Religionssammenstød

Det holder hårdt for vor politiske verden at erkende, at ghettoproblemerne har med religion at gøre. Og det holder desværre – og lidt uforståeligt – tilsvarende hårdt for vore kirkelige ledere og talsmænd at gøre sig klart, at deres opgave i samfundet, som det ser ud nu, er at klargøre forskellen mellem kristendom og islam.

Vi står som teologer i den lidt prekære situation at skulle leve os så tilpas ind i en fremmed religion, at vi kan forstå dens tilhængere indefra, eller i det mindste danne os et billede af, hvad det er, der driver dem. Det betyder blandt andet, at vi skal kaste vort normale moralske kompas overbord. Og det er en svær og også noget penibel opgave, når det er islam, det drejer sig om. For den verdslige verden er jo fuld af forargelse over mange af de ting, der sker blandt vore muslimske landsmænd og det med rette. Men skal vore muslimer forstås, må vi i hvert fald for en stund slukke for forargelsen.

Tag den forargelse, der lyser ud af Hege Storhaugs artikel her, hvor hun fortæller om et bryllup i det muslimske miljø mellem en 14-årig pige og en 28-årig mand! Brylluppet blev fejret på normal muslimsk vis, med brudepris fra forældrene, med en imam, der foretog vielsen, med masser af gæster. Men, spørger Storhaug, dette foregik i Norge, og det er forbudt efter norsk lov, hvorfor er det kun brudgommen, der skal straffes? Hvad med imamen, hvad med forældrene til pigen, hvad med alle gæsterne, som ikke meldte lovovertrædelsen til norsk politi?

Jo, jeg forstår hendes forargelse. Både forargelsen over den valne holdning hos de norske myndigheder og den norske presse, som knap nok har interesseret sig for det skete, og forargelsen over de muslimer, der rask væk bryder norsk lov, når den ikke passer med de traditioner, de har med sig fra hjemlandet.

Og når jeg opfordrer til at skrue ned for forargelsen, skyldes det, at den måske nok er effektiv overfor os europæere, men aldeles ikke er det overfor muslimerne. I stedet vil jeg – midlertidig – opgive den forargede holdning og spørge, hvad det er for overbevisninger, der får muslimerne til at handle, som de gør.

Man kan også blive godt forarget over den undersøgelse, som jeg nævnte i det forrige indlæg, undersøgelsen af muslimske skolebøger, foretaget af en arabiskkyndig tysker, Constantin Schreiber, se her. Han har blandt andet undersøgt bøgerne i de muslimske skoler i Afghanistan. Henrik M. Jensen refererer:

Så rykker vi til Afghanistan med følgende citater fra en bog for 10.klasse om religion:

På grund af fordomme og hævntørst ændrede især jøderne loven for at holde menneskene fra den rette vej.”

Muslimerne er det bedste folk”.

De, der ved siden af gud tror på på andre guder, har ingen grund til det. De fortjener altså at blive straffet.”

Hvis herskerens befaling er i modstrid med guds lov, har ingen ret til at adlyde eller følge ham.”

Den sidste svada er især rettet mod muslimer i den vestlige verden, der ønsker at integrere sig, og ellers ser vi hvordan skytset rettes mod de vantro, især jøderne.

Det paradoksale er, at tysk bistand til Afghanistan bl.a. er gået til trykning af skolebøger! Her har vi altså endnu et eksempel på naive vestlige politikeres selvdestruktive adfærd.

Og som man ser, der er rigelig ammunition til forargelse. Dels forargelse over det, der står i skolebøgerne: kommer de til Vesten, må de ikke integrere sig. Dels forargelse over, at tyske udviklingspenge går til sådanne skolebøger.

Og igen: Jeg deler bestemt forargelsen, men prøver alligevel at holde den lidt tilbage, i hvert fald så meget, at jeg kan stille mig selv det spørgsmål: Hvordan er muslimerne blevet sådan? Hvorfor holder de fast i disse mærkværdige påstande?

Lad mig nævne endnu en sag, der er oppe at vende i dagspressen: opfattelsen af Rasmus Paludan! Kristeligt Dagblad har modstillet Martin Krasnik, der vil kalde Rasmus Paludan nazist, med Bent Blüdnikow, der ikke vil, se her.

Jeg deler fuldt ud Blüdnikow opfattelse af, at vi ikke skal være uhistoriske, og specielt ikke, hvad angår nazismens grusomheder; enhver sammenligning mellem nazismen og ét eller andet nutidigt fænomen vil medvirke til at neddrosle det uhyrlige ved nazismen. Og det lyder i mine ører utrolig naivt, når Krasnik vil mene, at man blot kan udskifte ordet ”jøder” med ordet ”muslimer” i den nazistiske ideologi for at få Rasmus Paludan til at bestå prøven, den prøve, der viser, at han er nazist.

