Vend den anden kind til

Hvis dette ord fra Matt 5,38f om at vende den anden kind til, skal kunne anvendes i den situation, der er opstået med terrordrabene i Christchurch i New Zealand, må man for alt i verden fjerne enhver etisk overvejelse fra det.

Det er ikke sådan, at ordet er udtryk for en tårnhøj etik. Det forholder sig ikke på den måde, at den, der retter sig efter dette ord, er et bedre og mere agtværdigt menneske, der har en højere etik end alle andre. Hvis vi som samfund opfordrer hinanden til at vende den anden kind til, skyldes det ikke, at vort samfund er bedre, mere moralsk eller beboet af finere mennesker end andre samfund. Det skyldes kun, at vi kan indse, at det vil være klogt at vende den anden kind til. Det skyldes kun, at vi i vort samfund har indset eller i sin tid erfaret, at gensidige hævntogter fra den ene gruppe mod den anden kan fortsætte i det uendelige, hvis ikke fornuften får overtaget. Og ”fornuft”, det vil her sige: at ophøre med det evindelige krav om fuld retfærdighed for ens egen gruppe og i stedet handle for at få forholdet til den anden gruppe reetableret.

Jeg véd godt, at vi kristne teologer, især de lutherske af slagsen, altid i vor store visdom har ment, at ordet her om at vende den anden kind til kun havde til hensigt at vise os mennesker vor egen uformåenhed. Vi kan indse, at det vil være en god og etisk korrekt gerning at gøre det, men vi kan samtidig indse, at en sådan gerning vil vi aldrig kunne præstere. Og, fortsætter den lutherske prædikant, vor eneste udvej er derfor at stole på Guds tilgivelse.

Problemet med den udlægning af ordet er blot, at vi dermed overser en række situationer, hvor ordet kunne have noget at sige os. F.eks. i en situation, som den, der er opstået med terrorhandlingen i New Zealand. Og problemet er for resten også, at vi derved overser, at Jesus selv – eller Matthæus, hvis vi ikke mener, det er Jesus, der har samlet ordene i bjergprædikenen til en helhed – faktisk betragter ordene i bjergprædikenen, ikke som udtryk for en høj, forgyldt moral, men som udtryk for en fidus, et godt råd om, hvordan vi kunne tage og agere, hvis vi ønskede at få det itubrudte forhold helet igen, se Matt 7,24ff. Jeg har gjort lidt mere ud af denne for mange overraskende udlægning af kind-ordet her. Og jeg har anvendt ordet på en situation i dansk politik her.

Når vi skal anvende dette mærkelig Jesus-ord her, altså anvende det på den terrorhandlingen i New Zealand, skal vi altså ikke bruge det til en etisk fordømmelse af handlingen. Det er jo ikke svært at fordømme en sådan handling, der rammer uskyldige mennesker, så at sige ud af det blå. Men vi skal bruge det som en slags snusfornuftig overvejelse.

Christian Skaug har på document.dk gjort den iagttagelse, at vi, nu da angrebet er sket, erkender, at det var uundgåeligt. Det har han efter min mening ret i. Jo, for på det manifest, terroristen udgav inden udåden – et manifest, som nu er gjort utilgængeligt på internettet – skriver han bl.a. (se her):

Hvorfor jeg udførte dette attentat:

Først og fremmest for at vise de indtrængende, at vore lande aldrig vil blive deres lande, vore hjemlande er vores egne, og at de aldrig, så længe der stadig lever en hvid mand, vil erobre vore lande og aldrig vil erstatte vore folkeslag.

For at tage hævn på de indtrængende for de hundred tusinde dødsfald mod de europæiske lande op gennem historien.

For at tage hævn for de millioner af europæere, der blev bortført fra deres lande af islamiske slavehandlere for at blive slaver.

For at tage hævn for de tusinder af europæiske liv, der er gået tabt i kraft af terrorangreb i europæiske lande.

