Opvågning fra et mareridt

Det er Henrik Dahl, folketingsmedlem for Liberal Alliance, der betegner vedtagelsen af L140 som en opvågning fra et mareridt. L140 er en betegnelse for det paradigmeskifte, der har fundet sted i udlændingepolitikken, se her. Og det lyder jo udmærket. Også når han siger, at det var sindssyge beslutninger, der blev truffet dengang, da man gav grønt lys for indvandring.

Også Karen Jespersens og Ralf Pittelkows leder i ”Den korte Avis”, se her, lyder udmærket. Den har overskriften: ”De danske og europæiske politikere har lukket barbariet ind i vore samfund”, og den består i, at forfatterne redegør for en række barbariske handlinger her i landet og i andre europæiske lande, begået af muslimske indvandrere, mennesker, der har en helt anden kultur og en helt anden måde at omgås mennesker på end den, vi hertillands finder rimelig.

Men både de to redaktører af ”Den korte Avis” og Henrik Dahl glemmer vist, hvor langsomt det er gået med at etablere den modstand mod indvandring, som nu har resulteret i paradigmeskiftet.

Så tidligt som i 1983 vedtog man udlændingeloven, der gav mulighed for den indvandring, vi har set siden. Henrik Dahl skriver:

At tage skridt til at udskifte over ti procent af Danmarks befolkning med udlændinge, der for en betydelig andels vedkommende er imod den eksisterende samfundsorden, er en fuldkommen vanvittig beslutning, der aldrig nogensinde har haft demokratisk legitimitet.

Beslutningen blev simpelthen gennemtrumfet på det rent principielle plan uden, at der havde fundet grundige og saglige udredninger sted, der kunne belyse de helt konkrete konsekvenser i detaljer.

Det er sandt, at vi nu kan se, at resultatet ville blive en udskiftning af den danske befolkning. Men det kunne ingen se dengang. Det er sandt, at beslutningen blev truffet, uden at der havde fundet grundige og saglige udredninger sted. Men om man så havde sat samtlige kloge hoveder på samtlige universiteter til at udrede konsekvenserne af lovgivningen dengang, ingen ville have forudset, at der nu knap 40 år efter er udsigt til, at den danske befolkning bliver udskiftet.

Hvad ville der være sket, hvis man dengang havde vidst, hvad vi véd i dag?, spørger Henrik Dahl, og svarer med at opstille et tænkt undersøgelsesresultat. Han tænker sig, at politikerne havde sagt: ”Vi agter at gennemføre tiltag, der kommer til at koste 30 mia årligt, tiltag, som fører til en udskiftning af klientellet i de danske retssale, tiltag, som får uddannelsessystemet til at bryde sammen adskillige steder, tiltag, som underminerer en række friheder, som vi tager for givet, f.eks. friheden til at kritisere religion”. Rigtig gættet: disse tiltag ville naturligvis ikke blive gennemført.

Men man tænkte anderledes dengang. Og mange gør det stadig den dag i dag.

Selv husker jeg da, at det først var omkring årtusindskiftet, at jeg blev klar over indvandringens farer, især fordi Karen Jespersen havde lyttet til de mange socialdemokratiske vestegnsborgmestre og prøvet at tage højde for de erfaringer, de havde gjort – tak for det, Karen! Og jeg erindrer også, hvordan en stakkels politimester fik gevaldigt på puklen, fordi han tillod sig at gøre opmærksom på det, han kunne se: at indvandrerne var i overtal blandt de forbrydere, han fangede. Om det var sandt eller ej, var ligegyldigt for medierne, for hvis det nu skulle være sandt, måtte man for alt i verden ikke sige det, derved ville man jo skade integrationen af de fremmede.

Og vi har også, som Douglas Murray gør opmærksom på i sin bog ”Europas mærkelige død”, måttet lægge ører til alle de falske forklaringer og dårlige retfærdiggørelser af indvandringen, som eliten har fremført, både den europæiske og den hjemlige. Den ene forklaring afløste den anden, alle lige usaglige. Så hed det sig, at indvandringen på sigt ville blive en overskudsforretning; uden begrundelse overhovedet, blot fordi man ville være positiv. Så ville indvandring gøre livet mere spændende; man gik jo over fra et monokulturelt samfund til et multikulturelt samfund; det ville det hele blive meget mere varieret af. At tilværelsen skulle blive mere ”spændende”, derved, at vi fik flere voldtægter og flere bander og utrygge områder i landet, det havde man ikke forudset. Og så videre, og så videre.

