Forelskelse uønsket

To ting skal behandles i dette indlæg: Jehovas Vidners (og muslimernes) ægteskabsforståelse og en ny trend indenfor dating: nøgen-dating.

TV2 har i den senere tid kørt en kampagne, hvori de med stor forargelse vender sig imod den sociale kontrol, de mener foregår indenfor Jehovas Vidner. Og bevares, der kan nok findes én og anden historie frem, som man kan forarges over i den anledning. I hvert fald vil jeg mene, at ligesom man naturligt må lægge vægt på børns kærlighed til deres forældre, noget, man opfordres til gennem det fjerde bud: Du skal elske din far og din mor, sådan må man lige så naturligt lægge vægt på forældres kærlighed til deres børn, også selv om vi ikke blandt de ti bud har noget bud om det.

Det er derfor efter almindelig kristen opfattelse imod Guds lov, hvis man som forældre nægter at godkende de valg, som voksne børn tager, specielt jo valget af ægtefælle. Den sociale kontrol, man hæfter sig ved hos Jehovas Vidner på TV2 består i – så vidt jeg har forstået på de korte indslag, der har været på TV2’s Nyhederne – at forældrene og familien i det hele taget afbryder al forbindelse til den unge, der gifter sig udenfor vidnernes kreds. Jeg véd ikke, hvor udbredt dette fænomen er, men det er egentlig heller ikke dèr, jeg vil hen. Jeg vil blot slå fast, at man indenfor Jehovas Vidner ikke bruger vold overfor dem, der ikke retter ind. Der er ingen beretninger om unge piger fra Jehovas Vidner, der er blevet slået ihjel af deres far.

Derimod er der beretninger om muslimske fædre, der slår deres børn ihjel, hvis de ikke retter sig efter familiens krav om, hvem de skal gifte sig med. Og der er beretninger om skarp social kontrol med især unge muslimske kvinder, både før og efter ægteskabet, som ikke skal skeje meget ud, før hammeren falder. Måske ikke ligefrem en ”hammer” i form af drab, men ofte i form af slag og mishandling, for ifølge koranen må en mand godt slå sin kone, hvis hun ikke retter sig efter ham.

Og ikke sandt, her er der så sandelig grund til forargelse. Så hvis man ville lave en serie, der belyser, hvordan social kontrol fungérer, kunne man nok med større held og større forargelse have brugt muslimer som undersøgelsesmateriale. Man kan læse om den sociale kontrol hos muslimerne i et udmærket indlæg på Berlingske, se her, hvor tre antropologer retter en voldsom anklage mod main-stream-antropologerne for i deres forskning at se bort fra islam og i stedet lede efter sociale årsager.

Det har man ikke gjort på TV2. Hvorfor mon ikke?

Fordi muslimer endnu ikke er integrerede i vort samfund. Det er derimod Jehovas Vidner. Det er lidt bagvendt, men sådan forholder det sig: de mennesker, der hører med til det danske ”vi”, dem kan man skælde ud på, være forarget på, beskylde for det værste. Men muslimer ikke. For de hører (endnu ikke) med til dette danske ”vi”, de regnes stadig for urørlige, de tilhører stadig gruppen af ”fremmede”, som det er synd for.

Nå, vi skal jo ikke glemme, at det var TV2, der forsynede os med serien om de skjulte optagelser af imamers rådgivning. Og det kan da også være, at der i serien om Jehovas Vidner dukker en enkelt bemærkning op om, at den sociale kontrol er meget værre hos muslimerne. Jeg har ikke set serien, men anser det på forhånd for ret usandsynligt.

Det andet, jeg i dette indlæg vil henlede opmærksomheden på, er en serie, vistnok på DR2, men jeg er ikke sikker, der handler om noget, der vist kommer fra Amerika, som så meget andet mærkeligt, noget, der hedder ”nøgen-dating”. Vi så et enkelt klip i TV-avisen, der viste, hvordan det foregik. En mand stod foran fem kabiner. Derinde befandt sig fem nøgne kvinder. Men de var skjult bag et tæppe, der kunne hæves. Først hævede man det til bæltesteder, så manden kunne bedømme den nederste del af kvinderne, inklusive deres kønsorgan, og da de vendte sig, deres bagdel. Ud fra denne bedømmelse skulle han fravælge to. Så hævede man tæppet, så man så hele kroppen undtagen hovedet. Endnu én kvinde skulle fravælges. Og endelig fik manden set hovederne på de to sidste, ja, han fik endog lov til at høre deres stemmer. Så skulle han fravælge én, og stod så tilbage med den udvalgte, som han skulle klæde sig nøgen for.

Dette program viser tydeligt, hvad de implicerede lægger vægt på hos en kvinde. Eller det viser tydeligt, at man totalt har afskrevet det, vi andre hidtil har troet på som det væsentligste, nemlig forelskelsen. Man kan ikke blive forelsket i en kvindes bagdel, hvor smuk den end måtte være. Der skal mere til. Ja, det, der vel først og fremmest fremkalder forelskelse, er ansigtet, mimikken, stemmen i alle dens varianter, og – ja – så dette sære, at man opdager, at hun da vist har et godt øje til mig, ligesom jeg til hende.