For at tage hævn for Ebba Åkerlund.

For direkte at reducere immigrationen til de europæiske lande ved at intimidere og fysisk at fjerne de indtrængende selv.

Osv. osv.

Vi har længe været vidne til de muslimske terrorister – og de er jo stadig i overtal – og hørt og set deres begrundelse for deres aktion: de gør det for at hævne Irak-invasionen, de gør det for at hævne Muhammed-tegningerne, deres aktion er en reaktion på alt det onde, de mener, vi vesterlændinge har gjort imod muslimerne. Og vi har jo nok frygtet, at der før eller siden måtte komme en voldelig reaktion fra os vesterlændinge, at de europæiske befolkninger altså ikke kunne blive ved med bare ”at vende den anden kind til”. Og det skete jo så på det fjerntliggende New Zealand. Her var der et menneske, for øvrigt en australier, der ikke længer kunne blive ved med at se på alt det blod, der blev udgydt af muslimske terrorister uden til sidst at give efter for trangen til at gøre gengæld, give igen med samme mønt.

Og det er det, ordet om at vende den anden kind til vil advare os imod. Ikke fordi vi skal være fine og smukt polerede i vores etiske holdning – hold al etik udenfor – men fordi det er uklogt at begive sig ind i en voldsspiral, hvis vi vil have vore samfund til at fungére.

Det er jo, hvad der vil ske, hvis disse tankegange får lov til at fortsætte. Det ene hævntogt vil afløse det andet. Den ene terrorhandling vil følge ovenpå den anden. Og alle vil være velbegrundede, det vil i hvert fald terroristerne synes, både de europæiske terrorister og de muslimske.

Nu er vel vi europæere ikke så vanskelige at overbevise om det fornuftige i at undlade sådanne gengældelses-terrorhandlinger. For det ligger dybt i os, at voldshandlinger har staten eneret på. Det er nok sværere at overbevise vore muslimske landsmænd. For de kommer fra lande, hvor klanen betyder mere end staten, hvor vold imod andre klaner derfor mange steder er dagligkost, og hvor derfor hævntanker ligger mere ligefor, end de gør hos os.

Vi er efterhånden vant til, at vore ledere efter et muslimsk terrorangreb opfordrer os til at gå tilbage til dagligdagen, for hvis vi bliver grebet af frygt, vil terroristerne have vundet. Det er muligt, at de ikke har tænkt på det, men dermed opfordrer de os også til ikke at tage hævn, altså i virkeligheden til at vende den anden kind til. Og selv om de sædvanligvis udtrykker stor medfølelse med ofrene, er det vel de færreste, der kan overse, at det jo er de selvsamme politikere, der har åbnet landets døre for disse mange muslimer, og at de, hvis de virkelig ville gøre noget for at hindre den slags terrorisme fremover, burde lukke ned for al muslimsk indvandring.

Dog, selv om denne betragtning måske er sandfærdig nok, vil man nok, hvis den blev kendt i videre kredse, advare mod at bringe den frem, eller i hvert fald anklage mig for at være med til at udbygge skellet mellem ”dem” og ”os”. Og det ville jo ikke være helt forkert. Jeg har rent faktisk igennem snart mange år været med til at gøre opmærksom på, at muslimer er anderledes end os og tænker anderledes end os. Og det er jo at være med til at udbygge skellet mellem ”dem” og ”os”.

Problemet er blot, at dette skel er der, hvad enten vi omtaler det eller ej. Og problemet er videre, at muslimerne selv er meget mere aktive i at udbygge dette skel. Forståeligt nok, måske. De ønsker for alt i verden at holde fast i deres kultur og så lidt som muligt at gå ind i vort samfund med dets anderledes tænkemåde. Det er blandt andet derfor, vi ser langt flere muslimske terrorister end europæiske ditto. For muslimerne har meget lettere ved at finde noget at anklage ”os” for. Og når dertil kommer den større forekomst af voldshandlinger i deres oprindelige samfund, opstår der naturligt nok flere terrorhandlinger fra deres side end fra vores.

