Sekularisme og islam

På Gatestone Institute findes en artikel af Denis MacEoin om muslimers mulighed for at leve sammen med andre religiøse menneske i et sekulært samfund, se her. Artiklen er interessant, ikke mindst fordi den fortæller en masse positive historier om muslimer og deres villighed til at lade sig integrere. Det er dog især muslimer i USA, det handler om. Og det kan jo da nok være påkrævet at få gjort opmærksom på, at den slags muslimer altså også findes.

Alligevel tror jeg ikke, forfatteren helt har fattet, hvor afvigende islam er fra hele den vestlige tankegang, inklusive den moderne sekularisme.

En første mistanke om, at der er noget galt, får man, når man læser hans korte beskrivelse af de to religioners historie. Den er nogenlunde ens, hævder han, der forekom de samme meget strenge straffe; selv om kristne havde monogami og muslimer polygami, så var straffene for utugt nogenlunde ens; den muslimske slavehandel over Sahara matcher nogenlunde den kristne over Atlanterhavet; og både kristne og muslimer behandlede jøderne dårligt, de kristne mest; holocaust var ikke en muslimsk opfindelse.

Dette er jo ikke helt forkert. Og dog kan det suppleres med oplysninger fra Spaniens historie. For det er bemærkelsesværdigt, at de kristne konger overtog det muslimske system, da de tog magten fra muslimer i det nordlige Spanien. Da muslimerne havde erobret Spanien, tillod de, at muslimer og jøder og kristne boede i hver deres enklaver i byerne, blot havde muslimerne overherredømmet. De kristne konger, der fra 1000 og fremefter erobrede landet tilbage fra muslimerne, bibeholdt dette system, blot med de kristne som de øverste. Det fik først en ende, da Andalusien, det sidste muslimske område, blev erobret af de kristne. Så satte den store intolerance ind fra de kristne kongers side, jøderne flygtede i stort tal, muslimer blev tvangsdøbt, og i 1630’erne ligefrem tvangsforflyttet til områder spredt ud over Spanien. En stor skamplet på kristenhedens historie.

MacEoin fortsætter med at fortælle om oplysningstidens reformer, hvor tanken om den sekulære stat tog fart, og hvor de to religioner begyndte at gå hver sin vej, hvilket har ført til situationen i dag, hvor islamisk tankegang ofte kommer i klemme. Dog, siger han, her må man ikke glemme de harmoniserende aspekter af islam, som fint kan blandes op med klassiske og moderne vestlige idealer. Som Sajid Javid, UK’s indenrigsminister sagde det: Islam er forenelig med britiske værdier.

Og så følger en række positive eksempler på denne forenelighed. Udmærket, godt at få det aspekt med også.

Men. Men.

Henimod slutningen skriver han:

At knytte religiøs tro sammen med sekularisme skulle ikke være vanskeligt; det afhænger mest af, om man ønsker at gøre det. Fransk sekularisme, ligesom den amerikanske adskillelse mellem stat og kirke, tillader religioner at handle offentligt, når det drejer sig om gudsdyrkelse og tro.

Og lidt senere citerer han det franske overvågningscenter for sekularisme, som siger:

Der er større kulturel forskellighed i Frankrig i dag end tidligere, og derfor har landet brug for sekularismen mere end nogensinde, for den tillader alle borgere at leve sammen, hvad end deres filosofiske eller religiøse tro er, at nyde samvittighedsfrihed, frihed til at være religiøs eller ikke være religiøs, lige rettigheder og forpligtelser og republikansk broderskab.

Til dette citat føjer han selv denne filosofiske iagttagelse:

Sekularisme er ikke en mening blandt andre, men snarere friheden til at have en mening. Det er ikke en tro, men snarere et princip, der autoriserer enhver tro, blot man respekterer principperne om samvittighedsfrihed og ligeret. Derfor er den hverken for eller imod religioner. På denne baggrund er tilslutningen til en tro eller en filosofisk anskuelse helt og holdent et spørgsmål om samvittighedsfrihed for enhver kvinde og mand.

Alt dette lyder jo udmærket. Og dog er det alt sammen udtryk for en vestlig og ikke en muslimsk verdens- og menneskeforståelse.

Hvordan dog det? Er der noget ved islam, der gør, at muslimer ikke kan finde sig tilrette i et sådant sekulært samfund? Og i bekræftende fald, hvad?

Ja, der er noget, der forhindrer islam i at være med her. Og dette ”noget” ligger ved roden af islam og er derfor meget vanskeligt at udrydde.

