Muslim i Danmark

Mohamad Abd Almonam, der er gymnasieelev, har i Kristeligt Dagblad beklaget sig over, at han ”hele tiden bliver mødt med den påstand, at jeg ikke kan være en del af fællesskabet, og at jeg aldrig kan deltage i debatten på lige fod med andre mennesker”, se her. Han spørger, om han skal konvertere til kristendommen for at kunne blive anerkendt af Martin Henriksen, og der er derfor ikke noget at sige til, at det er Martin Henriksen, der svarer ham, se her.

Og jeg kan da sådan set godt give Martin Henriksen ret, når han blandt andet skriver:

Danmark er og bliver et kristent land, og det er klart, at man som muslim vil have nemmere ved at blive en del af Danmark, hvis man ikke klamrer sig til de dele af islam, der er svært forenelige med danske normer og værdier. Her tænker jeg blandt andet på sharia. På den massive sociale og religiøse kontrol, som findes i alt for mange muslimske miljøer. På de kvindeundertrykkende regler, der blandt andet forbyder muslimske kvinder at gifte sig med danske mænd. Og ikke mindst på tørklædet, der symboliserer et kvinde- og menneskesyn, der er uforeneligt med et dansk værdigrundlag.

Og det er rigtigt, også selv om Abd Almonam skriver:

Jeg vil til enhver tid kæmpe for, at mennesket har sine egne grundlæggende rettigheder, men det er meningsløst, at man ikke anerkender folk, fordi de ikke tror på den samme religion, som jeg gør. Jeg kender mange kristne præster, almindelige troende og sågar mange ateister. Vi lever fredeligt side om side uden problemer. Men sådan som jeg forstår danske værdier ud fra Grundloven og dansk historie, handler de kristne værdier om, at mennesket har sin ukrænkelige frihed. Men det handler ikke om, at fordi man er muslim, så skal man hæmmes på alle mulige måder.

Dette med, at man som muslim hæmmes på alle mulige måder her i Danmark, beskriver han på følgende måde:

At muslimske friskoler skal lukkes, at busruter til muslimske skoler skal nedlægges, at muslimske kvinder ikke skal bære tørklæder, at muslimske mænd får afslag på jobsøgning, fordi de har skæg og så videre. Her forstår jeg ikke den påstand, som politikere kommer med, om, at der er handlefrihed i Danmark, når man som muslim bliver begrænset, og hvor man ikke må gøre visse ting.

Noget tyder på, at Abd Almonam er ligeså naiv, som vi danskere var for en ti-tyve år siden. Dengang troede vi – naivt, som det siden viste sig – at islam er en religion som alle andre, og at den religionsfrihed, som vi pr. rygmarv tilbyder alle religioner, også uindskrænket gjaldt muslimer. Siden har vi lært, at muslimer medbringer deres egen samfundsforståelse, inklusive en række anderledes værdier end dem, der præger vort samfund, og at det derfor kan være med til at undergrave vort samfund, hvis vi giver statsunderstøttelse til skoler, der underviser deres elever i denne samfundsmodel.

Men lad mig først sige noget mere grundlæggende.

De mange danskere, der i begyndelsen af 1900-tallet emigrerede til Amerika, lærte snart, at de, hvis de ville klare sig i det nye land, måtte tude med de ulve, de var iblandt. De lærte sig at tale engelsk, de lærte at tilpasse deres navne, så de var nogenlunde medgørlige for de engelsktalende amerikanere, de lærte at lytte til vandrørene for at finde ud af, hvad der krævedes for at få et arbejde, så man kunne klare sig selv.

De indvandrere, vi har haft i de sidste tyve-tredive år, har mødt et helt anderledes velvilligt samfund. Vi har været imødekommende overfor vore nye borgere på en helt anden måde, end amerikanerne dengang var det overfor tilflytterne. En overgang mente vi endda, at tilflytterne skulle beholde så meget som muligt af den kultur, de kom fra. Så der er måske ikke noget at sige til, at nogle af indvandrerne brokker sig, som nu Abd Almonam her gør det. Det er på en måde vores egen skyld.

