Natur og fuglesang

Det er Jørgen E. Olesen og Eigil Kaas, som i en artikel i Jyllands-Posten tager til genmæle imod den store kritik, der er kommet imod dem, efter at de tidligere i samme avis havde fremhævet den ret indlysende sandhed, at vor klode ikke kan bære et ubegrænset antal mennesker, se her, og slutter med at ønske for alle mennesker, at de også i fremtiden vil kunne opleve natur og høre fuglesang. I anledning af deres tidligere artikel var de blevet spurgt, om Kinas étbarnspolitik havde været succesrig, og det var de så kommet til at svare ja til, uden at journalisten åbenbart syntes, at de i tilstrækkelig grad havde taget afstand fra denne politik. Denne journalistiske misforståelse – villet eller tilfældig – råder de nu bod på med denne oplysning:

Selv om vi argumenterer for en eller anden form for aktiv befolkningspolitik, er vi alle tre stærkt imod den totalitære måde, etbarnspolitikken blev implementeret på i Kina. På den anden side må det erkendes, at Kina er blevet sparet for omkring 300 millioner mennesker, og det er lykkedes at få en meget stor del af befolkningen ud af fattigdom.

Om så journalister denne gang er i stand til at fordøje denne måske lidt svagere erkendelse af, at der dog i kraft af Kinas politik på området er 300 millioner mennesker, der ikke er blevet født, det står hen i det uvisse.

For de har jo ret i, at alle vore tiltag for at nedbringe vort CO2 udslip bliver nyttesløse, hvis befolkningstilvæksten fortsætter som hidtil. Og de har også ret i, at hverken EU eller FN vover at komme med forslag til nedbringelse af befolkningstilvæksten; det er tilsyneladende et tabu-emne, som man helst ikke skal røre ved. Og når man læser den overskrift, deres første interview fik af journalisten: »Klimaforskere vil bremse Jordens befolkningsvækst med etbarnspolitik«, forstår man godt, at andre holder sig tilbage. Men det er da utrolig uheldigt.

Her skal jeg imidlertid pege på en anden hindring for en gennemførelse af tiltag, der kan nedbringe befolkningstilvæksten.

Sagen er den, at mange muslimske lande oplever en meget stor befolkningstilvækst, men af religiøse grunde ikke vover at foreslå noget, der vil kunne bremse denne tilvækst.

Og en anden sag er den, at de lande i Afrika, der også oplever stor befolkningstilvækst, er så dårligt styrede, at det er meget svært at sætte initiativer i værk, der skal bremse tilvæksten. Når dertil kommer, at vi i Europa nu i lang tid trolig har modtaget en del af dette befolkningsoverskud – som om det er så synd for landene, at de er udsat for den naturkatastrofe, at de føder for mange børn – så forsvinder jo ethvert incitament til at nedbringe det store overskud, og de uduelige ledere forledes til fortsat at lade det hele gå sin skæve gang.

Ser vi nu til f.eks. Indien, så kan man måske begynde at ane, at der foregår en vis konkurrence mellem de to største befolkningsgrupper i landet, muslimerne og hinduerne, og at denne konkurrence også foregår på det område, der hedder ”befolkningsstørrelse”.

Tidligere, da man i 70erne diskuterede ”befolkningseksplosionen” – hvis nogen kan huske så langt tilbage – var hinduerne så sikre på, at de for al fremtid ville være den største gruppe i landet, at de uden betænkelighed indførte forskellige tiltag, der skulle bremse befolkningstilvæksten uden at tænke over, om det var den muslimske eller den hinduistiske del af befolkningen, hvis vækst man bremsede.

Men nu, nu er muslimerne blevet meget mere aggressive i deres tilgang til indisk politik, og når man dertil har fået et styre, der er langt mere bevidst hinduistisk end før, er man mere opmærksom på, at de to befolkningsgruppers størrelse spiller en rolle. Hvis det ligger i islams dna, at de på sigt arbejder på at blive de fleste, så indser hinduerne, at de må vælge imellem at formére sig i samme tempo som muslimerne eller at bremse befolkningstilvæksten hos både muslimer og hinduer.

Jamen, er der noget som helst, der tyder på, at det ligger i islams dna, at muslimerne arbejder på, at de bliver de fleste?

Ja, det er der faktisk.

Og sådan har det altid været. Blot har vi europæere meget svært ved at tro på det. For vi kan ikke rigtig forestille os, at nogen tænker så langsigtet.

Men det har muslimerne altid gjort.

