Håbefuld ungdom

Ikke så snart er man færdig med at tilbagevise den noget indskrænkede forståelse af islam, som indehaves af den 17-årige gymnasieelev Mohamad Abd Almonam, (jeg gætter på hans alder), før han igen er på spil, denne gang i Weekendavisen, se her. Nu vil han ikke brokke sig over danskernes manglende imødekommenhed, nu vil han noget større, han vil fortælle os, at islam betyder fred. Og bevares, som gammel islamforsker – gammel i to betydninger af ordet, på den ene side betegner det min alder, på den anden side angiver det, at jeg i hvert fald siden 2001 har studeret islam forholdsvis grundigt – er jeg efterhånden vant til, at mange muslimer føler trang til at distancere sig fra islams krigeriske historie, og jeg har da også læst en del mere eller mindre gennemgribende forsøg på at vise, at islam betyder fred.

Men alligevel!

Det undrer mig ikke så lidt, at Weekendavisen vil lægge papir til en sådan kronik. Det har muligvis noget med hans unge alder at gøre. Jeg mener: vi ser for øjeblikket en 16-årig svensk pige, Greta Thunberg, opnå nærmest verdensberømmelse på at agitere for stærkere tiltag mod klimaforandringerne, så hvorfor ikke også lytte til ungdommen, når det gælder synet på islam? Sådan tænker man muligvis.

Hvad Greta Thunberg angår, kan man vel finde en vis logik i, at det er et ungt menneske, der således ”laver anskrig”. For det er jo dog et argument med en vis tyngde, at det er de unge, der skal leve med konsekvenserne af de klimaforandringer, der muligvis/muligvis ikke er på vej. Men hvad angår Abd Almonam, er dette argument ubrugeligt. Han er bare ung, og det er på dette område ikke noget argument i sig selv. Tværtimod. At han er ung, betyder, at han ikke har haft særlig lang tid til at sætte sig ind i problemerne. Og skal man afgøre det spørgsmål, han tager frem: Er islam en fredens eller en krigens religion?, så kræves der altså mere viden, end han kan nå at skaffe sig i den tid, han har haft til rådighed.

Kronikken består i alt væsentligt af en række koran-citater, der skal underbygge hans tese, at ”Islam forpligter muslimer på at søge fred og respektere andres trosfrihed, ikke på at skabe krig, vold og terror”. Det gør han blandt andet ved at vise, at de koran-citater, han bringer, giver muslimer ret til at forsvare sig, når de bliver angrebet, ikke mere. De har altså lov til, ligesom vel vi andre, at føre forsvarskrig. Men bare at tage det spørgsmål op, hvordan det da kan være, at islams historie overfor os europæere består af en bestandig udvidelse af islams territorium, det undgår han, ja, han tænker måske slet ikke på det. Og værst af alt: kronik-redaktionen påpeger heller ikke denne mangel. Det kunne jo da være, at han på grund af sin unge alder havde overset denne væsentlige indvending. Men nej, hverken han eller redaktionen tager det spørgsmål op.

Jeg erindrer mig, at Aminah Tønnsen (jeg tror nok, det var hende) engang for mange år siden henviste mig til en afhandling på internettet, som i det mindste forsøgte sig med et svar på det spørgsmål. Man henholdt sig til, at de fleste af de krige, muslimerne blev indviklet i, var forsvarskrige, og man hævdede derudover, at muslimerne følte det som deres pligt at hjælpe eventuelle undertrykte i deres nabolande. Derfor endte det med, at de erobrede de gamle kristne lande fra Egypten til Spanien og senere det kristne øst-romerske rige og store dele af Balkan. Forklaringen gælder ad Wandsbeck til, men man forsøgte dog at svare på et såre relevant spørgsmål, når man så gerne vil hævde, at islam betyder ”fred”. Men i kronikken i Weekendavisen? Ikke med en stavelse berøres dette spørgsmål.

Nej, må jeg så bede om Robert Spencer, amerikaner, hjemme koranen som sin egen bukselomme, ikke blot kan han den næsten udenad, han kender også de mange kommentarer, som lærde muslimer i tidens løb har fremsat om de enkelte koranord. Han bestyrer sitet ”Jihad-Watch”, se her, og udgav fornylig bogen ”The History of Jihad, from Muhammed to ISIS”. Og den bog er – desværre – langt mere troværdig en Abd Almonams samling af koran-citater.

Men inden jeg kaster mig over ham og hans udlægning af de koran-steder, som Abd Almonam fremfører, vil jeg kort nævne lidt om mine egne islamstudier.