Indvending 1: Jøderne var groet sammen med det tyske samfund. Muslimerne i Danmark er kommet til os udefra.

Indvending 2: Jøderne gled ind i det tyske samfund uden problemer. Muslimerne kan ikke/vil ikke glide ind i det danske samfund.

Indvending 3: Jøderne brugte ikke vold, når de ville fastholde deres anderledes religion. Muslimerne vil med vold forsvare deres ret til at være anderledes.

Indvending 4: Jøderne i Tyskland blev forfulgt, ikke på grund af deres religion, men på grund af deres etnicitet. Muslimerne tænkes af Paludan udsendt af landet på grund af deres religion, ikke på grund af deres etnicitet.

Men så til det afgørende spørgsmål: Hvorfor kan eller vil muslimerne ikke indse, at de, hvis de vil leve et godt liv her i Danmark, må medvirke til samfundets opretholdelse, dvs., lære at tænke og handle demokratisk?

Det er ganske mærkeligt.

Man kan til nød forstå, at de holder fast ved deres hjemlandes skikke, hvad angår omgangen med kønsforskellen, at de altså prøver at holde kønnene adskilt, at de holder fast ved de arrangerede ægteskaber, at de fastholder mandens overhøjhed over kvinden, måske også, at de mener sig berettiget til at afholde specielle muslimske bryllupper efter muslimske og ikke norske regler for aldersbegrænsning. Dels er det jo traditioner, de er vant til, og sådanne er altid svære at udrydde, dels mener de, at disse traditioner har guddommelig bemyndigelse bag sig, hvilket stiller dem over de norske eller danske love.

Og måske man også kan forstå, at de misforstår vort begreb ”religionsfrihed”, så de tror, at det giver dem en kollektiv ret til at tvinge deres landsmænd til fortsat at være muslimer. For de mener jo åbenbart, at de kun han udleve deres religion, islam, hvis de kan opretholde alle de skikke, som Muhammed påbyder i koranen (eller altså efter deres mening: som Gud påbyder i koranen), herunder de forskellige tvangsforanstaltninger, som koranen indeholder, f.eks. retten for en mand til at slå sin kone, sura 4,34.

Jeg véd så ikke, om det er lige så let (eller svært) at forstå muslimernes ønske om særlige muslimske områder, hvor sharia-loven og ikke dansk lov gælder. Det ville det måske være, hvis der var tale om et ønske, men når der nu snarere er tale om et krav, et krav, oven i købet, som bliver understøttet med diverse voldelige handlinger, så er det jo ulige vanskeligere for os at forstå baggrunden for det, endsige acceptere det.

Nuvel, forstå og ikke forstå – når vi som kristne hører om disse ting, kan vi vel ikke andet end have lidt ondt af disse muslimer, som i den grad er blevet fanget ind af deres lovforståelse af guddommen, at al fornuft synes at være forsvundet fra dem. Jeg mener, her har de med egne øjne erfaret, at den frihed, som den vestlige, kristne verden giver sine statsborgere, er langt mere effektiv end den indordnelse under sharia-loven, som de muslimske lande giver deres borgere. Det er jo ganske mange muslimske lande, der for ikke så lang tid siden har været underlagt de europæiske lande, og ikke omvendt. Altså, muslimerne i disse lande har på bitter måde erfaret, at den storhed, som Allah i århundrederne efter Muhammeds død lod muslimerne erfare, både en militær og en kulturel storhed, den er næsten fuldstændig standset i udviklingen og langt overgået af Vesten, både militært og kulturelt. Man skulle synes, at den erfaring ville gøre indtryk på muslimerne.

Som om det ikke var nok, har de her fornylig erfaret noget lignende, nemlig, at en decideret muslimsk gruppe, Islamisk Stat, der ville geninstallere islams tidligere magt ved at udråbe et kalifat, er blevet jaget på porten og fuldstændig uddrevet fra sit område. Siger det ikke så tydeligt, som det kan siges, at muslimerne, selv under opbydelsen af alle deres mere eller mindre bestialske muslimske metoder, overhovedet ikke kan stå sig mod den vestlige verdens militære styrker?

Men ak, det synes ikke at have gjort indtryk. Muslimerne mener stadig, som der står i de afghanske skolebøger, at de er ”det bedste folk”. Og mærkeligt nok: de mener, mange af dem, i hvert fald, at islams storhed kan genoprettes derved, at muslimerne søger langt mere nøjeregnende at overholde alle shariaens bestemmelser. Så vil Allah belønne dem ved igen at tildele dem magt over os andre.