Blot må man her gøre sig klart, at der er noget naturstridigt over dette brokkeri. Den holdning, danskerne i Amerika mødte det nye land med, var langt mere selvfølgelig og naturlig, end den holdning, Abd Almonam her giver udtryk for.

Hvorfor?

Fordi det er dem, der kommer til vores land, ikke os, der kommer til deres. De kommer til et land, der i forvejen har en række traditioner, og som ikke sådan uden videre er til sinds at lave om på disse traditioner for de fremmedes skyld. Ligesom vi vel heller ikke ville forlange deres traditioner ændret, hvis det var os, der var indvandrere i deres land. Eller – kan vi sige – det er dem, der er gæster, os, der er værter. Ikke, at det skal være sådan i al evighed, men der kan snildt gå et par generationer eller tre, inden denne følelse af værtsholdning og gæsteholdning forsvinder.

Det kan illustreres med et vers fra én af vore fædrelandssange, ”Jeg elsker de grønne lunde”. Her hedder det i vers 4: ”Mig fryder din ros, din ære/ mig knuger din sorg, dit savn/ hver glans, hver plet vil jeg bære/ som falder på Danmarks navn”. Sådan kan et menneske synge, som har sin slægt langt tilbage i tiden i Danmark. Men sådan kan en nytilkommen ikke synge. Bevares, han må da gerne synge med, men de fejl, vore forfædre har begået, kan han jo ikke føle sorg over, for det var ikke hans forfædre, der begik de fejl, og de lykkestunder, hvor der faldt ros over Danmarks navn – og der har jo da været nogle af dem også – kan han heller ikke deltage i erindringen af på samme måde som en indfødt dansker.

Dette er om jeg så må sige naturlove, som vi ikke kan slippe fri af. Naturligvis kan vi være venlige og imødekommende overfor vore nye landsmænd, men lave om på vort samfund af hensyn til dem, eller lade, som om der ikke er forskel på en gammeldansker og en nydansker med hensyn til de traditioner, de bærer med sig, det vil være kunstigt, så det vil vi ikke gøre.

Men dertil kommer det med religionen.

Abd Almonam betegner sig selv som rettroende, altså rettroende muslim, og han lægger ikke skjul på sin missionsiver: han vil gerne omvende folk – altså almindelige danskere – til islam. Dog føjer han til, at hvis folk ikke vil det, må de tro på, hvad de vil.

Lad os prøve at tage ham på ordet!

Hvis han er nogenlunde aktiv muslim, vil det betyde, at han beder 5 gange om dagen. I løbet af en dag fremsiger han efter sigende kapitel 1 af koranen 17 gange. I denne sura beder man:

”Led os ad den lige vej; vejen, som følges af dem, Du viser nåde, ikke den, der følges af dem, vreden ramme, eller af de vildfarne”. Alle muslimske koraneksegeter er af den opfattelse, at den anden del betegner jøderne og de kristne.

Tilføjelsen om, hvordan disse bønner udlægges, stammer fra et indlæg, jeg lavede i 2017 om et kirkemøde i Tyskland, hvor man havde fået en muslim ved navn Ourghis, der er kritisk overfor main-stream-islam, til at holde foredrag, se her. Jeg skildrede hans opfattelse således:

Dette hører til de steder, hvor der efter Ourghis opfattelse finder en ”symbolsk” voldsopfordring sted. Det svarer til sura 2,120, hvor muslimen opfordres til at undgå jøder og kristne. Muslimen skal skille sig ud fra jøder og kristne, og han (eller hun) beder altså ikke færre end 17 gange om dagen til Gud om, at han vil lede ham ad den lige vej, ikke jøders og kristnes vej.

Jeg véd såmænd ikke, om de, der beder denne bøn, altså også Abd Almonam, tænker på, at de beder om at blive skilt ud fra jøder og kristne eller beder om, at Gud ikke vil lede dem ad jøders og kristnes vej. Sura 2,120 advarer muslimen mod at tage kristne og jøder som venner, en advarsel, Abd Almonam øjensynlig ikke har fulgt.

