Pavelig naivitet

Paven har været på besøg i de forenede arabiske emirater. Dèr besøgte han sin ”ven og kære broder”, overhovedet for det sunnimuslimske universitet i Kairo, El-Tayyeb. Sammen udfærdigede de en erklæring om det, de var enige om, se her.

Det har fået Hugh Fitzgerald til at spørge om, hvad paven egentlig véd om sin ven og kære broder, se her og her. Og så vidt man kan se, er paven utrolig naiv i sit møde med denne muslimske stofmufti.

Fitzgerald opsummerer sin kritik i fem punkter.

  1. El-Tayyeb foragter jøder, fordi de altid har været de største fjender af muslimerne.
  2. Han mener, at frafaldne muslimer skal dræbes.
  3. Han er imod menneskerettighederne, fordi de er et minefelt med uvisse konsekvenser.
  4. Han uddeler gratis kopier af en bog, der på hver side foragter de kristne.
  5. Han tilpasser de historiske kendsgerninger i en påstået fredelig islams favør.

Og læser man nu den fælles udtalelse igennem, opdager man, at den stakkels stormufti ikke har fået alle disse punkter med. Udtalelsen ser nærmest ud til at være skrevet af paven og forsynet med en halvvejs tvungen underskrift af stormuftien. Så Fitzgerald undrer sig med god grund over, at paven ikke har spurgt ind til stofmuftiens anskuelser og opnået lidt klarhed i stedet for diverse selvmodsigelser fra muslimsk side.

Tag punkt 2! Hvordan rimer denne anskuelse med det, stofmuftien har skrevet under på om frihed:

Frihed er enhver persons ret; hvert individ nyder frihed for tro, tanke, udsagn og handling. Pluralismen og forskelligheden mellem religioner, farve, køn, race og sprog er noget, Gud har villet i sin visdom, hvormed han skabte mennesker. Denne guddommelige visdom er den kilde, hvorfra retten til trosfrihed og til forskellighed udgår. Derfor må det faktum, at mennesker tvinges til at tilhøre en bestemt religion eller kultur, fornægtes.

Svaret er, at de to ting overhovedet ikke rimer sammen. Mit umiddelbare indtryk af muftien er, at han så udmærket véd, hvad han skal sige overfor vestlige mennesker, hvis han ønsker at gøre dem tilpas, men ikke ser noget forkert i at sige det modsatte til sine egne. Og man kan så småt irriteres over, at paven giver ham lov til disse selvmodsigelser. Han kunne have stillet ham en række opklarende spørgsmål i stedet for blot lukke af for det, han dog af sine rådgivere i Vatikanet må have fået at vide om El-Tayyeb.

Vi forlader paven, dog ikke uden at have nævnt Fitzgeralds løftede pegefinger imod ham. Paven har sagt i et interview med den franske katolske avis La Croix, at han bliver bedrøvet over tonen, når han hører nogen tale om Europas kristne rødder. Fitzgerald antager, at han hører til dem, der begræder, at man ikke nævner Europas muslimske rødder, selv om de jo er ikke-eksisterende. Derfor spørger Fitzgerald, om ikke netop paven skulle være frontfigur for dem, der i en tid med kulturel forvirring prøver at minde folk om deres kristne rødder.

Men ak, denne kulturelle forvirring er det ikke kun paven, der lider af. I det engelske magasin ”The Economist” er der i denne uge en artikel om ”Islam i Vesten”. Her følger man det pavelige spor og prøver efter bedste evne at få islam i Vesten til at fremstå som en harmløs tilføjelse til vore allerede blandede kulturelle og religiøse samfund.

Man omgås nu for det første letsindigt med historien, og det fører aldrig til noget godt. Det sker i en særlig lille klumme, men trods lidenheden lykkes det alligevel at få indarbejdet nogle af de sædvanlige usandheder. F.eks. skriver man om den muslimske tid i Spanien, at ”det muslimske styre i Spanien med få undtagelser var pluralistisk og inkluderende overfor kristne og jøder”. Og man nævner som modsætning den kristne forfølgelse efter 1492, hvor biblioteker blev afbrændt, moskéer og synagoger ødelagt og muslimer og jøder udstødt, tvunget til omvendelse eller dræbt.