Især er det gået utrolig langsomt med at erkende, at de fremmede, specielt muslimerne, er helt anderledes end os, tænker anderledes, har andre idealer, er fromme på en voldelig måde, noget, det er os næsten umuligt at forestille os. Og når vi under alle de tankemæssige forsøg, vi har gjort på at udfinde disse forskelle, hele tiden skal høre, at vi er grebet af en racistisk tankegang, når vi vil prøve at finde de dybere årsager til den forskel, vi kan se med vore øjne, så gør det det ikke just nemmere at nå frem til nogen holdbar konklusion.

Men altså, lad os ikke skælde ud på vore politikere alene, lad os skælde ud på os selv, lad os indrømme, at f.eks. erkendelsen af, at der findes rare og flinke mennesker iblandt os, nemlig muslimerne, der i bund og grund tænker anderledes end vi gør, er en utrolig vanskelig erkendelse at gøre sig, og derfor en erkendelse, der uvægerlig tager tid. Og ligeledes er det utrolig vanskeligt at forestille sig, at disse rare og tilsyneladende fredelige mennesker kan udgøre den sympatisørsump, der giver grobund for muslimsk terrorisme. Kan det virkelig være sådan? Jamen, han var da en rolig og venlig fyr! Sådan siger mange, når de hører, at naboens søn blev terrorist.

Men er der så tale om et paradigmeskifte med denne lov L140 eller er det hele blot et spil for galleriet?

Skiftet skulle bestå i, at man fremover vil betragte en midlertidig opholdstilladelse som netop midlertidig, den tænkes kun at skulle gælde, indtil det bliver trygt for flygtningen at vende tilbage, og ikke som hidtil at skulle afløses først af permanent opholdstilladelse, siden af statsborgerskab.

Men vil det komme til at gå sådan? Bliver der tale om en mærkbar forskel?

Ja, det er jo ikke til at vide. Det afhænger i høj grad af, i hvor stor udstrækning Venstre med Lars Løkke Rasmussen i spidsen vil være afhængig af de internationale signaler, der udsendes, dels fra EU, dels fra FN. Vi har gang på gang erfaret, hvordan mange politikere, ikke mindst Venstre-folk, bliver bløde i knæene overfor konventionerne og de tolkninger, der for øjeblikket florérer på de bonede gulve i EU og FN.

På den anden side er der også noget, der tyder på, at der også på EU-plan er ved at ske en omtolkning af problemerne. Fra det nylig afholdte møde mellem EU og Den arabiske Liga i Egypten blev det uden indvendinger fra journalisternes side refereret, at EU var delvis tilfreds med, at en række nordafrikanske lande ville modarbejde menneskesmuglernes aktiviteter. At journalister ikke (ikke endnu, i hvert fald) indvender, at det da må være EU selv, der beskytter sine grænser, det har jeg vænnet mig til og betragter nærmest som en selvfølge. Men at journalister nu betragter det som en selvfølge, at EU opfordrer sine nabolande syd for Middelhavet til at lægge sten i vejen for menneskesmugleriet, det er et lille skridt i den rigtige retning. For tidligere betragtede man en sådan opfordring som et forsøg på at udlicitere sine menneskerettighedsforpligtelser, eller som det dengang hed: på at få andre til at gøre det grove arbejde.

Nogen vil måske indvende, at journalister da blot skal referere, de skal ikke tage stilling. Og det er sandt, sådan burde journalister opføre sig. Men det er 100% sikkert, at hvis journalisterne havde været uenige med politikerne i opfordringerne til de sydlige nabolande om at standse migrantstrømmen, så ville de sagtens kunne have opsporet både to og tre ”eksperter”, der kunne fortælle om menneskerettigheder og EU’s asylret. Det gjorde de ikke, og det er måske et lille tegn på, at den ”etiske” grundholdning, som jeg tidligere anså for uopløselig: at man for alt i verden må holde fast ved migranters ret til at få deres asylansøgning behandlet, blot de har sat deres fod på europæisk jord, lige så stille er ved at smuldre.

Og det ville være en næsten endnu mere fantastisk udvikling end udviklingen herhjemme. Men det skyldes måske blot, at EU’s politikere har opdaget, at der er valg til EU-parlamentet her til foråret, og at ganske mange såkaldte populistiske partier stiller op og har mulighed for at få stor gennemslagskraft, blandt andet, fordi store dele af befolkningerne i de vesteuropæiske lande føler sig svigtet af EU, fordi EU ikke har formået at holde EU’s grænser lukkede. Nu vil man så prøve på i sidste øjeblik, så at sige, at vise, at man gør noget.

Nå, måske er jeg for mistænksom overfor EU. Langsomt går det i hvert fald med denne mentalitetsændring. Er det for langsomt, så uoprettelige skader når at ske, inden den er fuldendt? Vi får se.

Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.