For dem, der kan og vil

Der her i nogen tid stået en overskrift på Jyllands-Postens netside, der lød: ”Jeg har gjort alt for at blive en del af Danmark”. Og indtil nu har jeg tænkt, at den slags klynk gider jeg ikke læse. Men i forlængelse af mit forrige indlæg, hvor jeg ville prøve at sætte mig lidt mere ind i, hvordan muslimer tænker, slog det mig, at det måske var værd at læse, om den unge muslim kunne bidrage med noget i den retning. Så nu bringer jeg et link til artiklen her.

Avisen har lavet en mellemoverskrift, der lyder:

Jeg troede på vores statsminister, da han på et tidspunkt sagde: »Danmark er for dem, der kan og vil.« Derfor har jeg gjort alt for at vise, at jeg kan og vil Danmark. Men nu betaler jeg prisen for at have troet på ham.

Artiklens forfatter hedder Rahima Abdullah, hun er gymnasieelev i Herning, og et billede afslører, at hun ikke bærer slør.

Én af dem, der kommenterer artiklen, skriver, at hun nok ikke selv har skrevet artiklen. Det er selvfølgelig noget, man ikke kan vide, men af artiklen fremgår det, at hun har skrevet flere artikler, og mig forekommer det på ingen måde umuligt, at det virkelig er hende selv, der har skrevet artiklen. Så det går jeg ud fra i det følgende.

Hun mener, kan man forstå, at hun er blevet snydt af Lars Løkke. Og det kan man måske nok sige, at hun er. For med indførelsen af det såkaldte paradigmeskift blev de, der tidligere var blevet betragtet som indvandrere, pludselig betragtet som flygtninge, der skulle tilbage til deres oprindelsesland, når forholdene var til det. Og det er klart, det må føles hårdt og måske også uforståeligt for et menneske, der som Rahima havde regnet med en fremtid i Danmark.

Men midt i, at jeg godt kan forstå hende, føler jeg alligevel trang til at sige til hende, at hun måske skulle prøve at forstå de kendsgerninger, der ligger bag paradigmeskiftet. Hun opregner de vanskeligheder, der vil opstå indenfor f.eks. sundhedsvæsenet, hvis alle flygtninge sådan lige på en studs skulle sendes hjem. Hun skriver:

Når I skal stemme, vil jeg håbe, at I vil huske, at to af tre af de 10.000 FOA-medlemmer, der har en midlertidig eller permanent opholdstilladelse, arbejder i social- og sundhedssektoren. Jeg håber på, at I vil kigge på FOA’s rapport, der viser, at antallet af personer af ikkevestlig oprindelse, som arbejder inden for social- og sundhedsområdet, har været støt stigende de seneste år. Jeg håber på, at I vil huske, at der i forvejen, ifølge FOA’s beregninger, vil mangle 40.000 social- og sundhedshjælpere i Danmark om 10 år.

Og det kan jo være sandt nok. Man kan måske sige, at der er noget her, som politikerne bag paradigmeskiftet ikke har tænkt ordentligt igennem. Men man kan også sige, at de måske har taget højde for dette og alligevel vil gennemføre paradigmeskiftet. Og så rammer følgende overvejelse én med des større kraft: Hvis det virkelig koster så meget, så må politikerne have en meget vægtig grund til paradigmeskiftet. Dog rammer denne overvejelse ikke Rahima.

Men burde det ikke det?

Når hun skriver:

Jeg kæmper for et mere retfærdigt og demokratisk Danmark. Et Danmark, der er fri for racisme og diskrimination. Jeg kæmper for min og din ret til at leve sammen, uanset etnisk baggrund eller religion. ​

Lige nu er jeg aktiv i debatten, og i mine debatter er jeg kritisk over for nogle partier og politikere. Jeg er kritisk over for umenneskelige og urealistiske stramninger i udlændingepolitikken.

så er der ikke meget, der tyder på, at hun har blik de vanskeligheder, som hendes muslimske trosfæller bereder vort danske samfund. Og hun har da slet ikke blik for den fare, der kan ramme vort elskede Danmark – også det Danmark, hun holder af – hvis muslimerne bliver for mange.

