Hvem lod sig friste?

I søndags blev der prædiket over Jesu fristelse, Matt 4,1-11. Vi har vænnet os til at betragte Jesus som én af de helt store, så vi tænker uden videre, at han da selvfølgelig modstod alle djævelens fristelser, selv den, der kom til sidst, hvor djævelen viser ham alle verdens riger og deres herlighed og siger, at alt dette skal Jesus få, hvis han vil tilbede djævelen. Det kunne da ellers være meget rart at få magt over alle verdens riger. Men Jesus sagde nej.

Hvorfor gjorde han egentlig det? Ville det ikke have været meget klogere at sige ja? Så ville han jo have vundet med det samme i stedet for møjsommeligt at skulle prædike og prædike og til sidst lide døden uden at noget tilsyneladende var opnået.

Det er det ved det, at djævelen er en løgner. Man kan ikke stole på ham. Og det, han her siger: at han har en magt over alverdens riger, som han kan forære væk af, det er løgn. Det kan vi i hvert fald se i dag, men deraf kan vi ikke slutte, at man kunne se det på Jesu tid. Hvis de to ting stilles op overfor hinanden, at styre ved hjælp af trusler om magt og direkte voldudøvelse eller at styre ved hjælp af overbevisning og overtalelse, så kan vi i dag måske nok indse, at et samfund fungérer bedst, hvis samfundets medlemmer forstår de love, de styres efter, og måske oven i købet selv har været med til at vedtage dem, men det var ikke uden videre indlysende på Jesu tid.

Når Jesus efter indstiftelsen af nadveren, hvor disciplene kom op at skændes om, hvem af dem der var den største, sagde til dem:

Folkenes konger hersker over dem, og de, som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere. Sådan skal I ikke være; men den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener. For hvem er størst: den, der sidder til bords, eller den, der tjener? Er det ikke den, der sidder til bords? Men jeg er iblandt jer som den, der tjener. (Luk 22,25-27)

har vi langt bedre mulighed for at acceptere det end mennesker dengang. For dengang syntes samfund kun at kunne bestå, hvis fyrsterne udøvede magt over undersåtterne og lod sig kalde velgørere. Og så ville Jesus bilde os ind, at hans magtesløse magt kunne erstatte voldsmagten!

Og alligevel, mod alle odds, voksede kirken i oldtiden. Der blev dræbt den ene martyr efter den anden, men nye blev ved med at komme til. Statsmagten, den mægtige romerstat med én til at bestemme, kejseren, kunne ikke knægte magten hos de magtesløse. Det var i sandhed mærkelige tider.

Så dukkede Muhammed op på verdens scene. Og modsat Jesus stolede han på djævelen, lod sig friste af ham til at bygge et samfund på magtudøvelse, han mente endda selv: på guddommelig magtudøvelse. Fra guddommen selv, Allah, fik han en bog, koranen, hvori alle de love stod nedskrevet, der skal bestemme et godt samfund. Eller var det fra djævelen, han fik bogen? Nej, resultatet viste, at det kunne det ikke være. For Muhammeds rige voksede sig enormt stort. I løbet af mindre end 100 år havde det bredt sig hen over Nordafrika, op gennem Spanien og ind midt i Frankrig. Her blev muslimerne standset af Karl Martel i 732. Tilsvarende bredte det sig mod øst og nordøst. Og så måtte da koranen være fra Gud, mente man, i hvert fald muslimerne.

Og hvilke riger blev det ikke! Hvor vi i Europa henlå i middelalderens mørke, skinnede lyset stærkt og vedvarende i den muslimske verden. Alt tydede på, at det var dumt af Jesus ikke at lade sig friste, at han greb fejl, da han afstod fra al vold og magtudøvelse, mens Muhammed var den, der forstod sig på mennesker, var klar over, hvad der driver os, og derfor blev den, som fremtiden tilhørte.