I det muslimske Spanien i tiden med ”martyrerne fra Cordoba”, omkring 850 e. Kr., var de kristne langt de fleste. Men muslimerne sad på magten. Og de kristne måtte finde sig i mange forskellige indskrænkninger i deres religionsudøvelse. De måtte ikke tale nedsættende om nogle af islams trossætninger, deres mænd måtte ikke gifte sig med muslimske kvinder, mens muslimske mænd godt måtte gifte sig med kristne kvinder, børnene fra sådanne ægteskaber skulle opdrages muslimsk, og de måtte ikke prøve at omvende muslimerne til kristendommen, der var dødsstraf både for den kristne og for den muslim, der eventuelt lod sig døbe. Hvortil kom, at de skulle betale en særlig skat, som muslimerne var fritaget for.

Alt dette medførte, at befolkningssammensætningen i midten af 900-tallet havde ændret sig i muslimernes favør. Nu var flertallet af indbyggerne muslimer.

Og i nutidens Europa skal man ikke lade sig narre og tro, at muslimerne ikke godt kan se, hvor det bærer hen. Om de ligefrem tager det som et tegn på Allahs styrelse, er vel uvist, men det kan nu godt tænkes. I hvert fald ser de den lave fødselsrate hos europæerne som et tegn på, at europæerne er dekadente, og deres egen langt højere rate som tegn på muslimernes livskraft. Og deri kan de vel have ikke så lidt ret.

Erdogan, den tyrkiske præsident, fik i sin tid en fængselsdom for at have citeret en osmannisk digter, der sagde: ”Moskeerne er vore kaserner, kuplerne er vore hjelme, minareterne er vore bajonetter, og de rettroende er vore soldater”, se her. Og man kan være ret sikker på, at han stadig mener det, han dengang blev citeret for.

TV2’s udsendelsesrække “Moskéerne bag sløret” viste noget af det samme. Én af de imamer, som blev fotograferet med skjult kamera, Mohammad Fouad al-Barazi, forklarede, at muslimerne for øjeblikket er ved at “åbne” de forskellige europæiske lande. At “åbne”, siger Tina Magaard, betyder “at gøre disse lande muslimske”. Blandt andet altså ved at blive de fleste, se her.

Det er ikke min påstand, at den enkelte muslimer tænker langsigtet. Men det er også unødvendigt. Blot han eller hun retter sig ind efter den muslimske sharia, dvs., blot man har den ”fromme” opfattelse af kønslivet, som islam lægger op til, så vil det automatisk gå sådan, at muslimerne, som tiden går, bliver de fleste. ”Kvindeundertrykkelse”, siger vi. ”Korrekt og fromt kvindeideal”, siger muslimerne. Og resultatet: store familier med mange børn, ja, det er jo Allahs vilje, og gudskelov en guddomsvilje, hvis konsekvenser muslimerne her i landet ikke behøver bekymre sig om, for det danske samfund tager sig jo af de mange børn.

Og én ting er nu, at vi danskere med vor alt for åbne indvandringspolitik har været med til at gøre de muslimske samfund her i landet alt for store, én ting er, at vi, som landet ligger nu, nok ikke kan få os til at prøve at nedbringe det muslimske fertilitet, men nøjes med at håbe det bedste og for det meste undgår at frygte det værste.

Noget andet er, om vi med alle de klimatiltag, vi praler af for øjeblikket, ikke snyder os selv, fordi vi ikke gør noget ved vor egen befolkningstilvækst, altså ikke ”vor egen” i betydningen ”de etniske danskeres”, men ”vor egen” i betydningen ”vore muslimske landsmænds” befolkningstilvækst.

Alle de danskere, der undlader at spise kød for at foregå verden med et godt eksempel, alle dem, der ikke foretager flyrejser, alle dem, der cykler til arbejde, for – ikke sandt – vi skal spare på det fossile brændstof, alle disse danskere – det kan man være ret sikker på – har stadig siddende i sig den rygmarvsreaktion, at det er godt, at en by vokser, det er dejligt at se, at der bygges nyt, for det tyder på, at der er gang i økonomien, det er skønt at kunne prale af, at København er større en Stockholm, osv., osv. Den rygmarvsreaktion har de til gode at få fjernet.

Og nu de er i gang med at fjerne den slags uheldige fortidslevninger, burde de også fjerne den rygmarvsreaktion, der fortæller dem, at det er helt i orden at indføre begrænsninger, så udviklingslandenes mennesker ikke får så mange børn, men højst problematisk at indføre tilsvarende begrænsninger herhjemme. Nå ja, overfor etniske danskere kunne det nok gå an, men overfor vore muslimske landsmænd, uha, uha, man kan rigtignok ikke gribe ind i deres særegne kultur, så det må man endelig ikke foreslå.

Men sådanne ”selvfølgeligheder”, sådanne rygmarvsreaktioner vil nok vise sig umådelig vanskelige at fjerne.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.