20 Gaza’er

I anledning af, at Benjamin Netanyahu fornylig blev genvalgt til Israels premierminister, havde Jyllands-Posten en leder, hvori man beklager dette valg på grund af, at det vil udskyde fredsprocessen; to-statsløsningen bliver endnu mere urealistisk, se her.

Desværre er sådanne tanker typiske for vestlige iagttagere. Vi indskrænker altfor ofte vore formaninger til dem, der ligner os. De, der er anderledes, muslimerne f.eks., forekommer os for alternative til, at vi gider rykke ud med formaningsord til dem; de hører jo alligevel ikke efter, eller de forstår os jo alligevel ikke, eller – og det er måske den værste underforståelse, vi gør os skyldige i – de er endnu ikke i deres udvikling nået op på vores stade.

Det kan formuleres på en anden måde. Det har Robert L. Meyer på ”jihad-watch” gjort, se her. Han slutter sin lange og omhyggelige gennemgang af de mange forsøg på at skabe fred mellem israelerne og palæstinenserne med at bebrejde de vestlige medier og politikere, at de tror, de forhandler med ”manden i spejlet”, dvs., de tror, de forhandler med et mennesker, der tror og tænker ligesom de. Men, siger han – og det fremgår med al ønskelig tydelighed af hans gennemgang – muslimerne tænker ikke ligesom vi, de har ikke en sekulær forestilling om, hvad det drejer sig om. For dem betyder koranen utrolig meget. Og når der står i sura 2,191: ”Dræb dem, hvor I møder dem, og fordriv dem derfra, hvor de har fordrevet jer”, så har det i islams lange historie været udlagt sådan, at et stykke land, der én gang er erobret af muslimer, til verdens ende skal forblive muslimsk, og hvor det kan påpeges ikke at være tilfældet, er det enhver muslims pligt at søge at få det til at blive tilfældet.

Robert L. Meyer fortæller, at efter Camp-David aftalerne i juli 2000, hvor Yassir Arafat fik tilbudt 97% af vestbredden, afslog han alligevel tilbudet. Og da han blev spurgt hvorfor, svarede han: ”Fordi israelerne ikke ville give os 100%”. Meyer mener, at Arafat var bundet af koranens ord og det i den grad, at han kunne risikere at blive myrdet af mere trofaste korantilhængere.

Lad dette være, som det være vil. Så meget står i hvert fald fast for mig, at dette med at tro, at muslimerne på den anden side af forhandlingsbordet tænker som vi, er helt og aldeles forkert.

Lad os bruge denne iagttagelse i forhold til Jyllands-Postens leder. I lederen hedder det:

Netanyahu kommer igen til at sidde på det yderste højres nåde. Op til valget stillede han en annektering af i hvert fald dele af Vestbredden i udsigt, og han vil blive hårdt presset af sit parlamentariske grundlag for at indfri løftet. To-statsløsningen bliver dermed stadig mere urealistisk. 80 pct. af medlemmerne i det nyvalgte Knesset afviser en to-statsløsning. En snarlig amerikansk fredsplan for Mellemøsten, som præsident Trump har stillet i udsigt, kan give den det endelige dødsstød, hvis palæstinenserne som ventet siger nej til, hvad USA formodes at stille med.

Dermed understreges den bitre ironi, at jo stærkere Israel forekommer, jo svagere bliver det på længere sigt. Hvis Israel skal fortsætte som demokrati med lige rettigheder til alle slags borgere, herunder de arabiske israelere, arbejder tiden imod Israel som en jødisk stat. Netanyahu kan annektere bosættelserne på Vestbredden, og han kan stå fast på sin uforsonlige kurs, men han kan ikke løbe fra denne grundlæggende udfordring.

Mener lederen virkelig, at det, der gør to-statsløsningen urealistisk, er israelernes holdning? Jamen, har man da ikke lagt mærke til de mange raketter, der i tide og utide affyres fra Gaza? Har man helt glemt Netanyahus bemærkning fra 2014, at han ville modsætte sig enhver mulighed for en to-statsløsning, hvor palæstinenserne frit kunne ind- og udføre, hvad de ville? ”Vi vil ikke skabe 20 Gazaer på Vestbredden”, sagde han, se her.

Det er højst besynderlige tanker, der kører rundt i hovedet på palæstinenserne, i hvert fald på deres ledere. Konrad Otts skelnen mellem sindelagsetik og konsekvensetik gjorde jeg i sin tid lidt ud af her på bloggen: de mennesker, der uden videre går ud fra, at vi skal hjælpe alle, der møder op ved vores grænse, så vi giver den asyl, kalder han sindelagsetikere, for de tænker ikke på konsekvenserne af deres handlinger, men kun på deres rette sindelag. Vi andre, der er bekymrede netop for konsekvenserne af alle disse ”gode” mennesker ”gode” gerninger, kalder han konsekvensetikere.

Ifølge den sprogbrug er de palæstinensiske ledere typiske sindelagsetikere. Der er ingen fornuft i deres handlinger. De tænker ikke langsigtet, men har kun øje for, om de nu også her og nu opfylder det, de mener er Allahs befaling til dem om at sætte livet til for hans sag.

