Guds gerninger efter vort forgodtbefindende: børnene er ikke kommet til fornuft, derfor kan de ikke tro? Hvad så, hvis du var kommet bort fra troen i kraft af den slags fornuft, og børnene i kraft af deres ufornuft var kommet til tro?

Lidt senere, i #109f, hedder det:

De voksne fatter det med ørerne og med fornuften, ofte uden tro; men spædbørnene hører det med deres ører, uden fornuft og med tro; og troen er så meget mere nærliggende, jo mindre fornuft der er, og jo stærkere den er, som bringer dem herhen, end viljen er hos de voksne, der kommer af sig selv. Det, der anfægter sådanne drømmere mest, er, at der i de voksne er fornuft, som stiller sig an, som om den troede på det ord, den hører; det kalder de så at tro. Omvendt ser de, at der endnu ikke er fornuft i børnene; for det ser ud til, at de ikke tror. Men på den måde ser de ikke, at troen på Guds ord er en helt anden og dybere sag end det, som fornuften gør med Guds ord. For dette er alene Guds gerning ud over al fornuft, og det er lige så nær ved barnet som ved den voksne, ja, meget nærmere, og den voksne er lige så fjernt fra det som barnet, ja meget længere borte.

Her blander Luther de to betydninger af ”fornuft” godt og grundigt sammen. ”Børnene er ikke kommet til fornuft”, dvs., børnene har ikke fået noget sprog, børnene kan ikke tænke eller tale ud fra den logik, der præger en sprogbruger. ”De voksne kan komme bort fra troen i kraft af den slags fornuft”, siger han så. Nej, ikke i kraft af den slags fornuft, som vi taler om, når vi siger, at børnene ikke er kommet til fornuft, men i kraft af den fornuft, som de har erhvervet sig i deres voksenliv, hvor de har lært at være forbeholdne og lunkne i deres tillid.

Guds gerning er ud over al fornuft”, siger så Luther. Javist, det er udover den slags fornuft, der beskæftiger sig med fortjeneste og belønning, og det er nok det, der får Luther til at sige, at hans gerning er nærmere ved barnet end ved den voksne. Men det er jo ikke ud over den form for fornuft, der har med vore indbyrdes forhold at gøre. Vi har ord for det: tro, tillid, fortrolighed, sammenhold, osv., og disse ord bærer en logik med sig, som ikke er fortjenestens logik, men alligevel kan kaldes logik, altså en form for fornuft.

Så vil man måske sige: Jamen, er det ikke just den form for logik, der ligger børnene nærmest? Og er det ikke derfor, Jesus fremhæver dem på de voksnes bekostning, når han siger, at himmeriget er deres, #81?

Og svaret er, at al logik forudsætter sprog, og at et spædbarn ikke har noget sprog. Det er jo det, der får Luthers modstandere – og såmænd også undertegnede – til at sige, at et spædbarn ikke kan tro; det mangler den form for fornuft, der er nødvendig, for at man kan tale om, at det nærer tillid.

Og vil man sige, at der ikke er noget væsen, der nærer større tillid end et spædbarn, er svaret, at vi i så fald taler om naturens tillid, den, som ethvert pattedyrs afkom har til sin mor, en tillid, altså, som er alle givet, hedninger såvelsom kristne, men at Luther, når han fortæller os, at Gud i dåben giver spædbørnene troen, på fejlagtig måde lægger en voksens kristentro ind i barnets naturlige tro.

I en anden prædiken ser han lidt anderledes på spædbørnene, nemlig i en prædiken fra 1538 over ”Effata”, se her:

Dette er et smukt mirakel, hvis man sammenligner med det, han gør i dag. For i vore dage fødes børnene, så de ikke blot ikke har ører, osv., men heller ikke har sjæl, osv., men på et år får alt dette givet, sjæl, legeme, tunge, osv. Dette mirakel er så almindeligt, at det overhovedet ikke bliver bemærket.

Altså, spædbarnet har ikke sjæl. Og må man ikke have sjæl for at kunne tro?

Man kan også, for at påpege Luthers fejl, henvise til #104, hvor det hedder:

Fordi han nu her befaler, at spædbørnene ikke må forhindres i at komme til ham, så han kan velsigne dem, og det ikke kræves af os, at vi skal være sikre på, hvordan det indvendig står til med troen – så skal vi lade det blive derved.

Her overfører han de overvejelser, en præst har pligt til at gøre sig, forinden han godkender en voksen til dåb, til dåb af spædbørn. Det kræves ikke af os, at vi skal være sikre på, hvordan det står til med dåbskandidatens tro, siger han, og det er jo rigtigt. Men hvad så, når det med sikkerhed kan afgøres, at dåbskandidaten ikke kan tro, fordi han ikke har alderen til det, altså endnu ikke har fået noget sprog? Det er jo en helt anden afgørelse, han her stilles overfor.

Det er her, Luthers snyd viser sig. Han sidestiller de to situationer, skønt de er åbenlyst forskellige. ”Vi kan ikke være sikre på troen” sidestilles med ”Vi kan være sikre på, at der ikke er tro”. Af #98 fremgår det, at Luther her ”angriber sine modstandere med deres egne argumenter”. Han påviser, hvordan den ydre bekendelse, der lyder fra en voksens mund, er uvis, men at vi døber alligevel #99. Og siger så, at det for den døbende drejer sig om at overlade det til Gud og lade ham afgøre om den, der skal døbes, tror indvendig på ret måde, #100.

Jovist, men der er jo unægtelig forskel på, om det er djævelen eller en forkert opfattelse af kristendommen, der gør, at man ikke kan være sikker på troen hos dåbskandidaten, eller det er sådan fat, at den pågældende ikke kan komme til tro.

Til sidst: Skønt jeg her mener at have påvist, at Luther snyder med sin argumentation, er jo ikke dermed sagt, at vi ikke skal døbe børnene. Blot er det sagt, at vi ikke skal overføre tankerne fra voksendåben til barnedåben, f.eks. ikke skal hente den tanke fra voksendåben, at dåbskandidaten tror, til at påstå, at spædbarnet tror.

Det gør det ikke, for det kan det ikke gøre. Og det er sørgeligt, at Luther i sin kamp mod gendøberne bruger en sådan pseudo-argumentation. Det gør det næsten umuligt at blive klar over og fastholde troens enorme betydning hos Luther. Så Luther har på en måde arbejdet sig selv imod.

Men det kan jo være, at det omtalte sendebrev fra 1528 bringer andre tanker i spil. Vi får se.

Dette indlæg blev udgivet i Luther og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.