En lille drilsk parentes til Mohamad Abd Almonam fra forrige indlæg: Denne vægtlæggen på hævnspiralens ophør bevirker, at det ikke er nok med den tilladelse til forsvarskrig, som – lidt fejlagtigt – blev påpeget som koranens eneste forhold til vold. Der mangler en klogskabsbetragtning om at ophøre med disse etiske overvejelser over, hvem der begyndte med volden, for på den måde at få hævnspiralen til at standse. Parentes slut.

Så lidt om de reaktioner på terrorangrebet, der er kommet.

Carsten Bagge Laustsen, der er forsker i terror på Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet, hævder i en artikel på Berlingske, se her, at den australske terrorist, Brenton Tarrant, og Breivik minder om hinanden. Og sandt er det da, at de begge udsendte et manifest før angrebet, og at de begge tilhører det, man kalder højrefløjen. Men så hører lighederne da vist også op. Laustsen overser trods titlen ”terrorforsker” de mange tegn på, at Breivik var sindssyg, der findes. Hele den teoridannelse, der findes i Breiviks manifest, med en påstand om medlemskab af en tempelridderorden, osv., og hele den grandiose eller pompøse holdning, der blev afsløret under det første psykolog-interview, mangler fuldstændig hos Tarrant. Og det er da heller ikke nogen helt ligegyldig forskel, at mens ofrene for Breiviks terror næsten udelukkende var nordmænd, skønt disse egentlig ikke skulle slås ihjel ifølge Breiviks manifest, var alle ofrene for Tarrants terror muslimer.

Den forskel mellem de to terrorister bliver vistnok betragtelig større, hvis man tilslutter sig den teori om Breivik, jeg har fremsat her. Her hævder jeg, at det udslaggivende hos Breivik ikke var ønsket om redde Europa fra muslimer, men ønsket om med god samvittighed at kunne slå rigtige mennesker ihjel, ligesom han i krigsspillet World of Warcraft slog internet-mennesker ihjel. For at kunne få denne lyst tilfredsstillet var det, han skrev sit alenlange manifest, og derfor var det også, at han valgte Utøya, for alle mulige andre steder ville han kunne afbrydes af tililende politifolk.

Tarrant siger i sit manifest, at fortnite (et krigsspil) lærte ham at slå ihjel og at vade hen over fjendernes lig. Måske også for hans vedkommende et krigsspil har været den egentlige baggrund og påstanden om at ville tage hævn – som jo også er lidt fortænkt – kun som hos Breivik en undskyldning for at udleve den mordlyst, som krigsspillet har skabt. Der er vist ikke andre end undertegnede, som har nævnt dette som en forklaring, og der vil nok heller ikke fremkomme andre, for blev denne forklaring almindelig, skulle man jo overveje at forbyde sådanne krigsspil.

Nuvel, alle forskelle til trods, kan man dog nok sige, at Tarrant er påvirket af Breiviks manifest. Og det er han, ligegyldigt om han har denne spilpåvirkning tilfælles med Breivik.

Jyllands-Posten skriver i en leder bl.a. følgende, se her:

At ofrene denne gang er muslimer, og at terroren denne gang sker med en slags omvendt fortegn i forhold til, hvad vi i Vesten har været vant til i de senere år, er vigtigt at fastholde, fordi behandlingen af mindretal af alle slags er så bærende en værdi i vores samfund. Af samme grund er den aktuelle bølge af antisemitiske overgreb på jøder i Europa så oprørende. Vesten kendes på, at hånden altid rækkes ud til andre, og at de, der er anderledes, har en særlig ret til at være her. Det er terrorens væsen at udfordre og underløbe dette princip for at skabe splid og uro og opildne til vold mellem forskellige grupper. Det er netop dét, der ikke må ske, hverken i Europa eller New Zealand.

