Bindinger

Se engang på dette billede fra Visborg kirke!

Det er en såkaldt håndstøttefigur. De gamle træskærerkunstnere havde for vane at anbringe nogle små figurer under korstolenes håndstøtter. Her prøvede de at afbilde nogle af de personer, der tænktes at skulle bruge stolene. Og det var ikke altid, at afbildningerne svarede til det billede, munkene havde af sig selv. Kunstnerne benyttede sig af lejligheden til at tage lidt gas på de hellige mænd.

Det samme gjorde de, da de skulle lave korstole til Mariager Klosterkirke. Her var det dog ikke munke, de drillede lidt, men nonner. Desværre er de fleste af korstolene fra Mariager Kloster gået tabt. Kun en lille rest er bevaret i Visborg kirke ved Hadsund. Og på nogle af dem kan man godt fornemme en lidt hårdhændet afbildning af de fromme damer. Faktisk er der nogle af figurerne på disse håndstøtter, der ligner nogle ret stramtandede tanter.

Men så er der denne her.

Hvordan skal den forstås? Gør kunstneren nar, eller er han forelsket? Det er ikke helt nemt at afgøre. Så vi lader lige det problem ligge et øjeblik.

Jeg har tidligere været inde på Abigail Marsh’s bog The Fear Factor fra 2018, se her. Men hidtil har det kun været, fordi jeg ville bruge dele af hendes forskning. Det er det sådan set også denne gang. Jeg vil ud fra hendes iagttagelser sige lidt om hormonet oxytocin. På side 191 i sin bog nævner hun dette hormons to funktioner: det skal igangsætte livmoderens kontraktioner, så barnet bliver født, og det skal sørge for, at moderen udviser yngelpleje. Det er det sidste, jeg her er interesseret i.

For det er jo ganske mærkeligt, at hvor andre dyrearter efterlader deres æg fuldstændig til sig selv, overlader de af æggene klækkede unger til tilfældighedernes spil og derfor må lægge en forfærdelig masse æg, dèr føder pattedyrene til sammenligning kun få unger, men sørger til gengæld for dem, beskytter dem og giver dem næring. Det er hormonet oxytocin, der her er på spil, siger Marsh. Der er selvfølgelig visse legemlige funktioner, der skal sørges for, produktion af mælk, f.eks., og det tager hormonet sig flinkt af. Men det er også nødvendigt at sørge for, at der bindes bånd mellem mor og barn, og hvordan det sker, er vist indtil nu forblevet lidt af en gåde.

Marsh er temmelig interesseret i det, hun kalder ”allomothering”, altså det faktum, at hunpattedyr ikke blot tager sig af deres egne unger, men også kan rette deres pleje mod andres unger. Jeg er sådan set i dette indlæg mere interesseret i de dyr, der ikke kender til en sådan ”allomotherings”-evne. Det gør blandt andet får ikke, hvilket kan være ret upraktisk for en fåreavler, der må se et moderløst lam gå til grunde, fordi de andre får ikke vil tage sig af det. Abigail Marsh fortæller dog, hvordan man kan få et hunfår til at producere oxytocin, så det trods sin medfødte uvilje alligevel tager sig af forladte lam.

Når det forekommer mig mere interessant, skyldes det, at det viser, at den binding, der opstår i kraft af den mægtige dosis oxytocin, der fremkommer ved fødslen, er en binding fra individ til individ, ikke blot fra et tilfældigt dyr i en særlig situation til et andet tilfældigt dyr i en særlig situation. Der er ingen tvivl om, at denne individ-til-individ-binding også forekommer hos de dyr, der kender til fænomenet ”allomothering”, men når bindingen ikke ”virker” ved andre end fårets egne lam, viser det, at der må forekommer én eller anden genkendelsesmekanisme hos dyrene. Om det er syn eller lugt, der er afgørende, vides ikke. For fårs vedkommende er det måske mest lugtesansen, der afgør, om dette lam er mit eller dit. Men for andre dyres vedkommende kan det både være synet af ungen og den lyd, ungen giver fra sig, der betyder noget.

Hvad er det for menneskets vedkommende? Joh, for vi er jo også et pattedyr. Vi har de samme hormoner i de samme situationer, og vi må derfor forventes at være præget af de samme kræfter.

Marsh går derfor den tanke efter i sømmene, at vi alle føler os tiltrukket af babyagtigt udseende børn. Det store hoved, de store øjne, det letfremkaldelige smil, den lette eller stærke gråd, alt dette bevæger os som mennesker, og det gør det, som jeg ser det, ikke blot, fordi der gives os et skvæt oxytocin, men også fordi der i vor hjerne ligger billedgenkendelsesmuligheder, så vi med det samme kan se, hvilke følelser der præger den anden, altså ikke mindst vore spædbørn. Sjovt nok er denne evne ikke forbeholdt kvinderne, mændene har fået deres del af den. Og det er måske én af de ting, der antyder, at dette, at vi binder os sammen i par, ikke blot er en kulturel foreteelse, men noget, der ligger i vor natur, hvad enten det så er vor hormonale natur eller vor sociale natur.

Abigail Marsh har en lille parentes her (på side 195). Her skriver hun: ”Hos nogle arter har det [oxytocin, rr] siden vist sig at tjene tilsvarende funktioner såsom par-bindinger og social anerkendelse”. Det er en tanke, jeg tidligere har været inde på, se her, blot havde jeg ikke Marsh-citatet klar dengang. Det hænger sammen med, som den opmærksomme læser nok har opdaget, at jeg er en hund efter at udgranske forelskelsens hemmeligheder.

I sin tid gjorde jeg opmærksom på Joakim Skovgaards freske i Viborg Domkirke, se her, forestillende Adams betagelse af den nyskabte, nøgne Eva, og det var jo da et udmærket udtryk for det ene køns betagelse af det andet, hvilket vel er en forudsætning for, at forelskelsen kan bryde frem, se min artikel her. Men når jeg nu gør opmærksom på håndstøttefiguren fra Visborg, forekommer den mig langt mere dagligdags. Her er det kun et kvindeansigt, der er afbildet, det ser man dog langt tiere end en nøgen kvinde, og når man alligevel kan fornemme en vis betagethed hos kunstneren skyldes det det mærkelige forhold, at han, skønt han giver hende et dådyransigt, alligevel formår at få det specielt kvindelige frem; jeg anbringer lige linket igen.

Og så er vi fremme ved det, jeg især har fået ud af Marsh’s overvejelser: der må ligge i os – det vil sige: i vore hjerner som et medfødt fænomen – et slags idealbillede, af børn, så vi kan gribes bare ved synet af dem, af kvinder, så vi fornemmer en skønhed hos dem. En slags skabelsesgave er det vel. Og når så ved det første kys oxytocinen skyller igennem os, så går det os ligesom fåret og dets lam: det er dette individ, vi binder os til, det er dette individ, der ved skæbnens tilskikkelse er blevet bundet til netop os, det er med fuld musik, vi glæder os til at tilslutte os bryllupsritualets ord ”til døden skiller jer ad”.

Som Højsangens forfatter bekender det:

Der er tres dronninger og firs medhustruer
og unge piger uden tal;
men hun er den eneste, min due, mit ét og alt, Højs. 6,8.

Det er vort kristne samfunds erfaring. Den kan vel udtrykkes i snerpede moralregler, men langt bedre er det dog at udtrykke den som glæde og betagelse og jubel.

 

Dette indlæg blev udgivet i Historie, Uncategorized og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.