Jeg mener: en to-statsløsning ville jo kunne give dem mulighed for at få gang i økonomien, mulighed for at få hjulene til at rulle, mulighed for at uddanne befolkningen helt anderledes end nu. Om de så til sin tid, når de måske om mange år er blevet jævnbyrdige økonomisk og militært med israelerne, finder det umagen værd at prøve at nedkæmpe israelerne militært, ja, det kan vel ikke helt udelukkes; så længe de er muslimer, eksistere den risiko stadig for israelerne, at muslimerne vil prøve at opfylde det, der står i sura 2,191. Men der er også en mulighed for, at palæstinenserne til den tid er blevet glade for samarbejdet med israelerne og økonomisk og kulturelt har fundet dette samarbejde givende. Og så er al tale om at få sura 2,191 til at gå i opfyldelse jo umuliggjort.

Måske det er det, Hamas’ ledere forestiller sig.

Men vi i den vestlige verden burde dog også kunne indse, at Hamas for hver raket, de skyder af ind over Israel, skyder en to-statsløsning endnu længere ud i fremtiden.

Man må selvfølgelig spørge, inden man forlanger af Israel, at de skal slutte fred og stole på Hamas og Abbas, hvor lang tid uden raketaffyring der skal til, før de så nogenlunde tror på, at Hamas vil overholde en fredsaftale. Er ti år nok? Hvilket altså betyder ti år med israelsk kontrol over al indførsel til landet, så Israel ikke risikerer en dag at stå overfor et stærkt oprustet Palæstina. Når Netanyahu ikke ønsker sig 20 Gazaer på Vestbredden, er det jo et ønske, der kun kan opfyldes, hvis det fortsat vil være umuligt at indføre raketter til Vestbredden på samme måde, som man kan indføre dem til Gaza. Og skal det være umuligt, kan den palæstinensiske del af dobbeltstaten ikke blive suveræn.

Skal det kommende Palæstina blive en suveræn stat, må der først blandt israelere og deres ledere skabes en tillid til, at en aftale kan holde, at altså palæstinenserne er til at stole på. Og den tillid opbygges ikke med raketter.

Erik Boel har i en artikel i Horsens Folkeblad den 21-4, som ikke er på nettet, udtrykt en opfordring til at droppe den håbløse to-statsløsning. Men ak, han har ikke noget at sætte i stedet. Desuden mener han, at israelerne bør nære frygt for at komme i mindretal i deres eget land.

Det samme mener Jyllands-Postens leder. Man skriver jo, som før citeret, at ”hvis Israel skal fortsætte som demokrati med lige rettigheder til alle slags borgere, herunder de arabiske israelere, arbejder tiden imod Israel som en jødisk stat”. Dette må bero på en fejlslutning. Man går tilsyneladende ud fra, at hvis løsningen med en to-statsløsning bryder sammen, er kun løsningen med en samlet arabisk-jødisk stat tilbage. Hvis vi altså skal have en løsning, hvor demokratiet kan opretholdes. Men man kan da være 100% overbevist om, at israelerne aldrig vil gå med til en sådan løsning. Når man lige har gennemført en grundlovsændring, der indebærer, at staten Israel er en stat for jøder og ikke for andre, så kan man virkelig ikke forestille sig, at man vil trække denne ændring tilbage. Og de arabere, der bor indenfor Israels område, kan ikke foreløbig komme til at udgøre et flertal i landet.

Nej, hvis en to-statsløsning ikke kan gennemføres, er det status quo, der kommer til at råde, dvs., vi vil fortsat have et Hamas i Gaza, som fra tid til anden affyrer raketter ind over Israel, og en Abbas på Vestbredden, som styrer de derboende palæstinensere med hård hånd, og et Israel, som gør gengæld mod Hamas i Gaza, og som opretholder bosættelser på Vestbredden. Det er højst uheldigt, og vi vesterlændinge bliver ved med at synes, at der da må kunne træffes en permanent ordning. Men vi er altså nødt til at erkende, at det er ikke er nok fra vores side at lægge pres på Israel, vi må også sætte os så tilpas ind i den tankegang, der råder på den anden side, hos Hamas og Abbas, at vi kan indse, at det i alt væsentligt er den side af forhandlingsbordet, der umuliggør en varig fredsløsning.

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget . Bogmærk permalinket.

2 svar til 20 Gaza’er

  1. Svend jespersen siger:

    Kære Ricardt.

    Du taler om den vestlige verdens ukendskab til forholdene i Mellemøsten og Mellemøstens tilsvarende afvisning af ”vores” idealer. Har du læst indlægget fra Bernard Lewis fra 1976, ”The Return of Islam”, i magasinet Commentary?

    https://www.commentarymagazine.com/articles/the-return-of-islam/

    Allerede i det indlæg, tre år før Khomeini, og mange år før Vesten begyndte at tage udviklingen i Mellemøsten alvorligt og f.eks. havde hørt om personer som Hasan al-Banna, Abul A’la Maududi og Sayyid Qutb og grupper som Det muslimske Broderskab, Jamaat-i-Islami, Taleban, Al-Qaeda, Hamas, ISIS, plus mange flere, allerede her ser man en forudsigelse af den situation, vi befinder os i i dag.

    Og det gælder også situationen i Israel.

    Venlig hilsen
    Svend Jespersen

  2. ricardtriis siger:

    @ Svend Jespersen!
    Jeg har altid haft stor sympati for Bernard Lewis. Men denne artikel har jeg ikke før stødt på. Tak for den.
    Venlig hilsen
    Ricardt Riis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.