Vi har altfor længe haft en debat herhjemme, hvor man har glemt eller med vilje overset, at demografi er skæbne. Er mennesker én gang rejst ind i landet, er de én gang blevet danskere, måske endda fået dansk statsborgerskab, så ændrer det danske folks sammensætning sig for bestandig. Og udregner man fremtidens befolkningssammensætning ud fra danskernes lave fertilitet og muslimernes noget højere, så når man til det resultat, at den dag ikke er fjern, hvor muslimer vil være i flertal her i landet. Skæbne. Uafvendeligt. Der er ikke noget at gøre ved det. I hvert fald ikke, når det først er sket. Men måske nok i dag.

Hun synes at være en muslim, der vil kæmpe for enhvers ret til at være her, uanset etnisk baggrund eller religion. Udmærket. Men hun har glemt noget, hun har glemt eller med vilje overset, at der er en række områder her i landet, ghettoer kaldet, hvor danskere ikke er velkomne. Igennem mange år har det været de danske muslimer, der udøvede racisme og diskrimination, men danskerne, der tog imod de fremmede og prøvede at hjælpe dem til at blive danskere. Nu, med paradigmeskiftet, prøver vi så – måske for sent – at kæmpe imod demografiens skæbnetunge fremtid: vi danskere ønsker ikke, at vort land om halvtreds år har muslimsk flertal i befolkningen. Og hvis Rahima ser med uhildede øjne på sine trosfællers opførsel, mon så ikke hun vil ønske det samme. Jeg mener: muslimernes koran (altså også Rahimas koran) indeholder jo følgende ord (Sura 5,51)

I, der tror! Tag jer ikke jøder eller kristne til venner! De er venner indbyrdes. Den af jer, der slutter venskab med dem, bliver én af dem. Gud retleder ikke de folk, der handler uret.

Det er ret svært at få det til at rime med Rahimas ønske om et Danmark, hvor alle har ret til at leve sammen, uanset etnisk baggrund eller religion. Men hun siger ikke et ord om, hvordan hun forholder sig til dette koransted. For slet ikke at tale om de mange voldsopfordringer i koranen.

Så altså: der kan nævnes gode grunde til at lave et paradigmeskift med hensyn til vores behandling af flygtningene.

Jeg har googlet Rahima Abdullah og fundet ud af, at hun har skrevet ikke så få avisartikler. Af et par af dem fremgår det, at hun er 17 år gammel, og at hun kom til Danmark i 2015. Og bevares, man kan da godt sige, at det er en fremragende præstation at have lært dansk så hurtigt, oven i købet så perfekt dansk. Men man kan også sige, at hun i sine artikler er lige lovlig følelsesbetonet. Hun skriver f.eks. som indledning til den her omtalte artikel:

Man kan vælge at slå mennesker ihjel fysisk. Man kan også vælge at slå dem ihjel psykisk. Man kan vælge at kaste bomber imod folk, og man kan også vælge at kaste stramninger imod dem. Man kan vælge at støtte folk, der bidrager til større ulighed og mindre solidaritet, og man kan vælge at støtte folk, der bidrager til det modsatte.

Bevares, det er da flot formuleret. Men overdriver hun ikke lidt? Er hun slået ihjel psykisk ved at have fået at vide, at hun og hendes forældre er flygtninge, ikke indvandrere, og forventes at vende tilbage til Syrien, når eller hvis freden engang sænker sig over dette land, så de kan være med til at bygge deres land op, gerne med de kompetencer, de har fået her i landet?

Hun fortsætter i samme skure:

Mit navn er Rahima Abdullah. Jeg er en af dem, der har gjort alt for at blive en del af dette land og bidrage med det bedste til det danske samfund. Jeg er hende, der bliver betragtet som en samfundstaber og et problem for det danske samfund. Jeg er hende, som et flertal i Folketinget vil sende hjem så hurtigt som muligt – uanset hvor godt hun er blevet integreret.

Også overdrevet. Hun betragtes ikke som samfundstaber, men nok som et problem for det danske samfund. Ikke fordi hun ikke har integreret sig og været aktiv deltager i skolen, men fordi hun er muslim.