Deres holdning minder om den holdning, nogle jøder havde i makkabæertiden før Kristi fødsel. Jeg har taget begivenheden frem her. Der fortælles om det i 1. Makk 2,34-41. Nogle jøder havde fået den idé, at Gud ville beskytte dem, hvis de nøje overholdt sabbatsbudet, dvs., hvis de undlod at bruge våben på sabbatten. Det viste sig dog, at Gud ikke rettede sig efter deres forhåbninger, de blev alle slået ned. Det fik de jøder, der så, hvad der var sket, til at sige til sig selv, at fremover ville de forsvare sig på sabbatsdagen.

På samme måde med vore dages muslimer. De må da have erfaret, at dette, at de nøje overholder shariaen, ikke hjælper dem noget som helst. Hele den vækkelse, der har præget islam igennem de seneste 30-40 år, hvor man ville gå tilbage til fortidens stramme shariaregler, har ikke hjulpet hverken de muslimske lande eller muslimerne i de vestlige lande til et bedre liv, og da slet ikke genindført muslimernes oprindelige magtstilling, heller ikke, hvis man medregner alle de muslimske terrorhandlinger. Der skal virkelig andre boller på suppen. Og hvilke boller, der er tale om, kan muslimerne, om de vil og kan få sig selv til at se bort fra deres had til os vesterlændinge, se på det, der foregår hos os, se på den frihed og ligestilling, der er vort kendemærke, se på den vitalitet og idérigdom, der præger erhvervslivet.

Jeg vil mene, at forskellen mellem islam og kristendommen ligger i synet på loven. Muslimerne mener ikke, mennesket selv kan finde ud af, hvad der godt og hvad ondt, derfor har Gud sendt sine åbenbaringer til Muhammed. Kristendommen mener, at mennesket selv ud fra de erfaringer, det gør i livet, kan og skal finde ud af forskellen på godt og ondt. Og derfor betragter vi ikke vore bibel som en koran, dvs., som en anvisning på, hvad der skal gøres og hvad ikke.

Men denne jernhårde binding til loven, som muslimerne er udsat for, bevirker, at tilværelsen på en måde bliver let for dem. De behøver ikke tage ansvar, blot de overholder bedetiderne og fasten og de andre regler, så vil Allah sørge for resten. Men hvad de ikke lægger mærke til – og hvad vi også plejer at overse – er, at dette giver anledning til en overvældende stærk skæbnetro. Og bevares, det kan lyde fromt at regne alt, hvad der sker, for Guds vilje, at modtage alle slag fra tilværelsen som noget uundgåeligt, som man må bøje sig for, fordi det er Guds vilje, der sker med én. Men det giver også anledning til en stor passivitet. Mennesket kan jo alligevel ikke stille noget op mod Guds vilje. Og når nu det, der er Guds vilje, én gang for alle er åbenbaret i koranen, hvorfor så bekymre sig, hvorfor så prøve at undgå ulykker, hvis de kommer, kommer de jo i kraft af Guds vilje.

Den holdning til tilværelsen har vi kristne ikke. Ikke blot er det op til os selv at forstå, hvad der skal gøres og hvad ikke, det er også op til os selv at tage os i agt for ulykker, selv at prøve at udforske vores omverden, så vi kan klare os bedre.

Og ikke mindst er det vor opgave at gå vore samfunds traditioner kritisk igennem for at se, om ikke de kan gøres bedre. Det ligger der i, at vi selv skal prøve at finde ud af, hvad der er godt og hvad der er ondt. Jesus har selv med en lignelse om sennepsfrøet lagt en forudsigelse om en god udvikling ind i sit budskab, se Matt 13,31-32. Og udvikling kom til at ske i den kristne verden, omend vi moderne mennesker nok synes, at det dog gik forfærdelig langsomt.

Den dengang givne samfundsorden var således ikke guddommelig og urørlig. Jesus understregede, at det blandt disciplene ikke skulle være, som det var blandt denne verdens herskere, Luk 22,24-27. Paulus fik det ud af det, at der i menigheden ikke er forskel på træl eller fri, på jøde eller græker, på mand eller kvinde, Gal 3,28. Ja, det kom så vidt, at han kunne anbefale Filemon at frigive den slave, der var løbet bort fra ham, Filem 16, om det kun sker som en finurlig antydning.