For nederlaget i Frankrig standsede jo ikke muslimerne. Da de blev trængt tilbage i Spanien, trængte de des mere frem i Østeuropa, endda i den grad, at Konstantinopel blev indtaget af dem i 1453, og Wien blev belejret, først i 1529, efter at europæerne havde lidt et voldsomt nederlag ved Mohac i Ungarn, og siden i 1683, hvor muslimerne endelig blev slået så eftertrykkeligt, at de siden ikke har udgjort nogen fare for os europæere.

Og efter den tid skiftede billedet. Europæerne vandt terræn og de muslimske stater gik tilbage. Hvordan kan dog det være? Var det alligevel ikke voldsudøvelsen, der var den bedste samfundsbyggesten?

Ja, hvordan er vi mennesker indrettet? Er det, der afgør vore handlinger, angsten for andres vold, eller er det det forhold, at vi forstår de andre? Det var ikke sådan, at Jesus blot afstod fra vold, han satte et forslag om forståelse i stedet. Han hævdede, at det, du ønsker gjort af andre, det skal du selv gøre mod dem. Du lever uundgåeligt i et samfund med andre mennesker. Og du ønsker naturligvis, at de hjælper dig på passende måde, nuvel, så må du også hjælpe dem med det, de trænger til. Og du ønsker naturligvis, at de altid taler sandhed overfor dig, nuvel, så må du altid tale sandhed til dem. Ligesom du som den naturligste sag af verden går ud fra, at de ikke øver vold mod dig, og derfor så udmærket kan forstå, at du så heller ikke skal øve vold mod dem.

Og det er det mærkelige, det måske ganske uforståelige, at det med volden som grundlag for vore samfund er blevet afløst af forståelse som det grundlag, vi bygger samfund på. Kan hænde vi slet ikke kan fatte, at det kan lade sig gøre, vi kan dog se det for vore øjne. For i vore dage er de muslimske samfund, der i ret høj grad stadig har Muhammeds idealer siddende i sig, og som stadig ser den rette tolkning af koranen som det, der bør gælde i deres samfund, i vore dage er disse samfund tilbagestående samfund, samfund præget af interne stridigheder, samfund uden fremdrift og forandringsvilje. Hvorimod de europæiske samfund og de samfund, der er udsprunget af dem, er demokratiske samfund, hvor de styrende må angle efter undersåtternes forståelse.

Det sennepsfrø, der blev lagt i jorden i jødeland for snart mange århundreder siden, er i vore dage vokset op til et mægtigt træ, og himlens fugle kommer og bygger rede i dets grene. (Matt 13,31-32).

Det er et lidt mærkeligt forhold, der gør sig gældende her. For fortællingen om, hvordan Jesus fristes af djævelen, har ret på to måder. Ikke blot har den ret derved, at Jesus siger nej til at få magten over alverden foræret af djævelen mod at tilbede ham, den har også ret derved, at det er djævelen og ikke Gud, der tilbyder Jesus denne magt. For djævelen er en løgner. Gud kunne aldrig tilbyde noget menneske en sådan magt over andre. Han véd godt, at mennesket ikke er indrettet sådan, at det bøjer sig for magten. Han har skabt os som frie væsener, og magten over alverden tilhører derfor ikke et magtmenneske, tværtimod tilhører den – som Jesus hævder i dåbsbefalingen – den menneskesøn, der ofrede livet i sandhedens tjeneste, Matt 28,18.

Jamen, siger du så ikke dermed, at Muhammeds gud er en løgnegud? Sådan vil man måske spørge. Og jeg vil svare: Jo, selvfølgelig. Men hvad galt er der i det? Må man ikke sige det, man regner for sandhed? Og det er jo da en sandhed, at mennesket styres af forståelse for lovene, og at denne forståelse kun fremstår i lande med ytringsfrihed og demokrati.