Jeg skrev i et tidligere indlæg om Løgstrups tanke om kærlighedens formning af sanseligheden, se her. Og det er netop det, der mangler hos både de liderlige danskere og hos muslimerne. Man kan også sige, at ingen af dem har brug for forelskelsen. Den er nærmest i vejen for begge parter. For muslimernes vedkommende kommer den i vejen, fordi den forstyrrer forældrenes valg af ægtefælle for deres børn, noget, de tilsyneladende lægger så stor vægt på, at dette valg på ingen måde kan overlades til børnene selv, selv om de er både voksne og fornuftige. Og hos de liderlige, fordi de nok vil have sex, men på ingen måde ønsker at binde sig, og forelskelsen er, hvordan man end vender og drejer det, bindende. En overgang, for sådan cirka halvtreds til hundrede år siden, var idealet for dem, der ikke fulgte det normale, at forelske sig indtil flere gange. Man nød rigtig forelskelsens sødme, især fra modpartens side, men rakte straks ud efter en ny partner og en ny forelskelse, så snart mulighed bød sig. Nu synes forelskelsens sødme helt at være overflødig i forhold til den orgasme, der er alt, hvad der er tilbage af kønnenes møde.

Jo, programmet med nøgen-dating var afslørende, men dog vist kun afslørende for tendenser, man godt kunne se i forvejen.

Når det her skal nævnes samtidig med muslimernes forkrampede forhold til kønsdriften, skyldes det, at disse liderlige forhold og den måde, de promoveres på, er til stor skade for vort forhold til muslimerne. Muslimerne og specielt imamerne vil jo ud fra sådanne iagttagelser så let som ingenting kunne overbevise alle de moderate muslimer om, at de ikke skal blive som danskerne, den danske umoral hører ikke hjemme hos en god muslimsk familie. Hvad det i virkeligheden er, der bærer vore familier, den gensidige kærlighed, der får nogle ægtefæller til at holde både sølv- guld- og sågar diamantbryllup, den forbliver skjult for dem, i hvert fald i de offentlige medier.

De kan vel træffe den hos almindelige danskere, men dèr bliver den nærmest betragtet som en selvfølge, i hvert fald som noget, man ikke sådan praler af, eller på nogen måde drømmer om at sætte i modsætning til muslimernes forståelse af kærligheden.

Men det er en skam. For det er netop dèr, vi har en såre vigtig forskel mellem kristendom og islam.

Og lad mig her skitsere denne forskel på en lidt anden måde.

Jesus slutter sin bjergprædiken med at fortælle en lignelse om en klog mand og en tåbe, Matt 7,24-27. Og det er ret bemærkelsesværdigt, at han dermed flytter fokus fra etiske regler til klogskabsregler: du skal handle efter ordene i bjergprædikenen, ikke fordi det er den højeste etik, ikke fordi du derved overholder Guds bud, men fordi du derved handler klogt; du får nemlig dit liv til at lykkes; du opnår den lykke, det er at leve efter livets egne regler, regler, der ikke er etiske regler, heller ikke naturlove, men – skal vi sige – naturlove til menneskeligt brug.

Hvis der nemlig i menneskets hjernefunktion er nedlagt ”programmer”, der bevirker, at du kommer til at føle bundethed til et menneske af det modsatte køn, altså ikke blot øjeblikkelig tiltrækning, men bundethed, lyst til at få anerkendelse af dit køn fra dette andet menneske, lyst til at dele dit liv med dette andet menneske, til formering af menneskeheden, ja, men også til fuldbyrdelse af det, som livet er lagt an på, ja, så vil denne fuldbyrdelse af livsmålet af dig føles som den pureste lykke. Og derfor, fordi du kan opnå denne lykke, handler du klogt ved at binde dig til et andet menneske, ved at grundlægge en familie.

Alene denne binding er det også, der kan fremkalde gensidig kærlighed. Denne må jo nemlig være frivillig for at kunne være ægte. Det er det, forelskelsen skal til for. For kun, når det er din lyst at følge dette andet menneske livet igennem i tykt og tyndt, kun da kan man tale om kærlighed. Ikke lyst til at overholde loven, noget, muslimerne tror er nok, heller ikke lyst, forstået som den ene forelskelse efter den anden eller den ene orgasme efter den anden, men lyst, forstået som lyst til at glæde dette andet menneske, se smil og latter fra hende, dele sine glædelige og sørgelige oplevelser med hende.

Og hvorfor skulle vi fra kirkens side ikke fremhæve alle disse goder? Ikke mindst stillet overfor disse to misforståelser af, hvad der er et naturligt menneskeliv. Har vi været for bange for at blive opfattet som for snerpede, hvis vi advarer mod sexuel løssluppenhed? Måske. Men så kunne vi jo tale om kloge handlinger i stedet for om etisk korrekte handlinger.

Dette indlæg blev udgivet i Etik, Islam versus kristendom og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.