Jeg blev i begyndelsen temmelig optaget af en amerikansk professor ved navn An-Naim. Han var elev af en vis Taha, som blev henrettet for frafald fra islam i Sudan, men tanken fra Taha førte han videre. Og den tanke var ganske interessant. I stedet for som de fleste lærde muslimer at gå ud fra, at det er de senest åbenbarede vers i koranen, der ophæver eller abrogerer de tidligere vers – man er nødt til at operere med en tanke om abrogation, fordi koranen indeholder så mange modsigelser – brugte han abrogations-teorien den modsatte vej. Det var, mente han, de fredelige vers fra Mekka-perioden, der abrogerede de mange krigeriske vers fra Medina-perioden.

Dette forekom mig at være en god løsning på spørgsmålet om, hvorvidt islam var fredelig eller ej. Men det må desværre siges, at Tahas og An-Naims tanker ikke har vundet genklang blandt muslimer. I sig selv er tanken om abrogation ret svær at godtage, når man vel må forestille sig, at den Almægtige er alvidende, men bedre bliver det jo ikke af, at abrogation nu skal forstås på omvendt manér. (Se evt. her).

Så var jeg temmelig optaget af martyrerne fra Cordoba, omkring 850-860. De er interessante, fordi vi har en skildring af deres martyrier, en skildring, der dog ikke blev anerkendt af alle datidens kristne. De fleste håbede på, at de ved at være eftergivende overfor de herskende muslimer, kunne få lov at være i fred. Og det kunne de jo et langt stykke. Muslimerne indrettede deres erobrede landområder på den måde, at kristne og jøder fik lov at beholde deres religion og beholde et vist selvstyre. Blot var de underlagt en række regler, der sikrede, at muslimer i længden ville komme i flertal. Se evt. her.

Jeg har også beskæftiget mig en del med den muslimske lærde Ibn Khaldun og hans store værk Muqadimmah, se her. Og hvad angår emnet her, er det nok relevant at nævne, at jeg i det indlæg, ovennævnte link linker til, nævner, at Ibn Khaldun som en naturlig ting hævder, at muslimer har pligt til at føre hellig krig.

Nu var det så tanken, at jeg ville gå de forskellige koran-citater igennem med Robert Spencers hjælp. Men jeg kan ikke dy mig for at tage det første citat frem alene. Det drejer sig om sura 2,256: ”Der er ingen tvang i religionen”. Paven hævdede i sin tid – det var pave Benedikt – at dette ord var åbenbaret i Mekka, altså i islams fredelige periode. Det vendte de muslimske lærde bag ”Et fælles ord” sig imod. Ordet var en anvisning på, hvordan de muslimske herskere skulle behandle deres kristne og jødiske undersåtter. Se mit indlæg derom her.

Jeg tror, de lærde muslimer har ret i deres fortolkning. For det er jo sandt nok, at kristne og jøder i de lande, der var erobret af muslimer, fik lov at bevare deres tro, de blev ikke tvunget til at konvertere til islam. Men man bør dog i samme åndedrag nævne, at der kun var frihed til at konvertere den ene vej, til islam. Hvis man forlod islam, vankede der hårde straffe. Det er jo ikke just, hvad vi kalder religionsfrihed.

Lad os dernæst se, hvordan Robert Spencer kommenterer sura 9,1-14! Abd Almonam citerer først vers 14: »Kæmp dem; Gud vil straffe dem med jeres hænder og gøre dem til skamme og give jer sejr over dem og tilfredsstille troende folk.« Men, føjer han til, dette er kun en opfordring til selvforsvar. For se, hvad der står i vers 13: »Ville I ikke kæmpe mod et folk, der brød deres eder og besluttede at udvise budbringeren, og de var begyndt angrebet på dig første gang? Frygter I dem? Men Gud har mere ret, at du skal frygte ham, hvis du er troende.« Man kan se en engelsk oversættelse af koran-citatet her.

Spencer nøjes ikke med at fortolke vers 13 og 14. Han tager hele afsnittet sura 9,6-14 frem, se her. Det handler om, siger han, at Muhammed i sin krig mod Quraish-stammen fra Mekka på et tidspunkt sluttede en pagt med dem. Hans tilhængere var ikke særlig tilfredse med den, for den var tilsyneladende mere til gavn for modstanderne end for muslimerne. Muslimer lovede at udlevere eventuelle overløbere fra mekkanerne, mens disse ikke skulle udlevere overløbere den anden vej. Og det endte da også med, at Muhammed brød pagten. Der er lidt uenighed om, om mon ikke mekkanerne brød den først. Spencer mener, at sura 60,10 handler om sådanne overløbere.

Men Abd Almonams krav om at læse koranen i sammenhæng rammer ham her i nakken. Når man gør det med de lærde muslimers vejledning, opdager man, at krigen mod Quraish-stammen måske i virkeligheden var påbegyndt af Muhammed – han ville gerne sætte sig i besiddelse af Mekka, så han kunne overtage valfarten dertil – og at ordene her ikke kan bruges som tegn på, at det kun var forsvarskrig, der var tilladt muslimerne. Endvidere siger ordene i vers 14 om, at Gud vil straffe dem (fjenderne) med muslimernes hænder, at muslimerne udfører Guds straffedom her på jorden og får pålagt pligten til at straffe de vantro i overensstemmelse med den guddommelige vrede. Der ligger heri noget helt andet end tilladelse til forsvarskrig, der ligger opfordring til jihad, hellig krig.