Det sidste er sandt nok, og vi kristne kan ikke tage nok afstand fra dette. Men hvorfor overse, at de kristne fyrster fra omkring år 1000 var lige så inkluderende overfor deres muslimske undersåtter, som muslimer før overfor deres kristne undersåtter?

Man kan sige, at de kristne riger frem til afslutningen på trediveårskrigen i 1648 troede, at en stat kun kunne eksistere, hvis alle havde den samme tro. Det var et historisk eksperiment, der blev gennemført, og resultatet blev den kendte nutidige opfattelse, at staten skal være religionsneutral. Og selv om man må undre sig over de religionskrige, der skulle til, før denne opfattelse dukkede op, kan man, mens man glæder sig over det gode resultat, gøre opmærksom på, at kristendommen, alle dens mangler til trods, alligevel kunne vise sig forandringsduelig. Dette i modsætning til islam, som artiklen beskriver som tolerant og fredelig, med moskéer, synagoger og kirker side om side i den udformning, den fik under det ottomanske styre i Tyrkiet. Men dels glemmer man meget bekvemt i denne skildring de kristne drenge, der blev taget bort fra deres forældre og opdraget muslimsk, så de udgjorde en særlig del af hæren, janitscharerne. Og dels overser man også det armenske folkedrab, som det tolerante og fredelige ottomanske styre ikke formåede at forhindre, ja, måske selv var aktivt i. Men først og fremmest ser man bort fra, at islam betragter sine regler som eviggyldige, og at det derfor er kristendommen og ikke islam, der kan følge med udviklingen.

De mange andre dele af den lange artikel opererer med en forestilling om, at de muslimske terrorister, jihadisterne, kun udgør en lille flig af den muslimske befolkningsgruppe. Og man bliver ikke træt af at vende sig imod os, der er indvandringsmodstandere, og for at kunne gøre det, er man igen nødt til at overse kendsgerningerne. Dels den kendsgerning, at vi endnu ikke har fået lukket Europas grænser, der finder stadig en tilstrømning sted af fremmede. Og dels den demografiske kendsgerning, at selv uden fornyet indvandring, vil muslimerne på grund af deres større fertilitet i overskuelig fremtid komme til at udgøre over halvdelen af befolkningen i Vesteuropa.

Ingen af de ting omtaler man. Så når man beroligende hævder, at tredje generation af muslimer er mere integrerede end første og anden generation (noget, der ikke synes at være sandt ud fra andre oplysninger), så glemmer man, at der stadig kommer nye første-generations-indvandrere ind i landene.

Men det gør ikke artiklen uinteressant. I et kapitel med overskriften ”blød magt” fortæller man om de store beløb, der fra forskellig side er postet ind til muslimerne her i Europa. Tyrkiet aflønner de europæiske imamer og bestemmer mere eller mindre, hvad de må sige. ”Landet forsøger nu at komme ind i Vesten ved hjælp af sine moskéer”, hedder det. Og Saudi-Arabiens økonomiske indflydelse nævnes også.

I det næste kapitel omtaler man de forskellige vestlige landes forsøg på at få kontrol over ”sine egne” muslimer. Tyskland har ikke haft held med at få indført en teologisk uddannelse for imamer, og bladet citerer en belgisk sikkerhedsofficer for at sige om imamerne, at ”deres prædikener handler aldrig om at blive europæiske, altid om at blive tyrkiske. Det forvandler det muslimske samfund til en ghetto”.

I dette kapitel er det også, at Danmark får et drag over nakken. Jo, for vi vil tvinge muslimske børn til at gå i vuggestuer og børnehaver, vi vil tvinge muslimer til at give håndtryk, og vi fratager offentlige tilskud til muslimske skoler, men, føjer The Economist til, ikke til kristne eller jødiske skoler. Besynderlig nok ”glemmer” man at fortælle, at dette stop for offentlige tilskud skyldes, at skolerne ikke lærer børnene det, de har forpligtet sig til at lære dem. Man befinder sig tilsyneladende stadigvæk i den drømmeverden, hvor muslimerne da bestemt alle sammen er åh så gode og alle går ind for den demokratiske samfundsmodel. Man har ikke opdaget – eller tør ikke være ved sin opdagelse, hvis man har gjort den – at muslimerne medbringer deres egen samfundsmodel, som afviger ikke så lidt fra vores.