Den grundlæggende forskel mellem islam og Vesten ligger i, at i Vesten afgøres meningsforskelle med ord, i islam med magt, våbenmagt, samfundsmagt eller andre former for magt.

Det, der gør, at MacEoin’s ovenstående definition på sekularisme er naiv, er, at han går ud fra, at hvor store meningsforskelle man end finder mellem de forskellige religioner, så vil sådanne meningsforskelle altid kun vise sig som ”ord-forskelle”, altså som noget, der tænkes at kunne afgøres med diskussion, ordveksling, argumenter, ikke som noget, der i sidste ende afgøres ved magtanvendelse. Ja, selve den tanke at anvende magt i stedet for forkyndelse for at afgøre en religions sandhed – eller for den sags skyld: sandhed i det hele taget – er for en vesterlænding en umulig tanke. Vil nogen hævde noget sådant, så har han i den vestlige forståelse netop derved miskrediteret sig selv og sin religion. For det er efter vor opfattelse kun en religion, der er uden ordmæssig eller fornuftsmæssig overbevisningskraft, der har behov for at sætte magt bag sine ord, så når nogen påstår, at netop islam, altså den egentlige islam, den oprindelige islam, kræver at blive udbredt med magt, så forstår vi det ikke, eller vi betragter det som en fornærmelse mod islam. For, synes vi at mene, islam er da som alle andre religioner, og den må da derfor nødvendigvis kunne leve med tilfredshed i et sekulært samfund, hvor der jo netop er fri bane for enhver religion.

Det er sådanne forudsætninger, der ligger bag MacEoin’s omtale af det sekulære samfund som velegnet også for muslimer. Blot holder disse forudsætninger ikke stik.

Da Salman Rushdie havde udgivet sin bog ”De sataniske Vers”, svarede ajatollah Khoumeini ikke igen med at argumentere imod de påstande, der blev fremsat i bogen, nej, han svarede igen med en opfordring til at myrde Salman Rushdie. Og så var vi pludselig ovre i en helt anden boldgade. Så var der lukket i for alle sekularismens tanker og alle forestillinger om sekularismens evne til at indoptage islam. For når MacEoin siger, at ”sekularismen er ikke en mening blandt andre, men snarere friheden til at have en mening”, så forudsætter han kun, at staten vil give individerne denne frihed, han glemmer at forudsætte, at de enkelte individer vil give hinanden den frihed. Og kommer der individer ind i det sekulære samfund, som ikke er indstillet på at give andre nogen meningsfrihed, i hvert fald ikke, når det drejer sig om meninger om deres religion, så fungérer det sekulære samfund pludselig ikke mere.

Hans begrænsning viser sig også i det næste, han siger: at sekularismen autoriserer enhver tro, blot man respekterer principperne om samvittighedsfrihed og ligeret. For når der kommer muslimer ind i landet, der ikke respekterer disse ting, så har vi problemet, så fungérer hverken samvittighedsfrihed eller ytringsfrihed mere. Når man skal tænke sig om, før man ytrer sig, når man skal være bange for, hvad man siger, ikke fordi man risikerer straf fra statens side, men fordi man risikerer ubehageligheder fra muslimers side, så har vi ikke ytringsfrihed, og så kan man tale om sekularismens lyksaligheder herfra og til Wandsbeck, disse lyksaligheder er kraftigt beskåret.

Sjovt nok gør MacEoin også opmærksom på statistikker, der viser, at islam og sekularisme har svært ved at forenes. En overraskende statistik viser, siger han, at 45% af muslimske elever i gymnasier i områder af Frankrig med høj indvandrerandel ikke uforbeholdent kunne tage afstand fra angrebet på Charlie Hebdo, og at hele 20% mener, at det er korrekt i visse situationer at gribe til våben for at forsvare troen, altså islam.

Gør det det ikke nødvendigt at fremkomme med andre påstande end den, at islam og sekularisme fint kan forenes?

Ikke desto mindre citerer han kort efter en imam i Bordeaux, Tareq Oubrou, for sammen med tredive andre imamer at have skrevet et brev i Le Monde, hvori de bittert angriber ”konfiskationen af vores religion af forbrydere” og hævdede, at ”uvidende, forstyrrede og arbejdsløse” unge er blevet et let offer for farlige ideologier.

Jeg véd ikke, i hvor høj grad MacEoin har undersøgt teologien bag disse påstande nøjere, men det er min erfaring, at de teologer, der hævder, at islam er fredens religion, og at terror er imod islams grundværdier, ofte undlader at komme med beviser fra koranen, ja endda undlader at gå imod terroristernes koranbeviser og blot nøjes med at påstå det ud fra deres, som de mener, store muslimske autoritet.