Ligeledes vil Abd Almonam sikkert som aktiv muslim deltage i fasten. Og det er, siger man, en religiøs skik, der minder om vores jul i religionssociologisk forstand. Og for øvrigt også i teologisk forstand, for vi fejrer jul, fordi Guds åbenbaring da kom til os, en åbenbaring i form af et menneske, mens muslimerne fejrer fasten i måneden ramadan, fordi det var i den måned, at Muhammed fik sin åbenbaring, en åbenbaring i form af en bog.

Og det må da indrømmes, at hvis ramadanen betyder lige så meget for Abd Almonam som julen betyder for en gennemsnitsdansker, så er det ganske svært at sige nej til den, enhver muslim må formodes at være stærkt bundet af disse traditioner.

Jamen, det gør da heller ikke noget, vil man sige.

Nej, måske ikke for Abd Almonam selv, men hvad nu, hvis han fik den idé at se nærmere efter, hvad der egentlig står i den koran, som han deltager i fejringen af? Så kunne det meget nemt være, at han opdagede artige ting. Han sammenligner sin situation med de almindelige danskeres:

Selvom man ikke går i kirke om søndagen, kan man vel godt bidrage til samfundet. Selvom man ikke døber sine børn, kan man avle produktive børn, som værdsætter menneskets grundlæggende rettigheder, som indebærer ytrings- og religionsfrihed.

Og på den måde flytter han problemet til næste generation. For selv om han tilsyneladende værdsætter ytrings- og religionsfrihed, så kan enten han selv før eller siden opdage, at det gør størstedelen af muslimerne ikke, eller hans børn efter ham kan i deres nysgerrighed efter at vide, hvad de egentlig tror på, finde ud af, at der i store dele af islams historie har været dødsstraf for at forlade islam. Det er ikke just, hvad man kan kalde religionsfrihed.

Og hvad så, hvis de vil være muslim med helt andre værdier end hans? Hvad så, hvis de vil sige til ham, at han er en dårlig muslim, fordi han godtager de værdier, som danskerne har?

Ja, i betragtning af, at der også i koranen står ikke så lidt om jihad, må man vel spørge Abd Almonam, om han mon i virkeligheden, al sin muslimske fromhed til trods, er lige så uvidende om islam og lige så naiv med hensyn til islams indvirkning på vort samfund, som vi var for disse her ti-tyve år siden. Hvordan vil han sikre sig mod, at de sønner, han måtte få engang i fremtiden, bliver ramt af de voldsopfordrende koranord, så de beslutter sig for at kæmpe for én eller anden muslimsk terrororganisation? Vi andre prøver, meget forsigtigt, ja, måske alt for forsigtigt, at lave regler for muslimske friskoler og gymnasier, der skulle forhindre noget sådant i at ske. Men vi kan jo ikke overvåge alle moskéer, og det ville også være imod vor normale forståelse af religionsfriheden. Men kan han gøre det, sikre sig mod en terrorpåvirkning af sig selv eller sine sønner fra moskéernes side? Det er langtfra sikkert.

Abd Almonam spørger, om han skal konvertere til kristendommen for at løse problemet, altså det problem, han påstår findes, det med, at han ikke bliver anerkendt?

Svaret er nok, realistisk set, at han kommer til at affinde sig med at blive betragtet som gæst lang tid endnu. Det hører med til de ”naturlove”, jeg nævnte i begyndelsen. Men svaret er tillige, at han med sin tilknytning til islam befinder sig i en ”forening”, hvis grundlov han ikke tilslutter sig med sine ord, og hvis værdier han – forhåbentlig – ikke lever efter.

Han lyder til at være et venligt ungt menneske, så jeg går ud fra, at han ikke går rundt og voldtager danske kvinder eller unge piger. Men på den anden side, hvis det er Ørestads gymnasium, han er elev på, kunne det måske godt være ham, der råbte ”luder” efter undervisningsministeren, selv om man ikke ville tro det ud fra de pæne ord, han skriver.