Så er der et kapitel om jihadisme. Der er, ifølge bladet, kun tale om en ganske lille minoritet af muslimer. Underforstået: hvad er I så bange for? Men de tal, de nævner, kan nu også bruges til at underbygge den bekymring, de fleste vesteuropæere føler over den muslimske tilstedeværelse. Man nævner, at der kun kom 7000 IS-krigere fra Europa, ud af i alt 30.000. Men man nævner også, at de europæiske muslimer kun udgør 1,5% af alle verdens muslimer. Alligevel var de altså i stand til at levere ikke 1,5%, men 12,5% af krigerne i IS. Er disse europæiske muslimske samfund et bedre udklækningssted for jihadister end andre mere almindelige muslimske lande? Nej, det spørgsmål bliver ikke stillet og derfor heller ikke besvaret.

Men ”kun” 7000 IS-krigere fra Europa! De er jo ikke alle sammen døde, og de resterende kan nok volde ikke så lidt bekymring, hvis de får lov at vende hjem. Det er den varme kartoffel, vi formentlig kommer til at stå med, for kurderne i Syrien kan ikke blive ved med at opbevare dem i deres fængsler. Og selv om det så ”kun” er 3000, der enten ikke er døde eller har gennemført en overbevisende omvendelse, så kan dette antal så sandelig nok lave ravage i vore samfund. Lad os sige, at vi kan få dem dømt – hvilket vil være meget vanskeligt, for hvilke vidner kan man fremskaffe til deres forbrydelser? – når de så har udstået deres straf, er de så ikke længere jihadister? Det er et spil i lotteriet, et lotteri, som vi ikke har lyst til at deltage i.

Man slutter med denne bemærkning, som viser den naivitet, der præger artiklen:

Hvis steder som Molenbeek skal bryde jihads onde cirkel, må unge muslimer komme til at føle sig ordentlig hjemme i Vesten.

Det er jo sandt nok, men det siges, som om det hele afhænger af Vestens reaktion. Og det kan man jo sagtens sige, når man helt overser, at muslimerne medbringer deres egen samfundsmodel.

Det sidste kapitel handler om, hvordan man smelter kulturer sammen, i dette tilfælde altså islam og kristendom. Og ærlig talt, her tager avisens ønsketænkning overhånd. Der er utrolig mange gode ting, man nævner, ting, der tyder på et opbrud hos muslimerne. Men hvis man siger, at jihadisterne kun udgør en lille flig af de muslimske samfund, må man tilsvarende sige, at de, der vil eller kan (eller tør) lave om på islam i en mere demokratisk retning, udgør en endnu mindre flig. Tilmed regner man mennesker med i denne optælling, som ikke mere betragter sig som muslimer, f.eks. Hamed Abdel-Samad, og dertil ”glemmer” man at fortælle, at i hvert fald han må leve under politibeskyttelse. Og det er ikke de indfødte tyskere, der er en trussel imod ham.

Kirkens rolle kommer man ind på til sidst.

Religiøse ledere søger også at slå bro over forskellene. Mange præster arbejder hårdt for at stå op imod de højreorienterede fortællinger og anklager de politikere, der er imod immigration, for at forråde den kristne etik.

Og for at det ikke skal være løgn, afslører man til sidst, at man synger med på den sang, som er blevet den europæiske elites fællessang: ”Det er vores skyld alt sammen”.

Men en tredje generation af muslimer synes nu at kunne blive en permanent del af et mere forskelligartet, mere tolerant vestligt samfund – forudsat at dette samfund fortsætter med at give næring til disse værdier.

Ak ja!

Det er selvfølgelig sjovere at være optimist end pessimist. Men efter læsning af denne artikel – med kritiske øjne – synes der nu ikke at være meget at være optimist for. I enhver krig er sandheden det første offer. Og i krigen mellem islam og kristendom, eller islam og Vesten, er der ikke meget at håbe på, når sandheden overhøres som her.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.