To folk – ét land

I forlængelse af den forrige artikel får jeg lyst til at undersøge ovennævnte problem lidt nøjere. Hvordan går det almindeligvis, når historien har medført, at to folk mener, at de har samme ret til at bosætte sig i det samme land? Eller: Er det Göran Rosenberg, der har ret, når han, som refereret i det forrige indlæg, hævder, at det er selvødelæggende for Europa, når man fastholder, at fremmede ikke hører hjemme hos os, eller er det Douglas Murray, der har ret, når han påstår, at Europa er i færd med at begå kollektivt selvmord, fordi eliten tillader store mængder fremmede (læs: muslimer) at bosætte sig i vor verdensdel?

Historien opviser faktisk et eksperiment, der burde kunne afgøre den strid. Normalt kan man ikke lave eksperimenter, der indebærer forsøg med hele folkegrupper, men historien, den filur, har alligevel i hvert fald i ét tilfælde givet os noget, der kan betragtes som et etnisk eksperiment i stor skala. Det drejer sig om Cyperns og Kretas forskellige skæbne. Jeg skrev om det her på bloggen for ti år siden. Dengang skrev jeg:

Men Cypern-problemet er særlig interessant, fordi det har en parallel, hvor man rent faktisk anvendte to-stats-modellen med gode resultater til følge. Jeg tænker på Cyperns ”søster-ø” Kreta. Begge disse øer har haft den noget tvivlsomme skæbne op gennem middelalder og nyere tid til stadighed at have skiftet herskere: så var det venetianerne, så var det de ottomanske tyrker, så var det grækere og englændere, der var herrer. Og begge øer har været skueplads for voldsomme oprør imod de siddende herrer fra de undertrykte grækeres side. Men kun Kreta har opnået at få en varig fred.

Hvorfor?

Kreta blev ikke befriet fra tyrkernes overherredømme sammen med det øvrige Grækenland i 1820erne. Det førte til en række oprør fra den græske majoritets side i løbet af 1800-tallet. Det førte forresten også til en massakre på det tyrkiske mindretal. Men endelig i slutningen af århundredet fik øen selvstændighed. Dog blev den først i 1923 sluttet sammen med det øvrige Grækenland. Derved kom den ind under den byttehandel, som i dette år blev gennemført mellem Tyrkiet og Grækenland: man udvekslede mindretal. Det græske mindretal i Lilleasien blev tvunget til at flytte til Grækenland mod at det tyrkiske mindretal i Grækenland flyttede til Tyrkiet.

Dette var en ganske besynderlig ordning, som ikke er blevet efterlignet siden, men man må indrømme, at ordningen har været effektiv i den forstand, at der fx på Kreta ikke, som på Cypern, har været etniske uroligheder siden.

Cypern kunne nemlig ikke lave denne byttehandel. For øen var blevet engelsk kronkoloni i slutningen af 1800-tallet, og englænderne havde ingen planer om at bytte mindretal med tyrkerne; de havde jo heller ikke noget at bytte med. Derfor forblev muslimerne på øen, og derfor har vi problemer i dag. (Se her).

Altså: Vi har to nogenlunde ensartede øer. Den eneste forskel er den forskellige historie i forrige århundrede. Den ene ø fik løst sit mindretalsproblem, den anden ikke. Problemet er her ikke, om vi skal komme med vore moralske fordømmelser af dette mindretalsbytteri, men om vi tør indse, at denne snuptagsløsning, som utvivlsomt har skabt mange tragiske skæbner for de involverede, måske i det lange løb ikke var så tosset endda. Og i hvert fald må det vel være tilladt at glæde sig med kretenserne over, at de ikke har cyprioternes problemer at slås med.

Og så til humlebien, der ikke kan flyve, alias: landet Danmark, der med de høje skatter, vi har, efter almindelig økonomisk tænkning ikke kan have så høj en levestandard, som vi har. Det er økonomen Tinggaard Svendsen, der i sin bog “Tillid” refererer udenlandske økonomers undren over tingenes tilstand i Danmark, se her. Men Tinggaard forklarer vort lands mærkelige tilstand med fænomenet “Tillid”. Han skildrer sine egne oplevelser først på Læsø, hvor man ikke behøver at låse dørene, fordi den indbyrdes tillid er enorm; dernæst i Durban, Sydafrika, hvor man af portieren på hotellet får oplysning om, hvor man ikke skal gå hen, hvornår man skal åbne døren til sit værelse (først efter at receptionen har sagt god for den, der står udenfor), og hvornår man ikke skal gå nogen steder, så mange røverier forekommer der.

Det er klart, siger Tinggaard Svendsen, alle de vagter, al den sikkerhed, alle de ekstra foranstaltninger, man er nødt til at have, alle de ekstra forsikringer, man føler det påkrævet at tegne, alt det koster penge. Men derved bliver det jo omvendt klart, at den “sociale kapital”, vi har i form af en stor indbyrdes tillid, den er faktisk penge værd. Det vil sige, at skal vi gøre op i almindelige menneskepenge, hvad de fremmede koster os, så er det ikke nok at se på de 36 mia kr, som er ekstraudgifter til arbejdsløshedsunderstøttelse, kontanthjælp og hjemsendelsespenge, man må medindregne det angreb på vor indbyrdes tillid, der finder sted. Hvis vort samfund i løbet af nogle tiår forvandler sig til et samfund, der hvad tillid angår står på niveau med Sydafrika eller USA, så vil samfundet blive meget mindre produktivt, fordi der må ofres mange flere penge på sikkerhed.

Må ikke også sådanne tanker nedbryde Rosenbergs rosenrøde tanker om multikulturen og hans tilsvarende tornede tanker om nationalfølelsen?