Men mig forekommer det, at jo mere man blive klar over den muslimske livsstil, des mere bliver det klart, at vold er en stadig genkommende ingrediens i det hele.

Tag sådan noget som de muslimske æresbegreber!

Ære og respekt er indenfor islam noget, man skal tilkæmpe sig, ikke noget, man forventer, at andre tildeler én automatisk. En families ære er det faderen, der står for, og han bruger den magt, han har, hvilket ofte vil sige ”klø”, til at få sin vilje gennemført. Og de børn, han slår, eller dem, han med sit æresbegreb tvinger til at adlyde, forstår ham ganske ofte, fordi de forstår, at familiesammenholdet gør, at hans ære også er deres ære, eller forstår, at de angriber hans ære, hvis de ikke adlyder. Og sætter han brødrene til at holde øje med deres søstre, er det også forståeligt i den kultur, for det er jo familiens ære, han vil beskytte. Ligeledes: hvis en datter eller søn nægter at gifte sig med den, faderen har bestemt for dem, er det også hans ære, der angriber. Og de forstår det og adlyder derfor helst. Blot ser de jo en anden kultur udlevet for øjnene af dem, nemlig i de europæiske miljøer. Og vel kan imamer og andre autoritetspersoner prøve at fastholde den muslimske kultur, men helt kan det vel ikke lykkes. Dog, så langt lykkes det som regel, at må familien af hensyn til den danske lovgivning opgive at bruge voldelige metoder overfor en ung, der holder sammen med en anden end den, faderen har bestemt, så kan de i hvert fald undlade fremover at have noget som helst samkvem med den pågældende. Så hvis man som ung muslim vil gifte sig imod familiens ønske, er der er høj pris at betale.

Eller tag det muslimske tørklæde!

Det er for os et stort spørgsmål, om de muslimske kvinder bærer dette tørklæde frivilligt eller de tvinges. Men det er faktisk et dumt spørgsmål at stille. For den normale muslim er i den grad bundet sammen med sin familie og med de andre muslimer – og ghettobeboelserne hjælper med til det – at dette at bære tørklæde bliver en selvfølgelig ting for hende, bliver en måde, hvorpå hun kan signalere sit tilhørsforhold. Og dette har hun, forståeligt nok, ikke til det danske samfund, men til sine medmuslimer.

Er der her tale om tvang? Nej og ja. Nej, fordi det formelt set er frivilligt, ja, fordi hun lever i et voldssamfund, hvor hun véd, at de unge drenge, der gennem forskellige voldshandlinger skal markére, at det her er muslimerne, der bestemmer, nok skal få hende til at makke ret. Der er langt til MacEoin’s sekulære forståelse af samfundet, hvor enhver gives samvittighedsfrihed til selv at bestemme.

Og så skal vi selvfølgelig også nævne alle de ulykker, der laves af de såkaldte ”unge” i de muslimske ghettoer. Alt sammen for at markére, at man som muslim ikke tænkes at bøje sig for en ikke-muslim.

Endelig er der ægteskabsreglerne. Det berettes, at en 28årig mand i Norge er anklaget for at have giftet sig med en 14årig pige, se her. I Vesten bestemmes aldersgrænsen for giftermål efter diskussion. Vil man ændre på det, kan man få sit politiske parti til at fremsætte forslag om det i folketinget. Men den muslimske alder fastsættes ud fra koranen og ud fra Muhammeds eksempel. Og koranen er urørlig. Den tager ikke hensyn til kønsmodning eller til, at også piger skal have en barndom. Den går ud fra, at når Muhammed i en helt andet tidsalder med helt andre idealer kunne gifte sig med en niårig pige, så kan enhver muslim gøre det samme. Uanset, hvad vi i de sekulære samfund måtte vedtage.

Alt i alt: MacEoin’s opfattelse holder ikke for en nøjere prøvelse. Det er udmærket, at der er muslimer, der prøver at få islam og sekularismen til at forenes, men så længe de har så ringe indflydelse på det øvrige muslimske samfund, kan man ikke tro, at det er dem, der har fremtiden for sig blandt muslimerne, ja, så længe de, også de, regner koranen og Muhammeds eksempel for retningsgivende, kan de aldrig blive sande demokrater eller ægte medlemmer af vore sekulære samfund. Uden at de vil det, bærer de ved til terrorismens bål.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.