Det sidste har de ret i. Det er derfor, Jesu kind-ord er så væsentligt: der skal ikke komme splittelse mellem de forskellige grupper i vort samfund. Og det er også sandt, at den aktuelle bølge af antisemitiske overgreb er oprørende. Men burde det dog ikke nævnes, at det ikke mindst er muslimer, der står bag disse antisemitiske angreb? Vi almindelige europæere har kun minimale mindretal iblandt os, der er antisemitiske. Men blandt det andet mindretal, muslimerne, er antisemitiske holdninger langt mere udbredte. Vi bør i hvert fald ikke fortie denne kendsgerning for ikke at støde muslimerne over i en ”dem-og-os-holdning”. Den kan de jo så udmærket indtage uden vores ”hjælp”.

I dagens Kristeligt Dagblad er der et læserbrev, der minder om et bon-mot af den tidligere jødiske overrabbiner Bent Melchior. Han skulle have sagt om jødernes måde at opfører sig på i de lande, de bor i: Hvis der er højrekørsel i det land, vi slår os ned i, så kører vi i højre side. Dermed betegner han jo – vist uden rigtig at ville det – en udpræget forskel mellem jøder og muslimer. For muslimer insisterer på at køre i midten af vejen, hvis det er, hvad deres koran kræver af dem. De skiller sig ud gennem deres særskilte love på en helt anderledes gennemgribende måde end jøderne.

Christian Skaug hævder på document.no, at denne terrorhandling kan sammenlignes med terroren i Hebron:

Christchurch-massakren har visse fellestrekk med Hebron-massakren i 1994. En skrudd israelsk ekstremist, Baruch Goldstein, åpnet ild inne i en moské og drepte 29 mennesker. Det var et av de verste øyeblikkene i konflikten mellom Israel og palestinerne de siste tredve årene.

Dette er både rigtigt og forkert. Det er rigtigt, hvad de ydre omstændigheder angår og hvad ofrenes identitet angår. Men det er forkert, hvad terroristens bevæggrund angår. Tarrant angiver ret klart, at muslimerne er indtrængende (”invaders”). Det kan man ikke sige om muslimerne i Hebron med samme overbevisende kraft. For muslimerne dèr har levet gennem talrige generationer i Hebron, mens de i New Zealand er nytilkommere. Det gør – desværre, kan man sige – at Tarrant har lettere ved at overbevise europæere og andre Vest-mennesker om, at når myndighederne ikke vil skræmme de indtrængende bort, så må borgerne selv gøre det.

Trods det må vi håbe på, at vi også fremover formår at vende den anden kind til, altså at blive ved med igen og igen at forsøge at overbevise vore muslimske landsmænd om, at de godt kan bo i vort samfund, og godt kan bevare meget af deres tradition. Newzealænderne er jo i fuld gang med det med deres ovenud store folkelige deltagelse og medfølelse med muslimerne, og man kan vel sige, at hvis ikke det kan få muslimer til at føle, at de er en del af samfundet, hvad kan så? På den anden side må vi jo insistere på, at vi altså har højrekørsel her i Vesten og her hos os, og at de derfor venligst bedes tilpasse sig denne regel, selv om det jo må indrømmes, at det blot er en menneskelig regel, vi dèr har opstillet, ikke en guddommelig åbenbaret lov. Måske vi skal føje til, at de, hvis de på alle punkter absolut vil fastholde koranen som en guddommelig åbenbaring, alligevel må tilpasse den vore menneskeskabte regler, og at de, hvis de ikke vil det, forhåbentlig før eller siden vil blive forsøgt afradikaliseret, og hvis det mislykkes, sendt ud af landet.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom, Samfundsforhold og tagget . Bogmærk permalinket.

Et svar til Vend den anden kind til

  1. Pingback: Spilfordærvet | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.