Samme mangelfulde fortolkning bruger Abd Almonam angående sura 2,191: »Dræb dem, hvor I møder dem, og fordriv dem derfra, hvor de har fordrevet jer! Fitnah (manipulation) er værre end drab! Kæmp ikke imod dem ved det fredhellige bedehus, medmindre de vil kæmpe mod jer dér! Men hvis de gør det, skal I dræbe dem! Sådan er gengældelsen for de vantro.« Her siger Abd Almonam:

Det er et hyppigt fremhævet vers. Men også her kan vi se, at muslimer kun skal kæmpe, når de andre begynder. Vi skal blot fortsætte til det næste vers, kapitel 2, vers 192: »Hvis de stopper, så vil Gud være tilgivende og barmhjertig.« Med andre ord: Hvis de stopper deres kamp, så er muslimerne forpligtet til at stoppe.

Spencer siger, at sura 190-193 er de vigtigste vers angående jihad, se her. Og kikker man efter den engelske oversættelse, jeg har henvist til, viser det sig, at sura 2,193, som i den danske oversættelse lyder:

Kæmp mod dem, indtil der ikke er mere fristelse til frafald, og indtil religionen er Guds! Men hvis de holder inde, skal der intet fjendskab være undtagen mod dem, der handler uret. (Se her).

er den klareste opfordring til at fortsætte kampen, indtil ”faithlessness” ikke er mere. En note fortæller, at dette ord formentlig betyder ”polyteisme”. Det er altså det, der skal være ledestjernen i muslimernes kamp: at religionen skal være islam. Ren og skær jihad!

Nuvel, lad dette være nok til at vise, at Abd Almonams koranudlægning, hvor islam bliver en fredelig religion, måske ikke er så éntydig endda – for nu at sige det mildt.

Han har dog også en anden slags argument. Han skriver:

Jeg erkender til enhver tid, at der eksisterer mange tragedier og ulykkelige situationer forårsaget af muslimer, der fremkalder sorg, og dybe, vedvarende og smertelige følelser. Det er uacceptabelt på alle måder. Jeg anerkender, at mange af disse forfærdelige ting bliver begået af folk, der er muslimer – men ikke af islam.

Hvis der sker en hvidvaskningssag, der bliver udført af danskere, så er det umoralsk og urigtigt at sige, at danskerne hvidvasker hele tiden. Hvis Britta Nielsen svindler med millioner af kroner, så er det hende, der påtager sig ansvaret og bliver kaldt svindler, og ikke Danmark.

Dette er et snydeargument. De muslimer, der begår terror, hævder selv, at deres terror begås i islams navn. Men de danskere, der handler umoralsk, drømmer ikke om at hævde, at de snyder og bedrager i kristendommens navn. Det er jo det, der er problemet: at ganske mange muslimer udlægger koranen, så kamp mod de vantro – det er os vesterlændinge – bliver et must for dem, ligefrem en religiøs forpligtelse. Og selv om der er en del muslimer af Abd Almonams støbning, som ud fra koranen prøver at bevise, at islam er fred, så er det hidtil ikke lykkedes dem at få main-stream-islam med på idéen.

Til sidst: Mens dette skrives, erfarer jeg, at der i New Zealand er gennemført et terrorangreb på to moskéer, hvorved 49 mennesker, alle muslimer, har mistet livet. Det er muligt, at jeg vil skrive lidt mere om det, når der foreligger flere oplysninger. Men et manifest har terroristen dog lagt ud på nettet. Noget af det kan ses her. Og i dette manifest går ordet ”hævn” igen. Han ønsker altså selv, at hans handling skal ses som en reaktion på den muslimske terror imod vesterlændingene. Og jeg gætter på, at vi alle er klar over, at en sådan begrundelse er så langt fra kristendommen, som tænkes kan. Den Jesus, der opfordrer os til at vende den anden kind til, kan ikke stå bag en sådan udåd.

Men ellers vil jeg gentage den problematik, jeg begyndte med: det er lidt under niveau for Weekendavisen, at den bringer en kronik som denne. Der er som sagt mange, der forsøger at overbevise os om, at islam er en fredelig religion. Men lad os dog bruge en normal, vestlig undersøgelsesmetode, som stiller alle de relevante spørgsmål til den, der undersøger sagen. Det andet er for dårligt. Halve sandheder har vi nok af på mange andre områder, vi behøver ikke at få det udbredt til dette spørgsmål.

Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.