Lad os sige, at hun hidtil har formået at se bort fra det førnævnte koransted. Så kommer det næste koran-problem. Ifølge denne hellige bog må en muslimsk kvinde ikke gifte sig med en ikke-muslimsk mand. Og hvem er så til rådighed for hende som ægtefælle? Én af de frustrerede muslimske mænd, der har opdaget, at de ikke er overordnede, hverken over de muslimske kvinder eller overfor det danske samfund? Eller en muslim, der dog i nogen grad har forsøgt at glide ind i det danske samfund? I begge tilfælde aner vi intet om de kommende børn. Vil drengene blive overordnet pigerne? Vil de blive tilskyndet til at markére deres magt overfor det øvrige samfund? Og vil de ikke det, vil de så blive udsat for pres fra de andre muslimer, sådan som det er almindeligt i disse miljøer? Og vil Rahima have nok ben i næsen til at forhindre det?

Nej, jeg er ikke lyseslukker. Det er virkelig imponerende, at Rahima er nået så langt, som hun er nået. Og var dette sket for ti år siden, ville jeg nok have sat mit håb for mit lands fremtid til blandt andet hende. Men nu, nu, hvor der er kommet mange flere muslimer, nu, hvor det er klart, at vi på en helt anden måde skal bekæmpe islam og islams indflydelse i de muslimske miljøer, end vi hidtil har troet, nu er jeg stærkt i tvivl om det kloge i bare at lade hende og hendes familie forvandles fra flygtninge til indvandrere.

Men jeg vil da godt til en vis grad sige undskyld til hende på vort folks vegne. Undskyld, fordi vi har været så træge til at forstå, hvad det drejer sig om. Undskyld, fordi vi har deltaget i den store europæiske konkurrence om, hvilket land der var mest fremmedvenligt. Undskyld, fordi vi i denne konkurrence har overdrevet flygtningekonventionen og uden protest hidtil har affundet os med, at så at sige alle de flygtninge, der satte deres ben på Europas jord og blev anerkendt som flygtninge, af alle blev betragtet som indvandrere; tænk bare på, hvordan vi for ikke så længe siden regnede med, at disse mennesker skulle erstatte det europæiske fødselsunderskud!

Undskyld også, fordi vi stadig ikke tør afvise asylansøgere ved vores grænse, noget, vi godt kan gøre uden at komme i karambolage med flygtningekonventionen; for de kommer jo alle fra et sikkert land: Tyskland. Når vi nu laver diverse stramninger, som vi kalder det, deriblandt dette paradigmeskift, skyldes det jo, at vi vil gøre det så lidt attraktivt som muligt for flygtninge og migranter på vej op gennem Europa at søge asyl i Danmark. Det ville være meget mere regulært, om vi direkte lukkede grænsen for alle asylansøgere. Men det tør vi ikke. Ak ja.

Måske vi også skal sige undskyld for den utopi, som vi alt for længe har ligget under for, den utopi, som Rahima også er ramt af, måske via de danske lærere, hun har. Vi har bildt os ind, at et multikulturelt samfund var alle tiders, vi har troet, at mennesket meget nemt kunne opdrages bort fra at elske det kendte og nære til at elske det ukendte og fremmede, at altså danskerne med lidt social ingeniørkunst kunne forvandles fra danskere til verdensborgere. Det er den utopi, hun giver udtryk for, når hun som før citeret siger, at hun ”kæmper for min og din ret til at leve sammen, uanset etnisk baggrund eller religion”. Men ak, dette er en utopi, for sådan er mennesker ikke. Og hun kunne med fordel kikke på sin egen religion for at opdage det. For islam sætter skel mellem mennesker.

Men kristendommen, kunne man så sige, kristendommen sætter jo netop til forskel fra islam ikke skel mellem mennesker; for Paulus er der ifølge Gal 3,28 ikke forskel på mand og kvinde, jøde og græker, træl og fri. Jovist. Men kristendommen lærer os også, at vi skal gøre os vore egne erfaringer. Og blandt de erfaringer, vi har gjort os som menneskehed, er vel den, at fred opnås ved at sætte grænser mellem folkeslag, ikke ved at nedbryde grænser. Så gode er mennesker ikke, at vi kan undvære grænser. Den erfaring byggede den amerikanske mægler på, da der skulle skabes fred efter de blodige borgerkrige i Jugoslavien. Det blev nogle meget indviklede og snoede grænser, der blev skabt mellem de bosniske serbere og de bosniske kroater og muslimer. Men de skulle være der, mente mægleren, og tiden har vist, at han havde ret. Dels har der efter denne grænsedragning i det store og hele været fred i Bosnien, dels har man mange andre steder, hvor man ikke har turdet drage grænser på tilsvarende måde, haft en stadig kilde til uro.