Men han må da være klar over, at netop, hvad kvindesynet angår, er der forskel på dansk tradition og den muslimske tradition, han giver sig ind under. Og han må vel også kunne overbevises om, at hvis han går ud og siger, at alle kvinder skal bære tørklæde, så risikerer han, at vi forstår ham, som om han er én af de mange muslimer, der ikke kan acceptere den danske måde at tackle kønsforskellen på og ikke forstår eller ikke vil være ved forelskelseskærligheden.

Men der er ikke rigtig noget at gøre ved det problem, han opstiller, problemet med, at han ikke bliver anerkendt af os. Han er en del af et muslimsk mindretal, og han stiller sig også solidarisk med dette mindretal ved at frekventere moskéen (hvad jeg går ud fra, at han gør). Så må han også finde sig i de negative sider af denne solidaritet, så må han bære med på de byrder, som de mange muslimer, der ikke deler hans syn på ytrings- og religionsfrihed, lægger på ham. Jamen, vil han sige, jeg er jo netop ikke som dem. Måske ikke, vil jeg svare, men du kan ikke fortænke danskerne i at være skeptiske overfor muslimer i almindelighed, når de ser, hvor anderledes flertallet af dem er.

Kan det hjælpe noget, hvis han konverterer?

Måske ikke. Han vil jo stadigvæk se ud, som han gør. Måske han også stadigvæk til have et muslimsk navn, selv om han jo godt kunne skifte Mohamad ud med f.eks. Johannes i forbindelse med dåben. Men generelt må man jo sige, at man skifter religion, fordi man ikke længer kan være enig med denne religions grundværdier. Og selv om han gør sig umage med at finde alle de danske grundværdier i islam, kan det godt glippe for ham hen ad vejen. Så hvis han når frem til at ville konvertere, så skal det være derfor, og ikke fordi han vil anerkendes af os danskere, eller, som han skriver, specielt af Martin Henriksen.

Lad mig slutte med at bruge en del af den salme, jeg i sin tid – som en slags protest – skrev på melodien til ”Vor Gud, han er så fast en borg”, se her. Her hedder det i fjerde vers: ”Den tillid, Du lod vokse frem,/ som præger hele folket,/ lad den omslutte nye hjem,/ så alting bliver tolket/ i lyset af Dit ord,/ det ord, hvorpå vi tror,/ at tale uden vold,/ det er vort bedste skjold,/ lad det beskærme alle!”

Som man nok kan forstå, er der tale om en bøn til Gud. Og der ligger den forudsætning i den første del af bønnen, at det er Gud og ikke os danskere, der har skabt den tillid, der præger os som folk. Det vil sige, at Abd Almonam er forkert på den, når han mener, at vi danskere bare skal se at tage os sammen, så vi i højere grad lever efter vore idealer om et tillidssamfund. Tillid lader sig ikke presse frem, den må vokse af sig selv, stille og roligt. Og den vokser altså i kraft af Guds indgriben. Derfor giver det mening at bede om, at den må omslutte også vore indvandreres hjem.

Men det kan naturligvis kun ske, hvis de anerkender den sandhed, der bærer vort samfund: at vi kun kan beskytte vort samfund, når vi taler sammen uden at gribe til vold. Det er det Guds ord, vi tror på. Og det står i modsætning til islams forståelse af Guds ord. Jeg har i vers 2 kaldt Muhammed Guds fjende, og bedt Gud bevare vort frie ord mod de trusler, han udsender mod os.

Som før nævnt vil Abd Almonam kæmpe for menneskets grundlæggende rettigheder, og han regner øjensynlig ytrings- og religionsfriheden med til disse rettigheder. Og han vil derfor nok give mig ret i, at ”tale uden vold/ det er det bedste skjold”. Blot må han vel før eller siden opdage, at hvis det er Guds tale til os, så er Muhammeds tale i koranen mere djævelens end Guds tale, og hvad enten han så reagerer på denne opdagelse ved at blive ateist eller kristen, så må man håbe for ham, at han til den tid, om ikke før, vil mærke tillidssamfundets varme.

Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.