Apropos Sydafrika, så erindrer jeg, at Simon Spies, den frækkert, engang, mens apartheid endnu blev opretholdt i Sydafrika, hævdede, at verdenssamfundet var i gang med at finde ud af, hvordan to racer kunne leve sammen på det samme landområde: Skulle det ske som i USA eller skulle det ske som i Sydafrika? Hans udtalelser vakte en del forargelse, for det blev opfattet, som om han so oder so godkendte apartheidstyret. Det var han dog ligeglad med. Hans bemærkninger fik mig til at gå apartheid-systemet nærmere efter i sømmene, og min tese dengang var – tror jeg nok – at der måske kunne være noget rigtigt i at sætte grænser mellem de to racer i Sydafrika, men at den måde, de hvide havde gjort det på, var udslag af et kolossalt hykleri. Jo, for dels havde man oprettet de forskellige Bantustans, hvor de sorte tænktes at skulle udfolde sig, på jord, der ikke var noget særligt værd, og dels havde man sørget for, at alle de hvides tjenestefolk og alle arbejderne i de hvides fabrikker kun kunne bo midlertidigt i hvides områder. Hvis man endelig ville opdele landet efter race, skulle naturligvis enhver beboer have jord til den samme værdi. Det ville ikke have været umuligt at gennemføre, det vil sige: ikke økonomisk umuligt, men jo nok politisk umuligt. For så skulle de hvide jo af med store dele af deres rigdom. Og det var de aldeles ikke indstillet på. Og ikke sandt – det var jo dem, der havde den politiske magt, indtil apartheid-systemet brød sammen.

Nuvel, med disse Sydafrika-problemer har vi bevæget os bort fra Europas problemer, hvor spørgsmålet er, om vi frivilligt skal skaffe os de næsten uløselige problemer på halsen, som ligger i, at flere kulturer og flere folk skal bebo det samme land, og bevæget os hen til de lande, der fra historiens store heksekedel har arvet sådanne to-folks-problemer. Og så er vi fremme ved det sidste, jeg har tænkt mig at sige noget om i denne omgang: Rwanda-Burundi.

Disse to centralafrikanske lande er præget af modsætningerne mellem to folkeslag, tutsierne og hutuerne. Især Rwanda har været på avisernes forsider på det sidste, fordi det den 6. april var 25 år siden en massakre på tutsierne fra hutuernes side begyndte, en massakre, der var utrolig blodig og omfattende, både hvad angår antallet af dræbte og hvad angår antallet af voldsudøvere. (Ja, vi er fantastisk gode til det dèr med jubilæer).

Men i dette tilfælde kan man dog sige, at der synes at være noget at fejre. For siden den nuværende præsident tog magten og afbrød massakrerne, har der været nogenlunde fred mellem de to etniske grupper. Måske det skyldes, at den daværende massakre var så grusom, at den har efterladt sig et stort traume både hos dem, der udøvede den, og hos dem, den gik ud over. Derfor er man – lidt ligesom i Algeriet, hvor borgerkrigen også har efterladt store traumer – indstillet på for næsten enhver pris at undgå en tilsvarende situation. Præsidenten taler ikke om hutuer og tutsier, men om rwandaer. Dog er det, der især har fået folk til at afholde sig fra vold, nok den stærkt stigende levestandard, man har oplevet op gennem nullerne.

Man kan læse lidt om landets historie her. Men om man bliver klogere på, hvad der fremkaldte massakren i 1994 og hvad der holder et eventuelt had mellem de to etniske grupper i skak nu, er tvivlsomt. Så meget synes dog at stå klart, at dengang i 1400-tallet, da tutsierne invaderede landet (fra Etiopien), var landet beboet af hutuer, og at tutsierne, skønt de vist hele tiden har været et mindretal, det meste af tiden har siddet på den politiske magt.

Man kan håbe på to udgange på konflikten. Den ene er den, som præsidenten håber på: at man ved at regne sig selv for rwander og ved at regne alle sine medborgere for rwandaer efterhånden “glemmer”, om man er tutsi eller hutu. Jeg har sat “glemmer” i anførelsestegn, for jeg tror ikke, man ligefrem glemmer det, men man kan måske nå dertil, at man stoler på et andet menneske, selv om han eller hun tilhører den modsatte etniske gruppe. Det kræver, at der er gang i økonomien, at der ikke er korruption – og der er efter det oplyste forholdsvis lidt korruption i landet – og at begge grupper deltager i den politiske styring.

Den anden udgang er mere ambitiøs. Den håber på, at de to grupper bevarer deres identitet, ikke lægger skjul på den i det daglige, men vedkender sig den. Men – og det er det, man kan tvivle på – efterhånden når dertil, at man tillader sig at drille den anden gruppe med det ene eller det andet. Med den forhistorie, der findes angående forholdet mellem de to grupper, synes vel et ligefremt drilleri at være ganske usandsynligt. Men det er ikke desto mindre noget, der ret effektivt vil kunne hindre nye modsætninger i at vokse frem. Lidt, ligesom vi herhjemme kan drille hinanden med vores lokale oprindelse, vi driller fynboerne med deres boghvedegrød, jyderne med deres “jydekrog”, osv.

Hvorom alting er: verden er fuld af forskelligheder, folkeslagene får deres forskellige skæbne, og de, der af historien er tvunget til at dele land med et andet folk, må prøve at få det bedste ud af det. Men hvor meget man end må håbe, at det må gå godt de steder, hvor to folk skal deles om det samme land, ligefrem frivilligt at importere de vanskeligheder en sådan skæbne stiller ens land overfor, det må siges at være yderst dumt. Derfor må man udtrykke stor forståelse for de østeuropæiske lande, der nægter at tage imod muslimske flygtninge/migranter.

Dette indlæg blev udgivet i Historie, Indvandringspolitik og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.