Der er utrolig mange, der melder sig på banen for at give en ”forklaring” på terrorhandlingen i New Zealand. I mit forrige indlæg nævnte jeg et indlæg i Information, og i dag skal jeg nævne endnu to derfra. Først et indlæg af Jason Burke, oversat fra The Observer, som forsøger at få de to former for terrorisme, der forefindes i vore dage, den muslimske og den højreradikale, til at være udtryk for det samme. Det er nu ikke så nem en opgave. Selv om han må indrømme, at der er flest muslimske terrorhandlinger, så prøver han ikke at forklare denne asymmetri, men pukler videre med sine teser om ens forklaring.
Og dette, at de muslimske terrorister har en stor sympatisørsump omkring sig, får ham så til at hævde, at der ikke i absolut forstand findes nogen ”ensom ulv”.
Og ikke sandt, så siger man til sig selv: Det var li’godt meget. Breivik var altså ikke en ensom ulv, Tarrant er heller ikke en ensom ulv. Det vil sige, at den iagttagelse, jeg mente at have gjort angående Breivik, at han i sit manifest citerer en mængde af de personer, som Burke vil kalde højreradikale, men er helt ude af stand til at finde opfordringer hos dem til terrorhandlinger, den erklæres for helt og holdent ugyldig. Nej, Breivik havde skam alle disse personer som ”sympatisørsump” omkring sig, så kan de sige, hvad de vil.
Det samme med Tarrant: Burke prøver at få os til at tro, at dette at spå om, at der nok vil opstå borgerkrig, er det samme som at opfordre til vold. Og så bliver alle de mange fredelige mennesker, der er bange for, at Europa vil blive præget af borgerkrige, når muslimerne bliver mange nok, forvandlet til volds-monstre, der inspirerer terrorister som Tarrant.
Så bringer Berlingske en besynderlig kronik, se her. Man giver en begrundelse for kronikken:
Berlingske vil ikke bringe terroristers propagandamateriale ufiltreret, men vi mener, at det er vigtigt at kende til deres inspirationskilder og argumentation for at forstå, hvordan radikaliseringen foregår. Derfor har vi bedt Jens-Martin Eriksen skrive denne kronik.
Og så fortæller Jens-Martin Eriksen om sin roman ”Helter Skelter”, om den helt i romanen, der er en terrorist, om de tanker, han har gjort sig om, hvad der foregår i hovedet på en terrorist, og om, hvordan en sådan personnage i det hele taget er at opfatte. Det vil i al sin grumme naivitet sige, at Berlingske mener, vi skal afstå fra virkeligheden, som jo terroristens manifest bringer os nærmere til, og nøjes med en forfatters indlevelsesevne. Hvis det er det, vi skal bygge vores sikkerhed på, så siger jeg velbekomme!
Og så behøver jeg næsten ikke nævne en artikel i Information fra den 20-3 2019, der hedder ”’Stop den store udskiftning’ har længe været et kampråb på den radikale højrefløj” og er skrevet af Mathias Hee Pedersen. Den er bag betalingsmur, men er egentlig heller ikke værd at samle på. Man kan se en gennemgang af hans indlæg på uriasposten her. Hee Pedersen gennemgår en række af de kilder, som Tarrant selv nævner, men formår heller ikke at få en bekymring for borgerkrig til at være identisk med en opfordring til terror, selv om han gør sig de største anstrengelser. Han kan da f.eks. fortælle, at titlen på Tarrants manifest ”The Great Replacement” er taget fra en bog af Renauld Camus, der hedder nøjagtig det samme. Kristeligt Dagblad fortæller, se her, at Camus harmdirrende tager afstand fra den tanke, at hans bog kunne fungére som inspirationskilde til nogen som helst vold.
Man kan sikkert finde mange flere af den slags artikler. For venstrefløjen i vores debat ser det som en oplagt mulighed at få knyttet alle mulige højreradikale skribenter sammen med Tarrant, så de forarget kan udbryde: ‘Ja, dèr ser vi, hvad sådanne tanker kan føre til!’
Imidlertid er der noget helt andet i den verserende debat, der er langt mere interessant. Men før jeg kommer ind på det, lige en henvisning til besættelsestiden.