Er det så svært at se, at vore samfund, fordi vi er skabt til frihed, blomstrer, når samfundene giver deres medlemmer frie tøjler, både hvad angår ytringer og hvad angår måden at skaffe sig til livets opretholdelse på? Og er det så svært at se, at i de lande, der beboes af muslimer – det vil sige, mennesker, der blindt underkaster sig noget, de mener er Guds vilje – stagnerer, opædes af magtkampe, nedslides af indbyrdes undertrykkelse?

Javist, jeg véd godt, at vi i Vesten er så ydmyge, at vi uden videre giver muslimerne ret i, at vi bærer skylden for deres mangel på fremdrift. Vi har været kolonimagter, vi har besat deres lande, udnyttet dem på det groveste, og siden undertrykt dem med urimelige handelsaftaler.

Men det er jo løgn!

Vi kan tage næsten en hvilken som helst opfindelse, som vi i vore dage benytter os af, og vi vil finde, at den er opfundet i Vesten. Bilen og flyvemaskinen er det ikke muslimer, der har opfundet. Radioteknik og internet er vestlige frembringelser. De store ødelæggelsesvåben er også vore opfindelser, men den muslimske verden har taget dem til sig, så vidt de formåede, og bruger dem til at holde styr på deres befolkninger. Og så har jeg slet ikke nævnt lægevidenskabens enorme udviklinger, vaccinationer, lægemidler, helbredelsesmetoder, osv., alt dette er kommet til den muslimske verden fra Vesten. Det eneste, de vist selv har opfundet, er de operationer, der skal gendanne en brudt mødomshinde, og de er jo af tvivlsom art.

Har alt dette noget med Jesu fristelse at gøre?

Ja, det har det i den forstand, at Jesus som repræsentant for mennesket, som det var på skabelsens morgen, stod frit overfor sin skaber, hvor Muhammed kun opfattede sig som et tomt rør i skaberens hænder. Tilsvarende læser vi bibelen for at forstå og rette vore handlinger ind efter det, vi har forstået ved læsningen, mens muslimer læser koranen for at kunne underkaste sig blindt og handle ud fra den blotte ordlyd i koranen.

Utvivlsomt opfatter mange muslimer det som udtryk for stor fromhed på den måde at adlyde uden at forstå. Ikke mindst efter at ashaeritterne i 1000-tallet vandt den teologiske strid med muzalitterne har dette at adlyde blindt været det store ideal i den muslimske verden. Jeg har omtalt Robert R. Reilly’s bog ”The Closure of the Muslim Mind” lidt nærmere her. Her må det være nok igen at minde om den skæbne, der tilfaldt Naser Said, en egyptisk professor, der kom for skade at hævde, at koranens ord skulle forstås i deres historiske sammenhæng. Han blev fordømt af det store egyptiske universitet i Cairo, al-Azhar, og flygtede derefter til Holland.

Ikke blot er det tankevækkende, at en, der har en afvigende mening i Egypten, må frygte for sit liv, det er også værd at lægge mærke til den forskellige brug af ordet ”universitet”. Hvor det hos os betegner ordet et lærdomssæde, der beskæftiger sig med alt mellem himmel og jord, dog vist mest med det, der ligger nærmest jorden, så beskæftiger et muslimsk universitet sig så at sige udelukkende med koranen og koranudlægning. Og mens alle de teser, der fremsættes på et vestligt universitet, fremsættes til diskussion, fremsættes der fra al-Azhar en række fatwas, som aldeles ikke er til diskussion, men tænkes efterlevet i kraft af den enorme autoritet, der knytter sig til dette universitet.

Det vil sige: Ikke blot lod Muhammed sig i sin tid friste af djævelens lokketoner til at sætte magt bag sine ord, den moderne muslim mener stadig, at dette blindt at rette sig ind efter koranens ord er den fromhedsholdning, Gud kræver af os mennesker. Frihed er for denne muslim en djævelsk opfindelse, mens for os en blind fromhed er djævelens fristelse.

Det er ikke nemt at forene disse to modsatrettede anskuelser.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget . Bogmærk permalinket.

5 svar til Hvem lod sig friste?