I modsætning hertil er den på Muhammeds tid givne samfundsorden af guddommelig karat. Det holder derfor utrolig hårdt for muslimer at modernisere deres samfund. Det ansete muslimske universitet i Kairo, al-Azhar, hævdede i en debat med IS, at det i kraft af konsensus blandt de lærde nu indenfor islam var blevet forbudt at holde slaver. Men det troede IS ikke på. De holdt sig til koranens ord, som giver talrige anvisninger på, hvordan man skal behandle de slaver, som det altså ifølge koranen er tilladt at have. Og hvordan man egentlig som god korantroende muslim kan gå imod koranens ord og gå med til, at slaveri er forbudt, selv om det er tilladt i koranen, det véd jeg ikke. Men det kan åbenbart på én eller anden måde lade sig gøre.

Derimod skal man nok ikke regne med, at der foreløbig kan dannes konsensus i den muslimske verden om kvindernes ligestilling. Deres uligestilling er umiskendeligt fastslået i koranen. Og det kan vel selv lærde muslimer ved al-Azhar universitetet ikke komme udenom. Man kan sammenligne koranens udsagn i Sura 2,223:

Jeres kvinder er pløjejord for jer, så gå til jeres pløjejord, som I vil. Læg op til jer selv, og frygt Gud! I skal vide, at I vil møde Ham engang. Bring det gode budskab til de troende!

med Paulus’ beskrivelse af forholdet mellem og kvinde i 1 Kor 7,3-4:

En mand skal give sin hustru, hvad han skylder hende, og en hustru ligeså sin mand. v4 En hustru råder ikke over sit legeme, men det gør hendes mand; ligeså råder heller ikke en mand over sit legeme, men det gør hans hustru.

så vil man se forskellen mellem islam og kristendom, mellem et ord, der går ud fra, at kvinden er underordnet manden, og et ord, der går ud fra kønnenes ligestilling.

Og det kan godt være, at det for muslimske mænd ser ud, som om det er dem og ikke os kristne, der har vundet Guds yndest. For det må dog være bedre at være overordnet end at være ligestillet, vil nok en muslim mene. Men her tager han sørgelig fejl. Den tillidserklæring og kærlighedserklæring, der lyder fra en fri kvinde, er totalt forskellig fra den ydmyghedsfromhed, som en muslimsk kvinde fremviser. Og det at kunne stole på sin ægtefælle, fordi hun selv har valgt én og stadig holder af én, er noget helt andet end at kunne regne med hende, fordi hun overholder sharia-loven, ligesom man selv gør det.

Men den vanskeligste fejlopfattelse at få muslimerne bort fra er nok den, at deres drengebørn fra barnsben opdrages til at tro, de er mere værd end deres søstre og mere værd end os vantro. Når de får den overbevisning ind med modermælken, og så kommer i skole og opdager, at skolen ikke regner dem for mere værd end danskerne, ja, måske opdager, at deres søstre klarer sig bedre, end de gør i skolen, så er der lagt op til den kortslutning, der er kommet til at præge mange muslimske unge mænd, den nemlig, at de fejlagtigt regner med, at vi danskere hader dem; for at det er deres egen skyld, det kan de ikke få sig selv til at mene.

Og så er det gjort let for diverse drengebander at rekruttere tilhængere i ghettoerne. Så kan de unge drenge få styrket deres fejlopfattelse af tingene ved at brænde biler af og gøre sig store og stærke i det, de mener er et muslimsk område. Det er det, vi ser, når ambulancer og politibiler ikke kan komme ind i ghettoerne og gøre deres arbejde.

Hvad skal vi stille op med alle disse problemer?

Ja, mit forslag er ikke, at vi skal vise os åh så forstående overfor de unges problemer, for det er efter min bedste overbevisning selvskabte problemer. Men mit forslag er, at kirken og teologerne skulle se at komme i omdrejninger, så man sagde tingene, som de er: at Muhammed var en krigsprofet, at koranen er en voldsopfordrende bog, at det er tudedumt af muslimerne at være så ”fromme”, at de tror, det er nok at overholde shariaen til punkt og prikke. Måske også at direkte fortælle dem, at vi regner den muslimske verden for underudviklet, og i nogen grad ser ned på den, fordi den i modsætning til de andre store kulturer, f.eks. de østasiatiske, ikke formår at komme med løsninger til den moderne verdens mange udfordringer.

Jamen, vil muslimerne så ikke blot hade os endnu mere?

Ikke nødvendigvis. De har nemlig også i deres kultur en tendens til at bøje sig for den stærke, måske endda misunde ham. Og hvis vi holder op med spille svage, holder op med alle vore undskyldninger for kolonitiden, og i stedet påpeger alle de gode ting, denne tid har givet den muslimske verden, så kan der såmænd lige så godt ske det, at muslimerne accepterer os.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.