Man kan af og til træffer personer, som håner os danskere for vores syn på besættelsestiden. Man siger som så: ”Ja, det er godt med os danskere og vores modstandsvilje. Hvor var denne modstandsvilje henne i de første år af besættelsestiden? Er sandheden ikke den, at modstandsviljen først opstod hos os, da vi kunne se, at tyskerne ikke ville vinde krigen?”
Det er der selvfølgelig noget om. Det kan jeg godt se, selv om jeg har en instinktiv modvilje mod alle dem, der i dag er så voldsomt forargede over noget, deres bedsteforældre foretog sig. Men hvis man bare tænker sig en lille smule om, synes jeg, indvendingen må smuldre bort. Hvis man skal ofre sin frihed eller måske endog sit liv, så vil man dog vel gerne, at dette offer skal nytte noget. Og som situationen var i Europa indtil omkring 1942-43 med tyskernes nederlag ved El-Alamein og Stalingrad, kunne ingen eller kun meget få se, at modstand kunne medføre noget positivt. Skulle Danmark være besat af tyskerne de næste fyrre år, ville det så ikke være bedre at vente og se, om ikke man kunne bruge sin offervilje bedre end ved bare at forvolde én eller anden tilfældig skade, som jo aldrig ville kunne blive af synderlig betydning.
På samme måde må man spørge Brenton Tarrant, om han ikke skulle spare sine kræfter, indtil han kunne gøre noget, der gav mere mening, hvad angår forsvaret af den folkegruppe, han tilhører, end bare at slå nogle tilfældige muslimer ihjel. Hvis det er sandt, hvad han hævder, at muslimerne med tiden vil overtage vore samfund alene i kraft af, at de er de fleste, og hvis man pønser på at gøre voldelig modstand mod deres overtagelsesprojekt, så er det da virkelig dumt bare at skyde løs på tilfældige muslimer. Den før omtalte Mathias Hee Pedersen citerer Rasmus Paludan for at have sagt:
»Det er jo sådan, at krigen har mange fronter, og der kan være store fordele i, at man ikke afslører over for fjenden, hvordan man ser ud. Så mens vi står her i dag, så er der hundredtusinder som sidder hjemme og klargør deres våben og øver sig på at ramme med deres rifler. Det er desværre nødvendigt.«
Nu er der jo på ingen måde hundredtusinder, der sidder hjemme og klargør deres våben. Der er tale om en vild overdrivelse. Og det véd Rasmus Paludan sikkert udmærket. Men han opnår med denne overdrivelse at henlede opmærksomheden på de mange i samfundet, som finder muslimernes opførsel uacceptabel og ønsker dem hen, hvor peberet gror. Det ønske kan måske engang forvandle sig til aktiv og væbnet modstand. Det er, hvad der ligger i Paludans udsagn.
Men hvis det er tilfældet, har jo Hee Pedersen uden at ville det antydet, at Paludan, der ikke vil afsløre for fjenden, hvordan man ser ud, må anse Tarrants handling for dum. Det vil Paludan selv sikkert ikke sige, men der ligger i hans udtalelse en forudsætning om, at man ikke skal handle uden at tage hensyn til situationen. Og da man må indse, at sådan handlede netop Tarrant: han tog ikke det fjerneste hensyn til situationen, så bliver hans handling at anse for uklog, for et udslag af en utålmodighed, som ikke fører til noget.
Tarrant spørger selv i manifestet, om ikke hans angreb vil gøre mere skade end gavn, og kommer med dette højst ufyldestgørende svar:
Nej, der er endnu ikke etableret nogen succesful, indflydelsesrig stor bevægelse, og der er ikke nogen førende organisation, så der er ikke skabt nogen stor struktur, som kunne blive skadet.
Han kan sikkert ikke selv se, hvordan han her taler udenom. Breiviks mangel på succes, hvad angår det at medvirke til at skabe væbnet modstandsvilje i den europæiske befolkning – hans angreb resulterede jo nærmest i det modsatte – burde have fået Tarrant til at udvise lidt tålmodighed, hvis han altså endelig ville fremme en borgerkrig imod muslimerne. Og ligesom nogen har hævdet, at hans terrorangreb var til at forudse, vil jeg hævde, at den enorme velvilje fra europæernes side, der nu ombølger muslimerne i New Zealand – en velvilje og medfølelse, jeg helt og fuldt deler – var til at forudse.