Hvis Rahima ikke tror på det, kan man pege på hendes hjemland, Syrien. Syrien er et sørgeligt resultat af det kaos, som det store osmanniske imperium har efterladt sig. Mange folkeslag, mange forskellige sekter, mange slags muslimer blandet sammen på samme område. Indtil det arabiske forår kom i 2011, var landet ledet af Bashar Assad og hans alevittiske mindretal. Enhver diktator skal have et figenblad at gemme sig bag, og Assad havde et parti, Bath-partiet, og en form for demokratilignende afstemninger. Men reelt var det Assad og alevitterne, der sad på magten; de andre sekter havde ikke noget at skulle have sagt.

At fortælle om hele det virvar, der prægede de mange forskellige oprør i Syrien, og de udenlandske indblandinger, der kom til at foregå, ville være for omfattende – og desuden langt overstige min viden og mine evner. Men de mange fjendtligheder har efterladet det kurdiske mindretal, hvortil Rahima hører, med et ret stort område mod nordøst, som de hersker over uden indblanding fra Assad. Amerikanerne har hidtil hjulpet kurderne med at bevare kontrollen over dette område, selv om tyrkerne er deres indædte fjender, de har jo også kurdere som mindretal i deres land. Et lille område mod vest, op mod grænsen til Tyrkiet, omkring byen Afrin, der indtil fornylig var kurdisk område, er imidlertid nu blevet besat af tyrkerne med hjælp fra russerne.

Rahima er født i Aleppo, men hun var ikke ret gammel, da hendes forældre flyttede til Afrin. Derfra flygtede de i 2015 til Danmark.

Men skal de af den grund vende tilbage til Syrien, når det er muligt?

Man kan forstå på hende, at det er noget, hun er meget utilbøjelig til. Hun mener i denne artikel, at hun ved at have integreret sig så fuldstændigt, som tilfældet er, har erhvervet sig en ret til at forblive i Danmark, i hvert fald en moralsk ret.

I en tidligere artikel, se her, har Rahima sagt følgende:

– Jeg vil gerne tilbage, også selvom det ikke er sikkert. Jeg synes, det var en fejl at flygte, for man bør blive i sit land uanset, hvad der sker. Kæmpe for det, man tror på og lide samme skæbne som sit folk, siger hun.

Og man kan jo udmærket forstå, at hun svinger imellem at ville være solidarisk med kurderne i Syrien og at ønske sig en fremtid her i landet. Men skulle det ligefrem være en fejl at flygte? Tja, da mange migranter og flygtninge i 2015 drog op gennem Balkan, og vi så, at flygtningeskaren bestod af kraftfulde unge mænd, sagde vi jo da noget af det samme: hvorfor skal vore unge sætte livet på spil for at redde situation i Syrien, når der tilsyneladende er mange unge, soldateregnede mænd, der kunne sættes ind. Det var vel lidt overfladisk sagt, for denne udtalelse lod ane, at vi troede, at der eksisterer et syrisk folk. Men alligevel! Var det ikke bedre, om de blev og kæmpede?

Men skulle de ”kæmpe for min og din ret til at leve sammen, uanset etnisk baggrund eller religion”? Var det ikke denne utopi, der havde lidt nederlag i Syrien? Var virkeligheden ikke den, at disse mange forskellige folkegrupper kun har kunnet leve sammen i kraft af en overordnet magt fra Assads side? Og ville derfor ikke den eneste rimelige måde at sikre fred på i Syrien være at opdele lande efter gruppetilhørsforhold?

Sikre fred i Syrien? Ak nej, det vover jeg ikke at give anvisning på. Blot vover jeg at sige, at Rahimas metode, som svarer til mange danskeres metode, den multikulturalistiske metode, ikke duer.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.