Guds påskelatter IV

Denne gang skal jeg ”forlyste” læseren med en salme, jeg skrev for en tre år siden. Den har relevans af to grunde. Dels fordi jeg dengang gav den overskriften ”Guds påskelatter”, dels fordi jeg kom i tanker om den, da jeg læste om Benny Schusters nye bog, der jo netop hedder ”Om påskelatteren”. Men jeg må desværre gentage, hvad jeg dengang sagde: Det er noget forskelligt, vi mener med udtrykket ”påskelatter”.

I forhold til mine forrige artikler kan man sige, at perspektivet her udvides en smule. Nu er det ikke blot evangelierne og specielt opstandelsesberetningerne som åbnere og retledere og idealer for litteraturen, nu bliver opstandelsen også betragtet som det, der ligger bag videnskaben. Ikke som den ultimative forklaring – den finder vi måske i virkeligheden aldrig – men som den spore, der ligger bag vor udforskning af universet.

Og jeg skylder nok også at koble al denne jubel sammen med noget i det foregående. For hvis Guds påskelatter allerede lød på forskellige tidspunkter af Jesu lidelse, betyder det så ikke, at de mange ”hvorfor”, vi oparbejder livet igennem, mister styrke, forvises til det halvvejs latterlige område, hvor man prøver at måle livet med retfærdighedens alen? Gud ler jo i det skjulte af alle vore forsøg på at opstille en retfærdig orden og stille spørgsmål om hvorfor denne lidelse skulle ramme os.

Nej, jeg tør ikke svare ja til disse spørgsmål. Der er og bliver noget uforståeligt ved det faktum, at Gud kaldes almægtig og god, og så ikke behandler os godt. Jesu død kunne han måske le af, for den var påført ham af onde mennesker, og det var disse onde mennesker, der fik deres besyv påskemorgen ved Guds latter. Men andre er jo blevet ramt af lidelse, der ikke skyldes menneskers ondskab, men blot naturkræfters rasen, hvad enten man så tænker på naturkatastrofer eller på uhelbredelige sygdomme.

Og vel tænker vi jo, at også naturkræfterne ligger indenfor Guds herredømme, men det er dog svært at fastholde den Gud, der sender uforståelige, smertefulde sygdomme, som en Gud, der ler. Eller er det dèr, Guds underfundighed virkelig viser sig? Det er svært at tro for den, der stadig har mange hvorfor’er siddende i sindet.

Og dog betyder vel Guds latter, at vi tør se frem til en opstandelse, hvor både den ene slags hvorfor og den anden slags bliver besvaret.

Jeg tror det.

Melodien til salmen er: ”Op min sjæl, thi sol er oppe”.

1. Himlen genlød af Din latter,

Du, som kan alt, hvad du vil.

Intet menneske det fatter,

død han var jo som en sild!

Stenen vælted’ Du fra graven,

tog ved hånd ham op at stå;

de, der vandred’ rundt i haven,

så, hvad intet øje så.

2. Fligen løfted’ Du fra himlen;

skæl der faldt fra øje vort;

hvad behersked’ skabervrimlen,

så vi; Du tog sløret bort.

Verden var i mørket landet;

Du slog himmelhul på jord,

og i hullet, som Du danned’,

titted’ frem Dit skaber-ord.

3. Atter tør din kirke ånde,

atter løfte hoved sit;

skabe nyt, gå Dig til hånde

kækt det tør vi nu og frit.

Atter tør vi se og kende

bagved alt en Fader god;

Kristi lov er uden ende,

han, hvis ben af grav opstod.

4. Ak, vi så kun bånd og bindsel,

så kun videnskabens slot.

Og vi selv, vor hjernes vindsel?

Marionet kun og robot!

Du slog hul på tankens fængsel,

lod den levende os se;

Kristi lov er al vor længsel,

lader alt i frihed ske.

5. Hver mikrobe, hver amøbe!

Ordet Dit i småkravl bor.

Du den mindste mus lod svøbe

i Dit net af skaber-ord.

Mennesket, Din søn, Din lige,

skønt mod Dig han sig forbrød,

styres af, hvad Du vil sige,

har Din lov i sind og skød.

6. Lad da Kristi lov forkynde,

skabe tro i hjernens kød,

så påny vi kan begynde

og kan le af grav og død!

Hver gang verden vil os binde,

skabe angst og mismods sind,

lad Din latter atter vinde,

lad os se i himlen ind!

7. Hver gang mistilliden bryder

fællesskabs fortrolighed,

hver gang hånligt mod mig lyder:

”Hå, han tror på kærlighed!”

se dog, hvor Dit barn sig atter

lukker til i hjertets grund,

lad påny Din påskelatter

trænge gennem ”øre-sund”!

8. Se, de står omkring og spotter:

”Al hans tro er narrespil!

Intet sind i verden godt er;

han er død jo som en sild!”

Herre, lad Din påskelatter

mig slå ned, så jeg kan le,

le og le, til helt jeg fatter:

Det umulige kan ske.

Dette indlæg blev udgivet i Ny testamente. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.