Igen: Hvis han ville kæmpe for et racerent Europa, hvis han ville forhindre, at muslimerne i kraft af deres større fødselsrate ad åre overtager Europa, så går han den forkerte vej, så er hans anslag nyttesløst, så gør det mere skade end gavn med hensyn til det, han vil have gennemført, modsat af, hvad han selv hævder.
Men det store spørgsmål er så: Hvorfor udførte han så sit attentat? Hvad er det, der får ham til at foretage en handling, som han dog ved anvendelse af lidt almindelig snusfornuft måtte kunne indse bringer ham det modsatte resultat af det, han siger han ønsker.
Vi venter lidt med svaret på det spørgsmål.
Først er der nemlig endnu en mærkelig ting ved main-stream-mediernes reaktion på terrorangrebet, der må nævnes.
Brenton Tarrant udførte sit attentat iført en hjelm. På denne havde han monteret et kamera. Fra dette kamera blev attentatet ‘live-streamet’ til Facebook. Man ville altså samtidig med eller senere kunne se, hvad der skete lige for næsen af ham, se det våben, han rettede mod de uskyldige mennesker, se de ramte falde om, se det indre af moskéen både før og efter at skuddene var faldet. Jeg har ikke se videoen, jeg gætter mig bare til, hvad den indeholder.
Det mærkelige og det lidt uforklarlige er nu, at en masse kommentatorer næsten falder over deres egne ben for at bebrejde Facebook, at de ikke er i stand til at fjerne disse videoer. Der var sågar i Deadline en lang diskussion med en repræsentant for Google, der skulle forklare, hvorfor det ikke var så let at fjerne en sådan video. Det er, må man forstå, en højst uheldig ting, at en sådan video kan videreformidles på internettet. Man har endda, så vidt jeg har forstået, gjort det strafbart at videresende den.
Mig forekom det at være en mærkelig overdreven opmærksomhed at give en sådan video. Hvad skade kunne det dog gøre, om den blev delt? Ville den ikke kun fremkalde afsky, når den blev set? Det irriterede mig faktisk noget, at man gjorde så stort et nummer ud af noget forholdsvis ligegyldigt i stedet for at interessere sig for Tarrants manifest. Dèr havde man jo noget, man kunne lære noget af. Dèr fortalte han selv, hvad formålet var. Det måtte man da endevende i sine diskussioner, hvis man ville forstå, hvad der drev ham, og hvis man ville prøve at forhindre, at andre blev drevet af det samme.
Men så var det, at det slog mig, at denne store interesse for videoen og for, hvordan man kunne forhindre, at den blev spredt, havde en forudsætning, som ikke lægges åbent frem, men som alligevel fuldt ud er til stede. Når man ønsker at fjerne videoen fra internettet, skyldes det, at man er bange for, at selve det at se en sådan massakre gennemført, selve det at se skuddet blive affyret og se den ramte falde om, kunne fremkalde et ønske hos den, der ser det, om at gennemføre noget tilsvarende. Man gør sig øjensynlig tanker om, at der er nogle iblandt os, der ikke kan tåle at se en sådan video uden at få lyst til på tilsvarende måde at slå ihjel. Det er det, man er bange for, og det er det, man forsøger at undgå med sine krav til de store internetselskaber om at slette videoen.
Og så er det, at jeg igen gribes af den tanke, som jeg kun har fundet på nærværende, udmærkede sted på nettet: at en tilsvarende lyst til at slå ihjel kan fremkaldes af de mange krigsspil, som mange spiller på nettet; at der hos nogle af spillerne kan dannes en ubetvingelig lyst til at slå andre ihjel, ikke blot andre fiktive personer på nettet, men andre virkelige personer derude i virkeligheden.
Hvis en video af en virkelig morders drab kan fremkalde sådanne lyster, en video, hvor dog seeren forholder sig ganske passiv, hvorfor skulle det så være umuligt, at et krigsspil, hvor seeren ikke er passiv, men i høj grad aktiv, så han slår den ene fiktive fjende efter den anden ihjel – af og til velsagtens under stor indre jubel – skulle kunne tænde op under de samme lyster?
Man kan se mine første overvejelser i den retning her. Og jeg har meget forsigtigt forsøgt at anvende dem på Brenton Tarrant her. Han bekendtgør selv, at krigsspillet fortnite har lært ham at slå ihjel.
Så kun to ting mere:
Man vil kunne spørge mig, hvorfor både Breivik og Tarrant har brug for at skrive sådanne manifester, men de muslimske terrorister ikke.