  1. Karen E. Hansen siger:

    Det er velgørende at læse, klart og ligefremt! Nu kommer mine, måske for pessimistiske, spørgsmål: Skal man være emeritus, for at skrive sådan? Dermed mener jeg: Ville man skulle overveje risici i forhold til sit embede, hvis et sådant åbent sprog blev offentliggjort, tror du? Den ligefremme teologiske kritik af islam er jo ikke netop det, der har været velkomment i dialog-konceptet i kirken. Og i en offentlig debat ville der sandsynligvis være risiko for grimme beskyldninger.. Og vel også trusler…. Men tak for din vilje til at sige her, hvad du mener er sandt. Selv ville jeg mene, at forholdet til herboende muslimer ville vinde ved, at islam blev modsagt både politisk og teologisk – og åbent… Tak for dit blogindlæg!!
    Karen E.

  2. ricardtriis siger:

    @ Karen E.!
    Tak for de smukke ord! Mærkværdigt nok husker jeg et indlæg fra omkring årtusindskiftet af en af de præster, der skulle tage sig af kontakten til muslimer. Hun udtalte åbent, at islam havde en trang til at bruge vold. Det er fra hende, jeg har den iagttagelse, at mens Jesus red ind i Jerusalem på et æsel i den hensigt selv at lide døden, red Muhammed ind i Mekka på en kamel i den hensigt at slå andre ihjel. Så den forskel kunne åbenbart godt sættes op dengang. Men du har ret, i dag vil det muligvis medføre en biskoppelig (eller kammeratlig) samtale.

  3. Karen Elisabet Hansen siger:

    Kære Richard
    Nilels Henrik Arendts bog om islam og kristendom havde på udgivelsen fra 1994 et interessant billede: En tegning af Jesus ridende på æselryg og Muhammed på kamel. Angivelig i samtale (tegning fra 1600-tallet). I sin bog bruger NHA sammenligningen mellem Jesu indtog i Jerusalem og Muhammeds i Mekka. Udgivelsen af bogen fra 2001 har en billedløs forside.. Jeg spurgte engang Niels Henrik A. Om årsagen var billedforbudet! Han grinede lidt og sagde, at det var redaktørens valg… Men sammenligningen findes i teksten stadigvæk.. I din kommentar til den forgangne søndags tekst drages de samfundsmæssige konsekvenser af de to syn. Vi havde brug for at debattere dette forhold – men hæmmes desværre af frygten for de politiske konsekvenser., Jeg håber, at din blog har mange læsere.

  4. Karen E. Hansen siger:

    Kære Richard Riis
    Niels henrik Arendts bog om islam og kristendom havde ved udgivelsen fra 1994 et interessant billede på forsiden. En tegning af Jesus ridende på æselryg og Muhammed (!) på kamel. Angivelig i samtale (tegning fra 1600-tallet) I sin bog bruger NHA sammenligningen mellem Jesu indtog i Jerusalem før påske og Muhammeds militært sejrrige indtog i Mekka. Men udgivelserne af bogen efter 2001 har en billedløs forside… Jeg spurgte engang Niels Henrik A. om årsagen var billedforbuddet! Han grinede lidt og sagde, at det var redaktørens valg…. Men sammenligningen findes i bogens tekst stadigvæk. I din kommentar til teksten om fristelsen i ørkenen drages de samfundsmæssige konsekvenser af de to syn. Vi havde brug for at debattere dette forhold åbent – men hæmmes desværre af frygten for den politiske berøringsangst, også i kirken. Jeg håber, at din blog har mange læsere.
    Hilsen
    Karen E.

  5. ricardtriis siger:

    @ Karen E. Hansen!
    Ja, de kunne dengang! Og så alligevel. Lidt afslørende, forekommer det mig. Antal læsere? Jo, som regel ligger det da lidt over det, grønlænderne kalder ”et helt menneske” (= tyve), af og til endda nærmere to hele mennesker.
    Vh Ricardt Riis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.