Mit svar er, at det bl.a. skyldes, at kun de ”kristne” terrorister (”kristne” kaldet, fordi de er vokset op i kristenheden) har en samvittighed. Den muslimske terrorist behøver ikke at tænke selv, han kan blot henholde sig til koranens ord, eventuelt udlagt af en autoritet, han anerkender, så har han al den sikkerhed, som han behøver. Den ”kristne” terrorist, derimod, skal selv forstå baggrunden for det, han foretager sig, for han føler, at han skal handle ”med god samvittighed”. Den prøver han så at skaffe sig gennem disse alenlange manifester. Og fordi man kan gå dem igennem og finde ud af, at der er en logisk brist i dem, og fordi man kan påvise, at terrorhandlingerne er udført uden hensyn til situationen, ligesom farisæernes handlinger, derfor kan man være rimelig sikker på, at motivet ikke er det, som terroristen selv påstår, men en lyst til at slå ihjel, fremkaldt på skjult vis i ham gennem de spil, han har været grebet af.
Han er med andre ord spilfordærvet. Hvilket lyder morsomt, men faktisk er ret alvorligt. For hvornår kan vi så vente den næste ”kristne” terrorist. Der er jo utrolig mange, der fornøjer sig med at slå ihjel på nettet, og selv om det kun er få procent af menneskeheden, der er modtagelig for den smitte, sådanne spil fremkalder, så de får en uimodståelig lyst til at slå ihjel i virkeligheden, så er der tilstrækkelig mange brugere af disse spil til, at nogle få procent bliver ganske mange.
Måske de mange forargede sjæle, der nu kaster sig over Facebook og Google, fordi disse mastodonter ikke kan standse Tarrants terrorvideo, i stedet skulle kaste sig over diverse krigsspil. Hvis de altså virkelig vil gøre en indsats mod sådanne ”højreradikale” terrorhandlinger.
Og så til sidst:
Denne tanke om lysten til at slå ihjel som det primære og de mange forklaringer i manifesterne det sekundære, forudsætter, at både Breivik og Tarrant ikke selv kan se, at det forholder sig sådan. De tror begge selv, at den forklaring, de giver i manifestet, er den sande forklaring. For Breiviks vedkommende kan man måske nok operere med en sådan blindhed for de sande motiver, for han har så meget mærkeligt knyttet til sig, at man med stor sikkerhed kan erklære ham for at være sindssyg, men for Tarrants vedkommende synes det ikke at forholde sig sådan. Han er øjensynlig ikke sindssyg og alligevel kan han ikke selv se sit sande motiv: at det er lyst til at slå ihjel.
Hvorfor ser han så ikke sine egne egentlige motiver?
Svaret er det samme som det svar, der kan gives angående de motiver, som de mange europæiske ”Gutmenschen” har, både journalister og politikere og andet godtfolk. De handler uden hensyn til situationen. De kan godt se, at deres land risikerer at tage skade af den store indvandring, blot nægter de at tage hensyn til det. De er så optaget af at fastholde, at den gerning, de udøver: at modtage de mange ”flygtninge” med ”god” kristelig kærlighed, virkelig er en god gerning, at de fuldstændig overser de uheldige virkninger, der er knyttet til denne gerning. Den handling, de udfører: at gå ind for åbne grænser, er en farisæisk handling, og en farisæer er altid så øm over sit eget renommé, at han glemmer at se på sin handlings situation, glemmer at se på, om handlingen i det lidt længere perspektiv vil være god, glemmer at overveje handlingens konsekvenser.
Sådan er også Brenton Tarrant så optaget af den ”gode” gerning, han agter at udføre, at han helt overser de negative konsekvenser, gerningen kan have. Han kan fremhæve, hvordan han selv hører et kald til handling, hvordan han selv bliver klar over, at det er nu, der må handles, for tiden er knap, hvordan han selv beslutter sig for handling, også om det kan medføre døden. Og han formår at ønske for alle Europas mænd, at de må gribes af det samme vovemod og dødsforagt som han selv.
Der har vi den handling, der svarer til diverse ”Gutmenschens” kamp for åbne grænser. Og dèr har vi den samme ligegladhed med hensyn til konsekvenserne, og den samme farisæisme, der aldeles ikke selv kan se, at den handler farisæisk.
ricardtriis 